Læsetid: 5 min.

Dronningen af Den Nye Bølge

Den franske filmlegende Jeanne Moreau – en af de største karakterskuespillere i fransk filmkunst og ikon for 1960’ernes ’nouvelle vague’-film – er død, 89 år gammel
Moreaus talent viste sig i bredden af de roller, hun spillede, men der var et gennemgående træk. Som præsident Macron påpeger: ’Hun var rebellen mod den etablerede orden.’

Moreaus talent viste sig i bredden af de roller, hun spillede, men der var et gennemgående træk. Som præsident Macron påpeger: ’Hun var rebellen mod den etablerede orden.’

Ritzau Foto

1. august 2017

Det var allerede højkonjunktur for filmdivaer, da Jeanne Moreau i de sene 1950’ere trådte ind på scenen og med ét slag gjorde Sophia Loren, Marilyn Monroe og Brigitte Bardot rangen stridig.

Men Jeanne Moreaus register var større: Hun kunne være så meget mere end sexsymbol. Hun kunne være graciøs og elegant. Hun kunne udtrykke ulmende begær. Hun kunne være sensuel, forførerisk, lave trutmund. Hun kunne spille den dekolleterede femme fatale så godt som nogen. Men bimbo blev hun aldrig. Det kunne hun ikke. 

Med sin hæse, næsten maskuline og af for mange Gauloises-cigaretter hærgede stemme forekom hun mere intelligent, mere frigjort, barskere, mere moderne og farligere – ja, mere fatal, mere sofistikeret – i sin udstråling end alle rivalinderne.

Jeanne Moreaus position som en af de mest lysende stjerner i fransk films kunstneriske glanstid i de såkaldte Nye Bølge-år er sikret som ubestridt i filmhistorien, men selv er hun væk: I går blev hun fundet død i sin lejlighed i Paris.

Hyldet af Macron

Jeanne Moreaus død i en alder af 89 år trækker store overskrifter i franske medier. Blandt nekrologskriverne er også præsident Emmanuel Macron, der hylder Moreau som »en af den slags personligheder, der synes at sammenfatte en hel kunstart«.

»Med hende forsvinder en kunstner, som inkarnerede filmkunsten i dens kompleksitet«.

»Hendes styrke lå i aldrig at være dér, hvor man ventede hende, i altid at undslippe de kategorier, hvor man ville placere hende.«

Moreaus talent viste sig i bredden af de roller, hun spillede, men der var et gennemgående træk. Som Macron påpeger: »Hun var rebellen mod den etablerede orden. Der var et udfordrende og helt særligt glimt i hendes blik, der var som en invation til respektløshed, frihed – til den livets hvirvelvind, hun elskede så meget og fik os til at elske.«

Med ’livets hvirvelvind’ sigter Macron til Le tourbillon de la vie – den sang, Jeanne Moreau sang i sin vel nok mest berømte film, nybølgeinstruktøren François Truffauts trekantsdrama Jules og Jim fra 1962, der regnes for et absolut hovedværk i filmhistorien. Filmen handler om to venner, hvis venskab sættes på prøve, da de møder den frisindede Cathérine.

Filmkritikere kaldte filmen »det mest komplette kvindeportræt i Den Nye Bølges samlede filmværk«.

Film som livsform

Moreau blev født i Paris 1928. Hendes mor var en engelsk korpige og faderen en fransk restaurationsejer. Faderen havde et ønske om, at hun skulle på musikkonservatoriet som 18-årig, men det var skuespillet, som trak, og to år senere blev hun optaget på det prestigefyldte teater Comédie Francaise.

Moreaus kunstneriske filosofi sammenfattede hun selv på følgende måde i et interview med det franske filmtidsskrift, Cahiers du cinema, fra 1965: »At lave film er ikke længere en form for skuespil, det er en livsform«.

Mange vil huske hende som kvinden, der vandrer ned ad Champs-Élysées i Louis Malles debutfilm fra 1958, Elevator til skafottet, med improviseret underlægsmusik af jazztrompetisten Miles Davis. I scenen ser vi hende i tavshed ruge over, hvorvidt hendes elsker nu også har gennemført den plan, de sammen har lagt om at myrde hendes velhavende mand, så de kan leve i frihed. I sit minespil udtrykker Moreau frygt, begær, vrede, men frem for alt ukuelig vilje.

Filminstruktører elskede Moreaus ansigt – Orson Welles, den amerikanske mesterinstruktør, der arbejdede sammen med Moreau i film som Processen (1962) og Falstaff (1966), udnævnte hende engang til at være »verdens største skuespiller«. Også Jean Renoir, fransk films store gamle mand i de år, erklærede, at der ikke var nogen, han beundrede mere end Jeanne Moreau. 

Elevator til skafottet blev hendes franske gennembrud i en karriere, der var begyndt på teatret for siden at glide over i roller i B-film-produktioner. En international stjerne blev hun med Malles næste og for sin samtid uhyre kontroversielle film, De elskende. Privat dannede instruktøren og filmstjernen også par i disse år. Andre bemærkelsesværdige film fra denne epoke er Rogers Vadims Farlige forbindelser (1959) og Michelangelo Antonionis La Notte (1961).

65 år og 130 film

Moreau var mere kulturelt elitær end de fleste divaer og følte sig tiltrukket af de største talenter. Også i sit kærlighedsliv, hvor hun havde adskillige affærer med instruktører og andre notabiliteter, herunder modeskaberen Pierre Cardin.

Op igennem 1960’erne, hendes mest produktive og kunstnerisk kulminerende år, arbejdede hun stort set kun sammen med tidens største film-auteurs, deriblandt Luis Buñuel (En kammerpiges dagbog, 1964), Joseph Losey (Eva, 1962), Jacques Demy (Englebugten, 1962), John Frankenheimer (The Train, 1964),  Tony Richardson (Mademoiselle, 1966), Truffaut (Bruden var i sort, 1968) og Orson Welles (The Immortal Story, 1968).

Læs også

De store karakterroller blev efterhånden færre fra 1970’erne og frem, men Moreau fortsatte sin karriere, der kom til at spænde over 65 år og hele 130 film, og hun var aktiv til det sidste. Hendes sidste rolle var i komedien Le talent de mes amis fra 2015.

Hun modtog igennem livet et væld af priser ved festivaler i Venedig, Cannes og Berlin og i Hollywood en æres-Oscar i 1998 for en unik life time-achievement, ligesom hun ved to lejligheder var præsident for juryen i Cannes.

Udogmatisk venstreorienteret

Moreau var politisk engageret og glødende venstreorienteret, men udogmatisk. Hun tog ofte ordet i den offentlige debat med skarpe udtalelser, senest da hun kaldte venstrefløjens præsidentkandidat ved valget i 2017, Jean-Luc Mélenchon for un pauvre con – »en stakkels nar«. Internationalt havde hun mange beundrere, deriblandt rocksangerinden Patti Smith, som magasinet Vogue citerer for følgende skudsmål:

»Hvis jeg en dag kunne blive lige som Jeanne Moreau, vil jeg aldrig bede om mere. Hun hviler så meget i sig selv, at hun kan starte en skovbrand. Jeg ville gerne en dag blive skåret helt ned af Jeanne Moreau, for jeg ved, at i den proces, hvor hun skærer mig ned, vil jeg vokse. Hun er bare så stor. Stor som Anna Magnani. Stor som Piaff, stor som Janis Joplin. Men de var store i deres følelser. Jeanne Moreau er det anderledes, hun har hjerne. Det er, som om hun har sit intellekt med i alle bevægelser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Asger Schnack
  • Olaf Tehrani
Asger Schnack og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu