Læsetid 2 min.

Udødelige Mozart laver musik for både kenderen og amatøren

Mozart fusionerer tysk kultur med sydeuropæisk. Hans værk står som en af de mest forunderlige eksplosioner af kreativitet i musikhistorien
Mozart fusionerer tysk kultur med sydeuropæisk. Hans værk står som en af de mest forunderlige eksplosioner af kreativitet i musikhistorien
iBureauet/Rasmus Fly Filbert
13. juli 2017

»Udødelige Mozart! Dig hvem jeg skylder alt, hvem jeg skylder, at jeg tabte min forstand,« skrev Søren Kierkegaard i sin lovprisning af operaen Don Juan.

Jeg ville vælge en anden. Hvis nogen opera skulle nærme sig det fuldkomne, måtte det være Figaros bryllup, som Mozart skabte i 1786 sammen med librettisten Lorenzo da Ponte. Den er helt anderledes end, hvad han hidtil havde komponeret. Der er kommet en ny tonalitet, en musikdramatisk umiddelbarhed.

Mozart fjerner sig fra den italienske operas traditionelle former og gennemkomponerer handlingen i lange stræk. Hver person har sit eget sprog, sin musikdramatiske karakter, sin sjælelige-emotionelle identitet, også hvor personerne er forsamlet i et stort ensemble og synger samtidig. Med Don Giovanni eller Don Juan (1787) og Cosi fan tutte (1790) udgør Mozarts Ponte-trilogi slet og ret musikdramatikkens summit. Først derefter kommer Wagner og Verdi.

Mozart modnedes tidligt som musiker og komponist i hjembyen Salzburg. På sine rejser lærte han sig flere musikalske dialekter, i det melodiøse Italien, det musikantiske Bøhmen, det intellektuelle Tyskland og det sofistikerede Frankrig.

Men det var Wien, der gjorde ham til en stor komponist. Kejserbyen havde med god grund fået ry som musikkens mekka, men den havde mere tiltrukket musikalsk talent, end den selv har opfostret det. Mozart rejste til Wien for at finde arbejde i 1781 og blev der til sin død i 1791.

Udfordringen ved at leve som en fri kunstner udviklede hans talent i en sådan grad, at disse 10 år står som en af de mest forunderlige eksplosioner af kreativitet i musikhistorien. Mozart vedkendte sig at komponere både for kenderen og amatøren på samme tid; hans musik griber ved sin umiddelbare tilgængelighed og skaber næsegrus beundring, når man opdager dens komplekse opbygning. Tysk kultur fusioneret med sydeuropæisk.

Det hører vi i de mange geniale klaverkoncerter: Den populære adagio i Elvira Madigan-koncerten (nr. 21) over for motivalkymien i c-mol-koncertens førstesats (nr. 24).

Ifølge Richard Strauss findes de mest fuldkomne melodiske former hos Mozart, for han har denne antydningens lethed, som er virkelig objektiv. Og giver et eksempel med Cherubinos uforudsigelige lille arie ’Voi che sapete’ fra Figaros bryllup.

Opera hører man overalt hos Mozart. I strygekvartetterne, hvor han lærte det tyske håndværk af Joseph Haydn og i visse værker overgik den gamle mester. I klaversonaternes tematiske karaktertegninger.

I symfonierne, de tre sidste (nr. 39, 40, 41) fra sommeren 1788 kan man samlet opleve som et drama i tre akter. Og i den store serenade for 13 blæsere, især elsket for adagioen i Es-dur. Den forløber i tre lag: en rolig akkordbas, en synkoperet rytme som fra en knirkende lirekasse, og endelig den sublime melodi. Først i oboen, som rækker den videre til klarinetten, som rækker den videre til bassethornet.

En musik af en næsten ubærlig skønhed, samtidig med at den rummer en stor smerte.

Anbefaling:

Symfoni nr. 41 ’Jupiter’, 1788

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Der er valg i Tyskland til september. Men noget langt større er ikke på valg, nemlig den store tyske kulturhistorie. Information tilbyder hen over sommeren den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Hvis du følger med, er du dannet i tysk kultur, når sommeren er forbi.

Seneste artikler

  • Fritz Lang begavede verden med en række stærke og stemningsfulde fortællinger

    5. august 2017
    Desperate mennesker er der mange af i Fritz Langs ekspressionistiske mesterværker, der graver dybt i folkesjælen i mellemkrigstidens Tyskland
  • Tom Tykwer: Skæbnefortælleren

    5. august 2017
    Tom Tykwer (f. 1965) er en af moderne tysk films store skikkelser. Han fører arven fra en anden tysk mester, F.W. Murnau, videre ved at på én gang lege med filmsproget og skildre en genkendelig virkelighed og komplekse personer
  • Reitz gav tyskerne deres historie tilbage

    5. august 2017
    Med ’Heimat’ revolutionerede Edgar Reitz først tv-serien og gav tyskerne en fortælling med de helt store historiske linjer til at spejle sig i. Siden genopfandt han filmen for at bryde med den amerikanske filmæstetik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bjarne Andersen
    Bjarne Andersen
Bjarne Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

Mærkeligt - jeg forbinder ikke Mozart med tysk kultur, nærmere med østrigsk og italiensk kultur.
Godt nok var der en "Anschluss" på et tidspunkt, men vi skal jo længere tilbage i historien, hvor Mozart gjorde sig gældende.
Forbundne var de dog, de østrigske og tyske komponister, der huserede i Wien gennem flere århundreder.

Men der er altså en forskel ...

Brugerbillede for Jan Weis

Og så komponerede Mozart iørefaldende musik for børn og barnlige sjæle med sans for spektakulær opera – Tryllefløjten – men den mangler underligt nok her – måske derfor …

Bemærkelsesværdigt er også, at en god gammel musikhåndværker som Händel ikke er fundet værdig til at optræde på listen – det er måske, fordi man mener han var englænder – og dermed tilhører et folkefærd, der for øvrigt ikke kan spille klassisk musik, så det er til at holde ud at høre på – de mangler simpelt hen ’Gefühl’ … ;-)

Brugerbillede for Erik Karlsen
Erik Karlsen

Jeg undrer mig også over, at Händel ikke er med på listen. Og derudover et par komponister fra Mannheimerskolen (f.eks. Johann Stamitz), der kronologisk er placeret før Wienerklassismen.

Brugerbillede for Jan Weis

Tankehierarkier.
Den mesopotamiske tænker: Alt flyder; Den telluriske tænker: Alt vokser; Statikeren tænker: Alt står; Elektroingeniøren tænker: Alt er i bevægelse; Den apokalyptiske tænker: Alt kollaberer; Den trætte tænker: Alt er omsonst – og den ’udbrændte filister’ er en tom engel, et menneske uden budskaber, et menneske, der ikke har noget at sige, men spørger: Hvad er kærlighed? Hvad er skabelse? Hvad er stjerne? Hvad fanden snakker I om? - mens han misser med sine tomme øjne … ;-)