Læsetid: 2 min.

Richard Strauss: Beundret – og overvurderet

Richard Strauss blev hyldet som den geniale arvtager af den hellige tyske musiktradition og lod sig villigt favne af nationalsocialisterne
Richard Strauss blev hyldet som den geniale arvtager af den hellige tyske musiktradition og lod sig villigt favne af nationalsocialisterne

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

15. juli 2017

Wagner efterlod en tung arv, som ingen tysksproget komponist kunne undgå at forholde sig til. Det er navne som Gustav Mahler, Richard Strauss, Arnold Schönberg, Alban Berg, Anton Webern, Paul Hindemith, Karlheinz Stockhausen, Hans Werner Henze og Wolfgang Rihm for at nævne nogle af de vigtigste.

De næsten jævnaldrende Mahler og Strauss gik så at sige ad hver sin vej i deres Wagner-fortryllelse, ofte i samme medium: kæmpeorkestret.

Mahler komponerede mægtige symfonier som anskuelsesverdener i musik, Strauss programmatiske tonedigte og operaer med decideret symfoniske anlæg.

Jøden Mahler blev længe negligeret og tilmed anklaget for at besmitte den hellige tyske musiktradition, ikkejøden Strauss blev hyldet som den geniale arvtager i samme tradition og lod sig villigt favne af nationalsocialisterne. Tilbage i 1901 sagde Mahler: »Min tid vil komme, når hans er forbi!« – og mente Strauss.

Fik han ret i den profeti? Jeg kan kun svare for mit eget vedkommende. Gennem årene er Strauss blevet mere og mere overskygget af Mahler i min verden. Sidstnævntes produktion er betydeligt mindre, men den er rigere, dybere og i det hele taget langt mere vedkommende med sine budskaber. Man kan beundre Strauss for mange ting.

Blandt hans tonedigte har Don Juan en særstilling for mig. Dens begyndelse er revolutionerende, som en rumraket, fulgt af en løssluppenhed og overdådighed i kompositionen af tempo, klang, melodi og rytme, bestandigt holdt sammen i et magisk kontinuum.

Hans tredje opera Salome blev et modernistisk gennembrud, fulgt op af den endnu mere højspændte Elektra, hans første med Hugo von Hofmannsthal som librettist. Tilsammen hans væsentligste musikdramatik.

Strauss var en blændende melodiker, og hans behandling af orkestret kan der ikke diskuteres om. Den er mesterlig og musikhistorisk betydningsfuld, men det bliver træls, når man som i Ein Heldenleben eller Alpesymfonien mærker selvforelskelsen og fristelsen til opvisning, som kan ende i regulær tomgang.

Strauss komponerede tæt gennem halvdelen af det 20. århundrede med de to verdenskrige, og han valgte at blive i den senromantiske skønhedsverden, efter den støjende musik i Salome og Elektra.

Fra og med den populære komedie Rosenkavaleren (1910) udviklede han en virtuos konversationsstil i sine operaer, et kontinuerligt parlando støttet af forskellige orkesterstørrelser, som først fascinerer, men på et tidspunkt trætter ved sin æstetiserede stopfordring.

Første akt af Rosenkavaleren er fantastisk. De to sidste kræver herefter nogen tålmodighed. I den femtende og sidste opera Capriccio (1941) lyder musikken stort set, som den gjorde 30 år tidligere.

Anbefaling:

Salome, 1905

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Jøden Mahler" - ja, sådan blev han mod sin egen bedste vilje rigtignok betragtet, både før og efter at han i 1897 konverterede til kristendommen (dvs. katolicismen, som var det nærliggende valg).

Men det gør ham altså ikke til "jøde" i andet end anførselstegn. Og hans musik - som nok er mere dyb og genial end Strauss' - har ikke noget med jødedom at gøre.

Trist at det skal være nødvendigt at påpege det.