Læsetid: 14 min.

Rejsen til Maria Sabina

Forfatteren Thomas Boberg er på vej til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som shamanen Maria Sabina, svampenes vise kvinde, har gjort kendt. Beatgenerationen hyldede hende, og selv The Beatles kom i kontakt med hende. Her er første rejsebrev fra Huautla
Forfatteren Thomas Boberg er på vej til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som shamanen Maria Sabina, svampenes vise kvinde, har gjort kendt. Beatgenerationen hyldede hende, og selv The Beatles kom i kontakt med hende. Her er første rejsebrev fra Huautla
5. juli 2017

Huautla de Jiménez 26-5-17

Da jeg står på gaden i Oaxaca City tidlig morgen den 25. maj med mine to styk bagage, stikker Marina Flores sit søvndrukne hoved ud fra sit værelse i lobbyen. Hun ejer Hotel Cazomalli i Oaxaca, hvor jeg har boet i ti dage som eneste logerende. Farvel og tak.

Jeg begynder at rulle den ene hen ad brolægningen og spænder den anden på ryggen. Mit voksende bibliotek, en sand dødvægt. Men jeg når det, fordi jeg tager en taxa. 14 passagerer i minibussen. Men kun én udlænding. Jeg.

På vej til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som la curandera eller shamanen Maria Sabina har gjort kendt. Digter og nobelpristager Octavio Paz hyldede hende som »la sabia de los hongos«, svampenes vise kvinde, og stor digter, skønt hun hverken kunne læse eller skrive eller forstod spansk.

Da New York-bankmanden Gordon Wasson mødte hende i 1955 og skrev om hende, begyndte hippierne at valfarte til Huautla. Psilocybinsyresvampen San Isidro var for hende en medicin og en dør til vision. Det var det sidste, som i tresserne og halvfjerdserne interesserede de første beatniks og resten af hippieflokken, der kom valfartende dertil.

Konsekvenserne af mødet med Wasson fortrød hun bitterligt mod slutningen af sit liv. Hun døde i 1985, 91 år gammel. Hun fik otte børn med tre forskellige mænd, tre døde som små, to af sønnerne blev myrdet. Francisco Toledo, som jeg besøgte i Oaxaca, sagde, at han engang hjemme hos Octavio Paz, da de alle sammen boede i Paris, havde hørt en optagelse med Maria Sabinas shamanistiske mazateco sange.

Varmen stiger. Vi kører ud af byen. Bjergene er skovtætte, hedebølgen kvælende, regnen lader vente på sig. Jeg blunder og vågner, blunder og tvinger mig vågen, så jeg kan se. Bjergskovene. I længden kan de ikke modstå menneskenes grumme begær efter kapital. De illegale savværker som kriminelle har banket op derude. Når de lokale protesterer lukker de munden på dem med dødstrusler.

På et tidspunkt vil alt vende tilbage, skovene vil igen dække bjergsidernes åbne flænger. Og en ny art, der ligner vores, vil tage de første skridt og frygtsomt søge skjul i dunkle klippehuler, og en dag vil de opfinde ilden og guderne, som de vil ofre til. Alting vil gentage sig på en ny måde. De gamle havde ret, tiden er cyklisk. De store ellipser løfter sig hinsides vores computerlogik.

Vi stopper ved en vejrestaurant. Køkkenet er helt åbent, fire kvinder står bag de store jerngryder. Det er sådant et smukt køkken, og det, at man kan se det, siger jeg. Gracias, smiler de. Stejle bjergsider, endnu grønne toppe, grønne sider, tæt skov. Sådan bliver de næste tre timer. Huautla de Jiménez. Hvad mon venter der. Vil gerne finde ud af noget med »hende med svampene«, Maria Sabina.

Hun må have stor betydning her, selv busselskabet er opkaldt efter hende. De er stolte af hende. Måske er det alt, jeg vil få at se. Maria Sabina, curandera-legenden. Hendes ansigt toner frem mange steder og synes at være Huautlas vartegn. Måske er hun en slags pekuniær skytshelgen, »hende med svampene«.

Nu kører vi ind i Huautla, skramlet og klaustrofobisk breder den sig op og ned ad flere bjergsider. Der er en, der vil hjælpe mig med at finde et hotel. Jeg prøver ikke at virke begejstret, vil helst selv, men det viser sig, at han har ret, så jeg kan lige så godt tage Santa Julia.

På vej til receptionen skal jeg forbi restauranten. Der er stemmer og latter og flaskeklirren og høj latinomusik og friturestank. Der sidder en kvinde bag receptionshullet. Hun kommer ud med en nøgle og viser mig værelse 16.

Først er der glæden ved landskabet, så er der den skramlede lukkede by, der får modet til at falde. Jeg får pludselig lyst til vende om, tage væk, hvor som helst. Og hotellet er så forfaldent. Til gengæld er her liv til forskel fra sidst, hvor jeg var eneste gæst. Da stormen ramte for to nætter siden, var der ingen andre i hele Hotel Cazomalli. Den hamrede løs på alting, og smed rundt med jernstolene oppe på terrassen.

Her i Huautla er der også varmt. Men ikke så hårdt som i Oaxaca. Hun åbner døren til mit værelse, og det får modet til at vende tilbage. Der er to vinduer, begge halvmånebuede. Og derude er landskabet, de grønne bjerge, byen, der kravler ned ad og til venstre, byen, der kravler op ad og til højre. Endelig udsigt og luft.

Om ikke andet kan jeg lukke mig inde her og skrive mig ind i det dunkle indre. Ensomheden lurer. Er der noget, den vil mig? 280 pesos for en nat, under 100 kr. Det er betydeligt billigere end Oaxaca. Mere beskidt, skramlet, men rummet er fantastisk.

Min kontakt Inti García har derimod ikke skrevet tilbage. Han skulle vide noget om Maria Sabina. Måske blev han fornærmet, da jeg bad ham om at beskrive et af de rum, han tilbød at leje ud for 350 pesos. Jeg har brug for vinduer ud til verden og lys, skrev jeg. Jeg går straks ud i byen. Smadret af køreturen og varmen, der hænger tungt over Huautla. Jeg leder efter en bank, en pengeautomat. Jeg spørger ikke hvem som helst.

Der er liv i gaden, de er alle sammen i gang med noget. Mange små smalle mobil-, musik- og tøj-butikker og spisesteder, hvor nogen sidder allerbagerst dybt i mørket. Jeg går tilbage til hotellet og sætter mig ind i restauranten. Jeg bestiller fisk, de har kun fisk, selvom der ikke er fisk i miles omkreds, de er hentet ind fra Vera Cruz.

Lidt længere fremme sidder det flaskeklirrende selskab. Der er meget politi i så lille en by, de kredser rundt i åbne pick-ups, men hvem tror på dem? Mandeselskabet er højrøstet, jeg prøver at fange deres samtale, men får kun brudstykker. De virker brovtende og brutale, og jeg er allerede ude i en syg fantasi om at blive kidnappet, og jeg siger til dem, hvad har jeg gjort jer, siden jeg er jeres fjende? Den fede siger, du er ikke vores fjende, du er vores bytte.

Det begyndte med, at jeg forestillede mig en øl på mit bord, den var fra dem, den ene nikkede lumsk smilende. Jeg kunne ikke undgå at blive involveret, de ville drikke med mig, og pludselig var jeg i deres magt. Tjenerens nærvær rykker mig ud af den forestilling, han stiller en øl på mit bord. Den er fra dem der, siger han og peger på selskabet. Nå for fanden.

Jeg tøver, men tager den og løfter den til en skål. Hvad skal jeg sige: Gracias chicos? Nej, gracias señores? Nej. Gracias amigos, siger jeg. God bless you, siger en af dem på dårligt engelsk, lumsk smilende.

Jeg drikker øllen, men gør ikke tegn til dem igen. Jeg betaler og rejser mig og siger igen, gracias amigos og går op på mit værelse, hvor jeg falder i en urolig slummer. En halv time senere vågner jeg helt skæv i kraniet. Forsøger at samle kroppen og sindet og går ud igen. Jeg passerer hurtigt det flaskeklirrende selskab, der nu er døddrukkent.

Jeg skal op ad en stejl trappe for at finde en hæveautomat, siger kvinden fra receptionen, hun sidder nu i sofaen foran receptionshullet og kigger tv. Der har lige været en flok russere, siger hun, de fandt den. Jeg går op ad den trappe, jeg lægger igen mærke til politiopbuddet. Men folk virker glade.

Lige ved markedet er der en basketball-bane. To pigehold spiller, jeg sætter mig og følger med. Dette provinsbyliv, hvordan de alle kender hinanden. Der er noget fint ved det, men samtidig føler jeg det også indelukket, og det gør mig rastløs. De små mazateker-piger spiller virkelig godt. Jeg rejser mig og går op ad en gade i den faldende sol, køber noget sødt i en kiosk, ser en ung kvinde i øjnene og betaler 13 pesos. Igen en pick-up med stående sværtbevæbnet politi.

Så er der pludselig ret øde. Jeg vender om, en hund spærrer vejen. Den får nogle andre hunde med på ideen. Den ser ud til at mene det alvorligt, den hund. Fråden om gabet, hidsig halsen. Jeg finder en sten og truer den, så løber jeg hen imod den, pludselig klodset bevægelse, den trækker sig, men holder ikke op med at gø. Masser af hunde i Mexico.

I hele Latinamerika løber der kæmpestore kobler af herreløse hunde rundt i byerne og ude i bjergene. Jeg slipper videre uden at blive bidt. Køber en stor mango, to ferskner og to bananer på markedet og betaler 11 pesos. Hæveautomaten fandt jeg ikke. Da jeg er tilbage til hotellet, er mørket næsten faldet på.

Huautla 27-5-17

I nat var lysene tændt i husene, der krøb op ad bjergenes sider. Jeg rejste mig op adskillige gange for at beundre synet. Det ene bjerg med sin side af lys i mørket, tæt ved hinanden. Det andet bjerg med sine lys i mørket, men længere fra hinanden. Det er den allestedsnærværende sorte zanate-fugl med den lange vippende hale, der vækker mig med sin tydelige sang tju tju tju tjuuuuuu tju tju tju tjuuuuuuu. Jeg åbner øjnene i den usikkerhed, at jeg ikke har hørt fra kontakten, at jeg ikke kan finde sætningerne.

Jeg er bange for, at Maria Sabina forbliver et fjernt flakkende rygte. Og det er hun også, for hun er jo død. Men hvordan nærmer jeg mig stedets erindring om hende, hvis der er ikke er nogen til at åbne døren for mig? Der skal altid være en anden til at fortælle.

Det er sådan, det er, enten møder du den, som har en nøgle, eller også kan du kun gå omkring i en by af sten i en fremmed verden og blandt for dig fremmede mennesker. Så kan du ikke trænge ind og må skrive om den oplevelse. Ikke at kunne trænge ind. Drive som en hvid vind frem og tilbage.

Jeg sætter mig ud på gangen og får netforbindelse. Jeg er i kontakt med min kæreste. Det er så sært at se hende i computerens videochatbillede. Det er tiden, vi er vokset ind i. Men jeg kommer fra en tid, hvor vi skrev lange breve.

Ønsker ikke at virke anmassende. Så sender jeg endnu en mail til Inti García. Jeg har klaget, og jeg klager ud i min forvirrede skal. Jeg finder en kop kaffe, den er sød, som de altid laver den her. Så kommer der besked. Jeg skal møde Inti García kl. 11 i hans butik La fiel hauteca, den ligger ved markedet.

Jeg går omkring på markedet, men kan ikke finde La fiel hauteca. Det er en lille by, men markedet fylder hele centrum, det breder sig også neden for sportsbanen, op ad trapper ind i en stor firkantet betonbygning og ud på gaden til begge sider.

Jeg spørger en gadebetjent. Han er venlig og hjælpsom, sådan som de fleste er venlige og hjælpsomme. El espiritu de la gente. Inti García får øje på mig uden for sit lokale og signalerer til mig. Jeg ser ham, og véd instinktivt, det er ham, yngre køn fyr med indianske træk. Han siger, at hans kone så mig dagen før, da jeg ankom med minibussen, du var ham med hatten og solbrillerne og den røde violetmønstrede skjorte.

Straks begynder han at fortælle om det vanskelige, det triste ved Maria Sabinas død og eftermæle. Om de svære tider i Huautla, hvordan byen ikke er den samme længere, rodet og kaotisk, støjende, hvordan de unge fjerner sig fra deres mazateker-rødder, hvordan de lokkes ud i stofmisbrug og kriminalitet, at der knap er nogen til at bære arven videre, de gider heller ikke sproget længere.

Vi går hjem til ham, sætter os i hans køkken. Huset ligger på en bjergskråning. Der er flere enkle bygninger, en af dem har to gæsterum, det er dem, som han lejer ud. Han er ved at bygge endnu et lille hus ifølge mazatekerprincippet. Greneskelet, muren af ler er kødet, og palmetaget er håret.

Der skal altid være en lille ild tændt derinde, det er husets levende sjæl, som aldrig må slukkes. Han har sin kone Rosalía og tre børn. En stor flot sort- og hvidplettet hund. Den tog han med fra Mexico City, ejerne, som han kendte, havde mishandlet den og ville aflive den.

Vi sidder i hans køkken i tre timer. Der er plakater og tegninger og ting og sager på væggene, som refererer til mazateker-kulturen. Han viser mig sine omfattende arkiver. Han viser mig tre dokumentarfilm, som hans far har lavet, Renato Garcia Dorantes hed han.

Inti tog svampe første gang som 12-årig med sin far. Sådan blev han introduceret til svampenes univers. Han husker også engang i sin barndom at have truffet Maria Sabina. Faren brugte en stor del af sit liv på at indsamle viden om den mazateker-kultur, han selv stammede fra. Han lavede en interviewfilm med sin tante Herlinda Martinéz Cid. Hun blev Maria Sabinas tolk. I 1953 havde hun aldrig hørt om Maria Sabina.

Den shamanistiske praksis var en mazateker-hemmelighed. Den tilhørte dem derude, som var formet af den kultur. Chota chiiné er mazateko for en person ’som har viden’ altså shamanen, som jo er en sibirisk term, forklarer Inti García. De findes næsten ikke mere, siger han, de personer, som har viden.

Inti er jo peruansk for inkaernes gud, solen, bemærker jeg. Inti, siger han, var en af dem, som var med Che Guevara i Bolivia. Intis far beundrede Che. Jeg opdager, at han har en lille bronze-tumi om halsen, moche – offerkniven, der har kosmos’ form, som de siger i Peru. Hans navn skaber en forbindelse til de gamle peruaneres kosmologi.

I begyndelsen af halvtredserne kom evangelisterne, repræsenteret af et par amerikanske kvinder, til Huautla. De ville omvende de lokale til denne noget hysteriske gren af kristendommen. De lærte sig mazateko hurtigt, de talte bedre end jeg, siger Herlinda i filmen.

Katolicismen havde tabt fokus og intensitet, et tomrum var opstået, evangelisterne flyttede ind i det. De havde fået grønt lys af den mexicanske præsident Lázaro Cárdenas del Rio. Katolikkerne ønskede aldrig, at mazatekerne skulle læse biblen. Men nu oversatte de dygtige damer Biblen til mazateko. Herlinda fortæller, at det var en åbenbaring selv at få lov til at læse Biblen, det rev sløret fra hendes øjne, hun blev omvendt.

Mazatekernes sprog er en sang. Der er to spor, fløjtesporet og det talte spor. Der findes en fløjtemelodi for alle de sætninger, man kan sige på mazateko. Det var først, da newyorkerbankmand og mykolog Gordon Wasson ankom til Huautla, at mazateker-hemmeligheden slap ud. Han kom i kontakt med Maria Sabina og skrev artikler om hende og mazateker-kulturen.

Han var årsagen til, at man udefra fik øje på Maria Sabina og hendes svampeceremonier. Og gennem dem fattede LSD’ens fader Albert Hoffmann interesse. Han ankom dertil med en fyr fra CIA. På et tidspunkt, fortæller Inti oprørt, giver Gordon Wasson Maria Sabina LSD uden hendes vidende.

Gordon Wasson og den efterfølgende beatgeneration, som kom valfartende, foretog eksperimenter, men Maria Sabina eksperimenterede ikke, ikke i den forstand. Hun praktiserede en disciplin, som hendes forfædre havde udfoldet i århundreder.

Hun var syv år, da hun første gange spiste svampe. Som sædvanlig var hun ude at vogte geder, da hun tilfældigt faldt over svampene og spiste dem på stedet. Først blev hun svimmel, så begyndte hun at grine. De små svampe los niños santitos/ de hellige børn, legede med hende.

Hun tog sin søster med, og sammen tog de svampe. Det var deres barndomscirkus (som voksen skulle hun betegne sig selv som ’svampenes klovn’), det holdt sulten for døren og gav dem mod på livet og skønheden.

Først som 50-årig oplevede hun den store shamanistiske rejse. En hvid hingst kom til hende, som hun først efter mange forsøg forstod at tæmme. En dag blev hendes søster Ana dødssyg. Maria Sabina, som aldrig lærte at læse og skrive eller tale spansk, forstod den bog, som Gud overrakte hende i rusen, som de små legesyge svampe skænkede hende, fortalte hun til sin gudsøn Juan García Carrera, der skrev det hele ned til en bog, der udkom i år 2000.

I rusen mødte hun også todos los santos, alle helgene og Benito Juárez, selv indianer og ad flere omgange Mexicos præsident, men det var tilbage i det nittende århundrede. Hun kurerede sin søster, og det rygtedes viden om. Nu kom de fra nær og fjern for at blive helbredt. Svampene synger gennem mig, sagde hun, og med sangene helbreder jeg, de står i bogen Gud gav mig.

Jeg er stjerneskudkvinde, siger

Jeg er trompetkvinde, siger

Jeg er trommekvinde, siger

Jeg er violinkvinde, siger

Fordi jeg er bogstavkvinde, siger

Fordi jeg er bogkvinde, siger

Inti viser mig en anden video, Maria Sabina skal giftes, hun er 80 år, det må så være i 1968, for hun dør som 97-årig i 1985. Hun står der som en meget gammel kvinde og hendes ægtemand er ligeså gammel som hun, hvis ikke ældre.

Hun har selv fortalt, at hun under en ceremoni havde fået at vide, at hun skulle gifte sig igen, det ville ikke passe sig for hende at drage alene af sted til Inframundo, de dødes rige. Det kunne vel være det samme, for et par år senere forlod han hende.

Den sorte hund er for øvrigt hellig for mazatekerne, man krydser ikke floden til Inframundo, medmindre man bliver ført af en sort hund. Har man behandlet en hund dårligt, skal man betale for overfarten, man får kun et bestemt antal mønter, og kan man ikke betale, når man ikke frem, men ryger videre til en slags helvede.

Aztekerne kaldte mazatekerne for ’hjortefolket’, men Inti siger, at hans far fandt ud af, at de var Chandiyo ’mørkefolket’, fordi de oprindeligt boede i klippehuler. I samme film ser man Maria Sabina græde.

På alle de billeder, jeg når at se af hende i dag, i alle de videoklip, han viser mig, hvor hun findes, er hun altid stærk, aldrig smilende, men alvorlig og klar. Nu sænker hun hovedet og græder. Nogen fra Huautla har meldt hende til politiet og anklaget hende for at sælge marihuana til de unge. Kun fordi andre greb ind, kom hun ikke i fængsel.

Det var også på den tid, at nogle af hendes slægtninge rev hendes hus ned for at overtage grunden. Desuden sagde hun, at svampene ikke længere var de samme som før, at de havde mistet kraft. De var blevet kommercialiserede, nu sælger man dem hvor som helst. I virkeligheden må man ikke se svampene, før man spiser dem. De skal være helt rene og usete af fremmede blikke.

Serie

Mexico i frit fald

Forfatteren Thomas Boberg er rejst til Mexico og tegner i tre store artikler et mentalt billede af et land i frit fald, men hvor storheden stadig dyrkes

Seneste artikler

  • Rejsen til Maria Sabina 2

    19. juli 2017
    Forfatteren Thomas Boberg er taget til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som shamanen Maria Sabina, svampenes vise kvinde, har gjort kendt. Beatgenerationen hyldede hende, og også Beatles var i kontakt med hende. Her er andet og sidste rejsebrev fra Huautla
  • Postkort fra Mexico

    24. juni 2017
    Den organiserede kriminalitet er trængt ind i privatsfæren i Mexico, har ædt sig vej gennem retssystemet og har opkøbt dommerne. Selv om mexicanerne føler sig splittede, smadrede, miserable og fattige, så er der altid mulighed for storhed, for storhed hænger sammen med deres kultur. Og overalt forventer man et mysterium. Et mørkt hjerte af hemmeligheder. Her følger det første af tre rejsebreve fra Mexico af forfatteren Thomas Boberg
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu