Paul Celan: Fundamental fremmedhed

Tyskland er en variabel kulturgeografisk størrelse, så vi bøjer uden de store kvababbelser principperne og indlemmer hermed Paul Celan i vores lyriske tysklandskanon. For jo, Celan er rumænskfødt, i Bukovina, der tidligere var del af Østrig-Ungarn, men han voksede op i en tysktalende, jødisk familie. For Celan var Tyskland og det tyske sprog ét stort dilemma.

Tysk var Celans modersmål, hans fødselsgave og forbandelse. Hans store eksistentielle dilemma var, at hans modersmål også var modersmål for dem, der i de tyske koncentrationslejre havde myrdet hans mor. I sproget sad for ham derfor også altid røgen fra krematorieovnene.

Alligevel måtte han tillade tysk, han var nødt til at skrive på det og udsætte det tyske sprog for en hidtil uhørt koncentration.

Celans digtning er præget af en fundamental oplevelse af fremmedhed, der har sin rod i den forfulgte jødes erfaring, og derfor kredser hans lyrik omkring erfaringen med Holocaust, sprogets mulighed for at udtrykke erfaringerne fra de overlevende fra kz-lejrene og tavsheden eller fortrængningen efter 1945. Helt centrale temaer i efterkrigstidens Tyskland og i europæisk kultur i det hele taget.

Det meste af det, Celan stod for, samles i et eneste digt, nemlig det verdensberømte digt Dødsfuga skrevet i 1945, der indgår i digtsamlingen Mohn und Gedächtnis, hvor Celan med linier som, her gengivet i digteren Peter Nielsens oversættelse, »Dæmringens sorte mælk vi drikker den / hver aften / vi drikker den middag og morgen vi drikker / den hver nat vi drikker og drikker / vi graver en grav i vindene dér ligger man / ikke trangt«, sætter en slags gravsten for alle de døde i nazisternes kz-lejre.

Digtet er skrevet i et symbolsk ladet sprog, og Celan er inspireret af alt fra Biblen til tyske klassikere som Friedrich Hölderlin, Georg Büchner og ikke mindst surrealismen.

Senere tog Celan afstand fra det digt, som også i forhold til hans senere digtning kan forekomme traditionelt og lidt for meget. Celan søger i de senere værker mod et mere og mere koncentreret udtryk, hvor de enkelte ord og formuleringer vægtes til fordel for de større sammenhænge.

Her er han især optaget af, hvordan de uhyrlige erfaringer fra kz-lejrene kan repræsenteres i sproget, og hvordan sådan et renset sprog i form af en stilhed eller tomhed bedre formår at udtrykke det, som ordene alligevel ikke helt kan indfange.

Resultatet er stærke, men også svært tilgængelige digte. Celan kredser igen og igen om sprogets egne begrænsninger og skriver sig bevidst op imod dagligdagens sprog og vender sig mod et nærmest mystisk sprog i sproget.

Fra 1948 levede Paul Celan som sproglærer i Paris. I 1970 valgte han druknedøden i Seinen.

Anbefaling: Sort Mælk – udvalg af Paul Celans digte.