Læsetid: 8 min.

Enfoldigheden triumferer. Dette er afslutningen på kunsten

Hvad blev der af kunstens frihed? Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn, skriver førende tysk forfatter og kunstkritiker i essay
Kunstneren Kelly Walker havde til sin udstilling på Museet for Samtidskunst i St. Louis fundet arkivbilleder fra 1960’erne med gadekampe mellem politi og sorte borgerretsaktivister og overtrukket dem med chokolade. Men udstillingen blev genstand for kontroverser, da ansatte og museumsgæster følte sig krænkede af billederne

Kunstneren Kelly Walker havde til sin udstilling på Museet for Samtidskunst i St. Louis fundet arkivbilleder fra 1960’erne med gadekampe mellem politi og sorte borgerretsaktivister og overtrukket dem med chokolade. Men udstillingen blev genstand for kontroverser, da ansatte og museumsgæster følte sig krænkede af billederne

The Contemporary Art Museum St. Louis

16. august 2017

For ikke så længe siden skulle kunsten først og fremmest være fri. Fri for skam og fri for frygt, fri for indre tvang og for det mest også for ydre. Og samfundet? Her var man stolt over at se kunstens frihed afspejle ens egen.

Nu bliver der stadig flere tegn på, at tilbagetoget er indledt. Hvad der før var autonomt, skal nu kues. Hvad der før blev set som radikalt, skal nu beskæres. Pludselig bliver respekt og hensyn efterspurgt. Der tales meget om anstændighed, og om at visse forstyrrende værker bør pilles ned og sættes på magasin – og det er endda kun mildeste straf.

’Ødelæg det!’ ’Brænd det kunstværk’! Jo, også sådanne ikonoklastiske tilråb har man i den seneste tid kunnet høre. Det mest forbløffende er dog alligevel, at mange kunstnere ikke engang kæmper imod. De føjer sig gerne: De giver frivilligt afkald på deres frihed.

Da Kelley Walker sidste år skulle åbne sin store udstilling i Missouri på Museet for Samtidskunst i St. Louis, havde han i grunden ikke gjort andet, end han mere eller mindre plejer: Han havde gennempløjet fotoarkiverne, udvalgt sig billeder af gadekampe i 1960’erne, kopieret dem, overbetrukket dem med hvid og sort chokolade og derefter trykt dem på lærreder. Med sådanne motiver ville Walker, som museet formulerede det i præsentationsmaterialet »destabilisere temaer som identitet, race, klasse, seksualitet og politik«. Det forehavende må siges at være lykkedes over al forventning.

Destabiliserende museumsgæster forulempede således vagterne, og ved en enkelt lejlighed kom det ligefrem til slagsmål. Sorte ansatte tog initiativ til en underskriftsindsamling med krav om, at den hvide kunstner skulle undskylde. Hans billeder skulle, om ikke ødelægges, så fjernes omgående fra udstillingens sale. Anklagen lød på, at Walkers kunst havde »fremkaldt raciale og kulturelle spændinger, ubehag og krænkelse«.

Sort frihedskamp

Dette forår måtte maleren Dana Schutz se sig udsat for lignende beskyldninger, da hun udstillede et portræt på Whitney Biennial i New York. I dette tilfælde var det venstreorienterede kunstnerkolleger, som frådende af raseri forlangte hendes kunstværk destrueret. Schutz havde malet det mishandlede lig af ​​den sorte dreng Emmett Till, der blev tortureret ihjel af en racistisk lynchpøbel i 1955, angiveligt for at have piftet af en hvid kvinde.

Tills mor havde ved begravelsen ladet kisten stå åben, for at alle kunne se, hvor grusomt hendes 14-årige søn var blevet behandlet. Billedet blev et ikon i de sorte amerikaneres frihedskamp, og da Dana Schutz nu havde tilladt sig at fortolke det ind i nutiden på sin egen måde, havde hun efter manges opfattelse handlet blasfemisk. De kunne ikke få øje på nogen kunst i hendes kunst, kun tegn på hvidt herredømme.

»Her bliver sort lidelse udnyttet som råmateriale,« skrev kunstneren Hannah Black i et åbent brev, som en række kolleger var medunderskrivere på. »Det tilkommer ikke Schutz at behandle dette emne. Det maleri må elimineres.«

I marts i år var der voldsom debat om Dana Schutz’ udstilling på The Whitney Museum of American Art in Manhattan. Værket forestiller den åbne kiste af den 14-årige dreng Emmett Till, der blev dræbt i Mississippi i 1955

Natan Dvir

Henrettelser

Så vidt kom det ikke. Elimineret kun et par uger senere blev derimod et andet kunstværk, der efter først at være vist på Documenta i Kassel i 2012, nu blev genopstillet i Minneapolis, klar til indvielsen af en ny udstilling. Sam Durant havde konstrueret en træstruktur, der skulle minde om massehenrettelser i amerikansk historie, herunder af ​​38 indianere fra Dakota-stammen. Nu havde deres efterkommere imidlertid hørt om Durants projekt og belejrede Walker Art Center i vrede.

»Vores folkedrab er ikke din kunst«, stod der på deres opslag. Og en dusør blev udlovet for »kunstnerens skalp«.

Durant, som stadig havde alt sit hår på hovedet, tog deres vrede protester meget nær. Han accepterede uden videre at afmontere sin stilladsinstallation kaldet »Skafottet« og overdrog resterne til den indiske stamme, som nu overvejer at brænde dem ved et ritual.

De sorte røgsignaler fra branden kan stå som et passende symbol for dette kunstår, der truer med at blive et år med selvcensur og selvopløsning. Selv om der i Europa endnu ikke er rapportetet om lignende sager som Walker, Schutz og Durant, er pressionen fra talsmænd for minoritetsgrupper, der modsætter sig alle former for kunstnerisk udnyttelse, også umiskendelig her. De ønsker ikke at være ofre. De ønsker at bestemme deres egen historie, deres lidelse.

Amazonland

Tilfældigt var det derfor heller ikke, da kunstneren Ernesto Neto afstod fra selv at opbygge sin installation ved Venedigs Biennale i maj. Han foretrak at lade den blive til som en »kollektiv vision«, som det hedder i kuratorens tekst, nemlig et samarbejde med »Amazonlands-kunstnere, kvindelige plantehealere og pajés (shamaner, red.) fra de 37 Huni Kuin-samfund fra Jordão-flodens område«. Derudover blev publikum inviteret til at deltage i riterne i det selvfremstillede telt og at følge en procession, der gik gennem biennalen.

Adskillige aktivister tog afstand fra, at Dana Schutz som hvid kunstner lavede kunst om sort smerte og i foråret fremviste den på Whitney Biennial på The Whitney Museum of American Art i New York. Schutz blev opfordret til at destruere værket, som hedder ’Open Casket’ og forestiller 15-årige Emmett Till – en sort dreng, der blev myrdet ved en racistisk lynchning i 1955.
Læs også

Noget lignende kan vi denne sommer se på Documenta, som har inviteret flere oprindelige folk med end nogensinde før. Rensdyrskind, rensdyrkranier, ja sågar porcelænskæder fremstillet af knogleaske fra rensdyr – det hele medbragt til lejligheden af kunstnere, der tilhører det samiske folk. Hvorvidt der er tale om kunsterisk vellykkede genstande, er tilsyneladende sekundært.

Documenta fortæller os, at kunstnerne tilhører en truet etnisk gruppe: »Det samiske samfund kæmper – efter århundreders ’fornorskning’ – for at bevare sin identitet, som finder udtryk i sprog, levebrød og kultur.« Dette er, hvad der fremfor alt bør være synligt for kunstpublikummet i Kassel.

Den gamle kamp for form, komposition og originalitet synes således at være bragt til ophør. Det handler om identitet, oprindelse, køn, hudfarve. Hvem har lov til at vise hvad i hvis navn? Bliver kunsten nødt til at lære sig, at den ikke uden videre kan tillade sig tage hvad som helst?

Kunst, der vil belære

I lang tid blev det taget for givet, at moderne kunstneres kulturelle appropriationer kunne ’appropriere’. Om det var Rousseau, Picasso, Gauguin eller Dubuffet, var de dybt optagede af at betragte kunsten hos fremmedartede eller arkaiske folk – og lod sig inspireret heraf. Men den type tilgang rydder Documenta nu op i, for her skal der ikke være hegemoniske blikke. Kunstnere skal tale for sig selv og repræsentere sig selv, med det resultat at de besøgende i Kassel må tro, at samiske kunstnere altid fremstiller værker, som har med rensdyr at gøre.

Og hvad bliver så følgen af hele denne omfattende nyorientering? I Kassel er alt opdelt efter pæne rene skillelinjer: Kvinder fortæller om feminisme, transseksuelle om deres bryderier med omverdenens mangel på forståelse, og en maler uden arme om, hvordan det er at blive funktionshæmmet af verden.

Det er en ny slags kunst, der gennemskæres af identitetsgrænser, og hvor det virker aldeles utænkeligt, at f.eks. en kristen kunne være anmassende nok til at udtale sig om en muslims indre liv, at en tyrker kunne beskæftige sig med kurdisk kultur eller en israeler have noget at sige om palæstinensiske lidelser. Forestillingen om, at kunsten åbner et universalistisk rum, hvor alt kan tænkes og efterprøves af alle, bliver fuldstændig smadret af denne nye identitetspolitiske tankegang.

Det universalistiske kunstsyn hylder også den opfattelse, at i æstetikkens rige kan alle bruge løs af hinanden, for her findes der ikke ’dit’ og ’mit’. Kunst er en idé, og den kan kun bevare sin livskraft, så længe den hele tiden kan bryde nye grænser og antage nye og skiftende former.

De, som på den anden side vil forsegle kulturelle traditioner eller individuelle værker hermetisk imod udenlandske påvirkninger og spærre dem inde i afstamningskonforme eller hudfarvedefinerede reservater, forstiller sig muligvis selv, at de er selvbevidste krigere for mindretalsrettigheder.

Men ret beset er de ikke spor andet end førmoderne kunstfjender, der ydermere trækker den legitime kamp for lighed og retfærdighed ned i et latterliggørelsens søle. Konflikter, der i deres kerne er politiske, burde udkæmpes i parlamenterne, men bliver i museerne reduceret til obskure pseudodebatter om anstændighed og æstetisk formålstjenlighed.

Hvor den segregerende holdning, som Dokumenta er eksponent for, i sidste ende fører hen, er åbenlyst. Når kunsten ikke længere er fri og ikke længere er værdifuld i sig selv, må den godkendes ud fra kunstnerens biografi. Og hvis denne kunstner ikke fører et oprigtigt og autentisk liv, falder værdien af ​​hans kunst uundgåeligt.

Installation af Ernesto Neto i Venedig i maj, som kunstneren afstod fra at opføre selv. 

Mirco Toniolo/Errebi/AGF/SIPA

Er dette kunstens død?

Tag nu Jimmie Durham, en af ​​de mest berømte amerikanske kunstnere, der endte med at blive hånet som en bedrager, fordi han angiveligt ikke nedstammer fra cherokeerne, selv om han altid har kæmpet for deres rettigheder og jævnligt lader indiansk udseende motiver indgå i sin kunst. Durham sagde allerede for over 20 år siden i et interview, at han ikke var cherokee. Desuden forsøger også mange af hans værker at udstille absurditeten hos de essentialistisk besatte dogmatikere, der ønsker at hænge ham ud som charlatan.

Men tvetydigheder har ikke plads i denne nye skræmmende velordnede kunstverden. Alt, hvad der kan tolkes som afvigende, respektløst, ondartet, ja, bare kritisk, bliver opfattet som utålelige krænkelser … I stedet triumferer enfoldigheden. Dette er afslutningen på ​​kunsten.

Men kunstnerne selv er ikke uden skyld i, at denne grasserende anstændighedstænkning breder sig. Mange af dem er ikke længere interesseret i spørgsmål om form og om kunstens interne logik. Hellere pynter man sig med politiske budskaber og udøver kritisk dydighed. Også dette – et skifte fra æstetik til etik – ser man alle steder på Documenta, der har valgt at satse på renselse, og moralsk omvendelse, og hvor man ikke har noget højere ønske end at hjælpe denne verdens berøvede med at vinde anerkendelse.

Forstærker klichéer

En kunst, der gerne vil være god for alle, vil dog på grund af sin tendens til positiv diskrimination ikke opnå andet end at forstærke de værste klichéer. At en kvindelig, handicappet kunstner af indvandrerbaggrund skulle ønske at blive værdsat – ikke for sin kvindelighed, sin indvandrerbaggrund, sit handicap – men for sin kunst, forekommer næsten utænkeligt.

Derudover udvikler nogle kunstnere en slags hjælper-syndrom, så snart de støder på modstand fra minoritetsrepræsentanter. Med en erklæring under overskriften ’Ti ting, I skal passe på med, hvis I vil arbejde med flygtninge’, er flygtninge og asylansøgere i Australien begyndt at revoltere imod kunstneres konfiskation af deres elendighed. »Vi er ikke ressource til jeres næste kunstneriske projekt.«

Måske kan også tilintetgørelsesfantasien, som den fremgår af de amerikanske debatter, forstås på denne måde: som afværgemanøvre. På grund af dydigheden hos de kunstnere, som føler et presserende behov for at hjælpe sortes, oprindelige folks eller andre offer-identitetsgrupper, føler netop disse sig udfordrede og dydfikserede i kapløbet om at træde ind i den eneste sande oprigtighed. Deres beklagelser gælder først og fremmest det filisteragtige velmeneri.

Som det hånligt formuleres af Hannah Black, der førte an i protesterne mod maleriet af den lemlæstede dreng: For kunsten handler det kun om »overskud og morskab, alt imens det sorte samfund fortsætter med at leve i håbløs fattigdom nær museet«.

En kunst, der i princippet ikke længere vil være kunst, men belæring, ender i sådanne tilfælde hurtigt i skinhellighed. Derfor ville det ikke være noget dårligt råd at give til kunstnerne, at de hellere skulle deltage i flygtningehjælp eller stifte et nyt parti end fortsætte med at arbejde i det rent symbolske. Medmindre de da holder op med at lade sig drive rundt i manegen af dydens monster og igen beslutter sig for at kæmpe for en kunst, der kan være, hvad det skal være: virkelig fælles, virkelig ophøjet, virkelig falsk. Blot ikke virkelig korrekt.

© Die Zeit og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Mette Poulsen
  • Tommy Andreasen
  • flemming sølberg
  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
lars søgaard-jensen, Bjarne Toft Sørensen, Mette Poulsen, Tommy Andreasen, flemming sølberg, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

Documenta 2017 er en fremragende udstilling med en meget stor mangfoldighed af kunstnere. Det er en udstilling, der giver plads til mange kunstnere, der på en eller anden måde selv har mærket undertrykkelse på egen krop, og som i mange tilfælde har lavet ganske stærke værker. Hanno Rauterberg har en meget snæver opfattelse af kunst, og at der ikke på Documenta også skulle være plads til kunstnere, der ikke på samme måde har oplevet undertrykkelse, passer ikke. Documentas styrke er mangfoldigheden, og Information bringer forhåbentligt en anmeldelse af udstillingen skrevet af en mindre snæversynet anmelder end Hanno Rautenberg.

Jens Thaarup Nyberg

Uden at være kunstner, man udtrykker vel det, sindet beskæftiger sig med.

lars søgaard-jensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

Hvis man mangler syn for forskellen på de seneste generationers 'individ-humanisme' og den egentlige og idehistoriske, arts-kollegiale humanisme, så er det her det foregår. Jeg har ikke noget imod at kalde individ-humanismen for ringere uden yderligere diskussion, da den ikke interesserer sig for 'det sande' - andet led i den humanistiske emne-definition.

Bjarne Toft Sørensen

Artiklen fremlægger, med sin særlige vinkel, en række aktuelle og centrale problemstillinger inden for billedkunstens verden, som også har gjort sig gældende herhjemme de senere år. Og noget tilsvarende har gjort sig gældende inden for den litterære verden. Det i det hele taget at få sat ord på problemstillingerne, som Hanno Rauterberg gør, kan give anledning til en hel del ballade, specielt hvis man ikke vægter sine ord med stor omhu.

Eksempel: For nogen tid siden spurgte jeg efterfølgende en foredragsholder om, hvorfor han i sin karakteristik af en række yngre danske forfattere ikke mere direkte skelnede mellem dem, der overvejende forholdt sig identitetspolitisk til deres emne, og dem der overvejende forholdt sig civilisationskritisk. Jeg kunne forstå på svaret, at "identitetspolitik" var et af de ord, man for tiden skulle passe meget på med at bruge ved karakteristik af forfattere.

I historiens løb har der været masser af eksempler på, at personer inden for den akademiske verden og billedkunstens og litteraturens verden har opnået succes, anerkendelse og rigdom på fremstillinger af nød og ulykke hos undertrykte samfundsgrupper og minoritetsgrupper. Grupper som de ikke på nogen måde havde tilknytning til, og hvis skæbne de vel, nøgternt set, var ret ligeglade med.

På den baggrund forstår jeg godt kritikken af nogle billedkunstnere i særlige situationer, fordi de overskrider grænser og ikke udviser en passende finfølelse i forhold til grupper, der med en vis ret kan føle sig stødt eller udnyttet.

Dog udvikler det sig i mange situationer på en måde, der er helt ude af proportioner, og hvor offerrollen giver mulighed for på forskellige måder at score nogle billige point. Det kan heller ikke være meningen, at bestemte problemstillinger ikke kan sættes til debat, fordi bestemte grupper mener, at det, i det hele taget at rejse diskussionen, er krænkende, eller at bestemte ord og vendinger ikke må bruges i debatten, fordi brugen af dem i sig selv er krænkende.

Er yngre danske forfattere generelt for navlebeskuende og identitetsorienterede? En relevant diskussion, der er svær at tage, bl.a. fordi Mette Høeg oprindelig gjorde det, i sin kritik, ved at kæde den sammen med de kvindelige forfattere.

lars søgaard-jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

At der opstår kritik og debat er kærkomment. At kunstnere eller institutioner bøjer af er uhørt.

Else Marie Arevad, lars søgaard-jensen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg tror, at vi skal skelne mellem kunstnere og så den kunstverden, der omgiver dem.

Kunstnerne har for det meste et personligt projekt, som betyder alt, og som kun sjældent har noget med penge at gøre, de fleste kunstnere jeg har kendt, mig selv inklusive, har aktivt valgt fattigdommen frem for at lade deres kunst diktere af andre.

De øvrige medlemmer af kunstverdenen - parasitterne - ernærer sig som kunstkritikere, kuratorer, kunsthistorikere og kunstmuseumsdirektører, og disse mennesker har sjældent et personligt projekt de ikke vil at gå på kompromis med, hvis det truer deres solide middelklasseindtjening.

Hvorfor Information interviewer dødvægten i kunstverdenen i stedet for at spørge kunstnerne selv er mig en gåde. At ikke alle kunstkritikere fungerer som dødvægt er Hanno Rauterberg et godt eksempel på, men han er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Randi Christiansen

Når kunst bliver et partsindlæg, må den finde sig i kritik. Når kunst bruges som våben, bliver der reageret på samme frekvens men med andre stemmer - hver fugl synger med sit næb. Hvis man laver provokerende kunst, er det dumt at forvente, at de ramte blot vender den anden kind til.

Skal kunsten så ikke provokere? Skal kunsten ikke være den, der pirker til det rådne? Får trykket hul på bylden så alskens væmmeligt kommer for dagen? Man må vide, hvad det er, man gør. Politisk kunst - og er ikke al kunst politisk? - rammer andre end de, der kan svare tilbage med samme kunst, men med et andet sprog som er deres.

Er kunsten ikke at opløfte, glæde og frisætte os som mennesker, så vi ikke behøver at smide lort i hovedet på hinanden for at huske på, at lorten findes, og hvor det lige er, den ligger og stinker. Synes man, at det er nødvendigt provokere, må man bare være forberedt på, at der bliver reageret. Eller lider man af den selvmodsigende vildfarelse, at man kan censurere effekten af sin kunst? Så skulle man måske lige gå hjem og læse lidt mere på lektien, inden man begynder at smide med lort.

Og kunsten at pege på lorten? Som ingen andre har fået øje på, eller som man synes ikke bliver fjernet? Ja, så er man jo gået ind i det politiske rum, der ikke nyder samme frihed som kunstens rum. Lidt af et paradoks fordi grænserne måske kan være uklare.

Kunstens rum er frit forstået som, at i det rum må kunstneren kunne bevæge sig frit. Men når kunstneren vender tilbage fra sin rejse medbringende et værk, kan hun ikke tro, at hun under et kunstnerisk friheds bekvemmmelighedsflag kan tillade sig hvad som helst. Heri er kunstens begrænsning.