Læsetid: 6 min.

Woody Allen kommer til København for at spille New Orleans-jazz for sig selv

Woody Allen, der i næste uge giver koncert på Copenhagen Jazz Festival med sit jazzband, elsker musik, og han nyder både at lytte til og spille musik og ikke mindst finde de rigtige musiknumre til sine film. Information har talt med den amerikanske filmskaber, der siger, at hans musikalske talent på ingen måde er lige så stort som hans kærlighed og entusiasme
’Hvis jeg har skudt en scene eller en sekvens af filmen, som ikke fungerer så godt, så kan det rigtige stykke musik dække over en række synder eller give det en energi, jeg ikke har fortjent, når det kommer til mit manuskript eller min iscenesættelse,’ siger Woody Allen, der i næste uge gæster Københavns jazzfestival.

’Hvis jeg har skudt en scene eller en sekvens af filmen, som ikke fungerer så godt, så kan det rigtige stykke musik dække over en række synder eller give det en energi, jeg ikke har fortjent, når det kommer til mit manuskript eller min iscenesættelse,’ siger Woody Allen, der i næste uge gæster Københavns jazzfestival.

Sofie Amalie Klougart

6. juli 2017

Woody Allen har ikke særlig høje tanker om sig selv som musiker. Den 81-årige amerikanske filmskaber, skuespiller og komiker har spillet klarinet, siden han var 15 år gammel – og han elsker det – men allerede tidligt måtte han erkende, at han nok aldrig blev professionel.

»Jeg havde ikke talentet til at kunne leve af at spille,« siger han i telefonen fra sit hjem i New York.

»Det gik op for mig, at jeg havde talent for komik, men ikke for musik.«

Derfor kan det måske også overraske, at Allen gennem de seneste mange år faktisk har givet koncerter sammen med sit jazzband, Woody Allen & His New Orleans Jazz Band. Når de kan – og Allen ikke laver film – spiller de en gang om ugen på The Carlyle Hotel i New York, og lige nu er de på en Europa-turné, der i næste uge bringer dem til København og Copenhagen Jazzfestival.

Men, som instruktøren selv siger, »jeg har en stor kærlighed til musikken. Sammenlignet med de andre mennesker i mit band og sammenlignet med de klarinettister, der spillede og stadig spiller den slags musik – Sidney Bechet, Albert Burbank, Alan Barnes – er jeg dog ikke nogen særlig god musiker. Jeg er ikke i deres klasse. Jeg er ligesom en weekendtennisspiller, der kan slå til en bold og spille en lille smule. Men det er så også det. Det, der gør, at jeg kan klare mig, er, at jeg har en uforfalsket entusiasme for musik. Jeg elsker det. Jeg formår bare ikke at forvandle den passion til stor musikalsk følelse på hornet. Jeg har det simpelthen ikke i mig.«

Spiller for sig selv

Som navnet antyder, Woody Allen & His New Orleans Jazz Band, er det meget traditionel New Orleans-jazz, som Woody Allen og hans band spiller.

Det er den musik – spillet af musikere som Sidney Bechet, Louis Armstrong og Jimmie Noone – Allen er vokset op med, og som han stadig nyder mest at lytte til, selv om han da også lytter til meget andet, det være sig swing, bebop, klassisk og The Great American Songbook med populære komponister og sangskrivere som George Gershwin, Irving Berlin og Cole Porter. Nyere og mere avanceret bliver det dog ikke, understreger han.

Humøret var højt, da Woody Allen og hans jazzorkester tirsdag aften indtog scenen i en fyldt Imperial Bio i København og førte publikum tilbage til 1920’ernes New Orleans
Læs også

»Vi spiller for os selv,« siger Allen, der godt kan lide at turnere, bare det ikke bliver for tit. Han var sidst i Danmark med sit orkester i 2011.

»Vi er meget dedikerede til traditionel New Orleans-musik, og vi fjoller ikke rundt eller forsøger at lefle for publikum. Vi spiller det autentiske New Orleans-jazzrepertoire. Det er sjovt for os, og hvis folk kan lide det, bliver det kun endnu mere fornøjeligt for os. Vi begyndte med at spille hjemme hos os selv, ligesom nogle, der spiller tennis eller poker en gang om ugen. Vi spiller for sjov. Da det så blev foreslået, at vi skulle spille for et publikum, prøvede vi det, og folk kom, og vi begyndte at spille nogle koncerter. Men vi spiller for vores egen fornøjelses skyld.«

Det handler ikke om at holde arven fra New Orleans i live, forklarer Woody Allen, men han medgiver gerne, at lige præcis den form for jazz ikke har så stort et publikum.

»Mine medmusikere og jeg forelskede os bare alle i New Orleans-musikken,« siger han, »på samme måde, som mennesker verden over har forelsket sig i forskellige stilarter. Man kan bevæge sig fra land til land og finde en masse mennesker, der holder af bebop eller swing eller klassisk musik eller opera. New Orleans-musikken har et lille, dedikeret publikum i Japan, Israel, Europa og USA. Lad os sige, at vi kom til København og spillede fem aftener i træk – så ville vi nok meget hurtigt løbe tør for publikum. Men der er nok mennesker, der kan lide New Orleans-musik, til, at vi kan spille en enkelt aften.«

Personlig beslutning

Musik gennemsyrer alle menneskers liv, og alle er afhængige af musik, mener Woody Allen, der også bruger den musik, han selv godt kan lide at lytte til, i sine film, hvad enten det er Gershwins »Rhapsody in Blue« i Manhattan (1979), 1930’ernes popmusik i Radio Days (1987) eller en lange række klassikere sunget af skuespillerne i hans hidtil eneste musical, Everyone Says I Love You (1996).

Elaine May, Woody Allen og Miley Cyrus i Allens mildt underholdende tv-serie, ’Crisis in Six Scenes’. Foto: Amazon
Læs også

Og for ham er det den sjoveste del af det at lave film: At finde den rigtige musik, når det første gennemklip af filmen er klar.

»Det er meget instinktivt,« siger han.

»Jeg ser på en scene, og mit instinkt fortæller mig, hvilken slags musik jeg gerne vil høre bag scenen. Jeg forsøger mig så med et stykke musik – jeg kigger min pladesamling igennem, vælger en plade og spiller den sammen med scenen. De fleste scener råber på et bestemt stykke musik – ja, nogle gange råber de på ingen musik. Men musikken er ment som et supplement, og det er en personlig beslutning for mig.«

Derfor foretrækker Allen også at finde allerede eksisterende musik, han kan genkende sig selv i, end at bede en komponist om at komponere ny musik, der skal lyde som alt det gamle.

»Jeg kan godt lide at bruge musik, der i højere grad udtrykker mig, end et nyt score måske ville. Jeg kan godt lide, at jeg kan udtrykke mine følelser i en scene gennem mit valg af musik. Jeg kan godt lide, at jeg selv kan kontrollere det, og det bliver en slags personligt statement i filmen, som jeg kan stå inde for.«

Musik som krykke

Et af Woody Allens store forbilleder, den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, brugte slet ikke musik i anden halvdel af sin filmkarriere. Det var barbarisk, syntes han.

»Og det fravær af musik sørgede han selvfølgelig for at manipulere på en meget effektiv facon. Det var et positivt kunstnerisk udtryk for ham,« siger Allen, der bestemt ikke har det på samme måde. For ham er musikken meget vigtig.

»Jeg kommer fra en anden tradition. Musikken er et værktøj, som jeg kan bruge til at skabe de følelser, jeg vil have i filmen. Hvis jeg nægtede mig selv at bruge musik, ville det være som ikke at bruge dialog. Hvis man vil være purist, kan man lave en stumfilm. Men sådan har jeg det ikke. For mig er film dialog og billeder og musik – en kombination af mange ting. Når jeg laver en periodefilm, genskaber musikken en nostalgisk atmosfære. Hvis jeg laver en romantisk eller en komisk film, kan musikken supplere en scenes komiske energi. Eller hvis det er en dramatisk scene med et mord, kan musikken understrege dramatikken – som da jeg lavede Små og store synder og brugte en af Schuberts strygekvartetter.«

Allen erkender dog også, at musik godt kan bruges som en krykke i en mindre stærk film – det har han selv gjort.

»Hvis jeg har skudt en scene eller en sekvens af filmen, som ikke fungerer så godt, så kan det rigtige stykke musik dække over en række synder eller give det en energi, jeg ikke har fortjent, når det kommer til mit manuskript eller min iscenesættelse. Musikken ordner det for mig. Ja, jeg har indimellem brugt det som en krykke. Forhåbentlig ikke for tit.«

Woody Allen & His New Orleans Jazz Band spiller i Amager Bio på mandag den 10. juli kl. 20 som en del af Copenhagen Jazz Festival. Billetter via ticketmaster.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer