Læsetid: 8 min.

Litteraturprofessor: ’Trump tager ikke sproget alvorligt. Så det må vi gøre’

Den verdensberømte litteraturprofessor Toril Moi vil med Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi gentænke litteraturforskningens syn på sproget. For hun mener, at sproget griber ind i verden på en måde, som litteraturforskningen hidtil ikke har været i stand til at begribe teoretisk. Og det er en vigtig opgave netop nu, hvor vi blandt andet ser en amerikansk præsident, der bruger sproget løsrevet fra virkeligheden
Nutidens politiske kaos hænger sammen med sprogets forvitring, siger litteraturprofessor Toril Moi – der er en af de absoultte sværvægtere inden for litteraturvidenskab og filosofi – med henvisning til George Orwell.

Nutidens politiske kaos hænger sammen med sprogets forvitring, siger litteraturprofessor Toril Moi – der er en af de absoultte sværvægtere inden for litteraturvidenskab og filosofi – med henvisning til George Orwell.

Niels Lund Pedersen

26. juli 2017

Toril Moi gestikulerer energisk, mens hun læner sig frem i stolen for at hendes argumenter ikke skal drukne i larmen fra baren på First Hotel Grand i Odense.

Alt i hendes kropssprog er med til at understrege, at selvom hendes nye bog Revolution of the Ordinary er teoretisk funderet, så begrænser hendes arbejde med litteraturteoriens sprogfilosofiske grundlag sig på ingen måde til at være en intellektuel øvelse.

Og da jeg i slutningen af vores samtale spørger ind til Donald Trumps omgang med sproget og virkeligheden, rammer spørgsmålet lige ned i den nerve af politisk nødvendighed, som gennemstrømmer hendes forskning.

»Sproget i den politiske sfære i disse dage er jo helt ude af kontakt med virkeligheden,« udbryder hun på sit klingende norske, inden hun sammenligner Trumps sprogbrug med nazisternes for at illustrere tingenes tilstand.

»I bogen Eichmann i Jerusalem skriver Hannah Arendt blandt andet om, hvordan nazisterne brugte betegnelser, som bevidst var organiseret sådan, at de skulle skjule virkeligheden. Som når de sagde, at jøderne skulle have ’nye hjem i øst’, hvilket betød at de blev sendt til Auschwitz. Eller når de brugte begrebet ’den endelige løsning’,« siger hun.

»Med Trump ser det mere ud som om, at ordene bruges til at skabe en helt parallel virkelighed, eller en parallel sfære. Det virker som fri fantasi.«

Det er naturligvis ikke uvæsentligt, hvordan magthaverne forholder sig til sproget. Nutidens politiske kaos hænger ligefrem sammen med sprogets forvitring, som hun siger med henvisning til George Orwell. Så hvis man vil mindske det politiske kaos, giver det mening at give sproget udelt opmærksomhed:

»At tage fat om sproget, er nok ikke det eneste, vi skal gøre, men det ser i hvert fald ud til at være vigtigere nu, end det har været i et godt stykke tid. Når Trump ikke tager sproget alvorligt, så må vi gøre det, og vi må begynde med at forsøge at holde sproget ansvarligt over for virkeligheden.«

Sprogteoretisk taburet

De udtalelser kommer ikke fra hvem som helst. Toril Moi, der siden slutningen af 80’erne har været ansat ved det prestigefyldte amerikanske universitet, Duke University, er en af de absolutte sværvægtere inden for litteraturvidenskab, filosofi og kønsforskning.

Hendes virke har hele vejen igennem været kendetegnet ved, at hun ikke er bange for at tage et teoretisk skridt til siden. Og denne type teoretiske dansetrin har medført, at hun op til flere gange er endt med at gå imod tidens forskningsmæssige trends.

Som da hun i bogen What is a Woman udfordrede den herskende forestilling i feministiske kredse om, at det var essentialistisk at tale om kvinder:

»Det forekom jo fuldstændigt skørt for mig, og jeg kunne se, at det på nogle punkter spændte ben for det feministiske projekt, så det spørgsmål var jeg nødt til at forfølge teoretisk,« siger hun.

Med sin nye bog Revolution of the Ordinary – som hun var i Danmark for at fortælle om på et seminar i forbindelse med forskningsprojektet Uses of Literature på Syddansk Universitet – sparker hun til den sprogteoretiske taburet, som de sidste mange årtiers litteraturforskning har stået på.

For hvor de dominerende retninger i litteraturvidenskaben i nyere tid tager udgangspunkt i den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussures sprogteorier, vælger Toril Moi at starte ved den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins filosofi om hverdagssproget fra Philosophical Investigations

Her viser Wittgenstein, at hans samtids filosofi har problemer, som starter i mangelfulde forestillinger om sproget, og ikke mindst er han ude med riven efter de sprogteorier, som dyrker forestillingen om, at sproget primært foregår gennem navngivning af ting og fænomener.

»For Wittgenstein er sproget langt mere komplekst end det,« siger Toril Moi. »At tale er at gøre noget. Det er en indgriben i verden. Det, at forstå sproget, er at forstå en livsform, en måde at leve på.«

Sproget og verden

Det er omfattende og langt fra ligetil at redegøre for alle forskellene imellem Ferdinand de Saussures og Ludwig Wittgensteins sprogteorier. For deres projekter er fundamentalt forskellige: Hvor Saussure vil etablere en videnskab, vil Wittgenstein forsøge at forstå, hvordan sproget indgår i vores liv, som Toril Moi skriver i Revolution of the Ordinary.

Men én afgørende forskel imellem de to teoretikere er, at hvor Saussures sprogteorier lægger op til, at man ser sproget som løsrevet fra verden, som noget, der repræsenterer verden på arbitrær vis – sådan er han i hvert fald blevet læst og anvendt påpeger Toril Moi – så lægger Wittgenstein med sin filosofi om hverdagssproget op til, at sproget netop får sin betydning, gennem den måde det bliver brugt på i verden. Sproget ses fra start til slut som en aktiv del af verden.

Det undrer hende, at litteraturvidenskaben har været så forhippet på at bekende sig til Saussure. Ikke fordi Saussure aldrig har ret, men fordi Wittgenstein i hendes optik har så meget mere at byde på:

»Pointen er ikke, at sproget aldrig fungerer igennem repræsentation. Pointen er, at sproget gør så mange andre ting også. Hvis vi vil begribe de ting, må vi også tage fat nogle andre steder, og der er filosofien om hverdagssprog et meget seriøst alternativ,« siger hun.

Blå bog: Toril Moi

  • Født 1963 i Farslund, Norge
  • James B. Duke Professor of Literature and Romance Studies ved Duke University, USA.
  • Leder af Center for Filosofi, Kunst og Litteratur samme sted. Og desuden professor i engelsk, filosofi og teater.
  • Hun har skrevet literære biografier om Simone de Beauvoir og Henrik Ibsen og flere bøger om feministisk teori.
  • Har siden 1979 holdt mere end 500 oplæg i 23 lande.
  • Bosiddende i North Carolina
  • Aktuel med bogen ‘Revolution of the ordinary’

Er forfatteren stadig død?

Den sprogfilosofiske forskydning, som Toril Moi foretager ved at flytte fokus fra Saussure til Wittgenstein, medfører nogle ganske omfattende ændringer i forhold til, hvordan man i det hele taget kan anskue teksten og dermed litteraturen. Ligesom det også har konsekvenser for forestillingen om teori i det hele taget.

Nogle af de litteraturvidenskabelige spørgsmål Toril Moi selv tager fat på i Revolution of the Ordinary, drejer sig om, hvad der sker med forholdet imellem sprog, litteratur og virkelighed, når man tager udgangspunkt i filosofien om hverdagssprog.

Hvad sker der for eksempel med tekstens forfatter, som den franske semiotiker Roland Barthes lagde i graven med sit essay ’The Death of the Author’ fra 1967 med argumentet om, at tekstens betydning opstår i samspillet med andre tekster og dermed er løsrevet fra sit skrivende ophav? Skal vi vække hende eller ham til live igen?

På en vis måde, svarer Toril Moi, vi bliver bare nødt til at gentænke forestillingen om forfatterens intention.

»Intentionen er ikke noget, der kommer før teksten. Den tanke gør det jo meget nemt at afskrive intentionen som noget latterligt, sådan som poststrukturalisterne blandt andet gør. Intentionen er derimod en del af teksten fra det punkt, hvor forfatteren beslutter, at nu er værket, som det skal være.«

Hold fast ved dømmekraften

I forlængelse af det bliver vi også nødt til at se teksten som en handling. En handling, der bliver udført i verden, som har indvirkning på verden, og som er uløseligt forbundet med verden. Og vi må derfor begynde at læse litterære tekster på helt nye måder, foreslår Toril Moi.

»Det er ikke min mening at komme med en færdig opskrift for, hvordan man skal læse litterære tekster. Men jeg mener overordnet, at vi må væk fra de formalistiske læsninger, hvor man vægter de formmæssige aspekter af en litterær tekst; hvor man ofte kommer til at valorisere teorien højere end den litterære tekst; og hvor man nærmest forsøger at gøre læsningen til en målbar videnskab,« siger hun.

I stedet skal den enkelte læser lægge meget større vægt på sin egen opmærksomhed og dømmekraft i mødet med teksten, og det syn på læsningen skaber også en forbindelse til de humanistiske videnskaber mere generelt, mener Toril Moi.

»I et samfund, som bare vil have mere data og flere tal, er det helt afgørende, at de humanistiske videnskaber holder fast ved opmærksomheden på sproget og dømmekraften«, siger hun.

»Jeg er optaget af, at der findes en måde at skabe kundskab på, som er typisk for den humanistiske metode, og at det er noget, vi kan tilføre samfundet og de andre videnskaber.«

Specialister i sprog

Hun nævner retssagen imod den norske massemorder Anders Behring Breivik – en retssag, som hun fulgte tæt og blandt andet skrev om til The New York Times – som et eksempel på, hvordan dømmekraften og et nuanceret sprog er afgørende, når vi vil forsøge at forstå det mest uforståelige. Som når et traumatiseret samfund skal forsøge at læge sine sår.

»Det første af de to hold af psykiatere, der var involveret i retssagen, forsøgte at få Breivik til at passe ind i deres psykologiske skemaer. De var ikke villige til at bruge deres dømmekraft, og derfor kunne de ikke finde et tilfredsstillende sprog for Breiviks handlinger og mentale tilstand,« siger Toril Moi.

»Men dommeren fastholdt heldigvis, at hun var nødt til at vurdere spørgsmålet om Breiviks mentale tilstand moralsk, og at psykiaterne dermed var nødt til at finde sprog for det. Dermed anerkendte hun, at dømmekraften er indlejret i sproget fra begyndelsen, og hun tilsluttede sig det andet, mere humanistisk orienterede hold af psykiatere, der ikke forsøgte at presse virkeligheden ind i et forsimplende skema. «

Anders Behring Breivik.

Lise Åserud

– Men hvordan kommer litteraturen så ind i billedet her? Og hvad kan forfatterne?

»Forfattere, i hvert fald de bedste forfattere, er specialister i sprog. De kan dermed vise os noget om sproget og virkeligheden, som vi ikke ville se ellers. Det er der vi ender med Hannah Arendt og George Orwell blandt andre: For vi er nødt til at forholde os til sproget. Og litteraturen er en fremragende indgang til det, hvis vi tør være opmærksomme i vores læsninger.«

– Men har litteraturforskningen ikke altid forholdt sig opmærksomt til sproget?

»Jo, men man har først og fremmest fokuseret på formen, været på jagt efter ’det litterære,’ og på dette tidspunkt i historien er vi nødt til at møde litteraturen endnu mere åbent og samtidig kræve mere af sproget. Derfor kan vi heller ikke længere kun bekende os til sprogfilosofier, der ser sproget som løsrevet fra virkeligheden. For hvis alle os, der er, eller har været, poststrukturalister, virkelig mener, at sproget aldrig griber virkeligheden, hvordan skulle vi da, som teoretikere, kunne korrigere Donald Trump og stille ham til regnskab for de ting, han siger?«

Toril Moi gæstede Danmark for at afholde et foredrag om Karl Ove Knausgaard og et seminar om sin bog ’Revolution of the Ordinary’ på Syddansk Universitet i forbindelse med forskningsprojektet ’Uses of Literature. The Social Dimensions of Literature’, der er finansieret med støtte fra Danmarks Grundforskningsfond.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • Jørgen Vogelius
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Peter Knap
Olaf Tehrani, ingemaje lange, Jørn Andersen, Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel, Kurt Svennevig Christensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har savnet den artikel i flere år uden at vide det. Nysprogets vækst i dansk ( og international ) politik har længe generet mig, men jeg har manglet Toril Mois klarsyn til virkelig at give forståelsen kraft.
En af de værste danske politikere har været den højt estimerede højskolemand Bertel Haarder, der gennem bevidst ødelæggelse af sproget i bedste Orwell stil har tilføjet demokratiet ubodelig skade.
For ham burde der rejses en skamstøtte, ikke for hans politiske arbejde, men for hans destruktive sproglige indsats.
Der burde i valgbarhedsloven indføres , at politikere for at være værdige skal have en sproglig etisk værdi.

ingemaje lange, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Enig Peter Knap, det er et wake up call. Jeg mener så også vi bør se politikere som Bertel Haarder i deres rette kontekst. Det er meget klart at de intet kan stille op i nutidens politik, og at de skulle have trukket sig for mange år siden, men det tillod vi dem ikke, for sådan er vi mennesker, i al almindelighed, vi er nostalgiske og tryghedssøgende og ligesom mange andre, kunne jeg også leve med politikere som Bertel Haarder, Uffe Ellemann den ældre, Birthe Rønn Hornbech m.f.

"Bevidst ødelæggelse af sproget" skriver du. Det er også sandt, men ikke i en moralsk kontekst. De talte (taler) i en tid hvor vi lyttede efter den politiske sandhed. Nu lytter vi kun efter løgnen, og ordentlige mennesker lyver jo ikke.

Denne artikel kan forhåbentlig være med til at få os til at lytte igen. For de alt for mange der hylder og stemmer på folk som Trump siger noget, måske vil de ovenikøbet fortælle os, der ikke gør dét, noget!

ingemaje lange, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Vogelius

Mois sprogsyn er spændende fordi hun tilkender sprogbrug en uafrystelig handlingsdimension, som ikke lader sig kategorisere eller kastrere af pragmatik. Hun åbner for forståelsen af, at sprogbrug også er udlevelse af viljeshandlinger, og derfor er med til at skabe definitionerne på den virkelighed de foregår i.

Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Jørn Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Trump tager da om noget sproget alvorligt. Alle hans afvigelser fra de manuskripter han får, eller har fået, er ganske indøvet. Vil jeg mene! Og alle hans udtalelser om f.eks. Mexico, der, når de sender deres folk til USA, ikke sender deres bedste, men drugdealers, rapists :( er kodede racistiske budskaber til de hvide middelklassekvinder med college degrees i forstæderne i USA - man skal bare en lille smule bag om linjerne, og bag om hvert eneste ord i de her udtalelser, Trump kommer med. Meningen med udtalelsen om Mexico, og de folk, de sender til USA, er nemlig den her:

Hvide middelklassekvinder med college degrees i USA skal blive bange, så bange for at der skal komme en mexicaner og voldtage en af deres døtre :( , at de stemmer på Trump - også selvom de ikke er helt enige i alt, hvad han siger...

Så jo, Trump tager skam sproget alvorligt....

Kurt Svennevig Christensen

Karsten Aaen: Jeg mener at Bertel Haarder tager sproget alvorligt, derfor kan Trump ikke gøre det. Måske skræmme han kvinder (han skræmmer i hvert fald mig), i det eksempel du bruger, men jeg tror ikke det er noget han har tænkt over. Jeg mener han taler til sit folk, de mange som tidligere, kun, havde en mening om det der skete i TVs reality- og skønhedskonkurrence og programmer.

Det ret så store folk, også i USA, har han givet en politisk stemme og det er skræmmende.

Maj-Britt Kent Hansen

Nu har jeg læst artiklen to gange. Det er sjældent, at jeg gør det. Hvorfor to gange? Fordi jeg stort set ikke fik noget ud af at læse den første gang. Og såmænd heller ikke anden gang.

Skal jeg absolut være positiv, må jeg begrænse mig til manchetten, som vækker interesse og udsiger noget konkret.

Resten var en skuffelse.

Niels Duus Nielsen

Der findes andre måder at "læse" Trump på end Toril Mois, se fx følgende video om hvad en lingvist får ud af at studere Trumps sprog. En studie af hans taler og den syntax, han anvender, kaster lys over, hvad der får almindelige mennesker til at føle en vis tillid til hans verbale udgydelser:

https://www.youtube.com/watch?v=cpxCl8ylJgE

Bortset fra det er det da spændende, at hun plæderer for, at "dømmekraften er indlejret i sproget fra begyndelsen". Semiotikerne er specialister i sprogets objektive sider, men det er og bliver den subjektive mening og intention, der driver sprogværket. Hvorfor ellers tale sammen, hvis ikke for at udvikle subjektive synspunkter i forsøget på at etablere en mere eller mindre objektiv virkelighed?

Jørgen Vogelius og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ak, hvor tyndt. Af en professor.
Hvis man skulle kritisere moderne sprogbrug, skulle det efter min mening være hastigheden og den manglende klarhed i udtalen, Det forekommer navnlig i DR.
Men det kan jo ikke gå ud over TRUMP, så det lader vi ligge.

Michael Kongstad Nielsen. Hvorfor skulle en professor fra et US universitet finde det interessant at studere udtalen i DR?
Det er i øvrigt slet ikke udtalen eller Trump, der er objekt for hendes studier, men sprogets mulighed for at skabe klarhed eller misbrug til at kaste rågeslør.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Knap
Både artiklen og den 'verdensberømte litteraturprofessor' gør problemet world wide, altså kunne det også angå Danmark.
At begge benytter lejligheden til endnu en gang Trump-bashing, virker useriøst.

Michael Kongstad Nielsen

Kafka kunne noget andet med sproget. Redegøre for, hvordan de kloge kunne køre rundt med de mindre kloge. Det kunne H. C. Andersen også. og Holberg for den sags skyld.

I USA er litteraturprofessoren mere verdensberømt end litteraturen. Dog løfter Mark Twain sig mod stjernerne, og han kunne give folket stemme, så man var klar over, om det var fine eller jævne folk, vi havde med at gøre. Jf. fx. 'Præsten i Nevada'.

John Steinbeck og Ernest Hemingway kunne også. Mange af deres figurer passer fint med Trump.