Læsetid: 4 min.

Durs Grünbein: Det er en tysker

Vaklende mellem desillusion og håb, pessimisme og galgenhumor, sætter Durs Grünbein billeder på sin absurde samtid
Vaklende mellem desillusion og håb, pessimisme og galgenhumor, sætter Durs Grünbein billeder på sin absurde samtid

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

22. juli 2017

Hvis man har stået på kanten af det gamle Vestberlin og kigget ind over Muren, har man også set den flade, minerede strimmel kaldet ’Dødszonen’ foran de spanske ryttere og afspærringsbetonen på den østtyske side. Endvidere vil man have set ingenmandsstribens talrige indfødte befolkning – harerne – hoppe rundt som absurde symboler på utopisk lykke.

På østsiden af dette tragikomiske sceneri fødtes i 1962 i Dresden en af det moderne, nu samlede, Tysklands betydeligste lyrikere, Durs Grünbein, der voksede op til desillusioneret satiriker med et skarpt sarkastisk blik for modsigelserne i samtiden og en nøgtern erkendelse af meningsløsheden i tilværelsen, vel at mærke uden nogen nem og billig tro på, at tabet af mening lod sig kompensere bort ved hjælp af en ideologi.

Kendetegnende for civilisationsseismografen Grünbein er de trøstesløse eksteriører med betonkomplekser og overfyldte sporvogne – »Du selv var denne ene for meget i bilkøen« (!) – samt en hyppig brug af klinisk, medicinsk metaforik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Niels Duus Nielsen
Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Erik Skyum-Nielsen - hej.
Menneskelivet er grundlæggende det samme overalt, ikke sandt.
Østtyskerne havde det godt. De kunne tage på ferie i Ungarn hvis de ville.
De havde det bedre end ungarerne, som havde bedre end rumænerne.
Bedst havde Jugoslaverne det, jeg har oplevet hele ruten, som de nye flygtninge nu tager. Fra Grækenland til Tyskland.

Der var mange folk, der beklagede sig over kommunismen, og med rette, men ikke pga. livet, men pga. den manglende mulighed for at være ligesom dem i vest. Og hvad var det saliggørende så derved? Svaret blæser i vinden.