Læsetid: 3 min.

Beethoven blev til Beethoven i en revolutionær tid

Beethoven ville friheden i livet og omvæltningen i musikken. Han er den lidende enspænder og uforfærdede helt, der musikalsk slår ind på helt ny vej
Beethoven ville friheden i livet og omvæltningen i musikken. Han er den lidende enspænder og uforfærdede helt, der musikalsk slår ind på helt ny vej

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

15. juli 2017

Da den unge Beethoven ankom fra Bonn til Wien i november 1792, medbragte han gode ønsker fra en nær ven, grev Waldstein: »Ved hjælp af flittigt arbejde vil du modtage Mozarts ånd af Haydns hænder.« Den guddommelige Mozart var død, og den gamle Haydn skulle være hans vejleder.

Med denne sentens får vi for første gang præsenteret wienerklassikkens treenighed. Faderen, sønnen og helligånden. Tiden stod i revolutionens tegn, og Beethoven ville friheden i livet og omvæltningen i musikken.

Det viste sig at være svært at undvære de adelige mæceners donationer, men intet kunne stoppe hans musikalske visioner. Det handler om instrumentalmusik. I tiden omkring 1800 kom den første bølge af bemærkelsesværdige nyheder: Pathetique-sonaten og Måneskinssonaten for klaver, Forårssonaten for violin og klaver, anden symfoni, tredje klaverkoncert.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

ABSURD SAMMENLIGNING

Kan vi ikke beriges med nogle argumenter i stedet for Kongstads fornemmelser.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, argumenter ville Beethoven sikkert have foretrukket. Fornemmelser vidste Mozart godt hvad var.
Men ak, transcendens, følelser og fornemmelser forlader folk, når bibel lærdom tager over.

Tankehierarkier.
Den mesopotamiske tænker: Alt flyder; Den telluriske tænker: Alt vokser; Statikeren tænker: Alt står; Elektroingeniøren tænker: Alt er i bevægelse; Den apokalyptiske tænker: Alt kollaberer; Den trætte tænker: Alt er omsonst – og den ’udbrændte filister’ er en tom engel, et menneske uden budskaber, et menneske, der ikke har noget at sige, men spørger: Hvad er kærlighed? Hvad er skabelse? Hvad er stjerne? Hvad fanden snakker I om? - mens han misser med sine tomme øjne … ;-)

Christian Mondrup

I dette tilfælde henviser jeg til Mihail Larsens seneste svar til Michael Kongstad Nielsen. Årsag: jeg læser Michaels sammenkobling af Beethoven med Grundtvig og Mozart med Ingemann som tankevækkende, som en oplevelsesdimension snarere end formal æstetik. Det harmer mig at se Mihail Larsen nedgøre denne oplevelse med bemærkningen "kan vi ikke beriges med nogle argumenter i stedet for Kongstads fornemmelser". Arrogancen når sit højdepunkt i den efterfølgende retoriske spørgsmål "Kan du heller ikke læse Schillers - tyske - tekst?"