Læsetid: 2 min.

Udødelige Mozart laver musik for både kenderen og amatøren

Mozart fusionerer tysk kultur med sydeuropæisk. Hans værk står som en af de mest forunderlige eksplosioner af kreativitet i musikhistorien
Mozart fusionerer tysk kultur med sydeuropæisk. Hans værk står som en af de mest forunderlige eksplosioner af kreativitet i musikhistorien

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

13. juli 2017

»Udødelige Mozart! Dig hvem jeg skylder alt, hvem jeg skylder, at jeg tabte min forstand,« skrev Søren Kierkegaard i sin lovprisning af operaen Don Juan.

Jeg ville vælge en anden. Hvis nogen opera skulle nærme sig det fuldkomne, måtte det være Figaros bryllup, som Mozart skabte i 1786 sammen med librettisten Lorenzo da Ponte. Den er helt anderledes end, hvad han hidtil havde komponeret. Der er kommet en ny tonalitet, en musikdramatisk umiddelbarhed.

Mozart fjerner sig fra den italienske operas traditionelle former og gennemkomponerer handlingen i lange stræk. Hver person har sit eget sprog, sin musikdramatiske karakter, sin sjælelige-emotionelle identitet, også hvor personerne er forsamlet i et stort ensemble og synger samtidig. Med Don Giovanni eller Don Juan (1787) og Cosi fan tutte (1790) udgør Mozarts Ponte-trilogi slet og ret musikdramatikkens summit. Først derefter kommer Wagner og Verdi.

Mozart modnedes tidligt som musiker og komponist i hjembyen Salzburg. På sine rejser lærte han sig flere musikalske dialekter, i det melodiøse Italien, det musikantiske Bøhmen, det intellektuelle Tyskland og det sofistikerede Frankrig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
Bjarne Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

Mærkeligt - jeg forbinder ikke Mozart med tysk kultur, nærmere med østrigsk og italiensk kultur.
Godt nok var der en "Anschluss" på et tidspunkt, men vi skal jo længere tilbage i historien, hvor Mozart gjorde sig gældende.
Forbundne var de dog, de østrigske og tyske komponister, der huserede i Wien gennem flere århundreder.

Men der er altså en forskel ...

Og så komponerede Mozart iørefaldende musik for børn og barnlige sjæle med sans for spektakulær opera – Tryllefløjten – men den mangler underligt nok her – måske derfor …

Bemærkelsesværdigt er også, at en god gammel musikhåndværker som Händel ikke er fundet værdig til at optræde på listen – det er måske, fordi man mener han var englænder – og dermed tilhører et folkefærd, der for øvrigt ikke kan spille klassisk musik, så det er til at holde ud at høre på – de mangler simpelt hen ’Gefühl’ … ;-)

Erik Karlsen

Jeg undrer mig også over, at Händel ikke er med på listen. Og derudover et par komponister fra Mannheimerskolen (f.eks. Johann Stamitz), der kronologisk er placeret før Wienerklassismen.

Tankehierarkier.
Den mesopotamiske tænker: Alt flyder; Den telluriske tænker: Alt vokser; Statikeren tænker: Alt står; Elektroingeniøren tænker: Alt er i bevægelse; Den apokalyptiske tænker: Alt kollaberer; Den trætte tænker: Alt er omsonst – og den ’udbrændte filister’ er en tom engel, et menneske uden budskaber, et menneske, der ikke har noget at sige, men spørger: Hvad er kærlighed? Hvad er skabelse? Hvad er stjerne? Hvad fanden snakker I om? - mens han misser med sine tomme øjne … ;-)