Joseph Beuys: En uberegnelig trickster

böböböböböbö
böwöböwöböwöböwöböwödöwö

rakeeterinnzekete
rakeeterinnzekete
raketerrinnzekete
raketerinnzekete
raketerinnzekete
raketerinnzekete

Beeeee
bö

Hannoverdigteren og Merzbyggeren Kurt Schwitters »Ursonate«, inspireret af hans dadakollega Raoul Hausmann står som raslende kortbølgestøj fra det nye medium, radioen, i tidens store øre efter verdenskrigens og revolutionens tumult.

Måske raslede den i krigsflyver Joseph Beuys hovedtelefoner, da han i 1943 måtte nødlande sin maskine bag de russiske linjer på Krim, ikke langt fra Kolchis, hvor den dobbeltsindede Jason landede sine argonauter og bortførte ikke bare det gyldne skind, men også den smukke Medea, uden hvis magiske hjælp han aldrig ville være kommet nogen vegne.

Tatarerne, et til alle tider jaget og forfulgt nomadefolk, tog sig af Beuys, varmede ham med filt og fedt og bragte ham på den måde til verden.

Han var ikke en argonaut, en sejlende, han var ikke engang sådan set, en flyvende. På en måde er han uden for tid og rum, men vil man have ham dateret er tallene 1921-1986.

Han var fra det andet sted.

Effektivt byggede han en myte op omkring sin landing i verden, som en kunstner uden kunst, en dæmonisk skikkelse blandt andre dæmoniske skikkelser, som Medea en halvgud.

Ikke så mærkeligt, at han i 1974 tog til New York for at tale med en coyote.

Coyote er en indiansk gud, der på mange måder ligner Loke fra den nordiske mytologi. En uberegnelig trickster, som Beuys.

Joseph Beuys fotograferet på en af sine udstillinger omkring 1980. Scanpix

Graziano Arici

Han fløj til Amerika, bevægede sig ad en løber ind i en ambulance, blev indsvøbt i filt og transporteret til René Blocks Galleri på 409 West Broadway. Her opholdt han sig i 24 timer alene i et bur med en vild coyote, udstyret med en lang stav og et stort filttæppe som rekvisitter.

De 24 timer blev fordelt med otte timer på hver af tre hinanden følgende dage.

I løbet af den tid talte de to levende væsener med hinanden og ordnede formodentlig, hvad der skulle ordnes. Coyoten flåede filttæppet i stykker. Beuys omfavnede sin nye ven og blev transporteret tilbage til flyvepladsen, indsvøbt i filt, i en ambulance, uden på noget tidspunkt at have rørt amerikansk jord. »I like America and America likes me,« kaldte han sin performance.

I 1975 opgav amerikanerne den meningsløse krig i Vietnam.

Beuys fortsatte. Han forklarede verden for en død hare. Han lod alting gennemstrømme af kræfter fra sin lange energistav, fyldte den med Hauptstrom, røde kors, jernbaneskinner, margarine og filt. Han fyldte verden med mærkelige billedmæssige sammenstillinger af alt muligt, der var der i forvejen, men aldrig sådan. Til sidst forvandlede han skulpturen til en slags social dans, soziale Plastik, og skrev dens manglende regler ned på en række tavler.

Det er dem, vi lever med nu.