Læsetid: 2 min.

Günter Grass startede på toppen

Günter Grass satte selv den standard, som fik hans krukkede og konstruerede senværk til at blegne ved sammenligning
Günter Grass satte selv den standard, som fik hans krukkede og konstruerede senværk til at blegne ved sammenligning

Jesse Jacob/iBureauet

7. juli 2017

Nobelpristageren Günter Grass’ selvafsløring i erindringsværket (og altså netop IKKE 'hukommelsesbogen') Når løget skrælles (2006, da. 2007) fik uvægerligt billedet af efterkrigsperiodens store tyske prosaforfatter til at krakelere.

Hvorfor havde manden dog ikke for længe siden spyttet ud om sin fortid i Waffen-SS? Hvordan kunne han, som åbenbart selv havde lig i lasten, gennem årene tillade sig at være så stålsat uforsonlig mod alle de landsmænd, der ikke førte deres fortidsopgør igennem til bunds?

Hans oversætter, Per Øhrgaard, har flere gange peget på, at kritikken var skinger og måske uretfærdig: Grass blev indkaldt i 1944, han meldte sig med andre ord ikke (det havde han nemlig gjort allerede som 15-årig).

Og hvad angik det med hans manglende åbenhed, så havde han skam så tidligt som i begyndelsen af 1960'erne fortalt om sit engagement med SS (bogen med denne samtale blev bare ikke trykt). Og for resten, sådan alt i alt, hvordan og hvorfor skulle man have forbudt ham eller nogen at tale om det forhold, at der var forhold, som rigtig mange andre netop ikke ville tale om?

Nu, på ti års afstand, kan vi måske atter tale om Grass, men i denne ombæring spørge, hvorfor han så tidligt og så tydeligt blev en svagere forfatter. Fik han på en måde kulmineret i utide? Var det, alligevel, aktiviteten som taleskriver for Willy Brandt og politisk agitator for SPD, der umærkeligt forvandlede groteskrealisten og skælmen Grass til taktiker og pragmatiker og fratog ham hans varme og nærvær som episk beretter?

Allerede inden sit kanongennembrud i 1959 med Bliktrommen havde den i fristaden Danzig fødte forfatter prøvet sig af som stenhugger, maler, billedhugger, lyriker og dramatiker, og oven på romangennembruddet fulgte fem gyldne år, hvor han virkelig fik fat i grundstoffet i romanen som genre: det at lave sammenhæng, hvor der ingen sammenhæng er. Det at se opløsningen i øjnene og lade eventyret opstå midt i det tomme.

Hvor andre i tiden proklamerede romanens død, eller i det mindste krævede dens selvpensionering, påviste Grass dens overlevelseskraft, først med den mageløse beretning om den indsigtsfulde galehuspatient Oskar Matzerath, derpå med den ægte, dybt bevægende kortroman Kat og mus (1961, da. 1963) og endelig med Hundedage (1963, da. 1965), hvormed han så lukkede sin Danzig-trilogi.

Derefter blev han som romankunstner mere og mere spidsfindig og søgt, alt imens hans position langsomt flyttede sig – fra den centrale stemme til den dømmesyge, blot modsigelystne. Men altså, forstå os ret.

De store romaner Flynderen (1977, da. 1978), Mødet i Telgte (1979, da. 1980 – om de tyske barokdigtere som historisk spejl for efterkrigsårenes Gruppe 47) og ikke mindst den genuint underfundige Rottesken (1986) står under alle omstændigheder som hovedværker i moderne tysk litteratur. Prøv dog alligevel at læse de tre tidligste først!

Anbefaling:

Bliktrommen, 1959

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig Bang-Mortensen

Jeg bliver lidt træt hvergang jeg hører om Grass og SS. Som 15 årig blev han flakmedhjælper (ej SS) hvilket i vores nutidige øjne var et forbløffende valg, men meget naturligt på den tid. Tilknytningen til SS kom i '44 hvor al snak om frivillighed var forstummet. Nu blev man bare stoppet ind hvor der var et hul. Den vinkel på Grass savner jeg ofte. At man så kan sige en masse andre ting om om ham er så det, men lige SS-facetten skal man ikke lægge mere vægt på end at nu var det så der han havnede. Lige så vilkårligt som min svigerfar som 17 årig i 1944 kom på et tog fra Paderborn til Holland. Togene før og efter kørte til østfronten.