Læsetid: 8 min.

For en kvinde er det en politisk handling at gå

En mand kan som en ægte storbyflanør gå ud for at se på mennesker, mens han selv forsvinder i mængden. Kvinder, til gengæld, er udsat for mandens blik i byen og derfor alt andet end usynlige. Den amerikanske forfatter Lauren Elkin har sat sig for at give gaden tilbage til kulturhistoriens oversete kvindelige fodgængere. Mød flanøsen, der gør storbyvandring politisk
Virginia Woolf er en af litteraturhistoriens mest berømte flanøser, og både byvandringer og people-watching er fast inventar i hendes værker.

Virginia Woolf er en af litteraturhistoriens mest berømte flanøser, og både byvandringer og people-watching er fast inventar i hendes værker.

Ritzau

20. juli 2017

Hat, stok og en fri kalender: Det er flanørens rekvisitter, den frie storbysjæl, der bevæger sig formålsløst og til fods gennem gaderne.

Flanøren, en figur der opstod i 1800-tallets Paris, er ikke ude på at tiltrække sig opmærksomhed: Han er ude for at se på mennesker, lade sig opsluge af storbyens mængder – og måske samle materiale til en roman. Nå, ja, og så var der lige endnu en ting: Flanøren er altid en mand.

Ifølge den amerikanske forfatter og litteraturforsker Lauren Elkin har flanøren i hvert fald nogle kendetegn – usynlighed, anonymitet, frihed – der gør ham til en udpræget maskulin figur.

»Kvinder har stadig ikke adgang til den grad af usynlighed på gaden. Vi bliver gjort synlige på måder, vi ikke selv er herre over,« siger Lauren Elkin, da Information fanger hende på en Skype-forbindelse fra Liverpool, hvor hun underviser på universitetet.

Hun satte sig for at beskrive en kvindelig pendant til den mandlige fodgænger, og hendes bog Flâneuse: Women Walk the City in Paris, New York, Tokyo, Venice, and London er lige dele essay og revisionistisk kulturhistorie.

Elkin skriver om sine egne erfaringer med at flanere gennem storbyer på tre kontinenter og portrætterer kulturhistoriens mere eller mindre oversete flanøser: forfattere, filminstruktører, kunstnere, journalister.

»Hvis vi ser os tilbage, opdager vi, at der altid var en flanøse på vej forbi Baudelaire på gaden,« skriver hun.

Flanøsen, en prostitueret?

Det er ellers først og fremmest mænd, der blevet kendt for at lege flanør. »Betragteren er en prins, der overalt nyder at være incognito,« skrev den franske digter Charles Baudelaire i det berømte essay Det Moderne Livs Maler i 1863.

Fra Søren Kierkegaard til surrealisten André Breton, situationismens grundlægger Guy Debord og britiske forfattere som Iain Sinclair og Will Self: Alle er de kanoniserede flanører. Det er, bemærker Elkin i sin bog, som var penis en slags vandrestok for disse mænd.

Den fiktive biografi ’Orlando’ er eventyrlig, romantisk og absurd. Den udkom oprindeligt den 11. oktober 1928. Billedet her af Virginia Woolf blev taget i juli 1902.
Læs også

Historien om kvinder og byer, til gengæld, handler i højere grad om utryghed, seksualisering og rumlige begrænsninger. »Fra Teheran til New York, fra Melbourne til Mumbai, kan en kvinde stadig ikke gå i byen på samme måde som en mand. Byer er udgjort af usynlige grænser, uhåndgribelige toldsteder, der markerer, hvem der må være hvor,« skriver Elkin.

Skal vi forestille os en flanøse, må vi derfor undersøge, hvordan kulturhistoriens kvinder rent faktisk oplevede fodgængerlivet. »Jeg fjernede ideen om den kvinde, der slentrer gennem gaderne fra den maskuline model, der foreskriver, at hun må være uengageret og i kontrol over blikket, og så tænkte jeg: Hvad nu hvis hun faktisk er utilpas, som Jean Rhys’ heltinder?« siger Elkin.

»Hvad hvis hun selv bliver en stalker, som Sophie Calle, og gør dét til et spil? Eller hvad, hvis hun er der, fordi hun vil vide, hvordan kvinder lever i en krigszone, som Martha Gellhorn ville? Det er alt sammen forskellige måder at fremsætte ideen om en flanøse, og de viser, hvor grænseoverskridende man kan være som kvinde i det offentlige rum.«

Flanøsen er ikke et nyt begreb, men kulturvidenskaben har for det meste afvist muligheden for en egentlig kvindelig flanør: Den eneste enlige, kvindelige fodgænger, man fandt i 1800-tallets Paris, var en gadeprostitueret, lyder argumentet.

Flanøsen måtte være en streetwalker ude på at blive set og seksualiseret – stik modsat den observerende mand. Men den sammenligning har en falsk præmis, siger Elkin: Heller ikke de prostituerede kunne bevæge sig frit.

»I Paris skulle de registrere sig hos politiet, og de var begrænset til et bestemt område, som de ikke kunne forlade uden at blive arresteret. De skulle gå i noget særligt tøj, så de let kunne genkendes,« forklarer hun.

»At gå er altid en politisk handling«

Lauren Elkin er opvokset på Long Island men har boet det meste af sit voksenliv i Paris, der stadig er hendes base. Det var i mødet med den europæiske storby, at hun for alvor blev bidt af at gå.

I Flâneuse beskriver Elkin de amerikanske forstæder og de indviklede motorvejssløjfer, der forbinder dem: Et univers skabt til bilister. »Når man kører bil, ser man ikke det, man passerer« siger hun.

Flanøsen, til gengæld, er ude på en formålsløs vandring: Det handler ikke om at komme et sted hen, men ganske enkelt om at gå – og det er godt for selvværdet, mener Elkin.

Kvindefrigørelse. Lise Busk-Jensen har været overrasket over at finde så megen kvindelig kritik af kvindefrigørelse i Romantikken, men samtidig viser det også, at der fandtes en selvstændig kvindebevidsthed, der kunne tage kritisk stilling til Det Moderne Gennembrud, mener hun.
Læs også

»At gå kræver naturligvis en minimal grad af bevægelighed, men for mig og for mange andre kræver det kun to fødder, en rimelig kondition og et par behagelige sko – og så kan du gå, hvorhen du vil,« siger hun.

Elkins flanøse er en oprørsk og tvetydig figur, og hun er ikke bare ude på at overtage den bevægelsesfrihed og usynlighed, som mænd har: I stedet tager hun magten over sine egne bevægelser og udstiller den ambivalens, kvinder navigerer i.

At en kvinde kræver sin ret til byrummet er i sig selv en politisk gestus. Og oprøret er lige så relevant som nogensinde før, mener Lauren Elkin. Vi er nemlig langt fra i mål, når det handler om at sikre kvinders bevægelsesfrihed i offentligheden.

Til gengæld er der et stigende fokus på sexchikane i byen, f.eks. fra den internationale græsrodsbevægelse Hollaback (’råb tilbage’, red.). »Fra internettet til gaderne har du ret til at være i det offentlige rum,« hedder det på organisationens hjemmeside, hvor man bl.a. kan skrive under på en ed om at gribe ind over for sexchikane, sætte sig ind i problemet og dele sin egen historie.

– Er bogen en opfordring til at se det at gå som en form for aktivisme?

»Ja, præcis. Vi må anerkende, at byrum er politisk, og at vi har en magt til at forme, hvordan en gade føles for os selv, for andre kvinder eller for mænd. Vi behøver ikke passivt at forsøge at fylde så lidt som muligt. I USA, i Frankrig og i Storbritannien får kvinder konstant at vide, at de skal fylde mindre, være mindre, tyndere, tale med en lillepigestemme og ikke fornærme nogen.«

At kvinder i gaderne har en politisk slagkraft blev tydeligt ved Donald Trumps præsidentindsættelse i januar, hvor kvinder i samlet flok vandrede gennem byer over hele verden i protest mod misogyni og diskrimination af minoriteter.

»At gå er altid en politisk handling,« siger Lauren Elkin, da jeg nævner Women’s March i Washington. »Det føltes som et vigtigt øjeblik, hvor vi sagde: Nu står vi her alle sammen, vi bryder ind i det offentlige rum, og vi vil ikke lade os kue.«

I et essay til onlinemediet LitHub, der blev bragt få dage inden det amerikanske præsidentvalg, udråbte Lauren Elkin Donald Trump til en anti-flanør, personificeringen af sexchikane og uønskede tilnærmelser i det offentlige rum: »At have Trump som præsidentkandidat er som konstant at blive chikaneret på vej til arbejde,« skrev hun.

Ikke bare er fodgængeri en politisk handling: Det politiske klima påvirker også byrummet. Tag bare undtagelsestilstandens Paris, hvor maskingeværer i gaderne er blevet hverdag. »Det er svært at skelne terrortruslen fra patriarkatets trussel,« siger Lauren Elkin, »eller det er måske en underdrivelse. Snarere: en morderisk rasen mod kvinders frihed og det vestlige frihedsideal.«

– Når du ser på, hvor kvinder i byen står i dag, hvad mener du så, vi kan lære af kulturhistoriens flanøser?

»Jeg håber, at mødet med alle disse kvinder vil inspirere kvinder til at komme ud og gå – så enkelt kan det faktisk siges. Jeg er sikker på, at kvinder allerede ved, at de ikke har samme magt over det offentlige rum, som mænd har, men der findes andre muligheder: De behøver ikke gå i byen på samme måde som en mand.«

Fire flanøser

Virginia Woolf (1882-1941): Et genfærd i gaderne

AP

»Jeg elsker at gå i byen,« erklærer Mrs. Dalloway i romanen af samme navn. Virginia Woolf er en af litteraturhistoriens mest berømte flanøser, og både byvandringer og people-watching er fast inventar i hendes værker.

Essayet Street Haunting (1927) er en hyldest til fodgængeren, og hvis man mangler en undskyldning for at bevæge sig ud, kan man jo altid gå på blyantsshopping og tage nogle omveje:

»Når vi forlader huset en smuk aften mellem fire og seks, slipper vi det selv, vores venner kender os som og bliver del af den store republikanske hær af anonyme vandrere, hvis selskab er så behageligt oven på ensomheden i ens eget værelse.«

Og dén opløsning er også en feministisk gestus: »Hvor vi før var genstand for blikke, bliver vi som street haunters dem, der betragter – afseksualiserede, ukønnede,« skriver Elkin.

George Sand (1804-1876): Forklædt som flanør

AP

George Sand er pseudonymet for den androgyne franske forfatter Aurore Dupin.

»Sands problem var, at hun ikke kunne forestille sig, hvordan en frigjort kvinde så ud,« skriver Elkin: Derfor begyndte hun at klæde sig som en mand, efter hun i 1831 forlod sit ægteskab på landet for at forfølge en forfatterkarriere i Paris.

Damesko, nederdele og brosten var simpelthen for upraktisk en kombination – i høj hat og uldbukser blev hun til gengæld usynlig for verden, som var hun en mand.

»Mit tøj frygtede intet,« skriver hun i sin selvbiografi. »Jeg tror faktisk ikke, hun prøvede at blive en mand, men hun leger med grænsen mellem det maskuline og det feminine,« siger Elkin.

George Sand overskred ikke bare kønnenes grænser, men også den franske lov, som forbød kvinder at bære bukser i det offentlige rum – en lov der betragtes som forældet og ugyldig, men som ikke er blevet officielt afviklet.

Martha Gellhorn (1908-1998): Flanøsen som øjenvidne

Ægteskabet mellem Ernest Hemingway og krigskorrespondenten Martha Gellhorn var et ægteskab mellem en flanør og en flanøse.

Men hvis Hemingway, som Elkin antyder, var både dominerende og sexistisk i sin måde at indtage byrummet på, så var Gellhorns projekt anderledes empatisk.

Hun var en verdensfarer, der levede sit liv spændt ud mellem rejser og redebygning, reportage og fiktion, og krigens usikre sociale og offentlige rum blev hendes hovedgenstand.

»I sin dedikation til afsløringen af ulykke gjorde Gellhorn flânerie til vidnesbyrd,« skriver Elkin om kvinden, der rapporterede fra Den Spanske Borgerkrig i Madrid og forbløffedes over oplevelsen af at kunne gå direkte ud i krigen fra sit hotelværelse til skyttegravene.

Sophie Calle (1953-): Når stalking bliver kunst

Hvem er den egentlige flanøse – stalkeren eller den forfulgte? Det spørgsmål rejser Elkin i kapitlet om den franske kunstner Sophie Calle, der har gjort forfølgelse til sit livsværk.

Hendes selviscenesættende værker kombinerer foto og tekst med et litterært præg, og hun dyrker byens tilfældige møder og den detektiviske observation.

Hun har bl.a. ladet sig skygge af en privatdetektiv til et kunstværk, og værket Suite Venetienne (1979) blev til, da hun mødte en Henri B. og besluttede at følge efter ham til Venedig – i skjul, selvfølgelig, men bevæbnet med pen, kamera og et vågent øje.

»En kvinde der følger en mand er underdanig. Er hun ikke?« spørger Elkin i sin bog. »Men en mand, der følger en kvinde, er en passioneret jagt.« Sophie Calle er en flanøse, der udfordrer vores kønnede ideer om magt, underkastelse og voyeurisme.

Lauren Elkin: Flâneuse: Women Walk the City in Paris, New York, Tokyo, Venice, and London. Farrar, Straus and Giroux. $27, 336 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Maj-Britt Kent Hansen
ingemaje lange og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

'Flanør', 'flanere' er sprogligt beslægtet med det nordiske (via Normandiet) 'føjte' (strejfe om uden nyttigt formaal, navnlig for at gaa paa eventyr), og det er måske den betydning, der afskrækker kvinderne fra flanøserollen, så hellere lade som om, fodgængeriet har et formål. Se på vinduer fx.
Mén den tror jeg ikke på - de er gennemskuet.

Et mindre prangende eksempel er "Avenuen" med Trine Dyrholm, bemærk også betegnelsen 'parvenu': fra fransk 'opkomling'
https://www.youtube.com/watch?v=e-1nj6lQVzM