Vil meningsdannere som kulturkritikere føre til et fald i saglighed og kvalitet?

Det er på tide, at der kommer lidt rav i kulturdebatten, for den har været stendød i 25 år. Det er mantraet bag en ny kulturstrategi på Berlingske, hvor avisens borgerlige debattørkorps skal fungere som kritikere og anmeldere af kulturprodukter. Det har vakt kritik fra anmeldere og kulturpersonager og skabt debat om, hvorvidt Berlingske sætter overfladiske holdninger over faglighed og forståelse.

Hans Hauge 

Borgerlig debattør i blandt andet Berlingske, tidligere anmelder og lektor emeritus i dansk og engelsk.

Jeg har ikke noget imod, at man også i anmeldelser kan se en holdning. Jeg tror ikke på en faglighed og saglighed, der er fuldstændig renset for ideologi – en 100 procent saglig anmeldelse. Det mener jeg er et falsk ideal, og det ville blive kedelige anmeldelser.

Man kan og bør aldrig undgå at blande saglighed og værdidomme, både etiske og politiske domme.

Det eneste nye, jeg kan se, er, at man nu er så tydelig om overlappet mellem holdninger og kritik. Det vil sige anmeldelser. At man gør noget implicit eksplicit. Det har jeg ikke noget imod.

Jeg har været anmelder på Jyllands-Posten samtidig med, at jeg var debattør på avisen. Der blandende jeg selvfølgelig holdninger ind i anmeldelserne. Det kan man slet ikke lade være med. I f.eks. bedømmelse af musik og bøger vil ens politiske ståsted altid spille ind, det kan man ikke skjule. Og det er bare at være ærlig om, at det sker alligevel. Jeg kan sagtens se problemstillingen. Og der er holdningsmæssig forskel på anmeldere i de forskellige aviser.

Informations Tue Andersen Nexø ville nok ikke skrive i Jyllands-Posten, og der finder da en holdningsbaseret udvælgelse af anmeldere sted. Du vil jo ikke ansætte en, der hader alt med kirke og kristendom, til at anmelde for Kristeligt Dagblad. Selv om det ikke er tydeligt annonceret.

Nu bliver det hele blot mere eksplicit. Hvis man skal tage den nye politiske kunst alvorligt, kan man ikke lave en anmeldelse, der er en neutral, faglig beskrivelse, når den genstand, man anmelder, selv tager stilling og er politisk. Det var lettere i 80’erne, hvor kunsten var upolitisk, men svært i 70’erne hvor kunsten var politisk.

– Men er der en risiko for, at anmeldelserne bliver usaglige, hvis anmelderen ikke har faglig viden på området?

Må en, der ikke er ekspert i canadisk litteratur (det er jeg faktisk), ikke anmelde Margaret Atwoods ’Tjenerindens fortælling’? Jo, naturligvis.

Man behøver heller ikke være uddannet i musikhistorie for at anmelde musik, og der er mange anmeldere, der ikke selv har en uddannelse i musikvidenskab. Jeg kunne sagtens anmelde musik. Så det er ikke noget problem. Vi er jo en slags amatører alle sammen.

Sven Holm

Forfatter og dramatiker.

Jeg er delvist positiv.

En ny viden om noget kan være interessant. Om det så er, at man satte en tandlæge til at anmelde Leif Panduros romaner. For hvis man ved noget om litteratur – og samtidig noget om en tandlæges liv, så kan det kun være en ekstra ting, der kommer med ind.

Det er ikke givet, at det bliver bedre, men det bliver mere omfattende. Det kan det blive, fordi anmelderen har flere sider at drage ind, når anmelderen f.eks. skriver om litteraturen. Det må komme an på en prøve.

– Men er der en risiko for, at anmeldelserne bliver usaglige, hvis anmelderen ikke har faglig viden om området?

Den risiko er der. På den anden side er der også en tilbøjelighed til, at anmeldelsen bliver så vældig akademisk og uhumoristisk. Men jeg synes ikke, at litteraturanmeldelse-niveauet er særlig højt, så jeg ser det som en mulighed. Men jeg er ikke sikker på, at det bliver godt, det indrømmer jeg. Helt umiddelbart tænkte jeg, ’hvad er det nu for noget’, men da jeg fik drejet hjerneklappen lidt tænkte jeg, at det jo ikke kan blive værre.

Nu må man se, hvad det ender med, men jeg er mest lun på at se, hvad der kan komme ud af det. Det forudsætter dog, at den specifikke anmelder har et forhold til kunstarten og skriver interessant – og måske ligefrem begavet.

– Et eksempel, Berlingske har nævnt, er, at man kunne sætte filosofiuddannede Eva Agnete Selsing til at anmelde en Nik & Jay-koncert. Er det en god idé?

Der er en fare ved det. Men der er også det modsatte, for det kan blive indgroet med den gamle metode, som når en musikprofessor anmelder Pelle Gudmundsen Holmgreens musik. I den situation kan det være frugtbart, at det måske var en filosof eller et andet lyst hoved, der sådan set interesserer sig for musik, men ikke er ekspert i det.

Peter Rønnov-Jessen

Forfatter og tidligere underviser i litteratur på Aarhus og Københavns Universitet

Det vil tilsidesætte fagligheden, men det er jo et generelt problem i dag. Det er ikke længere så vigtigt at vide noget, det er vigtigere at mene noget.

Men hvis det bare drejer sig om at præsentere meninger, uanset om de meninger så er funderet i viden og indsigt eller ej, er det udtryk for en total mangel på respekt for diskussionens genstand – billedkunsten, musikken, litteraturen, hvad det nu kan være.

Man kunne jo også sætte mig til at anmelde arkitektur. Og selvfølgelig har jeg da meninger om arkitektur. Men mine meninger er bare... meninger. Jeg har ingen særlig indsigt eller viden på området.

– Hvorfor er det et problem?

Man prøver på at lave clickbait, hvad enten det er på skærm eller på papir, og man vil ikke tage kunsten alvorligt. Det er vigtigere at lave lidt rav i den, og det er en udvanding af dagbladskritikken, mener jeg. Og en underkendelse af enhver faglighed. Det er meget underligt, at det netop er Berlingske, som jo ellers har stået for den solide borgerlige dannelse, der finder på sådan noget.

– Men kan debattørerne ikke komme med nogle friske betragtninger?

For at føre tanken ud i sin yderste, absurde konsekvens: Hvis viden og indsigt er ligegyldige, kunne man jo også lade nogle friske LA’ere bedømme medicinske doktordisputatser. Jeg synes, det er meget mærkeligt, at fagligheden skal underkendes på den måde.

Det er meget karakteristisk ved tiden lige nu, at den barnlige umiddelbarhed dyrkes – alle vil lege Klods-Hans, der på sin gedebuk rider ind på kongens slot med sin krage i lommen og siger tingene ligeud – ’som det er’.

Men det, at man ved noget om tingene, betyder jo ikke, at man ikke kan sige tingene ligeud. Det betyder bare, at man har et mere kvalificeret grundlag for at sige tingene ligeud. Jeg kan ikke forstå, at umiddelbarheden, den umiddelbarhed, som bunder i uvidenhed, skulle være et mål i sig selv på en kulturbærende avis.

– Men har enhver anmelder ikke sin egen smag og holdning?

Jo, og der er stor forskel på anmeldere, men der må gerne være en vis viden. Der må godt være en faglighed. Hvis man smider fagligheden væk, og som Anne Sophia Hermansen bare gerne vil have kendte mennesker fra medierne og samfundsdebatten til at udtale sig, så kunne det lige så godt være TV3. Det er synd for Berlingske.

Jens Christian Grøndahl

Forfatter og uddannet filminstruktør og i filosofi

I forhold til den balance mellem faglighed og bredde, synes jeg, det virker som et forfaldstegn. I de senere år har vi set, at kritikerne bliver mere akademisk snæversynede, og det virker som om, man primært skriver til universitetskolleger.

Katrine Marie Guldager var inde på det forleden i en klumme, der handlede om hendes skuffelse over bøger, som Politiken havde overstrøet med stjerner.

Litteraturen er i forvejen under kommercielt pres, og samtidig har den intellektuelle kritik opgivet tanken om at være almen.

På baggrund af den snæversynede tendens, kan man godt forstå, at Berlingske synes, der skal ske noget.

– Hvad er så problemet i det, Berlingske gør?

Det er, at man fortsætter tendensen. De her debattører har jo ikke nogen særlig litterær kompetence. De mangler de gamle anmelderes belæsthed og udsyn. Jeg kan godt forstå, at man siger, man vil gøre noget nyt, for det er blevet for forudsigeligt. Jeg tror bare ikke, det er rigtigt at fokusere så meget på holdninger og debat.

Det var netop det, vi gjorde oprør mod i 1970’erne, hvor man havde en meget holdningsbaseret måde at vurdere litteratur på. Der var forventningen, at kunsten var marxistisk og satte problemer under debat.

Vi ville ikke lade os reducere til at være et talerør for et politisk syn. Så der er noget ironisk ved, at det er den gamle borgerlige avis, der lægger an til at genopfinde et litteratursyn, man skal tilbage til 70’erne for at finde.

Det er også synd for læserne, for litteraturen åbner et frirum for os, som ikke handler om holdninger, og hvor vi ikke behøver mene noget som helst. Hvor vi kan glemme, hvad vi mener, og bare møde livet med de nuancer, kun litteraturen har sprog for.

Det valg, der er truffet, ligner en udvanding af dagbladskritikken som journalistisk genre. Historisk har der været tale om, at kritikerne havde en vis akademisk tyngde, samtidig med at de evnede at formidle bredt til den almene læser.

Anne Sophia Hermansen. 

Debatredaktør og kommende kulturredaktør på Berlingske

Min kulturforståelse hviler på den opfattelse, at kulturprodukter korresponderer med verden. Og den verden skal en anmelder kunne aflæse.

Når jeg så har bebudet, at jeg sender flere meningsdannere ind i kulturdebatten, så skyldes det, at de er velbevandrede i f.eks. tørklædedebatten, danskhedsdebatten, hvad der rør sig af politiske diskussioner, og hvor værdikampe og ideologiske brudflader befinder sig. Jeg mener, at de er klar til at forny genren og åbne værkerne, så læserne i højere grad vil interessere sig for dem.

– Hvor meget kommer en meningsdanners kompetencer til at spille ind på, hvad de skal anmelde?

Vores meningsdannerkorps er særdeles godt uddannet, og bedre end mange andre anmeldere på konkurrerende aviser. Asger Aamund er meget velbevandret i de politiske debatter, og derfor har han anmeldt Anders Fogh Rasmussens nye minimalstats-bog.

Vi kommer fra tid til anden til at lave kryds, som f.eks. at Eva Selsing kan anmelde Nik & Jay, men mest kommer vi til at se på, hvor en anmelder matcher et værk. Det vil sige, at hvis vi har en, der er ph.d. i statskundskab, er det oplagt, at vedkommende skal anmelde debatbøger. Har vi en, der er uddannet i litteraturvidenskab, som f.eks. Mette Høgh, så vil hun sagtens kunne gå ind og anmelde digtsamlinger.

Vi kommer også til at bringe andre genrer i spil. F.eks. skal vi anmelde værtshuse, blogs, youtubere, og vi kommer muligvis også til at anmelde facebook-debatter. For det er nye kulturprodukter.

– Er det et tiltag for at skaffe flere clicks til jeres hjemmeside?

Det er et tiltag, der har til hensigt at involvere folk i kulturlivet. Den danske folkesjæl er fyldt med fladskærme og fiskefilet, og folk er ikke særlig engagerede i kulturprodukter. Det skyldes måske ikke mindst, at folk får præsenteret dem på en blodfattig og usaftig måde.

Det her er en måde at lukke værkerne op for folk på. Vi vil gerne have, at vores ting bliver læst. Vi vil gerne have, at det vi laver engagerer folk og beskæftiger folk, og den her forestilling om, at folk endelig ikke må klikke på ens artikel, er misforstået.