David Trads er en rød klud i ansigtet på mange

Da David Trads var nyuddannet som journalist i midten af 1990’erne, befandt han sig en aften på en bar i Chile. Den var tilfældigvis fyldt med officerelever i deres militærtøj, der var ude at feste, og hen ad aftenen gik det op for Trads, at de unge mennesker anså diktatoren Augusto Pinochet, der kort forinden var gået af som præsident, men som stadig var leder af hæren, som en helt. Det kunne David Trads ikke have, så han rejste sig, kravlede op på et bord og råbte ud i mængden på spansk: »I har jo alle blod på hænderne«.

»Det er klassisk David,« fortæller Simon Andersen, der i dag er nyhedsredaktør på Radio24Syv, og som dengang befandt sig på baren med David Trads. »Selv når der er risiko for øretæver, stikker han kniven ind der, hvor han synes, at der er brug for det.«

David Trads har tidligere været korrespondent, journalist og redaktør på en lang række medier herunder Jyllands-Posten, Berlingske og Metroxpress og derudover chefredaktør på Dagbladet Information og Nyhedsavisen.

Nu deler han vandene som debattør, hvor han især blandt borgerlige danskere bliver kaldt ’David Træls’ og bliver set som et pragteksempel på den godtroende, pladderhumanistiske og politisk korrekte venstrefløjspersonage, der insisterer på, at udlændinge gør Danmark rigere, at Danmark kunne lære af Sverige i sin håndtering af indvandring, og som stiller sig op med et skilt, hvorpå der står #humanisme2016. I dag fylder han 50 år.

Opgør med det røde Information

Men selv om David Trads anses for en markant venstrefløjsstemme, er han ifølge sin ven Per Mikael Jensen, som Trads har arbejdet sammen med blandt andet på Jyllands-Posten og i Metroxpress, ikke nogen socialist.

»Nogle gange skal jeg lige have genstartet pacemakeren, når han er gået til den igen i et debatindlæg. Han skrev jo senest et eller andet med, hvordan de rige holder ferie i store både og så videre. Men jeg har sgu aldrig hørt David aktivt bede om at gå ned i løn. Og jeg lagde også mærke til, at det opslag var skrevet fra Côte d’Azur i Frankrig,« siger Per Mikael Jensen.

– Betyder det, at han ikke mener det, han skriver?

»Det vil jeg ikke sige. Men David Trads som debattør, journalist og redaktør oplever jeg som tre forskellige mennesker. Som debattør ser han sig så blind på virkelig at få en pointe igennem, at han giver den 18 gange mere, end han ville som journalist. Den får ikke for lidt med sovs og kartofler. Men han ville aldrig selv acceptere sådan et debatindlæg som redaktør,« fortæller Per Mikael Jensen, der ville have gættet på, at Trads stemte Venstre eller Konservative, dengang de arbejdede sammen på Jyllands-Posten i 1990’erne.

Spørger man på kontorerne på Information, svares der, at Trads bestemt heller ikke blev anset som særligt venstreorienteret, da han var her i huset. Tværtimod.

Han kom til som chefredaktør i 2002 fra en stilling som nyhedsredaktør hos Metroxpress og lagde ud med at tage et opgør med Information som en gammel venstreorienteret avis. Særligt husker Informations ansatte, da Trads i sit første år som chefredaktør skrev lederen ’Kommunistisk Ondskab’.

Her skrev han blandt andet, at han håbede, »at danskere, der så ivrigt flirtede med den virkeliggjorte kommunisme, indser deres selvvalgte bedrag«, og desuden tilføjede, at USA bør være Danmarks ven.

Det resulterede i en læserbrevsstorm, hvor der blandt andet blev skrevet, at Information var blevet til en »dikkende lammehale til Anders Fogh«, samt nogle velbesøgte debatarrangementer i kantinen.

David Trads’ første tid på avisen blev ellers af mange oplevet som virkelig rar, fortæller journalist Ulrik Dahlin, der sidder i Informations bestyrelse og også gjorde det dengang, Trads var chefredaktør. Ifølge Dahlin kom der med Trads en klar journalistisk ledelse af avisen – hvis noget var en god nyhed, kunne det få spalteplads, mens noget af »pligtstoffet« forsvandt.

Dahlin mener ikke, at Trads’ politiske holdning påvirkede avisen. Der, hvor konflikten først for alvor opstod, var da David Trads fyrede en kulturredaktør, selv om tillidsrepræsentanten sagde, at det ikke var overenskomstmæssigt i orden.

»Det var som om, at det, at han blev modsagt, fik ham til at stå fastere,« husker Dahlin, der mener, at Trads »blæste på«, at det ville koste kassen i fratrædelsesordninger. Det resulterede i en masse vrede på avisen, og at samtlige medarbejdere på nær én udtrykte mistillid til chefredaktøren.

Først senere, da avisens mellemledere gik til bestyrelsen og sagde, at de ikke ville arbejde under Trads, fordi de havde mistet tilliden til hans ledelse, stoppede han som chefredaktør. Senere har Trads i et interview i Journalisten udtalt, at »gamle, vrisne, venstreorienterede mænd« gjorde hans sidste tid på Information til et deprimerende tidspunkt i hans karriere.

En rød klud

En af de borgerlige debattører, som Trads er tørnet sammen med i debatspalterne, er Mikkel Andersson, der kalder Trads for en markant stemme i debatten på linje med Zenia Stampe og Joachim B. Olsen, fordi han har en holdning til det meste.

»David er sådan en, der er god til at trække opmærksomhed til sin person i bastante udmeldinger. Han har hele kendskabet til at skære en rubrik skarpt til fra sin tid som redaktør, og det har han taget med over i sit debattørvirke. Ting bliver meget superlative,« siger Mikkel Andersson, der kalder Trads for enormt rar, positiv og et vindende væsen.

Mads Zacho Teglskov, der er debatredaktør hos Politiken, har hyret David Trads som fast debattør, fordi han står på »humanismens sikre grund«, og han synes egentlig, at Trads’ standpunkter er relativt ukontroversielle.

»Men for højrefløjen, som måske har følt sig mediemæssigt undereksponeret i mange år, så er han sådan en rød klud, fordi han godt ved, hvilke knapper det er, han skal trykke på for virkelig at få det borgerlige Danmark op i det røde felt,« siger Mads Zacho Teglskov, der kalder forholdet mellem Politiken og Trads for et naturligt ægteskab.

Selv siger David Trads, at han opfatter sig selv – og altid har opfattet sig selv – som centrum-venstre og ikke som socialist. Han tror, at hans debatindlæg virker irriterende på mange læsere, fordi de emner, han beskæftiger sig med, ripper op i folks dårlige samvittighed.

»Hvis bare vi lader være med at tale om, at uligheden er løbet løbsk, at racismen åbenlyst er på fremmarch, og at vi mennesker er ved at ødelægge kloden med vores overforbrug, så kan vi alle holde en ordentlig og pæn tone over for hinanden. Men så kommer jeg og siger de her ting meget skarpt. Og det provokerer folk,« siger David Trads.