Bertolt Brecht er sangskriveren, der svigtede skønheden

Med sine knastørre læredigte leverer Brecht et skoleeksempel på, hvor galt det kan ende, når menneskets skønhedshigen sættes på tvangsarbejde hos den instrumentelle fornuft. Han er bange for at skrive smukt og kan eksempelvis i Dårlig tid for lyrik i ramme alvor erklære:
»Et rim i min sang ville næsten / Forekomme mig at være overmod.«

Sange fik han nu ellers lavet masser af, og enkelte af dem blev udødelige klassikere såsom Mackie Messer og Sørøver-Jenny (begge fra Dreigroschenoper/Laser og pjalter, 1928). Begrænser vi os imidlertid til hans mundrette, fedtfattige, men samtidig underligt kødløse papirdigte, forekommer hans position som en af de vigtigste tysksprogede lyrikere uberettiget.

Højdepunkterne (som trods alt er lave i sammenligning med det ypperste i tysk poesi) nås enkelte steder i Hauspostille (1927) og flere steder i Svendborgdigte (færdiggjort 1937, udgivet 1939), hvor man bl.a. finder En læsende arbejders spørgsmål med dets præcise kritik af historieskrivningen, men også det formentlig længe endnu fremtidssikrede An die Nachgeborenen/Til efterkommerne. Heri er det, Brecht spørger: »Hvad er det for tider, da / en samtale om træer næsten er en forbrydelse / Siden den rummer en fortielse af så mange ugerninger!«

Men det er også her, digteren indrømmer en påtvungen (eller selvvalgt?) afstumpethed: »Også hadet mod gemenheden / Forvrænger et ansigt. Også vreden over uret / Gør stemmen hæs. Ak, vi / Som ville berede en vej for venlighed / Kunne ikke selv være venlige.«

Tonen i Brechts bevidst meget talte papirlyrik er gennemgående kølig og nøgtern. Han sætter klarheden i højsædet, ønsker rene linjer. Men når væmmelsen ved digterisk patos stivner til et følelsesforbud, må det højstemte ved poesien liste sig ind uden om intellektets kontrolpost og giver sig derpå til at hærge på nye steder, som selvkredsende klynken hos den eksilerede poet eller (i 1930’erne og 1950’erne) som larmende buldren i ’fællesskabets’ navn. Så får vi fra Brecht monstrøse megafonprodukter som Til kommunismens pris og Lav verden om.

Brecht, der som bekendt nærede et sundt had til 'Maleren' alias Adolf Hitler, gik i eksil den 28. februar 1933 og kom via Østrig, Schweiz og Frankrig til Fyn, hvor han boede i stråtækt idyl, indtil flugten gik videre, til Finland via Sverige, for at ende i Californien. Opholdet ved Skovsbostrand og venskabet med danske intellektuelle kom til at sætte sig spor. I dansk lyrik f.eks. hos Erik Knudsen og Ivan Malinowski. Heldigvis – og desværre.

Anbefaling: Svendborgdigte, 1939