Læsetid 15 min.

Hvordan interviewer man en diktator?

Den amerikanske filmmager Oliver Stone giver med dokumentaren ’The Putin Interviews’ et fascinerende indblik i Vladimir Putins syn på Rusland og resten af verden. Men i amerikanske medier er interviewene blevet kritiseret for at være rent mikrofonholderi og propaganda for regimet. Information har talt med tre danske journalister, der tidligere har været helt tæt på autoritære eneherskere, og stillet dem spørgsmålet: Hvordan interviewer man en diktator?
Filmmager Oliver Stone beskyldes efter ’The Putin Interviews’ for at være mikrofonholder for Ruslands præsident. Men hvordan interviewer man enevældige herskere uden samtidig at legitimere deres regimer? Information har talt med tre danske journalister, der har været helt tæt på hver deres diktator.

Filmmager Oliver Stone beskyldes efter ’The Putin Interviews’ for at være mikrofonholder for Ruslands præsident. Men hvordan interviewer man enevældige herskere uden samtidig at legitimere deres regimer? Information har talt med tre danske journalister, der har været helt tæt på hver deres diktator.

imglobalfilm

4. juli 2017

I The Putin Interviews, som netop er blevet sendt på DR, går den amerikanske filmmager Oliver Stone tæt på den enerådige russiske præsident. Vi ser Vladimir Putin på slap line i hestestalden og i ishockeyhallen, og vi hører ufiltreret om hans syn på Rusland og resten af verden.

Det er et fascinerende indblik, men i amerikanske medier er interviewene blevet kritiseret for at være rent mikrofonholderi og propaganda for regimet. Blandt andre har den russisk-amerikanske systemkritiker Masha Gessen i The New York Times anklaget Oliver Stone for at lade sig »forføre« af Putins stærke personlighed.

Information har talt med tre danske journalister, der tidligere har været helt tæt på autoritære eneherskere, og stillet dem spørgsmålet: Hvordan interviewer man en diktator?

’Jeg ville have Assad til at udstille sig selv’

Rasmus Tantholdts interview med Bashar al-Assad (2016)

Det vakte stor bevågenhed, da TV 2’s mellemøstkorrespondent Rasmus Tantholdt i oktober 2016 pludselig tonede frem på skærmen med den syriske præsident, Bashar al-Assad, ved sin side. En dansk journalist i selskab med verdens mest berygtede diktator. Det var et scoop.

Interviewet, der både blev vist på TV 2 og syrisk stats-tv, fandt sted i præsidentens eget gæstepalads i Damaskus, hvor præsidenten havde betinget sig en 15 minutters forsamtale inden den journalistiske holmgang.

»Jeg havde et kvarter med Assad inden interviewet, hvor vi skulle smalltalke, som han formulerede det – og jeg tænkte straks: ’Hvad fanden skal jeg smalltalke med Assad om?’, det er jo en bizar situation,« siger Rasmus Tantholdt fra telefon fra Syrien, hvor han i øjeblikket er på vej til Raqqa med kurderne.

»Min allerførste overvejelse var: Skulle jeg give ham hånden? Han har jo blod på hænderne, masser af blod. Hvad ville folk ikke sige til det? Under forsamtalen sad jeg med en underlig fornemmelse i maven, for han sagde jo ting, som det var meningen, at jeg skulle grine ad. Kan man sidde og hyggegrine med en mand, der har så mange liv på samvittigheden? Det var svært at sidde dér og føre en almindelig samtale med en mand, der står bag de mest forfærdelige forbrydelser. Selve interviewet synes jeg ikke var svært. Det er jo en professionel situation, hvor man sidder ansigt til ansigt. Jeg stiller spørgsmål, han giver svar.«

Men ikke alle var lige begejstrede for de spørgsmål, Rasmus Tantholdt endte med at stille. Blandt kritikerne var Informations egen chefredaktør Rune Lykkeberg, der på lederplads kritiserede Tantholdt for ikke at være gået hårdt nok til den syriske diktator og for at have været mere optaget af at skabe »god stemning« end af at »anfægte« den syriske diktators officielle version af historien: »Det er en uhyggelig svær opgave at konfrontere krigsforbryderen i hans eget palads. Men hvis man ikke kan holde ham fast på krigsforbrydelserne og udfordre hans propaganda, skal man afholde sig fra at lave interviewet. For så bliver man en del af propagandaen,« skrev han.

Sådan oplevede Rasmus Tantholdt ikke selv interviewet.

»Vi gjorde os selvfølgelig mange overvejelser om strategien for interviewet. En af mine overvejelser var, at jeg ikke ønskede at lave et interview for at imponere mine kolleger, så de kunne klappe mig på ryggen og sige ’nej, hvor er du dygtig’. Det har andre journalister før mig forsøgt, og hver gang er det endt i et mundhuggeri, hvor sympatien hos seerne risikerer at skifte. Det ønskede jeg ikke skulle ske. For det andet ønskede jeg heller ikke at fremprovokere en situation, hvor Assad helt klappede i. Hvis du afbryder ham konstant, har han paraderne så meget oppe, at han er i en evig forsvarsposition, og så får du intet ud af at interviewe ham – andet end at det ser smart ud, at du har været sammen med ham, og at TV 2 får noget kredit for det. Men det var heller ikke mit mål. Mit mål var, at han skulle udstille sig selv gennem sine svar.«

Ikke alle var lige begejstrede for de spørgsmål, TV 2’s Rasmus Tantholdt stillede den syriske præsident, da han interviewede ham i 2016. 

TV 2

– Lykkedes det, synes du?

»Ja, det synes jeg, og derfor måtte jeg også til sidst sige til ham, at det virkede som om, at vi befandt os på to helt forskellige planeter, når det gælder fakta.«

– Det var ikke kun vestlige seere, der kiggede med. Det gjorde den syriske offentlighed også. Dermed risikerer man som vestlig journalist at blive et talerør for Assads interne propaganda – hvad tænker du om det?

»Jeg synes ikke, at det er et særlig stort dilemma. Alternativet er, at Assad kun blev interviewet af syrisk stats-tv, og så ville han ikke få nogen kritiske spørgsmål overhovedet. Nu får den syriske befolkning i det mindste et interview at se, hvor Assad bliver udfordret, hvilket de ellers ikke ville.«

– Er der noget ved interviewet, du fortryder og ville have gjort anderledes i dag?

»Jeg tror, at jeg i dag ville have forsøgt at nå mindre på de 25 minutter, end jeg faktisk forsøgte. TV 2 ville gerne have, at jeg spurgte ind til, hvad Assad mente om Danmarks rolle i krigen. Det er jo ikke særlig kritisk, selv om det selvfølgelig blev citeret i alle danske medier efterfølgende. Men det var et eksempel på et spørgsmål, man godt kunne have udeladt, synes jeg.«

– Er der andet?

»Set i bakspejlet … nej ... Der er mange spørgsmål, jeg kunne have stillet: ’Hvorfor anerkender du ikke, at der er blevet brugt kemiske våben fra din egen hær?’ Men det er han blevet spurgt om mange gange før, og han svarer det samme hver gang. Jeg kunne godt have gentaget spørgsmålet for at vise dig og dine kolleger på Information, at jeg er skidesej. Det er et spørgsmål, der ville opfylde jeres journalistiske ønsker, men for de almindelige seere, der så med fra hele verden, ville det være trivielt at høre det samme svar på det samme spørgsmål endnu en gang. Jeg ville videre i teksten, og det prøvede jeg at komme efter bedste evne.«

– TV 2 gik meget op i at skrive og fortælle, hvor vanskeligt det havde været at få det her scoop af et interview. Hvad mener du om, at et interview med en diktator og en krigsforbryder bliver til et reklamefremstød for en tv-station?

»Det synes jeg heller ikke, at det blev. Men jeg vil give dig ret så langt, at TV 2 gav den lige lovlig meget gas på de sociale medier i forhold til hele processen omkring interviewet, og det havde været cool, hvis TV 2 havde skruet en lille smule ned for det. Men set i bakspejlet var TV 2 selvfølgelig begejstret for, at det kunne lade sig gøre, det var et scoop og noget, der vil blive husket.«

– Diktatorinterview er nærmest blevet en genre for sig. Senest har Oliver Stone interviewet Vladimir Putin. Hvad får man generelt ud af den type interview?

»Man får noget ud af det, hvis interviewet er lavet ordentligt. Det, jeg har nået at se af Oliver Stones interview med Putin, virker nærmest til at være research for åben skærm. Det er et indblik i Putins liv, og der er ikke mange kritiske spørgsmål til ham. Oliver Stones mål med interviewet er tilsyneladende, at vi skal lære Putin bedre at kende, og det synes jeg måske er et lidt fattigt mål, når man nu rent faktisk har muligheden for at interviewe ham i dybden.«

’Jeg ønskede at give indblik i Ahmadinejads tænkemåde’

Kim Bildsøe interviewede Mahmoud Ahmadinejad i 2009

I december 2009 sidder Kim Bildsøe i Mahmoud Ahmadinejads præsidentpalads i Teheran og modtager en skideballe. DR har fået 20 minutter med Irans berygtede leder forud for den iranske præsidents besøg ved COP15 i København. Forberedelserne har været små. Tilbuddet kom med få dages varsel, og Bildsøe, som er her alene uden et dansk kamerahold og danske teknikere, er blevet kørt direkte fra lufthavnen til præsidentpaladset, hvor han – efter et kort møde med Irans informationsminister – nu sidder ansigt til ansigt med Mahmoud Ahmadinejad og spørger ham, om han gerne vil have en atombombe. Præsidenten svarer afvigende.

»Så De kan sige til mig, hele verden og alle seere i Danmark og Europa, at De aldrig vil have en atombombe? De kan bare svare nej!« fortsætter Kim Bildsøe, inden der pludselig farer en djævel i Ahmadinejad:

»Jeg gav et klart svar på Deres spørgsmål. Jeg vil gerne bede Dem være opmærksom på, hvem De taler med!«

Irettesættelsen af Kim Bildsøe var et dramatisk højdepunkt i interviewet med den iranske præsident. Men ellers var mange iagttagere enige om, at Ahmadinejad slap for nemt fra konfrontationen med den danske journalist.

Informations Charlotte Aagaard kaldte interviewet for »særdeles langtrukkent og overmåde høfligt,« og mente at Kim Bildsøe havde forsøgt »at charme sig igennem den iranske præsidents panser. Uden held«. Journalist og forfatter Helle Merete Brix skrev, at interviewet var »fidelt« og manglede kritiske spørgsmål: »Derimod interesserede det intervieweren at vide, hvordan præsidenten slappede af, så han for eksempel film og hvilke? Til slut rakte Bildsøe Lassen hånden frem over bordet og bekendtgjorde at ’vi ser frem til at se Dem i København’.«

– Hvad var dit mål med interviewet, hvad ville du gerne opnå?

»Når man taler med folk, der meget sjælden giver interview, må målet være at prøve at give et indblik i de her menneskers tænkemåde,« siger Kim Bildsøe på telefon fra London, hvor han i dag er korrespondent for DR Nyheder.

»Jeg ville gerne give folk et eller andet indtryk af, hvem der gemte sig bag den person, som vi i Vesten har skabt et billede af som et brutalt monster, der vil gøre alt i sin magt for at komme i besiddelse af et atomvåbenarsenal.«

– Lykkedes det, synes du?

»Nej, ikke fuldkomment. Men jeg synes, man sad tilbage efter interviewet med en bedre forståelse af, hvad det var, der for ham var vigtigt, og hvad hans argumenter var.«

Kim Bildsøe mener ikke, at kritikken af hans høflige interviewstil er berettiget. Når man interviewer magthavere, der ikke er vant til at blive sagt imod, gælder det om at skabe en balance, hvor man på den ene side insisterer på sin kritiske sans, mens man på den anden side undgår at »interviewet ender i et skænderi, som ingen mennesker bliver klogere af at se på«, siger Kim Bildsøe.

»Det stod fra begyndelsen klart, at jeg ville tale om atomvåben, for det var dét spørgsmål, som alle på det tidspunkt var optagede af. Men jeg spørger så også på et tidspunkt Ahmadinejad – og det var der mange, der bagefter var fortørnede over – hvad han så af film. Det var i et forsøg på at vise, hvad det er for et menneske, som træffer de her beslutninger. Det lykkedes så ikke særlig godt, for han blev bare forvirret over spørgsmålet.«

DR’s Kim Bildsøe mødte den daværende iranske præsident i Teheran i 2004.

Screenshot / DR

– Den samme kritik, som ramte dig dengang, rammer nu Oliver Stone. Mange mener, at han gør sig til en del af Putins propaganda ved at vise ham i alle de her joviale sammenhænge, hvor han spiller ishockey og er ude at klappe hesten i stalden …

»Men jeg kan jo spørge dig: tænker du efter at have set mit interview med Irans præsident, at han fremstår mere venlig og spiselig?«

– Måske ikke, men man kunne godt spørge, om det overhovedet er relevant for os at blive præsenteret for en såkaldt ’menneskelig side’ hos en autoritær leder, som vi ved står i spidsen for et undertrykkende regime?

»Hvis målet er at prøve at forstå og blive klogere på, hvorfor man i autoritære regimer træffer de beslutninger, man gør, så ja, det er relevant.«

– Hvad synes du om Oliver Stones Putin-interviews?

»Jeg synes, at jeg igennem dem har fået et bedre indtryk af, hvem Ruslands præsident er, end hvis jeg havde siddet og set en journalist stille de samme spørgsmål om og om igen. Så jeg kan sådan set godt forstå, hvad det er Oliver Stone forsøger at gøre. Men jeg synes så, at han går over i den modsatte grøft og bliver lalleglad begejstret for Putin, hvilket gør mig utryg at se. Men jeg kan godt forstå hans mission, og jeg tror også, han har skrevet det et sted: At hvis Putin er den største trussel, vi i Vesten står overfor, er det så ikke en meget god ide at vi sætter os ned og prøver at finde ud af, hvad han tænker og hvorfor?«

– Og dét er en vigtigere opgave end at fange ham i unøjagtigheder eller at konfrontere ham med kritiske spørgsmål?

»Meget vigtigere. Det andet er kun et spørgsmål om vores journalistiske ære. Mange gange, hvor jeg i et interview har været virkelig hård og insisterende til en grad, hvor det nærmede sig et skænderi, har mange af mine kolleger sagt: ’Skide godt, godt at du holdt fast!’ Problemet er, at når jeg selv sidder og ser interviewet igennem bagefter, så synes jeg bare, det har været med til at cementere de holdninger, folk havde i forvejen – og ingen er for alvor blevet klogere.«

’Jeg har ingen interesse i at høre om Gaddafis hobby’

Steffen Kretz interviewede Muammar Gaddafi i 2004

Steffen Kretz sammen med Gaddafi i 2004. Interviewet var en del af DR’s serie ’De skrev historie’.

Bjarne Bergius Hermansen
Fra DR
Den 30. december 2004 sad Steffen Kretz i et beduintelt i Libyens hovedstad, Tripoli. Som led i DR’s interviewserie De skrev historie havde han fået lov til at interviewe landets enehersker, der i årevis havde været utilnærmelig for pressen. Det havde taget over et år at få aftalen i stand, hvilket stillede store forventninger til samtalen – men Gaddafi havde ikke ligefrem tænkt sig at gøre det nemt for den danske journalist. Med orwellsk newspeak benægtede han, at han overhovedet skulle være Libyens leder, endsige diktator. Han var blot folkets »rådgiver«, sagde han. Og da Steffen Kretz forsøgte at bore i, hvem der skulle overtage magten, når Gaddafi var væk, afviste han, at der overhovedet var nogen magt at overtage: »Vil De virkelig påstå, at De ingen formel magt har overhovedet?« udbrød Kretz fortørnet –og så tog samtalen en drejning. Den Store Leder rystede på hovedet og vinkede afværgende med hænderne. Journalisten var gået for langt. Diskussionen om arvefølgen var slut.

– Hvad var dit succeskriterium for interviewet?

»Succeskriteriet var at konfrontere en af verdens mægtigste mænd med nogle kritiske spørgsmål om hans optræden og adfærd,« siger Steffen Kretz på telefon fra Washington DC, hvor han er udsendt som korrespondent for DR Nyheder.

»På det tidspunkt, jeg mødte Gaddafi, var han gået fra at være en superskurk – ’Mellemøstens gale hund’, som Reagan kaldte ham – til pludselig at være gode venner med ledere fra hele Vesten. Det var den konkrete anledning. I det større billede var han jo indbegrebet af diktatorisk magt. Han havde siddet i over 40 år i Libyen på det tidspunkt, og som journalist er det selvfølgelig altid interessant at komme tæt på magten og udfordre den.«

– Lykkedes det?

»Man bliver nødt til at se på sådan et interview som en magtkamp. I tilfældet med Gaddafi var det som at have løbet to maratoner i træk, da jeg endelig nåede frem til det beduintelt, hvor interviewet skulle finde sted. Men det er jo ikke nok bare at have fået sit scoop. Når man først er her, er det faktisk ligegyldigt, hvor svært det var at komme frem. Nu handler det i stedet om at få skabt en situation, hvor man er i øjenhøjde. Det er den svære øvelse ved sådan et interview: at lægge alle anstrengelserne bag sig og fokusere på den opgave, man nu har foran sig. Det er nu, man skal stille alle de spørgsmål, Gaddafi aldrig bliver stillet, fordi han har været omgivet af absolut magt. Succeskriteriet var derfor at huske på, hvorfor jeg var der i det øjeblik, jeg var der. I den time, vi sad over for hinanden, skulle vi være ligemænd.«

– Men kan man undgå at blive intimideret, når man sidder over for en diktator som Gaddafi på hans egen hjemmebane?

»Nej, det er klart, at der er meget mere på spil, end når man interviewer en dansk statsminister. Man bliver påvirket af den lange intimideringsproces, som er gået forud, og som udelukkende har haft til hensigt at gøre en svag og defensiv. Man bliver psykisk udmattet af at blive holdt i en venteposition i flere dage uden at vide, om man får sit interview, og hvornår man får det. Det eneste, man kan gøre, er at stille de rigtige spørgsmål og prøve at følge op på dem. Der er ingen garanti for, at der kommer nogle gode svar ud af det. Men nogle gange må man også acceptere, at i den her slags interview vil spørgsmålene ofte være bedre end svarene.«

– Du nævner selv i din bog Brændpunkter (2010), hvordan Gaddafi konstant talte uden om …

»Ja, og der bliver man som interviewer nødt til at se i øjnene, at der ikke er tale om et almindeligt interview. Ligesom et interview med Putin ikke kan være almindeligt. Du kan ikke sidde og overbevise Putin, der har 100 procent styr på sin politiske propaganda, om at Rusland reelt har annekteret Krim-halvøen. For at sådant interview skal give mening, bliver du nødt til at have nogle mellemlæg i tv-produktionen, hvor du fortæller den virkelige, faktuelle historie – hvilket jeg også gjorde i mit interview med Gaddafi. Men Oliver Stone lader til at tro, at han kan føre en normal samtale med et menneske, der vil holde sig inden for sandhedens grænser, og det er ikke tilfældet, når man taler med den absolutte magt.«

– Hvad synes du om Oliver Stones interviewserie?

»Jeg har ikke set den i sin fulde længde, men så vidt jeg kan læse mig til, ser man Putin i nogle situationer, som man normalt ikke ser ham i. Man ser ham i hans hjem uden for Moskva, og man ser ham lytte og tale og bruge sit kropssprog. På den måde får man måske et lidt mere nuanceret billede af, hvem han er. Men min grundlæggende holdning er, at når man er konfronteret med en magt som journalist, så skal man udfordre den.«

– Fordi hvis man ikke direkte formår at udstille magten, så kommer man indirekte til at legitimere den?

»Ja, men det skal tilføjes, at selv om ens egne spørgsmål er helt kirurgisk klare, så kan svarene godt ende med at køre rundt i en propagandacirkel, som det for eksempel var tilfældet med Gaddafi, da jeg spurgte ham til hans efterfølger. Men seerne vil hurtigt forstå, at den her mand lever i et univers, hvor han selv opfinder fakta. På den måde får han udstillet sig selv. Men derfra og så til at spørge ind til hans privatliv, der synes jeg, der er en grænse, og derfor havde jeg heller ingen interesse i at rejse ned til Gaddafi og spørge ham om hans livsstil. Bare det at være med til at tegne et menneskeligt billede af en tyran – det ser jeg ingen mening i at medvirke til.«

– Men kan det ikke være en selvstændig ambition at give et indblik i en magtfuld diktators liv og verdenssyn? Hvorfor skal man partout konfrontere den absolutte magt, hvis man på forhånd ved, at det giver forudsigelige svar?

»Hvad skulle formålet være med at føre en samtale med Gaddafi om, hvad han har af hobbyer og foretager sig i sin fritid? Hvad kunne hans mål være med sit svar andet end at befæste og udbygge sin magt, vise sig fra sin menneskelige side og få os alle til at glemme de uhyrligheder og spor af blod, han har trukket efter sig igennem årtier? Den samtale har ingen relevans for mig som journalist.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
David Zennaro, Mihail Larsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jessen
Peter Jessen

Artiklen viser jo i hvor høj grad vi selv skaber et univers med fake news. Hvad med at interviewe expræsident Obama med samme problemformuleringstilgang? Hvad med de blodspor USA trækker efter sig overalt i verden?

Daniel Santos, Karsten Aaen, Solveig Jensen, Niels Nielsen, Randi Christiansen, Arash Shahr, Michael Hasselgaard, Lars Møller Schandorff og Karen Grue anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Hvilken forskel?

Hvis man udsatte Trump for tilsvarende spørgsmål, ville man formentlig få nogle sprogligt ubehjælpsomme, sagligt uunderbyggede, mindre reflekterede og rent ud pralende kommentarer. Putin fremtrådte som en modsætning hertil. Nuanceret, faktuel (også historisk), velovervejet og beskeden.

Karsten Aaen, Solveig Jensen, Niels Nielsen, Philip B. Johnsen, Randi Christiansen, Arash Shahr, Michael Hasselgaard, Lars Møller Schandorff, Karen Grue, John Andersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karen Grue

Ville man få mere ud af at interviewe f eks Rumsfeld og Cheney angående deres ødelæggelse af Afghanistan og Irak? Deres magtmisbrug, torturfængsler og korruptioner?
Næppe.
Putin gjorde fint rede for, hvordan USA har omringet Rusland med baser hele vejen rundt.
Er det så lige en sikring af verdensfreden, eller er det reelt en trussel?
Han gjorde også rede for situationen efter murens fald, hvor Rusland i høj grad blive svigtet af vesten. Det er han vist ikke den eneste, der siger.

John Andersen, Karsten Aaen, Olav Bo Hessellund, Lars Møller Schandorff, Niels Nielsen, Randi Christiansen, Arash Shahr, Michael Hasselgaard og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Vladimir Putins er ærlig om kapitalisme, det klæder alle, at være ærlige.

Totalitario.
"Alle er inden for, ingen uden for, og ingen imod staten" (...)kapitalisme.
Benito Mussolini

Det er forkasteligt, at løgnen 'Kapitalisme og liberalisering får mennesker ud af fattigdom', hvilket b.la. er Donald Trump's løgnagtige udlægning af kapitalisme, ikke er blevet manet i jorden af pressen, det er denne løgn, ellers blevet for længe siden af videnskaben.

100 års advarsler er blevet ignoreret, kapitalismen synger på sidste vers, som forbillede for den såkalte frieverden.

Fortællingen om kapitalisme drevet af den økonomisk forbrugsdrevet vækst (kapitalisme), har ikke givet mening siden 1896, da Svante Arrhenius (1859-1927) beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

Der har været gjort flere forsøg på regulering af den kapitalistiske vildfarelses, først en CO2 afgift regulering af økonomisk forbrugsdrevet vækst i 1920’erne, en afgift lagt på den enkelte vare for afbrænding af kul, olie og gas, men det blev opgivet.

Alle senere forsøg på effektiv regulering af kapitalisme, er ligeledes blevet opgivet, nu senest i rækken FNs klimamål i Paris-aftalen.

Der er derfor tilsyneladende stadig, den dag i dag, kun en vej ud af overklassens og politikernes undertrygelse og løgne, en trist nedtælling med indbygget udløbsdato i form af menneskeskabte klimaforandringer.

"First proposed by Arthur Pigou Arthur Pigou in 1920 is for the product in this case, CO2 emissions to be charged at a price equal to the monetary value of the damage caused by the emissions."
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Carbon_price

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Hvorfor kan man ikke skelne mellem manden og hans politik? I en anden tråd læste jeg, at Stauning gik til prostituerede - gjorde det ham til en dårligere politiker? Og Trump er en nar, men det ved vi godt, så hvorfor ikke fokusere på den politik han fører?

Vi bør lytte til, hvad manden siger, og sammenligne det med, hvad han gør. Er der store diskrepanser mellem udsagn og handling er der grund til bekymring. Putin er en klassisk politiker, der bestræber sig på ikke at modsige sig selv, og da han er lynende intelligent har han altid svar parat, vel at mærke svar, som hænger sammen med, hvad han tidligere har sagt.

Den eneste gang, han bevisligt har løjet, var i forbindelse med annekteringen af Krim, hvor han efter nogle måneder offentligt gik til bekendelse og erklærede, at visse af hans udtalelser - af realistiske (machiavellistiske) grunde - var vildledende. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har oplevet en politiker, der af egen drift indrømmede, at han havde løjet. Måske var det bare et propagandanummer, som skulle få åndsamøber som mig til at tro, at manden på bunden er ærlig?

I modsætning til en vis gulerodsfarvet præsident, som ikke bekymrer sig det mindste om sandhedsværdien af sine tweets. Eller en fhv. dansk statsleder, der VIDSTE at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, men som stadig hyldes i brede kredse på trods af hans krigsforbrydelse.

Af og til får jeg på fornemmelsen, at al kritikken af Putin i virkeligheden er et røgslør, som skal dække over vore egne politikeres forbrydelser. Ligesom kritikken af Trump belejligt har afløst den systemkritik, som var under opsejling i USA. Det er altid godt at pege fingre ad andre, hvis man har noget at skjule. Brød og skuespil.

Karsten Aaen, Lars Møller Schandorff og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

PS. 14:55
"Det er afgørende for regeringen, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte, at Danmark fortsat er et førende olie- og gasland."

Såkalt 'Klimaminister' LARS CHRISTIAN LILLEHOLT.
Link: http://www.dr.dk/nyheder/penge/minister-danmark-skal-vaere-et-foerende-o...

UN/FN estimere yderlige 250 millioner klimaflygtninge de kommende 30 år.

At slyngler hæves til ærens top,
at smiger mæskes, og sandhed tigger,
at rige sluge den arme op,
og dyden nøgen på gaden ligger,
at bånd og stjerne
og tomme hjerne
forenes ofte, ja, mer end gerne,
det ser man tit, det ser man tit.

"Filmmager Oliver Stone beskyldes efter ’The Putin Interviews’ for at være mikrofonholder for Ruslands præsident. Men hvordan interviewer man enevældige herskere uden samtidig at legitimere deres regimer?"

Meget precist skrevet.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Putins løgn

Niels, Putin var nødt til at sadle om, da tiden var kommet til, at Krim-annektionen skulle gøres til en russisk heltegerning, som Putin personligt var ansvarlig for. Man bliver jo ikke en helt af noget, andre har gjort, og som man ikke selv har nogen andel i.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Mihail Larsen, er du sikker på det? Selv tror jeg at det var damage-control - altså at visse oplysninger var blevet lækket, og at Putin ønskede at komme evt. kritik i forkøbet.

Brugerbillede for Stig Bøg

Jeg husker et interview med Dmitri Trenin (Carnegie Endowment for International Peace,
der har tjent 21 år i den sovjetiske hær) kort efter anneksionen. Da journalisten hævdede, at russiske tropper ikke deltog, sagde Trenin, at det var helt åbenbart, at de kampklædte mænd var soldater ud fra den måde, de bevægede sig på.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Niels Nielsen, når du så, med hvilken pomp og pragt det russiske parlament hyldede Putin for hans indsats, så forstår du også, at det ikke kun dreje sig om damagekontrol - faktisk det stik modsatte. Beviserne på den aktive russiske indblanding i (ledelse og styring af) Krim-oprøret var allerede overvældende, før russerne indrømmede den. 'Skaden' var sket og skulle ikke længere 'kontrolleres', men vendes til en heroisk selvfortælling.

Det er naivt at tro, at Putins 'indrømmelse' kom nødtvunget. Den kom, da den var politisk opportun.