Læsetid: 2 min.

Med Rainer Maria Rilke kulminerer tysk centralmodernisme i den ensomhed, alle bør møde

Rainer Maria Rilke: En central outsider, et tidløst udtryk for en opbrudstid
Rainer Maria Rilke: En central outsider, et tidløst udtryk for en opbrudstid

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

22. juli 2017

Visse linjer af bestemte lyrikere lever videre hvor som helst og i hvem som helst. Thorkild Bjørnvig friholdt således et sted tæt ved sit hjerte en stille plads til disse sene vers af Rainer Maria Rilke (1875-1926):

»Udsat på hjertets bjerge: Se dog hvor lille, se / ordenes sidste landsby, og højere, men / stadig hvor lille, endnu en allersidste følelsens gård. Kan du erkende den?«

Og Hans-Jørgen Nielsen, som ellers i så lange tider var først eksperimentel avantgardist, så Kapital-læsende samfundsomstyrter, lod 1970'ernes sidste roman, Fodboldenglen (1979), tage afsæt i optakten til Rilkes første Duineserelegi (1923): »HVEM, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes / ordener? og sæt selv én af dem / pludselig tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved hans blotte / stærkere liv. Thi det skønne er intet andet end det forfærdendes optakt, – er, hvad vi lige kan bære, / og må beundre, fordi det afstår så roligt og stort / fra at tilintetgøre os.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

PS det første citat, om hjertets bjerge hvorfra ordenes landsby og følelsernes gård (dvs. gårdsplads) synes små og uanselige, synes at være en variation over slutningen af toogtyvende paradissang i Dantes Komedie, hvor det fortalte jeg fra himlen skuer ned på jorden.