Læsetid: 4 min.

Fassbinder: ’Hollywood er, hvor jeg er’

Rainer Werner Fassbinder var ikke kun en af Tysklands, men en af verdens betydeligste filminstruktører. Han havde i eminent grad sans for det tyske sprogs musik og var Tysklands visuelle historiefortæller i det 20. århundrede
Rainer Werner Fassbinder var ikke kun en af Tysklands, men en af verdens betydeligste filminstruktører. Han havde i eminent grad sans for det tyske sprogs musik og var Tysklands visuelle historiefortæller i det 20. århundrede
5. august 2017

Hvis nogen spørger mig, hvem der er verdens betydeligste filminstruktør, svarer jeg altid, at der er to, nemlig Alfred Hitchcock og Rainer Werner Fassbinder. De supplerer hinanden på det mest paradoksale.

Hitchcock lavede store kommercielle successer i England, før han toppede karrieren med avantgardefilm i Hollywood. Fassbinder begyndte med at lave avantgardefilm og sluttede sin karriere med Hollywood-film i München.

De sidste par år af sit korte liv fik han adskillige tilbud fra Hollywood, men afslog med den begrundelse, at for at lave film i USA var han nødt til at have boet der i et par år. Og derpå tilføjede han med en ikke ringe selvfølelse:

»Hollywood er, hvor jeg er.«

Ekstremt forældrehad

Rainer Werner Fassbinder blev født i 1945, dvs. i Tysklands ruiner. Og da han i 1969 begyndte at lave film, lå også den internationale kunstfilm i ruiner. Selv Hitchcock lavede fantasiløse samlebåndsfilm. Fassbinder foretog fra starten et dobbeltgreb, idet han genopfandt filmens enkeltdele: et billede, et klip, en kamerabevægelse, en replik.

Han lavede kunstfilm, men inspireret af sin barndoms Hollywood-klassikere af Howard Hawks, Raoul Walsh og Hitchcock. Samtidig sagde han, at europæiske kunstfilm egentlig ikke interesserede ham, fordi de intet publikum havde – i en tid, hvor hans egne film stort set kun blev set af hans mor og hans nærmeste venner. Han mente, det ville blive anderledes.

Også som anarkistisk avantgardekunster havde Fassbinder brug for en forældregeneration, hvis tradition han kunne tage afsæt i. Her var hans problem, at forældregenerationen havde været nazister, også hans egen mor, som han hurtigt blev alene med.

Hans film er baseret på et ekstremt forældrehad, som kulminerer med Jeg vil jo kun, at I elsker mig, der er hans bud på en film over det freud’ske Ødipus-kompleks, hvor sønnen dræber faderen. Og det var et meget personligt tema: Fassbinders egen far har berettet om, hvordan sønnen som halvvoksen forsøgte at slå ham ihjel. Og sin mor dræbte han til stadighed symbolsk ved at give hende de mest nederdrægtige roller i sine film.

Både despot og fårehyrde

Fassbinder løste sit problem ved at identificere sig med den bedsteforældregeneration, der flygtede ved den nazistiske magtovertagelse, således filminstruktøren Douglas Sirk, forfatterne Alfred Döblin og Oskar Maria Graf, psykoanalytikeren Sigmund Freud og dramatikeren Bertolt Brecht. 

Desværre nåede han ikke at filme sit drømmeprojekt, Freuds Manden Moses og læren om én Gud. Freud mener her, at Moses ikke var én, men to personer, nemlig en despotisk egyptisk ypperstepræst, der dræbes af jøderne, og en mild og god jødisk fårehyrde, der vælges som hans afløser.

I sit personlige og professionelle liv var Fassbinder både despot og fårehyrde, og i et interview optaget kun otte timer før hans død som 37-årig siger han, at for at blive et helt menneske må man netop have sig selv endnu engang, formentlig en hentydning til Freuds grundtanke om, at mennesket er underlagt en konflikt mellem overjeg’et, hvor den undertrykkende familie- og samfundsmoral har sæde, og det’et, hvortil de fortrængte lyster er forvist.

Fassbinder var altid lysternes talsmand, ikke mindst når han suverænt omsatte konventionelle Hollywood-strukturer til vesttysk dagligdag. Petra von Kants bitre tårer var baseret på Joseph Mankiewitz’ klassiker, All About Eve, men hvor det var forbudt for en Hollywood-instruktør at beskæftige sig med lesbisk kærlighed, spillede Fassbinder det lesbiske tema rent ud. Tilsvarende var hans internationale gennembrud, Angst æder sjæle op, baseret på Douglas Sirks All That Heaven Allows, som han førte op til tysk nutid.

Hvor de fleste mente, at vi havde lagt racismen bag os med nazismens nederlag, viser Fassbinder med profetisk klarsyn, at den europæiske racisme står foran et nyt, mørkt gennembrud.

Aggressivt publikum

Fassbinder havde i eminent grad sans for det tyske sprogs musik og var Tysklands visuelle historiefortæller i det 20. århundrede: Weimarrepublikkens sammenbrud skildrer han i Bolwieser og tv-serien Berlin Alexanderplatz, om Anden Verdenskrig nåede han kun at lave det mislykkede bestillingsarbejde Lili Marleen, 1950’ernes Wirtschaftswunder skildrede han i trilogien Maria Brauns Ægteskab, Lola og Veronika Voss’ længsel, 60’er-oprøret i Otte timer er ikke hele dagen, kvindeoprøret i Petra von Kants bitre tårer og terrorismen i Mutter Küsters himmelfart og Den tredje generation.

Når Fassbinder havde premiere på en ny film, var publikum ofte uhørt aggressiv. Og Fassbinder nød det – bortset fra ved Tysklands-premieren på Den tredje generation på Hamburg Film Fest. Efter 20 minutter blev filmen pludselig afbrudt: Ukendte mænd trængte ind i operatørrummet, slog operatøren i gulvet og huggede en økse gennem filmen. Jeg var selv til stede og oplevede for første gang, at Fassbinder virkelig var rystet.

»Næste gang hugger de øksen gennem dig,« advarede jeg. Fassbinder fik samtidig så mange dødstrusler på grund af Berlin Alexanderplatz, hvor han skildrede et miljø af ludere, alfonser og gangstere, at politiet stillede døgnvagt foran hans opgang.

I dag hyldes Fassbinder overalt i verden som en af filmkunstens betydeligste, men i Danmark er han helt ukendt for yngre generationer. DR har lagt hans film på is og udslettet ham af filmkunstens hukommelse.

Men også det vil blive anderledes.

Anbefaling: Jeg vil jo kun, at I elsker mig

Christian Braad Thomsen har skrevet bogen, ’Fassbinder. Hans liv og værk’, og instrueret filmen, ’Fassbinder – at elske uden at kræve’

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
  • Erik Karlsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • ulrik mortensen
Jørn Vilvig, Erik Karlsen, Jens Thaarup Nyberg og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael,
nu er artiklen jo en del af "Tysklands-serien", så der er vel ikke meget mening i at skrive om de instruktører, du nævner.
Hvis jeg i øvrigt skal sammenligne Hitchcock med Fassbinder (jeg har set flere af deres respektive film), ligger sidstnævnte klart højst på min karakterskala.

Arne Lund, Christel Gruner-Olesen, Randi Overgård og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Erik, det er jeg med på. Men Alfred Hitchcock var britisk-amerikansk filminstruktør, adlet i 1980. Giver det så mening at skrive om ham?
Og artiklen taler om "verdens betydeligste filminstruktør", så har man bevæget sig uden for Tyskland?

Det afsluttende hip til DR er helt på sin plads. DR er monoman i sit valg af film, de samme film kører i båndsløjfe. Skal der vises tyske film inden alm. sengetid, så er det HVER gang Der Untergang og De andres liv. Vel er der tale om endog meget gode film, men dog ikke hele tiden.
Vil man se Fassbinder, så er det på svensk TV, det foregår, der her i sommer har vist 5 af hans film, så svenskerne redder som vanligt dagen.
DR havde tidl. en udmærket praksis, der gik ud på, at når store skuespiller og andre filmfolk døde, så blev vedkommende mindet med en eller flere film.
I sidste uge døde Jeanne Moreau. Det har DR overhovedet ikke registreret, men sender fortsat amerikansk lort i metervarer.
Gu' ved hvad DR's højtbetale mangfoldighedkonsulent laver? Det er i hvert fald ikke film, hun tager sig af, for så ville hun gøre noget ved den betydelige skævhed, som angelsaksiske film har, og at måske op til 90 pct. der sendes er krimier. Foruden O.J. Simpson-retssagen, der også kører i båndsløjfe og konkurrerer med Matador om de mest viste udsendelser.
DR's forfald er et resultat af konkurrencen med skod-kanalen TV2.