Hver søndag bliver der trådt i pedalerne i Bogotá. Fra klokken syv om morgenen til to om eftermiddagen sætter næsten to millioner mennesker sig i sadlen og begiver sig ud på byens mange cykelstier og afspærrede gader. Ciclovias kaldes de ruter, man kan cykle ad, og det samme gør den mere end 40 år gamle massebevægelse.
En sommerdag for snart fire år siden gik motionisterne imidlertid helt i stå i flere steder. På en plads midt i byen troppede den lokale helt Nairo Quintana op for at modtage folkets hyldest. Dagen forinden var den dengang 23-årige cykelrytter blevet modtaget af skrigende fans i lufthavnen og kørt i åben bus gennem den colombianske hovedstad for at modtage landets fineste orden af præsidenten.
Anledningen var det netop overståede Tour de France. Her var Quintana endt på en sammenlagt andenplads og havde tillige vundet den såkaldte ungdomstrøje og såmænd også den prestigefyldte polkaprikkede trøje, der gives til feltets bedste bjergrytter. Flere colombianske ryttere havde tidligere vundet bjergtrøjen, deriblandt Luis Herrera to gange i 1980’erne, men ingen havde tidligere matchet Quintanas bedrifter.
Cykel-begejstringen var af samme grund stor i Colombia, der for en stund glemte både fattigdom, korruption og endda også nationalsporten fodbold.
»Dette er den største præstation i colombiansk cykling,« lød det fra en begejstret kommentator fra et af de mange medier, der transmitterede direkte fra Bogotás bymidte.
En veritabel guldalder
Forventningerne til Nairo Quintana er naturligvis store under årets Tour de France. Ikke blot i Colombia, hvor han stadig er landets største sportsmand, men også andre steder i den internationale cykelverden, hvor hans resultater er blevet bemærket.
Siden gennembruddet i 2013 har den blot 57 kilo tunge colombianer vundet blandt andet Giro d’Italia i 2014 og Vuelta a España i 2016, hvor han tillige vandt etapeløbene i både Catalonien og Romandiet.
Quintana er imidlertid langtfra den eneste colombianer, der markerer sig i international cykling disse år. Også Sergio Henao, Rigoberto Urán og Esteban Chaves kører med i årets Tour-felt, hvor sidstnævnte betragtes som en af outsiderne til klassementssejren.
Med til at tegne en veritabel guldalder for colombiansk cykelsport er også Darwin Atapuma, Carlos Betancur, Anacona Winner og Fernando Gaviria, der alle kører på store Pro Tour-hold og hver især er godt i gang med at opbygge et fint palmarés.
Umiddelbart virker det måske påfaldende med så stort et antal markante colombianere i en sport, der traditionelt har været domineret af europæiske navne.
Hvor kommer de fra, er spørgsmålet, der trænger sig på.
»Colombianerne har cykling i blodet,« lyder det korte svar fra forfatteren Matt Rendel, hvis Kings of the Mountains (2002) – en af de bedste bøger om cykelsport – skildrer sportens udvikling i det turbulente latinamerikanske land.
Ifølge Matt Rendell kørte colombianske bønder på cykel ad dårlige veje i høje bjerge allerede i 1930’erne, inden de første cykelløb i 1950’erne blev arrangeret i landets større byer. Vuelta a Colombia, Sydamerikas første etapeløb, blev stiftet i 1951, og i de følgende år blev befolkningen gradvist mere optaget af cykelsport, som i øvrigt også Gabriel García Márquez dækkede for avisen El Espectador.
Sulten efter sejre og succes i det fattige land drev de mest talentfulde ryttere til at træne ekstra hårdt og siden også til Europa for at køre væddeløb med sportens allerbedste navne.
Politiske kontroverser
Den første professionelle colombianske rytter i Europa var Giovanni Jimenez Ocampo, der skrev kontrakt med et belgisk hold i 1968. Siden fulgte Martin Emilio ’Cochise’ Rodriguez, der blandt andet satte timerekord og vandt to Giro-etaper, og ikke mindst ’Lucho’ Herrera, der i 1984 som den første colombianer vandt en etape i Tour de France, inden han tre år efter vandt Vuelta a España.
Med på Herreras Café de Colombia-hold var også Quintanas store idol, Fabio Parra, der endte som nummer tre i Tour de France i 1988.
For så vidt hænger tingene umiddelbart sammen: Den ene generation inspirerer den næste, der bringer historien videre. Ovenikøbet har staten ad flere omgange været med til at etablere og sponsere landets bedste cykelhold.
Succeshistorien gemmer dog på en del interne spændinger og slagsmål, som blandt andet avisen The New York Times berettede om for nylig.
I artiklen »Cyclists Chase Glory for Colombia, and, Some Say, in Spite of It« bebrejder Nairo Quintana sit hjemlands cykelunion for at være dårligt ledet, mangle sans for talentpleje og ignorere kravene til dopingkontrol, hvilket har kastet en dyster mistanke over flere ryttere.
Som artiklens overskrift antyder, mener han, at succesen er sket på trods og ikke på grund af vilje fra hjemlandets sportslige ledelse:
»Der er masser af talenter i Colombia, og der kunne dukke en ny stjernerytter op, hvornår det skulle være,« siger Quintana i artiklen. »Men det skyldes ikke støtte fra de ansvarlige instanser.«
Colombia er, ifølge New York Times, stadig Sydamerikas cykelsupermagt, men den økonomiske krise har ramt det i forvejen trængte land hårdt, og flere steder er det driftige cykelmiljø trængt som aldrig før.
Af samme grund skriger fans på de stjerner og sejre, der kan kaste glans over landet og sporten. Forventningerne til særligt Nairo Quintana er derfor høje ved dette års Tour de France.
Også hos ham selv. Tre gange tidligere er cykelrytteren endt på podiet i Frankrig, men i år er målet den endelige sejr.
»Touren er mit hængeparti og en drøm, jeg endnu ikke har fået opfyldt,« sagde Movistar-rytteren tidligere på året og konkluderede:
»Jeg skal vinde det.«
I sporet på Norman Mailer
Ciclovía-bevægelsen, der hver søndag får et par af Bogotás otte millioner indbyggere ud at cykle, har rødder i 1960’ernes amerikanske modkultur.
En af medstifterne, Jaime Ortiz Mariño, var i 1967 rejst til Ohio for at studere arkitektur og design. En efterårsdag spurgte en ung medstuderende ham, om han ville være med til at skrive historie. Næste morgen sad de to sammen i en bus til Washington D.C, hvor tusindvis af mennesker samledes for at marchere til Pentagon i protest mod Vietnamkrigen.
Protestmarchen, hvor blandt andet forfatteren Norman Mailer deltog og blev arresteret, gjorde et stort indtryk på den unge colombianske studerende.
»Ideen om en social revolution – kræfterne bag og viljen til at gennemføre den – gennemsyrede på det tidspunkt både det amerikanske samfund og mig. Vi havde oplevet mordene på John F. Kennedy og Martin Luther King, og vi ville ændre verden,« mindes Ortiz Mariño i et interview med bicycling.com.
Han beretter, at det ved hjemkomsten til Colombia pinte ham at se, hvordan hans eget samfund kopierede den amerikanske model. En af de ting, der særligt undrede ham under besøget i Ohio var de mange biler. Op gennem 1960’erne forvandlede USA sig groft sagt til en bilkørende forstadsnation, hvilket var ved at dræne mange storbyer for liv og kultur.
Den samme urbane udvikling frygtede han var undervejs i Colombia.
»Biler, biler, biler. Bogotá risikerede at ende som en by, hvor man hverken kunne bo eller leve,« fortæller Ortiz Mariño, der besluttede sig for at skabe en protest-demonstration lig den, han havde oplevet i USA.
Som revolutionsmiddel valgte han at satse på cyklen:
»Cyklen symboliserer personlig frihed, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, mobilitet, urbanitet og fremtid og selvfølgelig miljøbevidsthed.«
Den første ciclovia-cykeltur blev arrangeret i Bogotá i 1974, og bevægelsen har i dag spredt sig til andre storbyer som Los Angeles, Cape Town og Rio de Janeiro.
