Læsetid: 4 min.

Durs Grünbein: Det er en tysker

Vaklende mellem desillusion og håb, pessimisme og galgenhumor, sætter Durs Grünbein billeder på sin absurde samtid
Vaklende mellem desillusion og håb, pessimisme og galgenhumor, sætter Durs Grünbein billeder på sin absurde samtid

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

22. juli 2017

Hvis man har stået på kanten af det gamle Vestberlin og kigget ind over Muren, har man også set den flade, minerede strimmel kaldet ’Dødszonen’ foran de spanske ryttere og afspærringsbetonen på den østtyske side. Endvidere vil man have set ingenmandsstribens talrige indfødte befolkning – harerne – hoppe rundt som absurde symboler på utopisk lykke.

På østsiden af dette tragikomiske sceneri fødtes i 1962 i Dresden en af det moderne, nu samlede, Tysklands betydeligste lyrikere, Durs Grünbein, der voksede op til desillusioneret satiriker med et skarpt sarkastisk blik for modsigelserne i samtiden og en nøgtern erkendelse af meningsløsheden i tilværelsen, vel at mærke uden nogen nem og billig tro på, at tabet af mening lod sig kompensere bort ved hjælp af en ideologi.

Kendetegnende for civilisationsseismografen Grünbein er de trøstesløse eksteriører med betonkomplekser og overfyldte sporvogne – »Du selv var denne ene for meget i bilkøen« (!) – samt en hyppig brug af klinisk, medicinsk metaforik.

Tankevirksomheden er for ham »summetonen fra hjernemaskinen«, og han har tidligere køligt erkendt, at »først autopsien vil bringe alt for en dag«. Her er, siger han, »en digter, som udvinder sine principper af fysiologien som andre af religionen eller etikken. Gennem sine renlige snit i vævet befrier han den indsigt, at livet er nok i sig selv og ikke adlyder nogen ydre eller højere formål«.

Med disse skarpe ord gennemlyser Durs Grünbein dels sig selv, dels en vigtig forgænger, lægesønnen Georg Büchner (1813-37), hvis ærespris han modtog i 1995, som en af de yngste nogensinde. Forud for dette, som for takketalen, vi just citerede fra, var gået fire stadigt mere roste digtsamlinger, af hvilke Falten und Fallen (1994) blev den, der især gjorde kunstneren kendt, fordi hans overophedede hjerne her i digt efter digt så skånselsløst dissekerer en moderne eksistens og afdækker et menneske, som står fremmedgjort over for en verden, hvor det ikke kan genkende sig selv.

Man er på én gang født ind i og ud et sted ved siden af verden, og nornernes eller parcernes så højt besungne skæbnetråd er for længst flået itu.

Digtet, som vi parafraserer, og som i sin helhed kan læses i boksen her ved siden af, indgår i en suite med den sigende overskrift Variation og intet tema. Helheden er på forhånd forsvundet. Allerede det første ord skaber misforståelser, og »du hører knap nok din egen stemme, for hvert ord formørkes af mistanke«, for nu at citere både Falten und Fallen og den forudgående samling Schädelbasislektion (1991).

Ti år efter modtagelsen af Büchner-prisen vakte Grünbein respekt med sine essays Antike Dispositionen fra 2005, men fik samme år også voldsom kritik for Porzellan: Poem von der Untergang meiner Stadt, hvori de allieredes totalødelæggende civilbombardement af Dresden i februar 1945 skildres i antikiserende versemål – et frontalsammenstød, som anmelderne anså for udslag af dårlig smag, forstået som et manglende ligeløb mellem indhold og form.

Andre skeptikere har anholdt Grünbeins brug af engelsk slang og kortlivet modejargon som tegn på, hvordan han som ossie – østtysker – forsøgte at fedte sig ind hos den vesttyske kulturelite. Så monsteragtig kritik kan nu ikke slå ham ud, for, som han siger et sted: »Avlet i den forheksede del af et land / Med grænser indadtil, var han vant til eventyr, Grusomhed.«

Hans opvækst i DDR har sat markante spor i langdigtet Portræt af kunstneren som ung grænsehund med hilsen til James Joyces A Portrait of the Artist as a Young Man (1916) såvel som til Dylan Thomas’ grinende modsvar Portrait of the Artist as a Young Dog (1940).

Digtet er gennemtrukket af grænsehegn med pigtråd, og man kan nok, uden at trække sammenligningen for vidt, beskrive Grünbeins lyrik som en dødsstribe eller grænsezone, hvor »landskabet, tænkningen og jeget, alt er faldet fra hinanden«, og hvor der er opstået en kløft mellem navnet og tingen, en generel krise for og i sproget.

Indkredset på denne måde kommer Durs Grünbein nemt til at tage sig ud som en lige lovlig ordinær postmodernist. Derfor er det da også nødvendigt at fremhæve hans troskab mod den klassiske arv. Han har oversat græske tragedier af bl.a. Euripides, og han har udtalt, at han føler tæt slægtskab med den romerske verssatiriker Juvenal, udstyret med samme køligt klare blik på den nye begyndelses barbari.

Typiske udtryk for tidskritikken hos Grünbein er billederne af en modernitet befolket af hulemennesker, og af et kirkeskib forvandlet til en maskinhal. Men hans lyrik udgør også et generationspræget selvportræt af en udbredt fysiognomi i tiden, en slags kynisk drømmer, kunne man sige, som nok har lært at leve med, at sjælen er afskaffet ved dekret, men som ikke desto mindre forbliver utrættelig i sin på én gang fysiske og åndelige søgen.

Med dette paradoks viderefører Durs Grünbein, nu hvor Nietzsche er død, som Gud plejer at sige, noget af det mest ægte i tysk litteratur og kultur. »Det er en tysker!« siger grisehandler Oluf Larsen i Matador.

Men når man læser ordentlig tysk lyrik, får advarslen den modsatte virkning. Vi citerer igen grænsehundsdigtet: »Fetichen, synlig for enhver: en tysker, / Hvid … mandlig … middelhøj … brunhåret. / Det rækker / Måske til halvfjerds års kamp for tilværelsen. / Når det går højt, holder tålmod lortet tilbage.«

Anbefaling: Cerebralis og andre digte, oversat af Henning Goldbæk

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Niels Duus Nielsen
Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Erik Skyum-Nielsen - hej.
Menneskelivet er grundlæggende det samme overalt, ikke sandt.
Østtyskerne havde det godt. De kunne tage på ferie i Ungarn hvis de ville.
De havde det bedre end ungarerne, som havde bedre end rumænerne.
Bedst havde Jugoslaverne det, jeg har oplevet hele ruten, som de nye flygtninge nu tager. Fra Grækenland til Tyskland.

Der var mange folk, der beklagede sig over kommunismen, og med rette, men ikke pga. livet, men pga. den manglende mulighed for at være ligesom dem i vest. Og hvad var det saliggørende så derved? Svaret blæser i vinden.