DF’er kaldte homoseksuelle afvigere i læserbrev. Nu svarer landsbyen ved at holde en pride

»Skal vi gennemgå run down?«

Betina Søblik Andersen kigger på de seks andre, der sidder rundt om bordet.

»Hvis vi lige springer frem. Så har vi ’Pridewalken’,« siger Nick Højgaard.

Han er formand for styregruppen for Gesten Pride 2017 og sammen med de andre frivllige i gang med at gennemgå programmet en sidste gang. De sidder i et mødelokale i den lokale sportshal. Klokken er omkring 18. I hjørnet står en kasse med 500 balloner og et stort regnbuebanner.

Han kører en finger ned gennem programmet.

»Vi skal have nogen til at gå helt forrest i en bestemt hastighed. Den forreste gruppe kommer til at sætte tempoet for hele paraden. Hvis vi kan ramme 40 minutter, så kommer det til at passe godt med resten af programmet.«

Arrangørerne ville gerne have haft Vejen Garden til at gå forrest. Men den skulle spille til Stafet For Livet i Vejen, og nu har en af de lokale beboere fra Tværgade i Gesten lånt sin havetraktor ud til arrangementet.

»Den skal køre allerforrest,« siger hun. »Den skal bare pyntes med balloner og have en trailer på med en sæbeboblemaskiner.«

»Super,« siger Nick Højgaard. »Den skal bare køre i laveste gear for at holde tidsplanen.«

Det er onsdag aften, tre dage inden Gesten Pride.

Michael Drost-Hansen

Ligesom i København og Aarhus er den lille landsby 20 kilometer uden for Kolding i gang med at arrangere en parade for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteters rettigheder. Det er Danmarks formentlig mindste pride.

»Det er jo lidt noget andet her,« siger Betina Søblik Andersen.

Hun er matematikskolelærer på den lokale skole og talsperson for styregruppen bag Gesten Pride.

»Vi laver selvfølgelig juleoptog og byfester. Men vi har ikke haft sådan noget her før.«

Hun og en gruppe på omkring fem personer tog initiativ til priden efter et læserbrev i den regionale avis JydskeVestkysten, hvor gruppeformand for Dansk Folkeparti i Vejen byråd, Anni Grimm, beskrev homoseksuelle som »afvigere«.

Læserbrevet blev omtalt i en række landsdækkende medier og blev kritiseret af flere folketingspolitikere. Blandt andet af Dansk Folkeparti selv. 

I Gesten var mange også kritiske over for læserbrevet.

»Jeg tænke bare: Hvordan kan man have sådan et menneskesyn? Det er svært at sætte sig ind i,« siger Betina Søblik Andersen.

»Og så snakkede vi om, at vi måtte gøre et eller andet.«

ARD og DR

Tidligere på dagen mødtes styregruppen uden for sportshallen.

De skal tale om medierne (Ud over DR og TV 2 kommer blandt andre tyske ARD) og frivillige (Hjemmeværnet har ikke kunne hjælpe). Derudover har Betina Søblik Andersen taget lamineringsmaskinen med fra Gesten Skole, hvor hun arbejder som matematiklærer. Der er også kommet en pakke. Mens de venter på de sidste, tager Betina Søblik Andersen en nøgle i lommen og skar pakketapen op. Et stort regnbuebanner.

Det skal med hele vejen rundt på ruten i Gesten: Fra den gamle sportsplads midt i byen ned ad Stadion Allé og forbi byens købmand, til venstre ved byens forsamlingshus, ned ad Hovedgaden og videre ad Anstvej, Gyvelvej og Bækkevej for til sidst at ende ved fodboldbanerne her ved byens sportshal.

Hun tager det med ind til mødet i sportshallens lokale.

På banerne er landmanden Jonas Juul i gang med at træne nogle børn i fodbold. Han bor i Gesten og har han sagt ja til at køre en stor John Deere-traktor og nogle andre maskiner ind til byen på lørdag for at spærre byen af og samtidig virke som terrorsikring.

»Det er et godt initiativ. Der har været en tendens til, at man i de store byer har sagt, at det herude er Dansk Folkeparti, der styrer. Det er måske også rigtigt nok, men det er vigtigt at have fokus på mangfoldighed, også selv om man er en lille by her midt i mellem Sønderjylland og Midtjylland.«

Gesten ligger 20 kilometer fra Kolding og syv kilometer fra Vejen.

Michael Drost-Hansen

Byen bestod oprindeligt af Øster Gesten og Vester Gesten, men den er vokset sammen omkring landevejen. Ude ved landevejen står et stort højt regnbuefarvet skilt, som Nick Højgaard har lavet.

»Gesten Pride 2017.«

Nick Højgaard er kreativ direktør i reklamebureauet Markant i Kolding og har stået for logo og skilte.

Der bor ifølge Danmarks Statistik 930 personer i Gesten. Det meste af byen ligger ved Hovedgaden, som er omkring en kilometer lang og har parcelhuse på begge sider, hele vejen fra den ene ende til den anden. På Hovedgaden bor både Anni Grimm, som skrev læserbrevet om homoseksuelle, og Nadia Voss Brown, som efter at have læst læserbrevet foreslog tog initiativ til Gesten Pride.

Der er et par hundrede meter mellem husene.

Al reklame er god reklame

Midt på Hovedgaden ligger forsamlingshuset og købmanden, og ude på lageret står købmand Allan Haagensen.

Han er i gang med at rydde op.

Han har lige smidt et stykke pap ind i pappressen og holder nu en lille pause. Står op af en palle med dåseøl og halvandenliters sodavand. I en mørkeblå polotrøje med logoet for Min Købmand.

»Der er blevet snakket en del om priden,« siger Allan Haagensen.

Men det har ikke delt byen, mener han.

»Det er nok mest de ældre, der har lidt svært ved at forstå, hvorfor man skal arrangere sådan noget. De kan ikke helt se, at det er nødvendigt.«

Allan Haagensen har bestilt »et par tusind« ekstra øl og sodavand og 100 sandwich fra bageren i Lunderskov hjem til på lørdag.

»Sådan et arrangement kan jo være med til at få nogle folk til Gesten. Al reklame er god reklame. Vi vil også gerne have tilflyttere. Vi vil også gerne kunne sælge vores huse. Det er da bestemt et reklameboost for Gesten.«

Allan Haagensen er i sin fritid aktiv i de lokale foreninger. Han har været med til at starte fællesspisning op den sidste torsdag i måneden, hvor man for 40 kroner kan spise aftensmad i forsamlingshuset. Der kommer mellem 80 og 100 hver gang.

»Tidligere var der også høstfest og dilettant, men det lukkede for fem år siden.«

Det var for svært at finde nogen til at spille rollerne. Tre år i træk spillede Allan Haagensen hovedrollen.

»Jeg har både været rocker og godsejer. Og et år spillede jeg faktisk købmand,« siger han.

»Det er enormt synd for de små samfund. De fælles arrangementer er med til at skabe sammenhold på kryds og tværs, og jo mere sammenhold der er i en by jo bedre. Også for en købmand. Så det er rigtig godt for byen med et arrangement.«

»Et land for afvigere«

Anni Grimms læserbrev blev trykt i begyndelsen af juli. Der stod blandt andet:

»Det er frustrerende at opleve, hvordan Danmark og danskerne langsomt, men sikkert bevæger sig i retning af at blive et land for afvigere og et land, hvor laveste fællesnævner bliver fremhævet, belønnet og hævet op til at være den kategori, der fremover skal tegne det danske samfund. Afvigerne – det være sig homoseksuelle, lesbiske eller andre minoritetsgrupper – kæmper bravt for deres ’rettigheder’. Så bravt, at jeg og andre bliver ugleset i den politiske korrektheds navn, for vores naturlige holdninger.«

Anni Grimm tilføjede:

»Det gider jeg faktisk ikke at finde mig i.«

Læserbrevet fik Dansk Folkeparti til at give Anni Grimm en advarsel og gøre hende opmærksom på, at hendes læserbrev ikke var et udtryk for partiets holdning. Anni Grimm modtog advarslen, men allerede dagen efter fortalte hun til JydskeVestkysten, at hun havde fået flere mail, som støttede hende.

»De mail har egentlig bekræftet mig i, at jeg havde ret hele tiden,« sagde hun.

Det fik Dansk Folkeparti til at give hende endnu en advarsel.

I denne uge havde Anni Grimm endnu et læserbrev i JydskeVestkysten, hvor hun kalder Gesten Pride »et kæmpe nederlag for den højt besungne ’mangfoldighed’ og et barnligt forsøg på mobberi.«

Hun skriver også, at hun har fået mange blomster og positive tilkendegivelser efter hendes to første læserbreve.

Betina Søblik Andersen læste læserbrevet.

»Jeg tænke bare: Hvordan kan man have sådan et menneskesyn? Det er svært at sætte sig ind i. Det er ikke, fordi jeg er meget kristen, men kærlighed er kærlighed, uanset om det er mellem to af samme køn eller af forskellige køn.«

Dagen efter så hun en kommentar på Facebook fra Nadia Voss Brown, som foreslog at lave en pride i Gesten som et svar på Anni Grimms læserbrev.

»Den læste jeg og en veninde, og så skrev vi, at vi var med.«

Et par uger efter mødtes Betina Søblik Andersen og de andre første gang.

»Vi mødtes ude ved Nick og sad og snakkede. Vi sad nærmest med et stykke køkkenrulle og skrev en masse løse idéer ned. Det var også sjovt, at det var langt ude på landet i Jylland. Man tænker normalt, at en pride kun er noget, der findes i de store byer. Mange homoseksuelle flytter til storbyen, fordi de tænker, at man ikke kan få lov til at være homoseksuel på landet, men der kunne vi godt tænke os at vise, at alle har altså lov til at bo herude.«

Så gik de i gang med det praktiske: Nogen skal sætte flag-alleen op, nogen skal bage kage og boller, nogen skal dele løbesedler ud, nogen skal finde et kontonummer, nogen skal hente tilladelser hos politi og brandvæsen, og nogen skal skrive en beredskabsplan på 15 sider.

Solsikkeklubben på Hovedgaden

Pensionisten Jørgen Bräyner står i sin forhave.

Han er i gang med at rive rundt om nogle fuchsia, som står i et bed langs med fliserne fra vejen op mod til indgangen til hans parcelhus. Der skal være fint inden paraden lørdag.

Jørgen Bräyner har ikke noget imod arrangementet, men arrangørerne skulle måske ikke kalde det Gesten Pride.

»De kommer til at tale på alles vegne. Hele Gesten,« siger han.

»Ikke fordi vi har noget imod homoseksuelle i Gesten, men de har ikke været rundt og spørge, hvad vi mener.«

Han læner sig op ad træskaftet på riven.

»Folk er ellers meget tolerante. Vi har haft to mænd boende i det hvide hus derovre.«

Han peger på et nymalet hvidt hus på den anden side af vejen.

»Så rare og positive mennesker skal man lede længe efter.«

Michael Drost-Hansen

Jørgen Bräyner var med til parrets bryllup i den lokale kirke, hvor den lokale præst viede dem, og parret kom med i solsikkeklubben, hvor naboerne på vejen hvert forår deler solsikkefrø ud og senere på sommeren kårer den største solsikke.

Tommy Egelund – som boede i det hvide hus – var glad for at bo ved siden af Jørgen Bräyner og de andre i Gesten. Han kan blandt andet huske, at naboerne kom over med blomster, da de var flyttet ind.

»Fra første dag blev vi taget godt imod. Vi nåede kun at bo der en uge inden vi blev inviteret med i solsikkeklubben. Den havde været der er i 25 år. Så det var en fornem klub at blive inviteret med i,« siger han.

Han boede sammen med sin mand i det hvide hus på Hovedgaden i Gesten i fem år, indtil de flyttede til noget større for fire år siden.

»Vi har ikke oplevet noget som helst. Jeg er selv opvokset i en lille by på størrelse med Gesten, og jeg var da bange for, hvordan folk ville reagere. Men i dag er det så nemt.«

Lidt længere nede ad Hovedgaden kommer en ældre mand og hans kone gående ned mod købmanden.

Han har solbriller på og en stofpose i hånden.

Gesten Pride er en »form for provokation«, mener de.

»Der ligger en provokation i at sige, at nu skal vi lige vise, at vi kan noget. Det tror jeg simpelthen,« siger kvinden.

Hun er nervøs for paraden.

»Jeg tænker på, hvad det kan medføre af andre ting her i byen. Kommer der nogen, der er ude på at ødelægge optoget? Bliver der slagsmål, eller bliver der kastet med et eller andet? Det er da sådan noget, jeg godt kan gå og tænke på. Nu bor vi selv lige her ud til hovedgaden.«

En delt by?

Gesten Pride har ifølge en artikel i JydskeVestkysten delt byen.

På den ene side er der alle de borgere, som støtter op om arrangementet. Det er både formanden for lokalrådet, den lokale købmand, medlemmer af vandværkets bestyrelse, antenneforeningen, lokale politikere fra Enhedslisten til Venstre, præsten i den lokale kirke og langt de fleste af dem, som Information møder i Gesten by. På den anden side er der Anni Grimm.

»Og så er der dem indimellem,« siger Betina Søblik Andersen.

»Dem, som synes, det er lidt for meget at arrangere en pride på grund af hendes læserbrev. Hvorfor behøver vi at gøre det? Men vi var nødt til at gøre noget.«

Det har været svært for Betina Søblik Andersen og de andre frivillige at finde sponsorer. Hun har »ikke lavet andet« end at ringe rundt, men det er kun lykkedes at finde en enkelt pengesponsor, og virksomheden bag vil ikke have sit navn nævnt.

»Folk er lidt forsigtige og bange for at træde deres kunder over tæerne. De støtter arrangementet, men de er lidt bange for det der nye. En pride i Gesten – det ser man jo ikke hver dag.«

Betina Søblik Andersen forstår godt, at de lokale virksomheder har været tilbageholdende med at støtte arrangementet. Det er en lille by.

»Men det har da været lidt frustrerende. For generelt går vi ikke og kigger skævt til hinanden i byen, som man ellers kan tro om folk ude på landet.«

– Hvad kunne man tro om folk på landet?

»Mange tror måske, at folk på landet er mere forstokkede, og at det ikke er okay at man er anderledes. Ligesom andre steder i landet er det blevet langt mere accepteret at være homoseksuel her, men jeg tror måske ikke, at man er lige så bevidst om det herude på landet.«

– Men læserbrevet bekræfter vel den fordom?

»Det gør det. Men det var derfor, vi ville vise, at det ikke er alle, der tænker sådan. Og forhåbentlig er det under halvdelen.«

Anni Grimm havde først sagt ja til at medvirke i artiklen, men meddelte på dagen for interviewet, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre