Læsetid: 7 min.

’Vi bliver født uden at blive spurgt. Skal vi dø på samme måde?’

Don DeLillo skriver om døden og nærmer sig den selv. Finn Skårderud taler med den amerikanske forfatter om ikke at følge med tiden, men alligevel skrive om kryoteknik. Til trods for, at han giver skribenten sit visitkort, hvorpå der står: I don’t want to talk about it
Don DeLillo har skabt sig et ry som sky og lidet meddelsom. I flere år lod han sig knap interviewe. Der findes kun ganske få fotografier af ham – dette er taget  i hans hjem Westchester i New York i 2010.

Don DeLillo har skabt sig et ry som sky og lidet meddelsom. I flere år lod han sig knap interviewe. Der findes kun ganske få fotografier af ham – dette er taget  i hans hjem Westchester i New York i 2010.

Sara Krulwich

27. juli 2017

NEW YORK – »Døden,« siger den amerikanske forfatter Don DeLillo, »er en vane, som er overmåde svær at bryde.«

Zero K, som er den 80-årige DeLillos seneste roman, handler netop om kampen mod denne dødbringende vane. »Vi bliver født uden at blive spurgt. Skal vi dø på samme måde?« spørges der i bogen. Zero K er en af DeLillos bedste, rigeste – og også morsomste – bøger i en del år.

Han er ophøjet til en status som den muligvis største nulevende amerikanske forfatter og udnævnes hvert år rutinemæssigt som en af favoritterne til Nobels Litteraturpris. Han er tillige faderfigur for forfattere som Jonathan Franzen, Bret Easton Ellis og den alt for tidligt afdøde David Foster Wallace.

Jeg mødte også Don DeLillo for fem år siden. Hans litterære agent fra dengang er i mellemtiden død. Og hans nuværende amerikanske assistent taler – med formel venlighed og stive smil – om forfatteren, som om også han kan ligge for døden hvert øjeblik. Han har problemer med stemmen og bliver hurtigt træt, siger hun.

Vi må således forvente, at det er en skrøbelig skikkelse, der snart vil træde ind i rummet, og jeg får besked på at være hensyntagende. Det skal nok gå, siger jeg – jeg er læge. Det synes hun ikke er morsomt.

En sporty klædt Don DeLillo med halsklud og rygsæk kommer ind ad døren, punktligt på det aftalte minut. Jeg spørger ham:

– Hvorfor døden denne gang?

»Det ved jeg ikke. Jeg havde ikke på forhånd sat mig for at skrive om livsforlængelse. Det blev bare sådan. Jeg havde et billede i hovedet af et underjordisk sted i en fjern afkrog af kloden. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Jeg har en nevø, som fortalte mig, at han havde gjort forretninger i en by i Kirgisistan, som hedder Bisjkek. Og så havde jeg nogle ideer om kryoteknik ...«

… Altså at man fryses ned og satser på, at nogen i fremtiden vil have fået styr på udødeligheden?

»Ja, jeg ved heller ikke, hvor den idé kom fra. Men jeg er, som du ved, stærkt optaget af baseball. Og mange amerikanere blev nok opmærksomme på muligheden, da de hørte, at Ted Williams (amerikansk baseballstjerne, død 2002, red.) var blevet frosset ned i Arizona. Han var en uhyre berømt spiller for Boston Red Socks.«

– Der findes en række kommercielle tilbud på markedet. Og Arizona er netop førende. Det koster dyrt, men noget mindre har jeg forstået, hvis man bare lader hovedet fryse ned og ikke hele kroppen ...

»Ted Williams var en sky mand. Mange ville nok blive oprørt ved tanken om, at hans atletiske krop kunne blive skåret fra.«

– Kan du sige noget mere om, hvordan du arbejder, når du åbenbart ikke havde nogen klar idé om at skrive om det, du har skrevet om?

»Jeg skriver ikke på grundlag af ideer. Jeg begynder med nogle billeder, nogle øjeblikke, gerningssteder, karakterer, miljøer. Jeg har lapper og notater med enkeltsætninger, men aldrig dispositioner. Jeg tager det sætning for sætning. Det er sproget, som viser mig retningen. Sådan har jeg altid gjort. Derfor husker jeg ikke så meget af mine tidligere romaner. Det tog mig længere tid at skrive denne roman, end det tidligere har gjort. Sådan er naturen.«

– Og din egen død? Du er 80 år …

»Det tænker jeg ikke så meget på. Jeg fejrer heller ikke fødselsdage, så 80 er bare et tal. Men jeg husker mere og mere fra min barndom, fra det italienske liv i bydelen Bronx.«

Stemninger, ikke plot

Don DeLillo er kulturelt højsensitiv. Han har en helt særegen finfølelse for samtidens krampetrækninger, før vi andre kan erkende dem klart. Der sniger sig ofte mysterier ind i hans tekster. Det er de komplekse livs uigennemskuelige mystik. Dér hvor der er sorg og kun begrænset kontrol.

Han skriver med en sådan præcision, at det bliver indiskutabelt smukt. Ikke smukt, fordi han skriver noget frem, som skal være pænt, men fordi han viser, at sprog kan bruges på uventede måder. DeLillos kvalitet er ikke så meget plottet, men stemningerne. It’s a litterature of moods, siger hans nære ven og kollega Paul Auster.

Det er altså kriserne, som er hans hovedanliggende. Jeg hørte engang den norske litteraturprofessor Per Thomas Andersen omtale Don DeLillos roman Cosmopolis om en newyorsk mangemilliardærs liv i limousinen som en opdatering af Knut Hamsuns Sult. Medier, informationsmæthed, forbrug, kold krig, mordet på Kennedy, 11. september, affald, penge og krævende kærlighedsliv er ifølge forfatteren betingelserne for det senmoderne amerikanske individs livsudfoldelse.

Og nu er det altså døden, der er hovedanliggendet.

I Zero K har mangemilliardæren Ross private motiver til at kæmpe imod afslutningen. Hans yngre kone, Artis, er dødeligt syg. På de asiatiske stepper har han ladet opføre et nyt verdensunderværk. Convergence er et selvforsynende underjordisk center for nedfrysning af mennesker. Det er en opdateret version af pyramiderne og de største mausolæer.

Romanen bliver fortalt af milliardærens søn, Jeff. Han brydes med livet. Faren brydes altså med ideen om at miste sin Artis. Artis bliver frosset ned og sendt ind i en tilstand mellem liv og død. Derfra kommer der poetiske beskeder. Men denne mellemtilstand virker strengt taget som et frakoblet helvede. Alle brydes. Der er altså ikke nogen sværmerisk og romantisk over den bog, Don DeLillo har skrevet.

»Jeg er så ganske afgjort ikke selv nogen kandidat til livsforlængelse,« siger Don DeLillo.

Dette er bogstaveligt talt science fiction – videnskabsfiktion. Menneskenes gravsted er gudernes fødested, hedder det. Men Convergence er ikke bygget op omkring en religiøs tro, men i troen på videnskaben. Præsterne er erstattet af professorer og ingeniører – og af kunsten. Convergence er også et højteknologisk kunstcenter.

– Skriver du om teknologien som de nye guder?

»Jeg er dybt imponeret over, hvad teknologien kan udrette. Den er overvældende, forbløffende og utrolig. Globalt udkæmpes der nu cyberkrige. Men jeg bruger selv teknologien ganske lidt. Jeg har ikke nogen pc og ikke nogen mobiltelefon. Jeg er dog ikke modstander. Jeg har bare ikke tilpasset mig. Min kone har en pc. Jeg har valgt at arbejde på en gammel skrivemaskine. Jeg er optaget af mere end af sætningernes betydninger. Jeg er optaget af, hvordan de ser ud på papiret. Står de fint til hinanden? Er der synlige mønstre i bogstaverne? Det er et særdeles krævende arbejde, fordi det handler om præcision.«

Ja, præcision, svarer jeg. Sproget hos Don DeLillo er uhyre kropsnært og fysisk. Han rammer bevidstheden med kropslige beskrivelser. Sex er hos ham som regel meget sexet.

Væk fra New York

Jeg spørger nærmere ind til denne kunst i at kunne se og sanse.

– Er den medfødt? Eller kan den simpelthen læres? Det er en blanding af en kompliment og et spørgsmål. Du udviser jo en imponerende sanselighed – ved at fornemme detaljer, men også ved at indoptage den amerikanske tidsånd. Hvordan kan øjet kultiveres?

»I 1980’erne følte jeg et behov for at komme ud af New York. Jeg var træt af byen og tænkte, at den skadede mig som forfatter. Den var blevet for kendt for mig. Jeg tænkte, at hvis jeg fik den på afstand, ville jeg begynde at se bedre. Min kone og jeg slog os ned i Grækenland. Vi boede der i flere år. Jeg husker, hvordan jeg bevægede mig omkring og så på tingene med skærpet blik. Jeg bevægede mig i et fremmed element, på museer, på Athens gader og i andre græske byer, og jeg var langt mere årvågen over for, hvad jeg så, over for monumenter og tingenes former. Jeg så grundigere på mennesker, på de små bevægelser, og jeg lyttede til rytmerne i sproget. Og jeg begyndte at se grundigere på det græske alfabet, på bogstaverne. Alfabetet er i sig selv et kunstværk, som jeg arbejder videre på. Det var i Grækenland, at jeg først skrev en roman, som var baseret på, hvad jeg så og erfarede fra dag til dag. Jeg observerer på denne måde, fordi jeg er forfatter. Havde jeg ikke skrevet, havde jeg måske nok kunnet se på samme måde og været et smartere og mere udadvendt menneske, men det havde nok ikke haft nogen praktisk nytte.«

– Og nu har du taget dette blik med dig tilbage til Manhattan. Hvad ser du så nu?

»Jeg ser mennesker, som ikke ser hinanden, fordi de ser ned i deres skærme. Folk går hele tiden ind i mig. Og jeg ser et forfald, jeg ikke har set før. Finanskræfter driver skyskrabere og arkitektur frem, som er indbegrebet af alt grimt ...«

– Lyder du nu som en gammel mand?

»… Men jeg hører også fremmede sprog, jeg aldrig har hørt før. Taxachaufførerne behøver ikke længere at kunne tale engelsk. Jeg måtte for nylig udpege retningerne gennem gadekrydsene. Samtale var helt umulig. Alle de nye stemmer, som kommer hertil, opmuntrer mig.«

– Du virker som en stærkt nysgerrig person?

»Jo, det tror jeg nok.«

Assistenten på det litterære agentur kommer stadig oftere forbi for at tjekke. Jo, han lever fortsat. Don DeLillo har skabt sig et ry som sky og lidet meddelsom. I flere år lod han sig knap interviewe. Der findes kun ganske få fotografier af ham. Jeg havde hørt rygter om hans practical joke af et visitkort, hvorpå der blot stod: I don’t want to talk about it. Jeg vover at nævne det.

»Jeg tror, jeg har nogle få tilbage,« siger han.

Don DeLillo leder et stykke tid i sin inderlomme og giver mig så et.

»Værsågod. Men så ses vi vel igen om fem år. Ved næste roman.«

© Finn Skårderud og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

I samtale med Finn Skårderud

Information præsenterer en serie på fire samtaler, som den norske psykiater og journalist, Finn Skårderud har ført med forfattere fra New York.

Seneste artikler

  • ’Lægemiddelindustrien forandrer det amerikanske menneske’

    3. august 2017
    Elizabeth Wurtzel beskrev sin egen ungdom i psykiatrien i bogen ’Prozac Nation’ og kaldte sit hjemland for United States of Depression. Nu er hun fyldt 50 og har fået det bedre, mens USA’s mentale tilstand synes at forværres. Ungdom og depression ligner hinanden. Og vi har lav tolerance over for begge dele, siger hun i samtale med psykiater Finn Skårderud
  • ’Misbrug af børn er den ultimative pervertering af magt’

    21. juli 2017
    Amerikanske Hanya Yanagihara skriver posttraumatisk romankunst om det liv, der skal leves efter skaden. I den internationale bestseller ’Et lille liv’ er hun skånselsløst emotionel i sin fortælling om Jude, der som barn blev solgt til sex med mænd af én af de munke, der opfostrede ham. Jude fortjener mere end den kølige distance, der præger amerikansk litteratur lige nu, mener hun
  • ’Alt, jeg hidtil har skrevet, har været en forberedelse til at skrive denne roman’

    29. april 2017
    Paul Auster har altid været hjemsøgt af tilfældighederne. Nu gør han med sin nye roman ’4321’ status på et helt liv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Paul

Romanen er blevet læst op på NDR Kultur inden for det sidste år. Den kan virkelig anbefales.