Læsetid: 5 min.

David Trads er en rød klud i ansigtet på mange

David Trads er de seneste år blevet en markant og i manges øjne irriterende debattør, der kan få blodtrykket til at stige på det blå Danmark. Men debattøren Trads, der i dag bliver 50 år, er en anden, end journalisten Trads, som folk opfattede som mere konservativ
David Trads var chefredaktør for gratisavisen Nyhedsavisen fra 2006 til 2008. I dag er han kendt som debattøren, der tørner sammen med de borgerlige

David Trads var chefredaktør for gratisavisen Nyhedsavisen fra 2006 til 2008. I dag er han kendt som debattøren, der tørner sammen med de borgerlige

Tariq Mikkel Khan

12. juli 2017

Da David Trads var nyuddannet som journalist i midten af 1990’erne, befandt han sig en aften på en bar i Chile. Den var tilfældigvis fyldt med officerelever i deres militærtøj, der var ude at feste, og hen ad aftenen gik det op for Trads, at de unge mennesker anså diktatoren Augusto Pinochet, der kort forinden var gået af som præsident, men som stadig var leder af hæren, som en helt. Det kunne David Trads ikke have, så han rejste sig, kravlede op på et bord og råbte ud i mængden på spansk: »I har jo alle blod på hænderne«.

»Det er klassisk David,« fortæller Simon Andersen, der i dag er nyhedsredaktør på Radio24Syv, og som dengang befandt sig på baren med David Trads. »Selv når der er risiko for øretæver, stikker han kniven ind der, hvor han synes, at der er brug for det.«

David Trads har tidligere været korrespondent, journalist og redaktør på en lang række medier herunder Jyllands-Posten, Berlingske og Metroxpress og derudover chefredaktør på Dagbladet Information og Nyhedsavisen.

Nu deler han vandene som debattør, hvor han især blandt borgerlige danskere bliver kaldt ’David Træls’ og bliver set som et pragteksempel på den godtroende, pladderhumanistiske og politisk korrekte venstrefløjspersonage, der insisterer på, at udlændinge gør Danmark rigere, at Danmark kunne lære af Sverige i sin håndtering af indvandring, og som stiller sig op med et skilt, hvorpå der står #humanisme2016. I dag fylder han 50 år.

Læs også

Opgør med det røde Information

Men selv om David Trads anses for en markant venstrefløjsstemme, er han ifølge sin ven Per Mikael Jensen, som Trads har arbejdet sammen med blandt andet på Jyllands-Posten og i Metroxpress, ikke nogen socialist.

»Nogle gange skal jeg lige have genstartet pacemakeren, når han er gået til den igen i et debatindlæg. Han skrev jo senest et eller andet med, hvordan de rige holder ferie i store både og så videre. Men jeg har sgu aldrig hørt David aktivt bede om at gå ned i løn. Og jeg lagde også mærke til, at det opslag var skrevet fra Côte d’Azur i Frankrig,« siger Per Mikael Jensen.

– Betyder det, at han ikke mener det, han skriver?

»Det vil jeg ikke sige. Men David Trads som debattør, journalist og redaktør oplever jeg som tre forskellige mennesker. Som debattør ser han sig så blind på virkelig at få en pointe igennem, at han giver den 18 gange mere, end han ville som journalist. Den får ikke for lidt med sovs og kartofler. Men han ville aldrig selv acceptere sådan et debatindlæg som redaktør,« fortæller Per Mikael Jensen, der ville have gættet på, at Trads stemte Venstre eller Konservative, dengang de arbejdede sammen på Jyllands-Posten i 1990’erne.

Spørger man på kontorerne på Information, svares der, at Trads bestemt heller ikke blev anset som særligt venstreorienteret, da han var her i huset. Tværtimod.

Han kom til som chefredaktør i 2002 fra en stilling som nyhedsredaktør hos Metroxpress og lagde ud med at tage et opgør med Information som en gammel venstreorienteret avis. Særligt husker Informations ansatte, da Trads i sit første år som chefredaktør skrev lederen ’Kommunistisk Ondskab’.

Her skrev han blandt andet, at han håbede, »at danskere, der så ivrigt flirtede med den virkeliggjorte kommunisme, indser deres selvvalgte bedrag«, og desuden tilføjede, at USA bør være Danmarks ven.

Det resulterede i en læserbrevsstorm, hvor der blandt andet blev skrevet, at Information var blevet til en »dikkende lammehale til Anders Fogh«, samt nogle velbesøgte debatarrangementer i kantinen.

David Trads’ første tid på avisen blev ellers af mange oplevet som virkelig rar, fortæller journalist Ulrik Dahlin, der sidder i Informations bestyrelse og også gjorde det dengang, Trads var chefredaktør. Ifølge Dahlin kom der med Trads en klar journalistisk ledelse af avisen – hvis noget var en god nyhed, kunne det få spalteplads, mens noget af »pligtstoffet« forsvandt.

Regeringen har besluttet at sætte et statsligt korps af ’digitale fornuftsstemmer’ ind i kampen på nettet for at forhindre unge i at blive radikaliserede. Efter lange seje drøftelser har 11 personer vist sig vægtige, fornuftige og velargumenterede nok til at snige sig igennem Søren Pinds enøjede nåleøje. Moderne Tider kan her afsløre identiteten på de mænd og kvinder, som skal redde os fra terror og kaos.
Læs også

Dahlin mener ikke, at Trads’ politiske holdning påvirkede avisen. Der, hvor konflikten først for alvor opstod, var da David Trads fyrede en kulturredaktør, selv om tillidsrepræsentanten sagde, at det ikke var overenskomstmæssigt i orden.

»Det var som om, at det, at han blev modsagt, fik ham til at stå fastere,« husker Dahlin, der mener, at Trads »blæste på«, at det ville koste kassen i fratrædelsesordninger. Det resulterede i en masse vrede på avisen, og at samtlige medarbejdere på nær én udtrykte mistillid til chefredaktøren.

Først senere, da avisens mellemledere gik til bestyrelsen og sagde, at de ikke ville arbejde under Trads, fordi de havde mistet tilliden til hans ledelse, stoppede han som chefredaktør. Senere har Trads i et interview i Journalisten udtalt, at »gamle, vrisne, venstreorienterede mænd« gjorde hans sidste tid på Information til et deprimerende tidspunkt i hans karriere.

En rød klud

En af de borgerlige debattører, som Trads er tørnet sammen med i debatspalterne, er Mikkel Andersson, der kalder Trads for en markant stemme i debatten på linje med Zenia Stampe og Joachim B. Olsen, fordi han har en holdning til det meste.

»David er sådan en, der er god til at trække opmærksomhed til sin person i bastante udmeldinger. Han har hele kendskabet til at skære en rubrik skarpt til fra sin tid som redaktør, og det har han taget med over i sit debattørvirke. Ting bliver meget superlative,« siger Mikkel Andersson, der kalder Trads for enormt rar, positiv og et vindende væsen.

Mads Zacho Teglskov, der er debatredaktør hos Politiken, har hyret David Trads som fast debattør, fordi han står på »humanismens sikre grund«, og han synes egentlig, at Trads’ standpunkter er relativt ukontroversielle.

»Men for højrefløjen, som måske har følt sig mediemæssigt undereksponeret i mange år, så er han sådan en rød klud, fordi han godt ved, hvilke knapper det er, han skal trykke på for virkelig at få det borgerlige Danmark op i det røde felt,« siger Mads Zacho Teglskov, der kalder forholdet mellem Politiken og Trads for et naturligt ægteskab.

Selv siger David Trads, at han opfatter sig selv – og altid har opfattet sig selv – som centrum-venstre og ikke som socialist. Han tror, at hans debatindlæg virker irriterende på mange læsere, fordi de emner, han beskæftiger sig med, ripper op i folks dårlige samvittighed.

»Hvis bare vi lader være med at tale om, at uligheden er løbet løbsk, at racismen åbenlyst er på fremmarch, og at vi mennesker er ved at ødelægge kloden med vores overforbrug, så kan vi alle holde en ordentlig og pæn tone over for hinanden. Men så kommer jeg og siger de her ting meget skarpt. Og det provokerer folk,« siger David Trads.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Henrik Rude Hvid
  • Eva Schwanenflügel
Espen Bøgh, Henrik Rude Hvid og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

David Trads har altid forekommet mig at være en opportunist, der ikke forsømmer en lejlighed til at indtage et ledigt standpunkt - ikke fordi han nødvendigvis er i sync med standpunktet, men snarere fordi han er ekstremt bevidst om værdien af differentiering og selv-promovering.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels K. Nielsen, ulrik mortensen, David Zennaro, Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Hans Aagaard, Arne Lund og Lars Schmidt anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

De par gange jeg hørt David Trads som debattør i Radio24syv har jeg haft forståelse for hans synspunkter. Men jeg tænker ikke med glæde tilbage på hans tid som chefredaktør for Inf.

Steffen Gliese, Per Klüver og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Det er ikke Trads' mange skiftende meninger der er problemet, men hans jappede overfladiskhed. Han er en gadesmart vindbøjtel, der løber efter ledige standpunkter.
Sammenligner fx partierne ved valget i 2015 med amerikanske baseballhold. Ja, der er niveauet. Svinger rask væk med at udtrykke beundring for såvel Clinton som Trump - og tror ikke at hans læsere kan huske hvad han skrev i sidste uge.
Trads er ingen pryd for standen.

Per Torbensen, Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Hans Aagaard og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Jeg tilstår gerne, at jeg har mere end svært ved at tage manden alvorligt. Jeg forstå ikke hvorfor han optræder her og der og alle vegne, for han er ikke synderlig interessant.

Per Torbensen, Niels K. Nielsen, Arne Lund og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Udover meningsmæssigt at være som en vindbøjtel, må jeg indrømme, at jeg også har svært ved at tage David Trads', i mine øjne/ører, ret overdrevne entusiasme alvorligt. Måske er den oprigtigt ment, men når han så samtidig konsekvent og i én uendelighed nævner enhver samtalepartners fornavn, fremstår han mest af alt som en vis type telefonsælger. De har også svært ved at sælge mig noget.

Frank Rasmussen

At omtale David Trads tid på information uden af nævne sagen om Henrik Gade er pinligt. Selv Trads selv har skrevet "På Informations forside anklagede vi Henrik Gade Jensen, dengang spindoktor for kirkeministeren i den borgerlige regering, for at være nazi-sympatisør. En grov, grundløs anklage, der kostede manden hans arbejde og plagede hans familie."

Hvem vogter vogterne.....

Steffen Gliese

Mon ikke, Frank Rasmussen, at vi også skal huske, hvad angrebet kom af - så irreelt det end kunne synes.
Henrik Gade Jensen, som jeg respekterer højt som en fremragende sognepræst og teolog, var i årene op til Socialdemokratiets valgnederlag en ilter debattør på den mere aktivistiske side af højrefløjen. Mon ikke det er indlæg som dette, der dels har skabt en animositet på Information, dels været med til at give den opfattelse, at han måske befandt sig på et overdrev.
I dag virker det nok mere uskyldigt: forleden dag læste jeg én, der i alvor henviste til noget, Morten Uhrskov havde skrevet om Sverige, som troværdigt. Vi lever i spændende tider.

Frank Rasmussen

@Steffen Gliese Når selv Trads medgiver at det var "En grov, grundløs anklage, der kostede manden hans arbejde og plagede hans familie." må der vel være noget om det.

Angrebet var grundløst. Og uanset om baggrunden var manglende journalistiske evner, dovenskab, ondskab eller bare for at se om man kunne var angrebet et lavpunkt i Informations historie og det skete under David Trads regime som chefredaktør.

Og Henrik Gade Jensens aktivitet som debatør i et demokrati kan aldrig retfærdiggøre grundløse anklager. Alle har ret til at deltage i demokratiet - det er ikke forbeholdt 'de rigtige meninger'.

Steffen Gliese

Jeg er selvfølgelig enig, Frank Rasmussen - og der er faktisk ikke noget, der fik hypersensitive mig til at tro, at Henrik Gade Jensen var så ekstrem i sine holdninger. Der er heller ingen, der anfægter folks ret til at få trykt, hvad redaktørerne vælger at trykke.
Det er imidlertid nødvendigt at se på konteksten og de faktiske indlæg, hvis man skal vurdere substansen og ikke bare affærdige den som grundløs i forhold til tiden i dag.
I et indlæg som det, jeg har linket til, diskuteres spørgsmål om fascisme og autoritære styreformer, og det kan være ganske velgørende at gå tilbage og se, at debatten var stærkt polariseret og insinuerende i tiden efter Murens fald og velfærdssamfundets begyndende afmontering.