Læsetid: 3 min.

Beethoven blev til Beethoven i en revolutionær tid

Beethoven ville friheden i livet og omvæltningen i musikken. Han er den lidende enspænder og uforfærdede helt, der musikalsk slår ind på helt ny vej
Beethoven ville friheden i livet og omvæltningen i musikken. Han er den lidende enspænder og uforfærdede helt, der musikalsk slår ind på helt ny vej

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

15. juli 2017

Da den unge Beethoven ankom fra Bonn til Wien i november 1792, medbragte han gode ønsker fra en nær ven, grev Waldstein: »Ved hjælp af flittigt arbejde vil du modtage Mozarts ånd af Haydns hænder.« Den guddommelige Mozart var død, og den gamle Haydn skulle være hans vejleder.

Med denne sentens får vi for første gang præsenteret wienerklassikkens treenighed. Faderen, sønnen og helligånden. Tiden stod i revolutionens tegn, og Beethoven ville friheden i livet og omvæltningen i musikken.

Det viste sig at være svært at undvære de adelige mæceners donationer, men intet kunne stoppe hans musikalske visioner. Det handler om instrumentalmusik. I tiden omkring 1800 kom den første bølge af bemærkelsesværdige nyheder: Pathetique-sonaten og Måneskinssonaten for klaver, Forårssonaten for violin og klaver, anden symfoni, tredje klaverkoncert.

Fællesnævneren er viljen til at frigøre sig fra fortidens sprog, Beethoven slår ind på en ny vej. Hele værket skal hænge sammen, det ene tema fødes som en nødvendighed af det andet. De gigantiske kræfter, der er på spil, kræver rum, der kan udvide sig, værket får nye proportioner. Den tredje symfoni – Eroica – var det første opus, der rejser sig i den anden bølge af denne transformation.

Den 33-årige Beethoven var uforskyldt blevet påført en forfærdelig lidelse for en musiker, den snigende døvhed, som bragte ham på selvmordets rand. Alligevel vendte han sig mod livet på grund af kærligheden til kunsten og til menneskene.

En mellemvej til gennembruddet var musikken til balletten Prometheus’ skabninger. Prometheus repræsenterer den frie ånd. Men i forhold til den græske myte optræder han her mindre som den trodsige martyr, langt mere som skænkeren af kulturens gaver til menneskeheden, som dog ikke viser forståelse for dem.

Han bliver en heroisk identifikation for Beethoven – som den misforståede kunstner. Og det bliver et tema i hans liv, at udforske det heroiske som en universel idé, at konfrontere det med en modgang, som fører til en fornyelse af kunsten.

Symfonien følger denne idéverden, og et tema fra balletmusikken står centralt i dens finale. Dramaturgien i de fire satser kunne beskrives som kampen, døden, genfødslen og apoteosen. Et vældigt symfonisk epos i et grænseoverskridende tonesprog, som kunne have forvirret og frastødt samtidens højborgerlige og adelige publikum.

Den chokerende begyndelse med to drøn af Es-dur-akkorder, de efterfølgende stigninger og fald der søger hen til oprørende spændingsfelter, de dynamiske kontraster, kulminationens grimhed og de pludselige momenter af himmelsk skønhed. Og derefter sørgemarchens højtidelige monumentalitet. Scherzoens virtuost galopperende rytmik. Finalens endeløse variationsrække.

Konsul Napoleon Bonaparte var inde i billedet i værktilegnelsen. Da han lod sig krone som kejser, blev hans navn slettet, men det er muligt, at Beethoven alligevel i det skjulte fastholdt den heroiske Bonaparte som symfoniens åndelige fader.

Således blev Beethoven til Beethoven. I de sidste år eksperimenterede han med form og indhold, døvheden var efterhånden næsten total, han hørte kun musikken inden i sig selv. Men hele skaberværket hænger ubrydeligt sammen, og det blev en målestok for generationer af komponister indtil i dag. Klaversonaterne, violinsonaterne, strygekvartetterne, klaverkoncerterne, violinkoncerten og symfonierne. Allerede i samtiden blev myten grundlagt.

Forfatteren Bettina Brentano brugte den netop opdagede elektriske strøm som en metafor for Beethovens kreative kræfter. Den romantiske fantast, E.T.A. Hoffmann, anbragte ham ved porten ind til åndens uendelige rige og hyldede ham som den lidende enspænder og den uforfærdede helt.

Anbefaling:

Strygekvartet nr. 15 ’Heiliger Dankgesang’, 1825

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

ABSURD SAMMENLIGNING

Kan vi ikke beriges med nogle argumenter i stedet for Kongstads fornemmelser.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, argumenter ville Beethoven sikkert have foretrukket. Fornemmelser vidste Mozart godt hvad var.
Men ak, transcendens, følelser og fornemmelser forlader folk, når bibel lærdom tager over.

Tankehierarkier.
Den mesopotamiske tænker: Alt flyder; Den telluriske tænker: Alt vokser; Statikeren tænker: Alt står; Elektroingeniøren tænker: Alt er i bevægelse; Den apokalyptiske tænker: Alt kollaberer; Den trætte tænker: Alt er omsonst – og den ’udbrændte filister’ er en tom engel, et menneske uden budskaber, et menneske, der ikke har noget at sige, men spørger: Hvad er kærlighed? Hvad er skabelse? Hvad er stjerne? Hvad fanden snakker I om? - mens han misser med sine tomme øjne … ;-)

Christian Mondrup

I dette tilfælde henviser jeg til Mihail Larsens seneste svar til Michael Kongstad Nielsen. Årsag: jeg læser Michaels sammenkobling af Beethoven med Grundtvig og Mozart med Ingemann som tankevækkende, som en oplevelsesdimension snarere end formal æstetik. Det harmer mig at se Mihail Larsen nedgøre denne oplevelse med bemærkningen "kan vi ikke beriges med nogle argumenter i stedet for Kongstads fornemmelser". Arrogancen når sit højdepunkt i den efterfølgende retoriske spørgsmål "Kan du heller ikke læse Schillers - tyske - tekst?"