Læsetid: 4 min.

Albrecht Dürer var mesteren blandt mestre

Albrecht Dürer (1471-1528) var hver mand, eller hver mands øjne, hver mands malende og tegnende hænder
Albrecht Dürer (1471-1528) var hver mand, eller hver mands øjne, hver mands malende og tegnende hænder
29. juli 2017

Der er ingen tvivl om, at Albrecht Dürer maler sig selv som Jesus Kristus. Året er 1500, og han er 28. Han er midtvejs på sin bane gennem livet, som Dante i begyndelsen af Den guddommelige komedie. Den franske filosof Jean-Luc Nancy har beskrevet situationen.

Maleren giver sig selv visse attributter, siger han, der ligesom er fastlagt som hørende til Kristus. Det er håret, tøjet, hans ligesom velsignende gestus.

Man kunne få den ide, at der var tale om noget fornærmende, blasfemisk, men det kunne også være et udtryk for en ny humanistisk, åndelig teologi, sytten år før Reformationen, hvor hvert enkelt menneske er en del af inkarnationens mysterium.

Albrecht Dürer

Billedkunstner, træskærer, grafiker og en af tænkerne fra renæssancen i Tyskland.

Mest kendt for sine træsnit Apokalypsen og en billedserie om korsfæstelsen. Især anerkendt for mange af sine graveringer. De tre kobberstik Ritter, Tod und Teufel, Melencolia I og Der heilige Hieronymus im Gehäus regnes for hans mesterstik.

Allerede i sin samtid var han en anerkendt kunstner og en stor berømthed i hele Europa. Fra 1512 var Maximilian I. hans mæcen, og kejseren bestilte mange værker hos Dürer.

Denne teologi medfører en æstetik, siger Jean-Luc Nancy: Hvis det på den ene side er klart, at der ikke findes portrætter af Kristus, er det på den anden side ikke mindre klart, at et portræt af et menneske åbner imod noget guddommeligt, især i en malers selvportræt, hvori han malende genoplever eller genopliver skabelsens gestus eller modtager sin kunst fra Gud selv, hvilket Dürer her og der i sine skrifter har antydet.

Den franske filosof ser Dürers »teofaniske selvportræt« som tærskelen til kunsten og dens historie i fuld konceptuel autonomi. Alting stilles på spidsen. Enten kan individet, med kunstneren som repræsentant, se sig selv som Gud, eller også risikerer han eller hun overhovedet ikke længere at kunne se sig selv.

Albrecht Dürer: ’Selvportræt’. Ritzau Foto

Det giver ingen mening at tale om større eller mindre store kunstnere, men man kan godt, som i andre håndværk, tale om mestre, svende og lærlinge, og Albrecht Dürer er i sin samtid en blandt en række tyske mestre, hvis værker stadig står som eksempler på forskellige måder at forvalte sit kunstneriske mesterskab på, forskellige måder at se verden på, forskellige perspektiver og temperamenter, der afspejler sig i strøgenes duktus, materialernes karakter, valget og brugen af maleriets nødvendige redskaber.

Han er samtidig med Matthias Grünewald, Hans BaldungGrien, Lucas Cranach den ældre og Lucas Cranach den yngre.

Men han er den, der på den tid tydeligst og klarest peger fremad. Født i Nürnberg voksede han op og blev udlært i faderens guldsmedevirksomhed. Derefter i tre år som maler og grafiker hos naboen, Michael Wohlgemut.

Allerede som barn var hans billedskabende evner åbenlyse, og som 13-årig, før han kom i lære, tegnede han allerede perfekt.

»Det har jeg lavet efter et spejl med mig selv som model i 1484, da jeg stadig kun var et barn,« siger han senere om et af de første billeder, han må have set som færdigt. Hvad, der stod tilbage at lære, var teknik, disciplin og det åndelige underlag eller den kunstneriske klippegrund, man må stå på for at kunne rejse gennem verden som kunstner og udholde, udnytte eller afbøje dens vilde vinde.

Albrecht Dürer rejste meget, for at se verden og studere sit fag. Undervejs tegnede og malede han landskaber, personer, blomster, dyr og situationer. Han søgte først og fremmest til Italien, til Venedig, hvor det store, nye og moderne blomstrede. Ikke mindst i bogtrykkerunsten, der allerede, hos Aldus Manutius, var begyndt at udsende pocketbøger, som hver mand kunne have i lommen. Dürer var hver mand, eller hver mands øjne, hver mands malende og tegnende hænder.

Og han havde guldsmedens omhu med detaljen. For øvrigt var det guldsmede, der forarbejdede også de fine profiler i de løse typer, der revolutionerede verden, så denne nye »sortekunst« stod ham nær.

Måske kan man sige, at han står højest i det grafiske, hvor han endeløst producerende fremstillede tidens ånd og sjæl, apokalypsens ryttere, hverdagens landskaber, bøndernes skikkelser (han levede ikke særlig længe, men længe nok til at opleve både Luthers reformation, som han helhjertet støttede, og bondeoprøret, der med Luthers – men ikke Dürers – støtte blev slået brutalt ned), de fire hekse, den hellige familie med de tre harer, i det hele taget dyrene, tranen, haren, uglen, Apollon og Diana, og planterne, blomsterne, akelejen, sværdliljen, pinserosen, violen, oksens mule forfra, oksens mule fra siden, Maria på sin bænk i haven, Adam og Eva, eghjorten og heste, mange heste.

Han levede i pestens år, og en del af rejserne har måske også handlet om at komme væk fra denne svøbe, der mejede folk ned for fode og uden nogen forklaring eller nogen form for retfærdigt fæste i hverken religiøst eller politisk funderede fordomme. Og for Dürer var det fordomme.

Hvad han fæstnede sig ved, hvad han forankrede sin viden om livet i, den som han med sine billeder gav videre til ikke bare de betalende mæcener, som kunstnere - dengang som nu - mere eller mindre levede af (selv om mæcenerne skifter karakter, når de ikke længere er arrogante fyrster og paver men den ansigtsløse stat), men til alle. Til Gud og hver mand.

Undervejs på landevejene i det pestramte Europa, med det strålende Venedig som en slags omdrejningspunkt, solgte han, sammen med sin kone, Agnes, sine tusindvis af stik til hvem som helst på markedspladsen.

Rastløst registrende var han. En åndens praktiske finmekaniker. Hjemme i det yndige landskab hos de dejlige blomster så vel som i det dystert, strengt apokalyptiske. Ridsende, kradsende, malende kunne han begå sig allevegne.

Men han holdt mest af Venedig. »Hier bin ich ein Herr,« sagde han, »daheim ein Schmarotzer.«

Her er jeg en herre, derhjemme en snylter. Sådan er kunstnernes betingelser i den nye frie verden. Den viste han os før nogen anden. Han døde uventet i 1528. Samme år døde Agnes. De var vel slidt op af rakkerlivet på vejene.

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu