Læsetid: 2 min.

Bertolt Brecht er sangskriveren, der svigtede skønheden

Bertolt Brecht var uovertruffen som stykkeskriver og teaterteoretiker, men er overvurderet som lyriker. For hvad er det dog for sider i bøger, hvor en satsning på flertydighed næsten bliver en forbrydelse?
Bertolt Brecht var uovertruffen som stykkeskriver og teaterteoretiker, men er overvurderet som lyriker. For hvad er det dog for sider i bøger, hvor en satsning på flertydighed næsten bliver en forbrydelse?

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

22. juli 2017

Med sine knastørre læredigte leverer Brecht et skoleeksempel på, hvor galt det kan ende, når menneskets skønhedshigen sættes på tvangsarbejde hos den instrumentelle fornuft. Han er bange for at skrive smukt og kan eksempelvis i Dårlig tid for lyrik i ramme alvor erklære:
»Et rim i min sang ville næsten / Forekomme mig at være overmod.«

Sange fik han nu ellers lavet masser af, og enkelte af dem blev udødelige klassikere såsom Mackie Messer og Sørøver-Jenny (begge fra Dreigroschenoper/Laser og pjalter, 1928). Begrænser vi os imidlertid til hans mundrette, fedtfattige, men samtidig underligt kødløse papirdigte, forekommer hans position som en af de vigtigste tysksprogede lyrikere uberettiget.

Højdepunkterne (som trods alt er lave i sammenligning med det ypperste i tysk poesi) nås enkelte steder i Hauspostille (1927) og flere steder i Svendborgdigte (færdiggjort 1937, udgivet 1939), hvor man bl.a. finder En læsende arbejders spørgsmål med dets præcise kritik af historieskrivningen, men også det formentlig længe endnu fremtidssikrede An die Nachgeborenen/Til efterkommerne. Heri er det, Brecht spørger: »Hvad er det for tider, da / en samtale om træer næsten er en forbrydelse / Siden den rummer en fortielse af så mange ugerninger!«

Men det er også her, digteren indrømmer en påtvungen (eller selvvalgt?) afstumpethed: »Også hadet mod gemenheden / Forvrænger et ansigt. Også vreden over uret / Gør stemmen hæs. Ak, vi / Som ville berede en vej for venlighed / Kunne ikke selv være venlige.«

Tonen i Brechts bevidst meget talte papirlyrik er gennemgående kølig og nøgtern. Han sætter klarheden i højsædet, ønsker rene linjer. Men når væmmelsen ved digterisk patos stivner til et følelsesforbud, må det højstemte ved poesien liste sig ind uden om intellektets kontrolpost og giver sig derpå til at hærge på nye steder, som selvkredsende klynken hos den eksilerede poet eller (i 1930’erne og 1950’erne) som larmende buldren i ’fællesskabets’ navn. Så får vi fra Brecht monstrøse megafonprodukter som Til kommunismens pris og Lav verden om.

Brecht, der som bekendt nærede et sundt had til 'Maleren' alias Adolf Hitler, gik i eksil den 28. februar 1933 og kom via Østrig, Schweiz og Frankrig til Fyn, hvor han boede i stråtækt idyl, indtil flugten gik videre, til Finland via Sverige, for at ende i Californien. Opholdet ved Skovsbostrand og venskabet med danske intellektuelle kom til at sætte sig spor. I dansk lyrik f.eks. hos Erik Knudsen og Ivan Malinowski. Heldigvis – og desværre.

Anbefaling: Svendborgdigte, 1939

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trond Meiring

"En læsende arbejder spørger (Bertolt Brecht)

Hvem byggede Theben med de syv porte?
I bøgerne står der nogle kongers navne.
Har kongerne da slæbt klippeblokkene derhen?
Og Babylon, der blev lagt øde så tit,
hvem genopbyggede den hver gang?
I hvilke huse
i det guldskinnende Lima boede de,
der byggede byen?
Og den aften, da den kinesiske mur var færdig,
hvor gik murerne så hen? Det store Rom
er fuld af triumfbuer. Hvem
triumferede Cæsarerne over?
Boede folk i det højt besungne Byzants udelukkende i paladser?
Selv i det sagnagtige Atlantis
brølede dog de druknende den nat,
da havet opslugte byen, på deres slaver.
Den unge Aleksander erobrede Indien.
Han alene?
Cæsar slog gallerne.
Havde han i det mindste ikke en kok med sig?
Filip af Spanien græd, da hans flåde
var gået ned. Var der ellers ingen, der græd?
Frederik den Anden sejrede i syvårskrigen. Hvem sejrede foruden ham?
Hver side en sejr.
Hvem lavede maden til sejrsgildet?
Hvert tiår sin store mand.
Hvem betalte omkostningerne?

Så mange beretninger.
Så mange spørgsmål."

- Det er da, for eksempel, slet ikke så dårligt, heller ikke rent "poesi-stilistisk", mener nu jeg.

Iøvrigt,

Bertolt Brechts Svendborgdigte,
BaggårdTeatret,
https://www.youtube.com/watch?v=1MNefWgXudo

Trond Meiring

Men, det tørre, edruelige og metaforfri sprog, kan ellers minde om de islandske/norrøne sagaer.
Det citerede digt bliver næppe bedre om man sætter unødvendige metaforer, adjektiver, rim etc. ind.

Eks.;
"Hvem byggede det sublime Theben med de syv tilhørende porte?
I bøgerne står der nogle mægtige, forn tiders kongers navne, nu borte.
Har hin konger da slæbt alle de vældige klippeblokkene derhen?
O' Babylon, der, akk, blev lagt immer øde, så såre tit og ofte, min ven.
Hvem rejste den dog atter på ny derop hver gang, igen-igen-igen, fra kælder og til lofte?
I hvilke huse
i det guldskinnende, ypperlige og stedse glimrende Lima boede de,
der byggede byens huse ofte?"
;-)