Læsetid: 2 min.

Bertolt Brecht er sangskriveren, der svigtede skønheden

Bertolt Brecht var uovertruffen som stykkeskriver og teaterteoretiker, men er overvurderet som lyriker. For hvad er det dog for sider i bøger, hvor en satsning på flertydighed næsten bliver en forbrydelse?
Bertolt Brecht var uovertruffen som stykkeskriver og teaterteoretiker, men er overvurderet som lyriker. For hvad er det dog for sider i bøger, hvor en satsning på flertydighed næsten bliver en forbrydelse?

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

22. juli 2017

Med sine knastørre læredigte leverer Brecht et skoleeksempel på, hvor galt det kan ende, når menneskets skønhedshigen sættes på tvangsarbejde hos den instrumentelle fornuft. Han er bange for at skrive smukt og kan eksempelvis i Dårlig tid for lyrik i ramme alvor erklære:
»Et rim i min sang ville næsten / Forekomme mig at være overmod.«

Sange fik han nu ellers lavet masser af, og enkelte af dem blev udødelige klassikere såsom Mackie Messer og Sørøver-Jenny (begge fra Dreigroschenoper/Laser og pjalter, 1928). Begrænser vi os imidlertid til hans mundrette, fedtfattige, men samtidig underligt kødløse papirdigte, forekommer hans position som en af de vigtigste tysksprogede lyrikere uberettiget.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trond Meiring

"En læsende arbejder spørger (Bertolt Brecht)

Hvem byggede Theben med de syv porte?
I bøgerne står der nogle kongers navne.
Har kongerne da slæbt klippeblokkene derhen?
Og Babylon, der blev lagt øde så tit,
hvem genopbyggede den hver gang?
I hvilke huse
i det guldskinnende Lima boede de,
der byggede byen?
Og den aften, da den kinesiske mur var færdig,
hvor gik murerne så hen? Det store Rom
er fuld af triumfbuer. Hvem
triumferede Cæsarerne over?
Boede folk i det højt besungne Byzants udelukkende i paladser?
Selv i det sagnagtige Atlantis
brølede dog de druknende den nat,
da havet opslugte byen, på deres slaver.
Den unge Aleksander erobrede Indien.
Han alene?
Cæsar slog gallerne.
Havde han i det mindste ikke en kok med sig?
Filip af Spanien græd, da hans flåde
var gået ned. Var der ellers ingen, der græd?
Frederik den Anden sejrede i syvårskrigen. Hvem sejrede foruden ham?
Hver side en sejr.
Hvem lavede maden til sejrsgildet?
Hvert tiår sin store mand.
Hvem betalte omkostningerne?

Så mange beretninger.
Så mange spørgsmål."

- Det er da, for eksempel, slet ikke så dårligt, heller ikke rent "poesi-stilistisk", mener nu jeg.

Iøvrigt,

Bertolt Brechts Svendborgdigte,
BaggårdTeatret,
https://www.youtube.com/watch?v=1MNefWgXudo

Trond Meiring

Men, det tørre, edruelige og metaforfri sprog, kan ellers minde om de islandske/norrøne sagaer.
Det citerede digt bliver næppe bedre om man sætter unødvendige metaforer, adjektiver, rim etc. ind.

Eks.;
"Hvem byggede det sublime Theben med de syv tilhørende porte?
I bøgerne står der nogle mægtige, forn tiders kongers navne, nu borte.
Har hin konger da slæbt alle de vældige klippeblokkene derhen?
O' Babylon, der, akk, blev lagt immer øde, så såre tit og ofte, min ven.
Hvem rejste den dog atter på ny derop hver gang, igen-igen-igen, fra kælder og til lofte?
I hvilke huse
i det guldskinnende, ypperlige og stedse glimrende Lima boede de,
der byggede byens huse ofte?"
;-)