Læsetid: 6 min.

Gisp, doktor Watson er en kvinde!

Sherlock Holmes bor i New York. Watson er en kvinde. Gisp! Som fan kan det være svært, endda angstprovokerende, når en figur eller en tv-serie, man holder meget af, udvikler sig og bliver noget andet, end man er vant til. Det måtte mange ’Doctor Who’-fans også sande, da det forleden blev offentliggjort, at den 13. doktor er en kvinde. Men der er ingen grund til panik. Det er kun sundt med forandring – og det var da også på tide
Jeg reagerede som en overbeskyttende, aggressiv svanemor, der for enhver pris vil passe på sine unger, da Steven Moffat og Mark Gatiss i 2010 formastede sig til at flytte handlingen i Sherlock, deres og BBC’s nyfortolkning af Conan Doyles historier, op til vore dage. Hvad i alverden bildte de sig ind?

Jeg reagerede som en overbeskyttende, aggressiv svanemor, der for enhver pris vil passe på sine unger, da Steven Moffat og Mark Gatiss i 2010 formastede sig til at flytte handlingen i Sherlock, deres og BBC’s nyfortolkning af Conan Doyles historier, op til vore dage. Hvad i alverden bildte de sig ind?

BBC

24. juli 2017

For en uge siden blev det afsløret, at Doctor Who nu er en kvinde. Det vakte behørigt opsigt, at den meget populære science fiction-tv-seriefigur skiftede køn for første gang i sin 50-årige historie.

Skuespilleren Jodie Whittaker skal spille den 13. inkarnation af den tidsrejsende doktor, der må kæmpe mod alskens fjender for at hjælpe dem i nød og redde universet, og som de seneste år er blevet spillet af Peter Capaldi.

Det ligger med andre ord i selve figurens dna, at den skifter skikkelse med jævne mellemrum. Det har gennem årene været en smart måde at sikre seriens fortsættelse på og samtidig skabe fornyelse.

Men selv om muligheden for at lade doktoren genopstå som kvinde altså teoretisk har været til stede – doktoren er et rumvæsen og hverken af han- eller hunkøn – var det først nu, at folkene bag Doctor Who turde tage skridtet.

Det kan synes reaktionært og alt for sent, men jeg forstår dem sådan set godt, for reaktionerne har været ganske kraftige.

De fleste glædede sig – det var da også på tide, syntes de at sige med én mund – men en stor gruppe dedikerede, mandlige fans var vrede. De så det som et overgreb på figuren og som et udtryk for en misforstået, tidstypisk politisk korrekthed.

Captain America er et ikon i USA, så da tegneseriens forfatter for nylig afslørede, at superhelten igennem alle årene har været dobbeltagent i det ondes tjeneste, reagerede særligt én fan helt ekstremt.
Læs også

Og dem kan jeg for så vidt også godt forstå – nej, ikke dem, der ytrede sig kvindefjendsk. Men dem, der havde svært ved at acceptere forandringer af deres elskede doktor.

Dem, der plejer at være kritiske, hver gang en ny, mandlig udgave af Doctor Who bliver præsenteret. Dem, der bare gerne vil have, at tingene forbliver de samme som før, fordi det kender de. Tryghedsnarkomanerne.

Nyt liv til Holmes

Sådan har jeg det nemlig selv med mesterdetektiven Sherlock Holmes. Holmes og Watson er mænd, og de bor i et tågeindhyllet London, hvor »det altid er 1895«, som sherlockianeren Vincent Starrett engang skrev i sit berømte digt 221b.

Og sådan reagerede jeg også – som en overbeskyttende, aggressiv svanemor, der for enhver pris vil passe på sine unger – da Steven Moffat og Mark Gatiss i 2010 formastede sig til at flytte handlingen i Sherlock, deres og BBC’s nyfortolkning af Conan Doyles historier, op til vore dage. Hvad i alverden bildte de sig ind?

Det viste sig dog, at de to mænd – som også har været instrumentale i den modernisering af Doctor Who, der har banet vejen for, at han nu er blevet en hun – vidste, hvad de gjorde.

De gik til figurerne og universet med lige dele respekt for og kærlighed til forlægget – de kendte det ud og ind – og resultatet var en nutidig serie, der i ånd og tone var tro mod de originale historier, samtidig med at den gjorde figurerne spændende for et ungt, medievant publikum.

Bookmakerne har travlt med at skrive navne på også sorte mandlige skuespillere på listen over kandidater til at spille den næste James Bond, men måske er det kun en kvinde, som troværdigt kan spille rollen i 2017
Læs også

Den moderne teknologi – computere, smartphones – som Holmes nu også benytter sig af, blev brugt til at give serien en dynamisk, nyskabende visuel side, f.eks. med sms’er i billedet.

Og det resulterede i en regulær Sherlock Holmes-revolution, der skaffede den mere end 100 år gamle figur et millionpublikum verden over bestående af unge mennesker, mange af dem kvinder, der var helt vilde med Benedict Cumberbatch i rollen som Holmes.

Gennem Sherlock opdagede de sidenhen Conan Doyles bøger og gav dem nyt liv. Det var og er ganske mageløst.

Skepsis vendt til begejstring

Jeg var også mere end almindelig skeptisk, da amerikanske CBS ikke længe efter annoncerede, at de ville lave deres egen Sherlock Holmes-serie. De havde prøvet at lokke Steven Moffat og Mark Gatiss til USA for at gentage Sherlock-succesen, men da makkerparret forståeligt nok afslog, hyrede tv-stationen i stedet Robert Doherty til at skrive en helt ny serie.

Resultatet, Elementary, foregik tillige i nutiden, men handlingen blev flyttet til New York og, gisp, Watson gjort til en kvinde. Begejstret var jeg ikke – og seriens første sæson var heller ikke så god.

Men anden sæson var bedre, og gennem sine fem, snart seks sæsoner har Elementary fundet sine helt egne ben at stå på. Nej, der er ikke kælet lige så meget for manuskripterne som i Sherlock, hvis fire sæsoner kun består af tre 90 minutter lange afsnit, hvor Elementarys sæsoner omfatter ikke færre end 24 timelange afsnit.

Men Jonny Lee Miller, der spiller en britisk Holmes i Amerika og Lucy Liu, der spiller Watson, er et overraskende godt match.

Han er narkoman på afvænning, hun er til at begynde med hans sober companion, men de bliver i højere og højere grad ligeværdige partnere, der begge hjælper til med at løse sager for NYPD.

Holmes er stadig det excentriske geni, der nærmest kun behøver kaste et blik på et gerningssted for at opklare en sag, men Watson er uvurderlig for ham som diskussionspartner, og det sker faktisk ikke sjældent, at det er hende, som finder det afgørende spor.

Hun er en detektiv i egen ret – hun har talentet, han får øje på og skærper det – og ligesom i Sherlock er forholdet mellem Holmes og Watson i Elementary mere komplekst rent psykologisk, følelsesmæssigt og menneskeligt end i Conan Doyles bøger og derfor også mere tidssvarende.

Forandring fryder

Og hvor vil jeg så hen med det? Forandring og fornyelse kan være en god ting. Jeg vil altid være Sherlock Holmes-purist, og jeg bryder mig ikke om, når man piller ved noget uden reelt at have gjort sig dybere tanker om, hvad det er, man piller ved og hvorfor.

Derfor kan jeg f.eks. ikke fordrage Guy Ritchies to Holmes-film med Robert Downey jr. og Jude Law i hovedrollerne. De har intet med Sherlock Holmes at gøre. Bevares, de er da glimrende ramasjang – den første er – men Holmes og Watson opfører sig slet ikke som Holmes og Watson og hvorfor så kalde dem det?

Heldigvis er de to figurer elastiske, holdbare størrelser, der kan tåle det meste – og jeg har jo originalerne at gå tilbage til, når en tv- eller filmversion ikke fungerer eller tilfredsstiller mine høje krav.

Men når den gør – som i tilfældet Sherlock og efterhånden også Elementary – er der ikke noget bedre. Det giver mig mulighed for at opleve figurerne fra andre vinkler og udforske nye, overraskende sider af deres tætte forhold, fordi det i høj grad er venskabet mellem de to umage individer, der gør både bøgerne og de bedste film og tv-serier værd at se.

Jeg ved, at mange Doctor Who-fans har det på samme måde, og at de har nydt den fornyelse af serien, som først Steven Moffat og siden Mark Gatiss påbegyndte i 2004-05, og som også har skaffet doktoren en ny, stor fanskare.

Det faktum, at Doctor Who endelig manifesterer sig som en kvinde, giver rig mulighed for at fortælle nogle andre historier og inviterer samtidig et større publikum indenfor end tidligere.

Doktoren har allerede mange kvindelige fans, men ingen tvivl om, at hun nu vil få flere.

Samtidig kan man sige, at kreativiteten slippes endnu mere fri, fordi der så at sige ikke længere skal skeles til køn, når nye doktorer skal vælges. 

Og netop fordi doktoren som udgangspunkt er uden køn, kan man desuden argumentere for, at figurens potentiale for flydende kønsidentitet nu for første gang bliver endeligt forløst, hvorfor Doctor Who om noget kommer til at afspejle den tid, serien er lavet i.

’Sherlock’, ’Elementary’ og ’Doctor Who’ kan alle ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg er som så mange andre Danskere vokset op med Engelske TV serier. Og jeg elsker Sherlock Holmes og Dr. Who.
Jeg synes faktisk, at både at de nye versioner er fremragende.
Versionen med Benedict Cumberbatch i rollen som Holmes og Martin Freeman som Watson, er sofistikeret fuld af intriger og twists. Desuden er Mark Gatiss som MyCroft også fantastisk.

Jonny Lee Miller som Holmes i Amerika med Lucy Liu som Watson, er anderledes. Men det virker, selvfølgelig er det et andet twist ... men de to karakteres twist og hele potentialet for en romantisk twist, giver serien en anden dynamik. Jeg har slugt alle afsnit på Netflix.

Når det så kommer til de nye Film, instrueret af en af mine ynglings instruktører Guy Ritchie, så synes jeg de er .. ja nok de bedste nyfortolkninger. De er dristige.. og Robert Downey Jr. som Holmes er jo helt crazy, men en stærk Jude Law som Watson, virker som en god modvægt. De er også sat i den rigtige tidsperiode, men formatet er meget aktion præget præget med god humor. Jeg synes de er fantastiske, selv om Jeremy Brett fortolkningen er den jeg måske mest forbinder med den klassiske fortolkning.

Men det der jo er med Sherlock Holmes er, at der har der været mange fortolkninger, mange serier, mange spinnoffs etc. etc. Det er en myriade af fortællinger, en myriade af fortolkninger.
Dr. Who er en serie.. en figur.. som godt nok har udviklet sig og skiftet ansigt med tiden.

Derfor er sammenligningen med Sherlock Holmes i artiklen efter min mening ikke rigtig valid.

Det er stadig Dr. Who, der sammen med en ung Dame som sit sidekick farer rundt gennem tiden og universet. En Doktor der er gift med River Song spillet af Alex Kingston, over flere inkarnationer af figuren. (fra 2008 - 2015).
Jeg synes ikke det bidrager til serien at lave 'The Doctor' til en kvinde, den har .. så længe jeg har set den.. indeholdt stærke kvinder i biroller. (F.eks. River Song) Der har kunne matche 'The Doctor' og endda overstråle ham. Vi kan jo ikke lave alle Fiction Karakterer til kvinder. Igen så er det jo definitivt med Dr. Who, der er kun en serie.. ikke hundredevis som der er med Sherlock Holmes. Jeg tror ikke det bliver en succes.

// Jesper

Mads Jakobsen

Okay. Kan vi så også forvendte at se traditionelt kvindelige figurer blive til mænd? Traditionelt sorte figurer blive hvide? Homoseksuelle blive heteroseksuelle?

Nej, for det ville jo være sexistisk, racistisk og homofobisk.

Hvad angår de konkrete eksempler, så har Elementary klaret sig fint med en kvindelig Dr. Watson og (spoilers) en kvindelig Moriaty. Men Dr. Who kan få et problem. For i den serie er det en fast tilbagevendende begivenhed at skurken er en hvid, heteroseksuel man der får sin bekomst. Vil seriens kernepublikum (hvide mandlige nørder) virkelig synes det er sjov når en kvinde vrænger hånligt af en mand der falder ned i en sci-fi kødhakker? Vi får se.

Morten Clausen, Jesper Frimann Ljungberg, Henrik L Nielsen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Mads Jakobsen.

Jeg ser med frygt frem til næste Batman film hvor en lettere overvægtig 'CatMan' optræder i tætsiddende latex outfit.

// Jesper

Steen Schapiro

Jeg må - som Doctor Who fan siden 1979 - lige faktuelt korrigere den gode skribent: Det har indtil forrige år ikke været sådan, at doktoren "hverken var af han- eller hunkøn." Det er en relativt ny opfindelse (fra en serie der konstant fornyer sig selv på engelsk cyberpunk- og humoristisk vis) som kom til for et par år siden, under den nuværende, afgående show-runner Steven Moffatt.
Fra 1963 og cirka frem til 2011 (hvor Neil Gaiman smed en provokerende, henkastet sidebemærkning om en Time Lord der havde skiftet køn,) var der INGEN tegn på at doktoren var andet et hankøn. Tværtimod havde hans race nogle ofte meget kønnede strukturer når vi en sjælden gang imellem mødte dem i forskellige historier. Det med kønsskiftet er en ny, tidstypisk opfindelse.
---
Og ændringen er sprængfyldt med politiske aspekter. Den kommende doktor, den udmærkede skuespiller Jodie Whittaker (som jeg ikke er helt sikker på er excentrisk nok til rollen, men det vil tiden vise,) jublede i sin første officielle udtalelse om rollen over det kønspolitiske aspekt som fornyelsen rummede, og nævnte i samme åndedræt at hun var feminist.
---
Og så er det værd at bemærke, at selvom en del fans af serien har protesteret mod det kommende kønsskifte, er det langt fra hoveddelen. Blandt danske fans på den dedikerede Facebook fanside, har det især været kvinder, fans der ærger sig over kønsskiftet.
De fans der har begrædt eller er vrede over kønsskiftet er til gengæld blevet mødt med megen hån og kritik af andre debattører, ikke mindst de som er kønspolitisk engageret.
Det er måske også det, der sker her.

Kilde: https://www.cnbc.com/amp/2017/07/23/doctor-whos-first-female-lead-is-mor...

Mads Jakobsen, Morten Clausen, Niels Duus Nielsen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

@ Mads Jakobsen

"...seriens kernepublikum (hvide mandlige nørder)" ... Hvorfor antager du, at seriens "kernepublikum" er hvide mænd. og at de er "nørder"?

" Men Dr. Who kan få et problem" ... Serien som sådan kan vist kun få et problem, hvis Doktorens regenerering ind i en ny inkarnation som humanoid hunkønsvæsen er så problematisk som du - og en hel del andre - forsøger at gøre det til.

Jeg har aldrig set serien, og jeg kommer heller ikke til det. Men jeg har sgu ærligt talt aldrig rigtig købt seriens hidtidige præmis om, at et tidsrejsende rumvæsen tilsyneladende kun kan antage humanoid skikkelse af et hankønsvæsen med nord-europæisk pigmentering.
Men jeg kan sandelig da godt forstå, hvorfor godt og vel 50 år med skiftende mandlige protagonister slet ikke er tilfredsstillende for seriens "kernepublikum" ...

@ Jesper Frimann Ljungberg

Hvorfor en "...Batman film hvor en lettere overvægtig ’CatMan’ optræder i tætsiddende latex outfit" ...? Mig bekendt er Catwoman da bestemt ikke - og har aldrig været - lettere overvægtig. Så hvorfor skulle en mandlig pendant til den karakter dog være det?

Jeg forventer da selvfølgelig, at han på sin egen maskuline facon ser lige så godt og veltrænet ud, som Michelle Pfeiffer gjorde, da hun på glimrende vis portrætterede Selina Kyle/Catwoman og måtte pudres med babypudder for at kunne iføre sig kattekostumet.

F.Y.I: Jeg er selvfølgelig udmærket klar over, at din kommentar var en hø hø vittighed foranlediget af Mads Jakobsens kommentar.

Jesper Frimann Ljungberg

@Tina Sommer

Undskyld mig. Men du er vist for ung til at fatte pointen.

Vi er nogle, der så 60'ernes batman serie og film da vi var børn. Her blev CatWoman spillet af en smuk veltrænet Julie Newmar, og Batman af en.. ja.. knap så veltrænet Adam West.

Igen.. forestil dig rollerne byttet om, en fit Julie Newmar som BatWoman og en knap så veltrænet Adam West som CatMan.

Get the point ?

// Jesper

Mads Jakobsen

Tina Sommer spurte: "Hvorfor antager du, at seriens "kernepublikum" er hvide mænd. og at de er "nørder"?

Hvorefter hun selv svarede på spørgsmålet: "Jeg har aldrig set serien, og jeg kommer heller ikke til det."

Men jeg må hellere uddybe. Doctor Who er en science fiction /science fantasy serie der, som f.eks. Star Trek og superhelte genren, altid er blevet betragtet som underlødig og underlig af mainstream befolkningen. Disse serier er blevet lavet af, og for, en ivrig subkultur af primært hvide, primært mandlige entusiaster. Entusiaster der har holdt gryden i kog i fan klubber og konversioner, entusiaster der har byttet VHS tapes, bøger og tegneserier og som har indviet nye generationer i genren selvom deres show måske ikke blev vist på TV i perioder.

Sker der ikke ændringer? Selvfølgelig. Moderne, let venstreorienterede, forfattere prøver hele tiden at udvide fan skaren. De skammer sig over alle de hvide mænd og vil heller have nogle unge kvindelige fans med lækre hudfarver. Og nogle gange får en property så stor succes at alle hopper med på vognen. For en tid.

Men sandheden er at det er midlertidigt. For inderst inde er de fleste som Tina Sommer. De synes ikke genre serier er noget for dem, og snart bliver de trætte af Game of Thrones og Walking Dead og smutter videre. Og hvis de hvide, mandlige nørder også er smuttet, så er den subkultur død.

Lyder det alt sammen mærkeligt? Så forestil jer at Roman Bladet ville "fremme diversitet" og "skaffe et nyt publikum" ved at presse en biljagt ind i hver fortælling. For at please mænd.
Det kvindelige kærnepublikum ville skride, og mænd ville nok sige "øh, fedt," men de ville ikke købe bladet.