Læsetid: 4 min.

Johan Sebastian Bach var harmoniens urfader

Bach var ikke en fornyer. Han var bare den største. Han afsluttede den epoke i musikhistorien, man kalder barokken, og hvilken gloriøs syntese af alt, hvad der var gået forud i europæisk musikkultur
Bach var ikke en fornyer. Han var bare den største. Han afsluttede den epoke i musikhistorien, man kalder barokken, og hvilken gloriøs syntese af alt, hvad der var gået forud i europæisk musikkultur

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

15. juli 2017

Kort før Første Verdenskrig blev England beskrevet som landet uden musik – af en tysker.

Rigtigt var det jo, at briterne ikke havde fostret store komponister siden barokkens Henry Purcell, indtil Edward Elgar dukkede op, men forfatteren Otto A.H. Schmitz’ barske generalisering gjorde så meget mere ondt på briterne, fordi han kom fra landet med sin universelt kanoniserede musik.

Og også i dag er det vel en kendsgerning, at det ellers så diffuse begreb ’klassisk musik’ for det store flertal er ensbetydende med først og fremmest musik fra de ’tyske’ lande, som engang blev udgjort af et kludetæppe af store og små selvstændige stater samt det østrigske kejserrige.

Der er tale om en klassisk kanon, musik som tiden har udskilt fra et ocean af anden tonekunst. Som fagfolk har karakteriseret som mønstergyldig, historisk, forbilledlig, fuldkommen og af enestående skønhed.

På den øverste piedestal har jeg så anbragt de fem komponister, jeg er blevet bedt om, og der har været kamp om pladserne. Rangfølgen er ikke vigtig, men for mig er der ingen tøven i fremhævelsen af Bach som den største og den vigtigste – i hele den europæiske kunstmusik.

Beethoven omtalte ham som ’harmoniens urfader’ og mente, at han burde hedde hav (= Meer) i stedet for bæk (= Bach). Han var ikke en fornyer, han afsluttede den epoke i musikhistorien, man kalder barokken og hvilken gloriøs syntese af alt, hvad der var gået forud i europæisk musikkultur!

Bach var autodidakt, han lærte faget ved at spille og lytte til andres musik – nordtysk, sydtysk, italiensk, fransk, engelsk – og skabte sit personlige sprog ud fra disse verdenshjørner. Når vi lytter til Bach, hører vi snart den ene, snart den anden påvirkning, men under det hele strømmer bækken med en stille, dyb autoritet, som man kunne kalde det tyske fundament.

Han skabte enkel musik og kompliceret musik med lige stor sjælelig resonans. Tag ’Air’ for strygere fra Orkestersuite nr. 3 – en i sandhed syngende melodi, som vedbliver at vokse og knopskyde til stadigt mere lyksalige regioner hen over en faldende pizzicato bas. Eller præludiet i C-dur fra Wohltemperierte Klavier – en rolig harmonisk sekvens af brudte akkorder, der glimter som små juveler i sollyset, også når de spilles af barnehænder.

Fra samme veltempererede klaversamling i to bind udforskede han kontrapunktet i alle tonearter med en fantasiudfoldelse, som ingen anden har formået at gøre ham efter.

Den spekulative musik, fuga og kanon, var Bachs adelsmærke. Kendt i sin samtid som en uforlignelig improvisator ved orglet. Derfor viste han sig også som variationens mester. Chaconnen i D-mol for soloviolin er skrevet midt i sorgen over tabet af den første hustru, hvorfor temaet og dets variationer ifølge en musikforsker kan have salmen Christ lag in Todensbanden som en krypteret meddelelse.

For Johannes Brahms var det et af de mest vidunderlige og mest ubegribelige musikstykker en verden af de dybeste tanker og de mest voldsomme følelser, spillet på et så klejnt instrument.

Goldberg-variationerne for cembalo er i vor tid blevet en ikonisk komposition, godt hjulpet af Glenn Goulds to indspilninger. Et tema – ’Aria’ – udsmykket i sofistikeret fransk stil bliver afsættet for 30 forskellige ’forandringer’ over temaets baslinje.

Det danser og swinger meget ofte hos Bach, og her tyer han til franske og italienske danse. Vi møder også den talsymbolik, som på en måde besatte hans tænkning. Basmelodiens 32 toner modsvarer de 32 satser inklusive arien og dens gentagelse til allersidst.

Han skrev sit enorme output af kirkemusik til Gud, hvert manuskript slutter med ordene ’Soli Deo Gloria’, som betyder al ære tilkommer Gud. Det kan hænde, at orgelmusikken ikke er hvermandskost i vor tid, men grib chancen i en stor kirke tæt på dig og mærk, hvordan rummet fyldes af følelse og ånd i bare en enkelt af disse præludier, fugaer, fantasier, toccataer og salmebearbejdelser.

Det vidtforgrenede kirkelige kantateværk er en anden ufattelig åndspræstation. Lidt over et par hundrede kantater er overleveret, mindst hundrede er gået tabt, hver enkelt komponeret til en højtid eller en søndagsgudstjeneste for at sætte dagens evangelietekst i relief. Det er for så vidt en lille opera udsat for sangsolister, kor og orkester, scenen er jordelivets kampe mellem godt og ondt, og moralen formidles som regel af en salme, som blev den sunget af menigheden.

En særlig variant er solokantaten, eksempelvis Ich habe genug for bassanger, skrevet til Jomfru Marias renselsesfest i januar 1727. Monologen synges af den gamle Simeon, som efter at have holdt det lille Jesusbarn i sine arme, lovpriser Gud og siger, at han nu kan dø med fred. Arien ‘Schlummert ein, ihr matten Augen’ må være den inderligste vuggevise, der er skabt på denne jord.

Anbefaling:

Goldberg-variationerne, 1741

 

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Olaf Tehrani
  • ulrik mortensen
  • Mihail Larsen
  • Erik Karlsen
Jan Weis, Olaf Tehrani, ulrik mortensen, Mihail Larsen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

"Bach var autodidakt, han lærte faget ved at spille og lytte til andres musik". J. S. Bach var hverken mere eller mindre autodidakt end (norderopæiske) komponister i den periode. Man uddannede sig til komponist i en mesterlærerelation til andre mestre inden for faget. Men det er rigtigt, at uddannelsen for en stor del bestod i at spille, lytte til og ikke mindst afskrive andres musik. J. S. Bach uddannede sine begavede sønner til komponister på denne måde. Mozart fik sin grundlæggende uddannelse af sin far.

Christian Mondrup

Der kunne også have været nævnt betydningsfulde tyske komponister fra tidligere perioder, som f.eks. Heinrich Schütz (1585-1672), https://da.wikipedia.org/wiki/Heinrich_Schütz Blandt hans værker er et stort anlagt tysksproget requiem: "Musikalische Exequien" af samme tyngde som den samtidige italienske komponist Monteverdis "Mariavesper" og et sidestykke til Brahms' Requiem.

Blandt andre komponister fra det 20. århundrede kunne jeg nævne Hanns Eisler, der forenede avanceret kompositionsteknik som elev af Arnold Schönberg med det brechtske teaters målsætning og æstetik, se https://de.wikipedia.org/wiki/Hanns_Eisler

Michael Kongstad Nielsen

Bach har mine ører altid været noget af det kedeligste.
Mangler navnlig synkoper.
Og langvarighed og korthed.
Op og ned,
følelsesmæssig fylde, sagte mod.
Romantikken lå og ventede, men havde altid været der, blot uden Bach.

Michael Kongstad Nielsen

Blandt komponisterne synes jag, at Beethoven minder mig om N.F .S. Grundtvig, og Mozart om B.S. Ingemann.