Læsetid: 11 min.

Rejsen til Maria Sabina 2

Forfatteren Thomas Boberg er taget til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som shamanen Maria Sabina, svampenes vise kvinde, har gjort kendt. Beatgenerationen hyldede hende, og også Beatles var i kontakt med hende. Her er andet og sidste rejsebrev fra Huautla
19. juli 2017

Huautla 28-5-17

Maria Sabina modtog næsten aldrig penge for sine ceremonier og fik heller ingenting ud af det, hun medvirkede til, de bøger, de skrev om hende, de film, forskellige berømtheder instruerede.

Det forfulgte hende i hendes alderdomsfattigdom, hvordan alle mulige udnyttede hendes navn, men aldrig honorerede hende. Alvaro Estradas kendte interviewbog med hende skaffede hende 25 pesos. Snart vil man her i byen fejre hendes fødselsdag.

Det bliver en stor dag, fortæller kvinden i Santa Julia hotellets reception. Er hun en helgen for byen? Nej, svarer hun, Maria Sabina er »hende med svampene«. Hendes begravelse blev et folkeligt anliggende. Huautlas indbyggere strømmede ud i gaderne.

Det kan jeg selv se på den video, Inti nu har sat på. Kisten flyder i byens menneskehav. Selv på TV talte man om hendes død. Den popularitet var der ikke altid. Dengang i 1955 blev de lokale vrede på hende, fordi hun havde sluppet mazatekernes hemmelighed ud til fremmede.

Siden kom misundelse og det rygte, at hendes kontakt med hippierne havde gjort hende til millionær. Hun blev født i yderste fattigdom, og hun døde i fattigdom. I dag er hun hele byens trækplaster. En restaurant i byen er opkaldt efter hende. Man ser hendes kontrafej på mure, aviskiosker.

Man ser hendes ansigt som del af store murmalerier både her som på markedets pavillonbygning og i Oaxaca. Beatgenerationen var besat af hende. Jim Morrison var der, Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan, Timothy Leary and who not opsøgte hende, det siger mange rygter. Der går historier om, at hun ikke havde tid, da John Lennon og George Harrison kom, de måtte finde en anden at spise svampe med.

Maria Sabina forstod det aldrig selv og følte sig trængt op i en krog af alle de fremmede, der pludselig ville spise hendes svampe. Hun forstod ikke deres måde at trippe på, for hende var svampene helbredelse og medicin. Hun kurerede syge mennesker. Hun var så langt fra hippiekulturen, som det var muligt at komme.

Rosaura García, Intis tante, var den første, der byggede en posada i Huautla. Der boede de fremmede antropologer og psykologer og hippier i sluthalvtredserne og tresserne. Logerende blev bedt om at skrive i en stor gæstebog, der lå i receptionen.

Da Rosaura døde, var der nogen, der stjal gæstebogen. Det ser ikke ud til, at man vil få at vide, hvem der virkelig kom.

Alle forsøger at tjene på hendes eftermæle. Det er det, som gør Inti så nedslået. Han har planlagt at bygge et museum for Huautlas kulturelle arv. Ud over museet drømmer Inti også selv om en stor bog. Han forsøger at få digitaliseret samtlige videofilm, hvor Maria Sabina optræder. I morgen skal vi sammen opsøge Maria Sabinas slægtninge, børnebørnene eller oldebørnene.

Han siger, at det er vigtigt, at jeg også får et blik ind i deres side af sagen. Jeg husker her, hvad han sagde om ceremonien: Man skal stå vendt mod øst, for vest er mørkets oprindelse.

Lige før solnedgang går jeg fra hotellet tilbage til Inti og Rosalías hus, der ligger lidt uden for byen på den vej, der fører mod den forladte landingsbane. Der er en stor udsigt til bjergene, til lillebyen San Mateo, der kryber rundt om en bjergtop.

I køkkenet forsætter Inti med at vise dokumentar om Maria Sabina og Huautla og i hundredevis af interessante fotos fra faderens arkiv. Hans far døde som 55-årig af cancer. Det er tydeligt, at denne far fylder meget i Intis liv. Han viser også egne syrede tegninger med svampe og små animationsfilm, han har lavet med sine børn.

Han fortæller om farens begravelse, om jademasken, en kunstner skabte til den, det hele arrangeret ifølge mazatekernes tradition.

Inti stillede en flaske mescal på bordet, og efter fem glas til hver sagde jeg, at jeg måtte tilbage til hotellet, hvis vi skulle have en dag i morgen. Inti fulgte med, på halvvejen måtte vi vælge en anden gade ned og så op, der var bryllupsfest, og musikscenen havde stoppet al trafik. Der var mexicansk ranchera, blæsere og trommer og sang.

Vi kom til markedet i mørket, og det var jo klart, at vi alligevel styrede mod en bar. Den lå nede i en kælder, nede i inframundo, grinede vi. Unge mexicanere, nogle af dem overdrevent fede, der drak øl og dansede til latinopop. Inti snakkede hele tiden om sin museumsdrøm.

At han også selv er kunstner, men ukendt, fordi han ikke har det ego, der skal til for at bryde igennem og gøre opmærksom på sig selv. Fordi kunsten også er politiseret og vævet sammen med magten nøjagtigt som narko og privilegierne.

Narkoen, som er ankommet til Huautla helt ude i Oaxacas skovbjerge. Han var virkelig landet i en rille om de folk, der syntes om ideen, og dem, som var imod ham, eller dem, som havde lovet ham støtte og så var løbet fra løftet. Pludselig blev baren invaderet af en politistyrke. Ti blå uniformer bevæbnet til tænderne, pistoler, store maskinpistoler.

Alle skulle rejse sig og gennemsøges for stoffer og våben. De fandt Intis lille schweizerkniv, og trods vores dæmpede protester konfiskerede de den. Han burde have haft den i en skede. Det var vist argumentet. Betjenten havde meget svært ved at åbne kniven, men det hjalp intet. Han ville have penge, sagde Inti bagefter, men det gav jeg ham ikke. I morgen henter jeg den på stationen.

Huautla 29-5-17

Vågner tungt, besværligt, som jeg havde forudset. Men op skal jeg – i koldt brusebad. Så trasker jeg over mod butikken, der ligger på den anden side af markedet. Jeg kan næsten ikke komme igennem, det er søndag, folk er rejst hertil med deres varer, grøntsager, frugt, krydderier, tøj, smykker, souvenirs.

Skønt det ser ud til, at jeg er den eneste fremmede her i byen, er de der alligevel med deres smykkeboder. Markedspalaveren flænges af høje brag. Det er kanonslag, der fyres af, enten fordi der er fiesta, eller fordi de forbereder sig til en fiesta. Sådan synes alle Mexicoårets dage at være.

Inti og familien dukker op lidt senere. Han havde været på stationen og havde virkelig fået sin kniv tilbage. Jeg inviterer dem på chilaquiles i restauranten over for deres butik. Den ene væg er et stort billede af Maria Sabina med svampene.

Der sidder allerede tre andre i taxaen. Jeg klemmer mig ind på forsædet. Vi kører ud på den anden side af byen langs en vej, der snor sig op ad, og når vi endelig stiger ud, skal jeg igen skide. Vi når op til Maria Sabinas sted, der er en købmandsbutik med hendes navn. For 20 pesos kan jeg komme ind og se museet, men først toilettet.

En lille pige viser mig vej gennem en gruppe lave huse, forbi et høgumlende æsel hen til daset. En firkantet kumme af træ oven på et betydeligt hul i jorden. Museet er det lille hvide træhus, som Margarita López Portillo i 1977 fik bygget til Maria Sabina. Margarita var præsidenten José López Portillos søster.

Hun kom i helikopter for at deltage i Maria Sabinas ceremonier. Engang var Maria Sabina også i Mexico City, og Margarita López Portillo indlogerede hende på et hotel på Reforma. Der er et billede af hende, hvor hun sidder på en fin marmortrappe, hun, som ikke talte spansk og altid havde været fattig, som man var, der hvor hun kom fra, var med et blevet en celebrity.

Vers af Maria Sabina (oversat fra spansk af Thomas Boberg)

Jeg er en kvinde som ser i mørket

Jeg er en kvinde som berører dugdråben i græsset

Jeg er en kvinde af støv og vin

Jeg er en kvinde som drømmer mens jeg vælter manden

Jeg er en kvinde som altid bliver væltet

Jeg er en kvinde som ikke har styrke til at løfte en nål

Jeg er en kvinde dømt til døden

Jeg er en kvinde med enkle tilbøjeligheder

Jeg er en kvinde som opdrætter hugorme og spurve i halsgruben

Jeg er en kvinde som opdrætter salamandre og dyrker bregner i underarmen

Jeg er en kvinde som dyrker mos på brystet og maven

Jeg er en kvinde som ingen nogensinde kyssede med entusiasme

Jeg er en kvinde som gemmer pistoler og rifler i nakkens rynker

Jeg er en kvinde der ser ind

Jeg er dagens lyskvinde

Jeg er månekvinde

Jeg er morgenstjernekvinde

Jeg er gudstjernekvinde

Jeg er sandalkonstellationskvinde

Jeg er stokkekonstellationskvinde

fordi vi kan stige op i himlen

fordi jeg er den rene kvinde

Jeg er det godes kvinde

fordi jeg går ud og ind af de dødes rige

Jeg er kvinde som skaber torden

Jeg er kvinde som skaber drømme

Jeg er ørnekvinde jeg er ørnekvindeejer

Jeg er kvinde som drejer for jeg er kvindetornado

Jeg er et helligt fortryllet steds kvinde

fordi jeg er kvindeaerolit

Jeg er en vind i en dyb sø

Jeg er en tåre som solen græder

Jeg er en høg på klippekanten

Jeg er en torn under neglen

Jeg er vidunderbarnet mellem blomster

Jeg er magiker

hvem andre end jeg opflammer det kolde hoved med røg?

Jeg er en lanse som længes efter blod

Jeg er en laks i dammen

Jeg er et hensynsløst rødt vildsvin

Jeg er en høj hvor digterne vandrer

Jeg er en forstyrrer som truer ruinen

Jeg er tidevandet der slæber døden med sig

Jeg er alle skoves livmoder

Jeg er alle højes ild

Jeg er alle bikubers dronning

Jeg er alle hoveders skjold

Senere lavede Margarita López Portillo en film med Maria Sabina og lovede hende, at hun skulle leve og bo så godt som hende selv. Men med tiden måtte Maria Sabina indse, at løftet var tomt. Den unge kvinde, som viser vej til museet, hedder Marta García Martinez, hun er datter af Filogonio Martinéz, hvis mormor var hende, det hele drejer sig om, Maria Sabina Magdalena García.

Filogonio, som ikke er der, mener oprigtigt, at hans mormor blev 130 år gammel, det fortæller Marta. Er der nogen i familien, der er gået i Maria Sabinas fodspor? spørger jeg. Ja, min far, siger hun. Maria Sabinas datter Apolonia arbejdede med sin mor og blev selv curandera, hun døde fattig og glemt. Det var kun hende, der havde fået tilstrækkelige evner til at fortsætte, sagde Maria Sabina selv.

Inti snakker dæmpet med Marta om nogle problemer i familien. Bagefter fortæller han, at Martas bror Berna er i fængsel nu på tyvende dag. Han var ansat i kommunen. Sammen med nogle venner stjal han en stor vandpumpe og dertilhørende dyre kabler.

Efter kommunevalget, og det ikke længere var Bernas meningsfæller, der sad på magten, proppede man ham i fængsel. I Maria Sabina-familien slås de om de små indkomster, eftermælet kaster af sig. Ifølge Inti er Maria Sabinas arvinger sørgeligt degenererede. Fordrukne, håbløse, ondskabsfulde, intrigante og voldelige.

Mens vi befinder os i museet, begynder det at regne heftigt, det varer en halv time, så kan vi komme videre. Udenfor drypper alt, og jordvejen er mudder. Inti har fortalt om en amerikaner ved navn Juan Ricardo, sikkert John, som han siger, og hans tre kvinder.

De bor i et hus lidt længere oppe ad vejen. De tre er to tyske søstre og så en kvinde fra Guatemala.

Juan Ricardo har adskillige børn med alle kvinderne. Han ansatte en ung pige fra Chiapas til at tage sig af børn og hus, men hende fik han også gjort gravid, og en dag forlod han menageriet med tjenestepigen. Han forsøgte at tage alt fra de tre andre kvinder, men det lykkedes ham ikke. De bor nu fortsat i huset med en flok store og mindre børn.

Juan Ricardo havde også slået sig op som terapeut og shaman, og de tre kvinder havde deltaget i hans ceremonier. Under svamperusen modtog han beskeder fra los santitos, at han skulle have barn med den ene kvinde, så den anden og den tredje. Svampene havde fortalt Juan Ricardo, at nu var klodens ende nær.

En ven sagde siden, at svampene drev gæk med Juan Ricardo, det er også derfor, man kalder dem for los niños santos, de driller og får en til at le. Hvis man af natur er selvoppustelig og naragtig, vil de blot forstærke dette.

Vi ankommer til huset, og en midaldrende slank lys kvinde står ved en udendørs stenkumme. Hun hilser. Inti kender hende tilsyneladende. Christina hedder hun. Inti har ellers sagt, at han aldrig ville indtage svampe hos dem.

Kvinderne har ført shamanbutikken videre. Når der ikke er sæson for de lokale svampe, benytter de sig af nogle, som er dyrket i USA. Inti tror ikke på de amerikanske svampe, svampene skal være vilde, ikke opdyrkede.

De tager penge for sessionerne, men det gør de virkelige curanderos og curanderas ikke, siger Inti. Der giver man hvad, man selv føler, er rigtigt. De kan ikke tage penge for det, som de selv betragter som en gave.

En kvinde med blondt hår og et trist ansigt dukker op og hilser kort og forsvinder. Det er Andrea, søsteren. Christina viser os ind i en stue i det store hus, to etager, bygget af stenblokke. Det adskiller sig fra de andre nabohuse, som er små og lave og støvede adobe huse med bliktage. Ved det tunge træbord i stuen sidder en affældig kvinde og stirrer ud i luften.

Mellem de leverplettede hænder en væltet kaffekop. Det er Christina og Andreas mor. Hun er kommet fra Tyskland, men er pludselig holdt op med at tale.

Den mutte Andrea kommer ind og tager den lille pige med sig, der sidder i en barnestol. Barnet har Andrea med en lokal mekaniker, der bor nede ad vejen. Christina taler perfekt mexispansk. Hun kan også tale mazateco. De ceremonier, hun styrer, siger hun, er ikke længere så rodfæstet i den lokale mytologi og ritualer, det er mere universelt, for det er jo, når det kommer til stykket, det samme.

På vej derfra siger Inti, at det er tegn på, at hun ikke ved, hvor hun er, at hun svæver i et tomrum, og det er en anden grund til, at han aldrig ville deltage i en af hendes ceremonier. Inti er i stand til at bevæge sig i mange miljøer, også blandt mennesker, han kritiserer.

Han forsøger at holde sig uafhængig af politiske interesser, forklarer han. Politik er en tornado, som hvirvlende suger alt til sig. Pludselig er man fanget, de kommer og maler deres logo på huset, de kræver din indsats, noget for noget, korruptionen er nær. Maria Sabina legenden er også regionalpolitik. De manipulerer med myten.

Christina kan for resten behandle med akupunktur, og det vil Inti gerne melde sig til. Vi passerer igen Maria Sabina-butikken. Der er knas mellem dem og kvinderne i huset, siger Inti. Det drejer sig om markedet. Rift om klienterne.

Christina og de to andre kvinder mener, at Sabinafamilien er brujos, at de ikke går af vejen for at bruge giftige svampe, hvis der er nogen, de vil skade. De hilser aldrig på hinanden, selvom de er naboer. Den 165 centimeter høje gigant Maria Sabina er væk, og de fattige efterkommere og de udenlandske dilletanter slås om nogle smuler, der i realiteten ikke findes.

Serie

Mexico i frit fald

Forfatteren Thomas Boberg er rejst til Mexico og tegner i tre store artikler et mentalt billede af et land i frit fald, men hvor storheden stadig dyrkes

Seneste artikler

  • Rejsen til Maria Sabina

    5. juli 2017
    Forfatteren Thomas Boberg er på vej til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som shamanen Maria Sabina, svampenes vise kvinde, har gjort kendt. Beatgenerationen hyldede hende, og selv The Beatles kom i kontakt med hende. Her er første rejsebrev fra Huautla
  • Postkort fra Mexico

    24. juni 2017
    Den organiserede kriminalitet er trængt ind i privatsfæren i Mexico, har ædt sig vej gennem retssystemet og har opkøbt dommerne. Selv om mexicanerne føler sig splittede, smadrede, miserable og fattige, så er der altid mulighed for storhed, for storhed hænger sammen med deres kultur. Og overalt forventer man et mysterium. Et mørkt hjerte af hemmeligheder. Her følger det første af tre rejsebreve fra Mexico af forfatteren Thomas Boberg

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu