Læsetid: 7 min.

De, som har alt – og derfor alt at miste – har vist sig at være den stærkeste politiske kraft i europæisk politik

Den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev har skrevet en fremragende, polemisk analyse af, hvorfor flygtningekrisen afslører en ødelæggende krise for hele det europæiske projekt
Det europæiske projekt bygger på beskyttelse af mindretal, men den definerende politiske bevægelse i Europa er beskyttelsen af flertallet mod mindretal, mener den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev

Det europæiske projekt bygger på beskyttelse af mindretal, men den definerende politiske bevægelse i Europa er beskyttelsen af flertallet mod mindretal, mener den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev

Sigrid Nygaard

22. august 2017

Der er ifølge den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev to typer europæere: De, der har oplevet stærke regimer gå i opløsning indefra, og de, der ikke har. Østeuropæerne oplevede selv kommunismens kollaps, mens vesteuropæerne så det udefra uden at forstå, at det ikke kun var en befrielse fra undertrykkelse. Det var også den traumatiske oplevelse af, at en verden gik under.

»Det er den erfaring, som definerer den kolossalt store forskel mellem Budapest og Paris i forståelsen af den aktuelle europæiske krise,« skriver Ivan Krastev i sin nye bog, After Europe:

»Østeuropæerne fortolker tingenes tilstand opslugt af ængstelse, ja, endda rædsel, mens vesteuropæerne insisterer på at tro, at det hele nok skal gå fint.«

Der er ellers optimisme i Europa igen, opbakningen til unionen er stigende, EU-flaget er nærmest blevet en progressiv fane, og Brexit gør meget mere ondt i Storbritanien end i Bruxelles.

Men samtidig med den nye optimisme udstilles EU’s politiske impotens: Den såkaldte flygtningekrise er et problem for hele Europa, som unionen er fuldstændigt ude af stand til at finde en løsning på. Vi så det samme sidste år og forrige år, og for hver gentagelse bliver unionens afmagt endnu mere manifest. Det minder ifølge Krastev enhver østeuropæer om, hvordan kommunismen var ude af stand til at løse de problemer, som prægede samfundet og dominerede befolkningerne.

After Europe er skrevet inden valget af Macron i Frankrig og denne sommers flygtningerædsler, men den er allerede blevet til et referenceværk for diskussionen om Europa.

Ivan Krastev er leder af tænketanken Liberal Strategies i Bulgarien, hvor han beskæftiger sig med demokratiets udvikling. Han er i Danmark i denne uge for at tale til Tænketanken EUROPA’s årskonference om den aktuelle disruption af de europæiske demokratier, og hvordan man kan redde det liberale demokratis værdier.
Læs også

Krastev forklarer i bogen, hvordan flygtningekrisen er blevet EU’s dæmon: Det europæiske projekt bygger på beskyttelse af mindretal, men den definerende politiske bevægelse i Europa er beskyttelsen af flertallet mod mindretal:

»Truede flertal – de, som har alt, og som derfor også har alt at miste – har vist sig at være den stærkeste politiske kraft i europæisk politik.«

Det er ikke bare højrefløjspartier, som udfordrer menneskerettigheder, konventioner og rettigheder for mindretal: »Det er blevet selve den europæiske hovedstrøm.«

Populisterne, de konservative og mange af Europas socialdemokratier taler til flertallets behov for beskyttelse mod indvandrere og flygtninge. Og de regner EU for fjenden, ikke redningen. Og EU kan ikke løse flygtningekrisen, fordi beskyttelsen af grænserne er blevet et afgørende anliggende for nationale ledere, som skal vælges af nationale borgere.

»Denne krise er et vendepunkt i den politiske dynamik i det europæiske projekt,« skriver Krastev.

Ivan Krastev forklarer, hvordan flygtningekrisen er blevet EU’s dæmon: Det europæiske projekt bygger på beskyttelse af mindretal, men den definerende politiske bevægelse i Europa er beskyttelsen af flertallet mod mindretal: »Truede flertal – dem som har alt, og som derfor også har alt at miste – har vist sig at være den stærkeste politiske kraft i europæisk politik.«

Sigrid Nygaard

Den østeuropæiske erfaring

Krisen er over hele Europa, men opleves anderledes i Østeuropa. Historisk har østeuropæerne ifølge Krastev haft større tillid til bureaukraterne i Bruxelles end til lederne i deres egne lande.

De regnede Bruxelles for et værn mod det værste i deres egne lande, hvis ledere de anså for inkompetente og korrupte. EU beskyttede dem mod deres nationale ledere. Men konfronteret med flygtningestrømmen regner de deres egne ledere for beskytterne, som vil bygge mure omkring deres land, og de anser Bruxelles for en trussel, som vil åbne grænserne og sende tusinder af flygtninge ind i deres land:

»Det, der også er blevet tydeligt under flygtningekrisen, er, at de nationale loyaliteter, som engang blev regnet for døde og begravede, er vendt tilbage – som hævn – i samtidens Europa.«

After Europe er ikke skrevet imod Europa. Krastev er ikke en konservativ tænker, som vil forsvare sit land mod EU, eller en venstreorienteret modstander af EU som kapitalens projekt.

Han er principielt tilhænger af Europa, men hans analyse er, at den politiske, sociale og økonomiske udvikling er ved at ødelægge EU.

For tre årtier siden var drømmen i de østeuropæiske lande at blive ligesom resten af Europa. De populære ledere talte dengang til løftet om velstand, økonomisk succes og ordentlighed. »Lad os blive europæere,« sagde lederne til deres vælgere. De var tilhængere af fri bevægelighed, fordi det gav nye muligheder for borgerne og for virksomhederne.

Men mange oplevede, at de bedste rejste ud og klarede sig godt, mens resten blev hjemme og gik i stå. De stærke i Bulgarien lærte hurtigt, fortæller Krastev, at det er nemmere at rejse til Tyskland og leve godt dér, end det er at vente på, at Bulgarien skal fungere ligesom Tyskland.

Denne indsigt resumeres i en bulgarsk vittighed: Der er to måder at håndtere den politiske og økonomiske krise i landet på: Terminal 1 eller terminal 2 ud af landet i den internationale lufthavn i Sofia. Man skal med andre ord væk.

Man kunne leve med den fri bevægelighed, hvis det skabte velstand og fremgang for flertallet. Men når det ikke fungerer økonomisk, vil de østeuropæiske vælgere ifølge Krastev ikke acceptere konsekvenserne.

Og man vil slet ikke belæres af de stærke europæiske lande om hvor mange flygtninge og indvandrere, man bør tage. Så i dag taler de populistiske ledere i Østeuropa imod de onde ledere i Paris, Berlin og Bruxelles. 

Vesteuropæerne kan ikke forstå, at østeuropæerne ikke føler nogen forpligtelse for verdens flygtninge og indvandrere. Men for det første har de østeuropæiske lande ikke den samme kolonialistiske historie som de vesteuropæiske lande.

’Jeg tror aldrig nogensinde, at vores politiske systemer har været mere gennemsigtige end nu. I teorien skulle det føre til større tillid til staten – man kan holde de politiske ledere ansvarlige, og man ved, hvad der foregår. Men resultatet har været lige modsat: Man er meget mere opmærksom på korruption og underlige back-room-aftaler; alt det som også er en del af politik. Og det fører til endnu mere kynisme og mistillid til institutionerne.’
Læs også

De har ikke rejst ud og erobret fremmede menneskers lande, behandlet dem som undermennesker og påtvunget dem deres civilisation. De har ganske enkelt ikke den kollektive postkoloniale skam over fortiden, og de har ingen oplevelse af, at de skylder nogen noget.

Den anden afgørende forskel, at nazismen og fascismen, som er Vesteuropas historiske spøgelser, var nationalistiske bevægelser. Det var en grusomhed, som byggede på, at vi i Vesten dyrkede vores egne stammer og vores egne rene folk. Derfor står det internationale og det multikulturelle samfund for mange i Vesteuropa som den lykkelige modsætning til deres egne skyggesider.

Men østeuropæernes historiske spøgelse var kommunismen, som var en internationalistisk bevægelse. Den byggede ikke på det nationale folk, men ideen om en global arbejderklasse. For dem er internationalismen historisk belastet. Det kosmopolitiske og det mangfoldige er således ikke på samme måde kulturelt og moralsk attraktivt i Østeuropa. Tværtimod hævder Krastev:

»Den store holdningsmæssige konflikt mellem Europas vest og øst ligner meget konflikten mellem de store kosmopolitiske storbyer og landområderne i de vestlige lande, når det handler om mangfoldighed og indvandring.«

Denne modsætning forklarer det paradoks, at selv om østeuropæerne ifølge meningsmålinger er nogle af de stærkeste tilhængere af EU, så bliver de ved med at stemme partier til magten, som åbenlyst bekæmper uafhængige liberale institutioner som domstole, centralbanker og medier. 

Afganske flygtninge vasker sig udenfor nogle forladte huse i nærheden af Beograd i Serbien. Vesteuropæerne kan ikke forstå, at østeuropæerne ikke føler nogen forpligtelse for verdens flygtninge og indvandrere

Muhammed Muheisen
Ritzau Foto

Det vesteuropæiske problem

Men Europas krise kan som sagt ikke begrænses til en konflikt mellem øst og vest. Pointen er, at hele tanken om det truede flertal, som skal beskyttes mod overklassernes krav om rettigheder til mindretal, også slår igennem i Vesteuropa.

Vesteuropæerne er ved at have glemt rædslerne fra kolonialismen og Anden Verdenskrig. Det er efterhånden kun de ældste generationer, som husker, hvordan vores egen nationalisme forfaldt til et civiliseret barbari. Nu oplever de, at menneskerettighederne betyder, at folk fra hele verden kan komme til deres lande og kræve at blive budt velkommen som borgere, hvis de er på flugt:

»Det, som indtil fornylig blev betragtet som verden efter Den Kolde Krig, ligner nu mere og mere afkolonialiseringens anden bølge,« skriver Krastev.  Det er ikke frigørelsen fra totalitarismen, men frygten for de fremmede, hvis lande vi engang besatte, som kendetegner epoken. 

Den første bølge af afkolonialisering handlede om at realisere det europæiske ideal om selvstyre og smide de hvide besættere ud. Men den anden bølge handler om, at folk fra de engang koloniserede lande ikke længere vil nøjes med billeder af livet i Vesten på deres tv og deres telefoner.

De vil herop og have del i det. Og de generationer, som er opvokset årtier efter kolonialismen og verdenskrigen har ikke så stærk en skyldfølelse som deres forældre, og de oplever ikke et ansvar for verdens ulighed.

Krastev mener, at det forklarer et andet paradoks. Man skulle tro, at de vesteuropæere, der var vokset op i liberale demokratier i EU, tænkte sig selv som europæere, oplevede de vestlige rettigheder som noget naturligt og rigtigt. Men det har ifølge Krastev mærkelig nok ikke ført til en »stærk fælleseuropæisk pro-eu politisk bevægelse, som de unge engagerede sig i og identificerede sig med«. Selv ikke de unge er blevet til engagerede politiske europæere.

Disse mange forskellige krisesymptomer bliver koncentreret i den aktuelle flygtningekrise: Politik er forblevet et nationalt anliggende, hele det system af rettigheder og konventioner, som blev bygget op efter Anden Verdenskrig har langsomt mistet sin legitimitet og bevidstheden om vores historiske ansvar for verdens himmelråbende urimelighed og ulighed er lige så langsomt blevet fortrængt af frygten for flygtninge og indvandrere.

EU vil ikke falde sammen på samme måde som de kommunistiske regimer, påpeger Krastev:

»Hvis det ender med at gå i opløsning, vil det ikke være, fordi udkanten er løbet væk, men fordi det stærke centrum (Tyskland, Frankrig) har gjort oprør.«

Det vil med andre ord være, fordi de stærke økonomier laver et fællesskab for de stærke, som de andre ikke kan finde opbakning til at gå med i. De, det tjener mest på den frie kapitalisme, vil se den frie bevægelighed som en styrke, mens dem, som taber på den, vil lukke grænserne og til sidst blive lukket ude.

Krastevs bog er kort, radikal og voldsomt dramatiseret. Den isolerer de tendenser, som bekræfter bogens tese. Den diskuterer ikke sin tese, men trækker et enkelt perspektiv igennem. Det kan man godt argumentere imod, men det er svært at afvise, at den såkaldte flygtningekrise afslører en politisk krise, som udfordrer de principper, vi ellers definerer os ved.

Med en let omskrivning af et citat fra bogen: Der er mange teorier om integration i Europa, men meget få om opløsningen af den europæiske union. After Europe er en af de bedste opløsningsteorier skrevet af en af de europæere, der ved, hvordan det ser ud, når et stærkt regime går i opløsning. 

Ivan Krastev: ’After Europe’. University of Pennsylvania Press. 128 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • ingemaje lange
  • David Zennaro
  • Benno Hansen
Niels-Simon Larsen, ingemaje lange, David Zennaro og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Intet menneskeligt holder som bekendt for evigt - så før eller siden opløses EU selvfølgelig.
Det er straks vanskeligere at forudse, hvad der så måtte ske.

Men hvis det måtte være nu, at opløsningen sætter ind, så kan jeg godt ane en fremtid, hvor Euro-zonen - eller dele af den - smider dødvægt og fortsætter alene. Det kan være, at Ivan Krastev for eftertiden vil fremstå som den store profet.

Michael Kongstad Nielsen

Unger indtryk af Ivan Krastevs udmærkede tanker, har jeg følgende 'vilde' forslag:

De 6 oprindelige deltagere af EEC (Romtraktaten) + de øvrige gamle kolonimagter, Spanien og Portugal, tager hovedparten af alle de flygtninge, der får asyl i Europa.

Østeuropa, Balkan og Baltikum kan nøjes med 10% af af den samlede mængde. Til gengæld lukkes der i 10 år for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Sverige slipper helt - da de har nok i forvejen.

David Zennaro

Nu er Danmark jo også en gammel kolonimagt, så mon ikke også der skulle kvoteres nogle flygtninge her?

Michael Kongstad Nielsen

Jo, David, lad os bare snuppe en håndfuld. og med lidt god vilje kan der også drysses lidt ud over Østrig, Irland, Cypern og Malta, Men vi småstater batter jo ikke rigtig noget.

Jeg begriber ikke denne del af sætningen:

"Den første bølge af afkolonialisering handlede om at realisere det europæiske ideal om selvstyre..."

...og har nok misfortolket et eller andet, men

selvstyre, autonomi, myndighed, uafhængighed, frihed er sgu ikke et europæisk ideal, men et universelt menneskeligt et af slagsen. Folk har til alle tider agiteret og kæmpet mod undertrykkelse og illegitime ledere, hvad enten det foregik med en individualistisk eller kollektivistisk baseret ideologi. Kun et eurocentrisk snæversyn bringer sig selv op på en sådan misforstået piedestal.

Utroligt interesant, og jeg som troede at den "første verdens" opløsning ville komme fra den økonomiske frigørelse af "tredie verdens" økonomier. En fremtid hvor dem i syd kan slå sig på låret af grin over alle de selvretfærdige reguleringer de rige lande bilder sig ind de kan etablere og forblive "første" lande. En fremtid hvor det store økonomiske frihandelsområde er syd-syd og hvor markederne i nord langsomt kolapset. Så vil "flygtningestrømmen" til Europa være en anekdote i historien. Den er en konsekvens, ikke en årsag til andet end forvirring og politisk spil for galleriet. En dårlig undskyldning for hvad der reelt er ved at ske.