Læsetid: 3 min.

Hans Holbein: Frihedens maler

Den maleriske virtuositet i Hans Holbeins (1497-1543) portrætter er båret frem i billedet på den store menneskelige indsigt, han må have haft
Den maleriske virtuositet i Hans Holbeins (1497-1543) portrætter er båret frem i billedet på den store menneskelige indsigt, han må have haft
29. juli 2017

Det er Hans Holbein den Yngre, vi taler om. Den ældre var hans far. Friedrich Schlegel siger: »Hvis noget værk i tysk kunst er værdigt til at blive fremvist i forgården til Rafaels tempel, må det være Dürers og Holbeins.« Set nordfra er det noget af en nedvurdering, for hvad skulle de to fantastiske malere med deres lysende realisme dog foretage sig i forgården til sådan en glansbilledfabrikant?

Nå, man kan selvfølgelig også se anderledes på det, men der er forskel i billedkunsten mellem Nord- og Sydeuropa, og hverken den ene eller den anden hører hjemme i den andens eller den førstes for- eller baggård. Der er ingen første og anden, der er kun, i det her tilfælde, kunsten – og for Holbeins vedkommende først og fremmest maleriet.

Han blev født i 1497 og havde sin far som lærer i Augsburg, men rejste allerede i 1515 videre til Basel, hvor han ligesom malede sig ind i den verden, der skulle blive hans. Filosoffen Erasmus af Rotterdam, der kæmpede for menneskets åndelige frihed og bekæmpede den stivbenede skolastik i vidt udbredte skrifter som måske især Encorium moriae (Til tåbelighedens Pris), hvor han lader tåbelighedens gudinde prise sig selv, blev hans ven og vejleder.

Hvis paverne, som er Kristi stedfortrædere, ville efterligne Kristi liv, hans fattigdom, hans møje og besvær, hans lære, hans kors, hans verdensforsagelse, skriver Erasmus, ville det føre til, »at alle disse skrivere, kopister, aktuarer, advokater, promotorer, sekretærer, muldyrdrivere, rideknægte, vekselerere, koblere – og jeg havde nær tilføjet noget endnu mere blødt, men jeg er bange for, at det ville være for hårdt for jeres øren, kort sagt: at hele denne umådelige menneskeflok, der besværer, jeg mener beærer den romerske stol, ville dø af sult.« I Villy Sørensens danske oversættelse.

Det var Erasmus, der skaffede Holbein til London og introducerede ham hos sin engelske åndsfælle, den utopiske socialist Thomas More, og det var ammunitionen fra disse to tænkere og skribenter, han tog med sig til Henrik den Ottendes hof, hvor han udfoldede og fuldkommengjorde sit maleriske håndværk i en række storslåede portrætter.

Det første af dem, af Erasmus, malede han allerede i Basel, men det er nok portrættet af kongen, der står klarest i et moderne menneskes bevidsthed. Lad mig lige sige her, at det ’moderne’ i egentlig forstand for så vidt godt kunne være en dækkende betegnelse for hele den tidsperiode, der åbnede sig med Dürer og foldede sig virtuost ud med Holbein.

Virtuost og så alligevel ikke, eller så alligevel mere, for den maleriske virtuositet i Holbeins portrætter er båret frem i billedet på den store menneskelige indsigt, han må have haft. Hans malede personer er netop personer, individer. Selv kongen og hans dronninger, som Holbein malede. (Han malede også den sceniske dekoration til Henriks pragtbryllup med den senere så skændigt myrdede Anne Boleyn).

Fra Erasmus og More havde han sit frisprog, der faldt visse personer i kongens hof for brystet. Da en af dem besværede sig hos majestæten, skal han have svaret: »I skal vide, at på et minut kan jeg lave fem adelsmænd ud af en hvilken som helst bondekarl som jer, mens jeg af syv adelsmænd af jeres slags ikke vil kunne lave en eneste Holbein.«

Denne enestående mand, frihedens maler, døde i 1543. Samme år døde Nikolaus Kopernikus, og hans bog, De revolutionibus orbium coelestium, der ved sin påvisning af hvilke himmellegemer, der roterer om hvilke andre, ændrede verdenssynet for altid, udkom.

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu