Læsetid: 2 min.

Med Rainer Maria Rilke kulminerer tysk centralmodernisme i den ensomhed, alle bør møde

Rainer Maria Rilke: En central outsider, et tidløst udtryk for en opbrudstid
Rainer Maria Rilke: En central outsider, et tidløst udtryk for en opbrudstid

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

22. juli 2017

Visse linjer af bestemte lyrikere lever videre hvor som helst og i hvem som helst. Thorkild Bjørnvig friholdt således et sted tæt ved sit hjerte en stille plads til disse sene vers af Rainer Maria Rilke (1875-1926):

»Udsat på hjertets bjerge: Se dog hvor lille, se / ordenes sidste landsby, og højere, men / stadig hvor lille, endnu en allersidste følelsens gård. Kan du erkende den?«

Og Hans-Jørgen Nielsen, som ellers i så lange tider var først eksperimentel avantgardist, så Kapital-læsende samfundsomstyrter, lod 1970'ernes sidste roman, Fodboldenglen (1979), tage afsæt i optakten til Rilkes første Duineserelegi (1923): »HVEM, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes / ordener? og sæt selv én af dem / pludselig tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved hans blotte / stærkere liv. Thi det skønne er intet andet end det forfærdendes optakt, – er, hvad vi lige kan bære, / og må beundre, fordi det afstår så roligt og stort / fra at tilintetgøre os.«

Ej heller to så uens danske digtere som Tove Ditlevsen og Henrik Nordbrandt forblev personligt upåvirkede af deres møder med Rilke, ja, de kunne vel have gjort elegiernes slutord til fælles motto: »Og vi som er vant til at tænke / på stigende lykke, må føle / en grebethed, som gør næsten / bestyrtet, når lykke falder

Maleren Paula Modersohn-Beckers billeder bærer det kommende i sig, selv døde hun på tærskelen til det nye
Læs også

Som Nordbrandt var Rilke et standardeksempel på klicheen om den evigt rejsende digter og tilbragte en stor del af sit alt for korte liv på slotte eller hoteller eller i skiftende lejligheder nær en rejseklar kuffert. Men slog han sig egentlig ned noget sted, blev det i Paris 1902 og 1905-06 som sekretær for billedhuggeren Rodin og atter i 1910.

Her lagdes kimen til romanen Malte Laurids Brigges optegnelser (1910, da. 1927), men her forvandlede Rilke sig også fra en blegnæbbet og uselvstændig efterklangspoet i dekadencens romantiske manér til en ærkemodernist, som over for de nye tiders realitetstab og de moderne kontingenserfaringer kun havde ét at sætte ind: troen på kunsten, på digtet som autenticitetens overlevelsessted, tydelig at se i Neue Gedichte I-II (1907-08).

Denne høje tro på poesien kombineres i hans modne digte med en nysgerrig åbning mod fænomenerne og med en forunderlig og foruroligende indsigt i dødens allestedsnærvær samt med en nyvunden musikalitet og en formidabel smidighed i det metriske udtryk, som gør oversættelse til et umuligt valg mellem det ofte overmåde direkte eksistentielle indhold og den kunstfærdige form.

Med de ovennævnte elegier og Orfeus-sonetterne fra samme år blev han en af de betydeligste og mest indflydelsesrige tyske digtere overhovedet.

Han er en central outsider, et tidløst udtryk for en opbrudstid, en ensom vandrer alle bør møde og en af de gennemført triste, hos hvem der mærkværdigt nok altid er håb at hente. Du har kun dig selv, det kunne stå som læren, læserne fik.

Vi talte for resten ovenfor om hans ’sene lyrik’. Han blev kun 51, og bortset fra de intenst illuminerede skaberperioder var hans personlige liv ofte én ørkenvandrende skriveblokering. Også deri er han blevet emblematisk.

Anbefaling: 'Udsat på hjertets bjerge.' Udvalgt og oversat af Thorkild Bjørnvig 1995.

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

PS det første citat, om hjertets bjerge hvorfra ordenes landsby og følelsernes gård (dvs. gårdsplads) synes små og uanselige, synes at være en variation over slutningen af toogtyvende paradissang i Dantes Komedie, hvor det fortalte jeg fra himlen skuer ned på jorden.