Læsetid: 7 min.

’Misbrug af børn er den ultimative pervertering af magt’

Amerikanske Hanya Yanagihara skriver posttraumatisk romankunst om det liv, der skal leves efter skaden. I den internationale bestseller ’Et lille liv’ er hun skånselsløst emotionel i sin fortælling om Jude, der som barn blev solgt til sex med mænd af én af de munke, der opfostrede ham. Jude fortjener mere end den kølige distance, der præger amerikansk litteratur lige nu, mener hun
I amerikanske Hanya Yanagiharas roman ’Et lille liv’ følger vi fire venner over flere årtier og 800 sider.

I amerikanske Hanya Yanagiharas roman ’Et lille liv’ følger vi fire venner over flere årtier og 800 sider.

David Levenson

21. juli 2017

»Jeg ønsker, at læseren skal overgive sig,« siger Hanya Yanagihara. »Jeg ønsker, at læseren skal overgive sig til min hovedperson og blive ved hans side igennem hele bogen. For det har han brug for«.

»Jeg ønsker også, at læseren tager stilling,« fortsætter hun. »Sproget er enkelt og fremadrettet, men jeg slår igen ved at skrue op for følelserne. De gode mennesker bliver ekstra gode, og de dårlige ekstra dårlige. Jeg håber, at det bliver oplevet omtrent som en opera. Meget amerikansk litteratur i dag er så behændigt skrevet, men også distanceret og ofte med kølig distance. Jeg gik efter at skrive en emotionel bog. Og hvis læseren overgiver sig, kan det blive en opslugende, interessant, intim og klaustrobisk oplevelse.«

Jeg læste romanen Et lille liv da den kom på amerikansk. De 800 sider var et brag af en bog – noget af det bedste, jeg har læst. Modtagelsen har da også været overvældende, ja måske ligefrem lidt operaagtig. Det er en New York-roman med to kernetemaer: venskab, og hvordan man overlever en traumatisk opvækst.

Læseransvar

»Overgiver man sig til min hovedskikkelse,« fortsætter Hanya Yanagihara, »påtager man sig som læser det ansvar at stå ved ham. For nogle gange er man den eneste til at være der for ham, og andre gange vil han være fuldstændig forladt og alene. Det er ikke en litterær, men en menneskelig udfordring at blive hos nogen, som har været gennem prøvelser som hans.«

Det er smukt udtrykt. Og usædvanligt. Ja, den ultimative form for ensomhed er måske den, der opleves af et barn, som er blevet udsat for krænkelser og svigt fra dem, der skulle tage sig af det.

I Et lille liv følger vi fire venner over flere årtier. Til sidst får de alle succes på hver deres felt. Men der er konflikter, svigt, brud og forsoninger. Det, som især holder disse meget forskellige mennesker sammen, er kærligheden til Jude.

Hanya Yanagihara

  • Født 1974, opvokset på Hawaii og andre steder i USA. Hawaiiansk far og koreansk mor.
  • Ved siden af sit forfatterskab er hun rejsejournalist og redaktør for New York Times Style Magazine.
  • ’Et lille liv’ (2015, dansk udgave 2016) er hendes anden bog. Den har fået en overvældende god modtagelse blandt kritikere og læsere, er prisbelønnet og oversat til en række sprog.

Katolske munke tog det forladte drengebarn til sig og døbte ham Judas. Klosteret var et barsk sted at skulle blive menneske. En dag stak en af klosterbrødrene af med den ganske unge Jude og foretog et hamskifte fra munk til alfons. Jude blev solgt til mænd, som kunne lide unge fyre. Jude bliver siden en brillant advokat, men altid også en gåde på grund af sin tavshed. Og han må jævnligt lappes sammen af en kirurg på grund af selvskade – Jude skærer i sig selv.

– Hvorfor skriver du om dette?

»Misbrug af børn er den ultimative pervertering af magt. Jeg ville skrive om, hvordan det opleves indefra, når en pakke barberblade er eneste beskyttelse mod verden. Jeg ville også skrive om, hvad dette gør ved andre mennesker. Jeg ønskede at fremstille Jude som en person, som tiltrækker sig kærlighed – fra læseren ikke mindst. Man er nødt til at elske ham. Men han er samtidig krævende, udmattende, provokerende med sit selvhad – let at fatte sympati for, men svær at forstå. Det er fristende at opgive ham, men det gør vennerne aldrig«.

Psykologisk troværdig

»Jeg har villet undgå psykologiserende og diagnostisk sprog,« siger hun til mig. »Jeg har altid været skeptisk over for psykologi og psykiatri.«

– Ikke desto mindre oplever jeg dette som en psykologisk meget troværdig og præcis tekst.

»Det glæder mig at høre.«

Skønlitteraturen kan nå ind til steder, hvor faglitteraturen kun kan banke på døren. Digtningen kan opleves som mere sandfærdig. De to sprog, sagprosa og fiktionsprosa, kan komplementere hinanden.

Det er fristende at sige, at store dele af verdenslitteraturen handler om vold, misbrug og overgreb. Men senest har vi fået nogle romaner, som specifikt skriver om de liv, der skal leves efter skaden. Det gælder i Skandinavien og internationalt.

– Nu vil jeg ikke spørge om hvorfor, men hvordan var det at skrive fiktion i et sådant posttraumatisk landskab?

»Det var i grunden ikke så svært,« svarer hun. »Jude sidder jo fast i sit syn på sig selv og verden. De evindelige gentagelser er hans problem. Det var en litterær udfordring. Hvordan kan man undgå, at hans tavshed og forudsigelighed bliver kedelig? Vi længes jo efter en forløsning. Det er med forsæt gjort frustrerende for læseren, men jeg håber, det opleves som sandt.«

Skam og vrede

– Overgreb kan sætte sig mange spor. Er der noget specielt, du har ønsket at skrive frem?

»Skammen, selvfølgelig. Som fører til tavshed, men stikker frem på andre måder.«

– Det er de forkerte, der skammer sig. Overgrebspersonernes skamløse adfærd udløser offerets skam.

»Og vrede. Kvinder vender ofte deres vrede indad. De imploderer, mens mænd eksploderer.«

– Du er en kvindelig forfatter, som har skrevet en roman om mænd.

»Mænd bekymrer mig selvsagt. Kulturen her i USA hæmmer dem og gør det svært for dem at udtrykke grundlæggende menneskelige følelser. Muligvis er det anderledes i Skandinavien. Jeg har skildret Jude sådan, at han med sin selvforagt nægter sig selv retten til at være vred og derfor i stedet går løs på sig selv.«

Dette er tæt på lede. De nærmeste kan være rasende frustrerede over, at offeret for et overgreb ikke selv mener at have retten til raseri. Som terapeut ved jeg meget om dette. Man bliver en slags raseriets vikar.

Traume betyder oprindeligt skade. I lægefaglig sammenhæng er det navnet på en skade, som er sket – en kvæstelse, en læsion, et dybt snit. I psykologien er det ikke betegnelsen for selve hændelsen eller hændelserne, men på reaktionsmønsteret efter skaden.

Ved selvmutilation, når man selv er den, der har snittet dybt, bliver fysisk smerte brugt til at dæmpe psykisk smerte. Fortiden invaderer nutiden, og sår tvivl om fremtiden, og så gælder det om at redde sig tilbage til nutiden. Det handler om at overleve. Jeg påpeger derfor over for Hanya Yanagihara, at man sjældent i skønlitteratur ser dette fænomen – selvskade – beskrevet så grundigt.

»Ja, men det var min intention at skrive om det så konkret og direkte, jeg kunne,« siger Hanya Yanagihara, »sådan at læseren ikke fik den tanke, at ’nej, så slemt kan det umuligt være’. Læseren skal kunne se Jude i ansigtet, også i hans mørkeste stunder.«

Navnet Yanagihara er hawaiiansk. Efter faren, der er læge. Under hendes opvækst flyttede familien tit, og hun er vokset op »i hele USA«, siger hun. I dag har hun bopæl i New York.

»New York er et specielt sted,« pointerer hun. »Det har altid været den slags by, man slog sig ned i, hvis man følte, man ikke hørte til andre steder. Det er ligesom i fortællingen om Peter Pan og Lost Boys, som drog afsted til Neverland. Så leder man efter ligesindede. Det fantastiske ved New York, og det irriterende ved New York, er, at byen er opdelt i så mange selvbestaltede stammer. Der er både noget primitivt og noget ægte senmoderne over dette. Når vi ikke længere har tillid til de store institutioner, skaber man sig sine egne små institutioner og netværk.«

Valgslægtskaber

– Ja, institutionen ’venskab’ er jo den anden store fortælling i din roman, i en by med så mange singlemennesker.

»Jeg har altid interesseret mig for venskabet, fordi det er det eneste forhold, vi selv kan vælge. Det er nærmere knyttet til den frie vilje, end nogen andre institutioner og uden juridiske forpligtelser som ægteskaber og familie. Venskabet har en rig kulturhistorie, læs klassikerne. Men undertiden er det blevet tonet ned til fordel for familien. Familien hyldes af kirken som det grundlæggende, måske fordi denne lille enhed er så skrøbelig, at den kan kontrolleres via religionen. Men meget familieliv handler om genetiske held og uheld. Man vælger ikke selv sine forældre. Ægteskabet var historisk primært en hensigtsmæssig forretningsforbindelse, tanken var at øge sine besiddelser og skabe alliancer. De nye idéer om, at ægteskabet skal realisere alt – venskab, seksuel tilfredsstillelse, status og stabilitet – er dømt til at mislykkes«.

»Vi må tænke nyt om venskab,« siger Hanya Yanagihara. »Noget af det smukke er, at vi som venner ikke er bundet af noget andet end netop af, at vi vågner om morgenen og gerne vil hinanden. Det er sådan, jeg selv lever. Jeg har nære venner, hvor ingen af os er gift, og ingen har børn. Sådan er det i mange storbyer. Venskabet er åbent og fleksibelt, fordi venner selv kan definere det. Men det kræver hårdt arbejde, alt andet er en illusion. Og de, som tager venskabet mest alvorligt, er også dem, som jeg opfatter som mest empatiske, nysgerrige og kærlige. Diktaturer er ikke i stand til at forhindre, at man bliver venner«.

– Så venskaber er den nye lovestory?

»Ja, det tror jeg«.

– Og nu har du skrevet den.

Jeg vil ikke røbe mere om, hvordan det går hovedpersonerne. Men noget er gået tabt i oversættelsen fra engelsk til dansk – fra titlen A Little Life til Et lille liv. Da den katolske alfons solgte unge Jude til liderlige mænd, bad han dem om at tilfredsstille kunderne, om at udvise iver, begær og initiativ, »to show a little life«. Men ’lidt liv’ og ’et lille liv’ er ikke det samme. Originaltitlen er i den forstand mere grum.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

I samtale med Finn Skårderud

Information præsenterer en serie på fire samtaler, som den norske psykiater og journalist, Finn Skårderud har ført med forfattere fra New York.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jensen
  • Olav Storm Jensen
  • Ruth Gjesing
Peter Jensen, Olav Storm Jensen og Ruth Gjesing anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ruth Gjesing

En fascinerende bog. Jeg har ikke nået mere end ca. en fjerdedel og har faktisk mest lyst til at stoppe her. Men jeg er allerede blevet hovedpersonens ven, så jeg kan ikke forlade ham; jeg hænger på ham og på alle de lidelser, der endnu er i vente.

Peter Jensen

Stødte på et par foruroligende dokumentarer der relaterer til emnet:

1) BBC dokumentar 'Belgium's X-Files':
https://www.youtube.com/watch?v=Ar0DB7qhI7c
Nogen der kan huske den sag der fik mere end 300.000 på gaden i Belgien?

2) 'Dutroux and the dead witnesses' Et slags appendiks til skandalen i Belgien sendt på ZDF: https://www.youtube.com/watch?v=xaf7q9RKjgo

3) Conspiracy of Silence (The Franklin Scandal) Produceret af Yorkshire Television(?):
https://www.youtube.com/watch?v=mtstlx96s8M

Kom til at tænke på dem da jeg læste overskriftens ord... 'Misbrug af børn er den ultimative pervertering af magt'

Venlig hilsen