Læsetid: 4 min.

Ferie er en illusion om, at man kan undslippe sin egen virkelighed

Ferien repræsenterer et afbræk fra rutinen og er en drøm, et håb om forandring på et dybt plan. På ferien kan du drømme om at blive en anden, end den du er. Vi ved, det ikke passer, men gør det år efter år
Da jeg kom hjem fra ferie, mødte jeg en ven, som havde været meget deprimeret. Han har et godt liv, men juli måned havde fået ham ned med nakken. Den tomme by, der alt for tydeligt afspejlede, at han som den eneste af sine jævnaldrende ingen børn har, ingen kæreste og ingen nærmere familie

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

12. august 2017

Da jeg kom hjem fra ferie, mødte jeg en ven, som havde været meget deprimeret. Han har et godt liv, men juli måned havde fået ham ned med nakken. Den tomme by, der alt for tydeligt afspejlede, at han som den eneste af sine jævnaldrende ingen børn har, ingen kæreste og ingen nærmere familie.

Den lange ferie havde været hård, ikke på grund af det danske klima, men fordi alle var borte, og han oplevede sin egen ensomhed.

Jeg talte med en kvindelig kollega, som var ramt af en hjerneblødning, og også for hende havde sommeren været slem. Ikke at kunne komme ud, netop når solen viste sig, ikke at kunne tage de samme steder hen som før. At opleve, at alle andre kunne flytte sig, bare ikke hende. Hun var tvunget til at se sig selv og sin nye situation i øjnene.

Når det offentlige Danmark lukker telefonlinjerne, de privatpraktiserende læger sætter svareren på, operationstuer går på nedsat tid, og psykologerne henviser til andre psykologer, som først har tid til efteråret, fordi privatpersonen bag funktionen skal i sommerhus eller til varmere himmelstrøg, så ophører lidelserne i landet ikke. Der er stadig depressioner, sygdomme, dødsfald.

Når en veninde eller ven, en nabo, en slægtning, eller nær kollega, som har tilset en kriseramt person, pludseligt tager på ferie og plejer egne behov, så ophører problemerne hos den kriseramte ikke. De er stadig syge eller gamle og ensomme. Nu er alle bare væk.

Den enlige mor, som ikke kan betale for ferie til sine børn, men må arbejde hele sommeren, for hende er sommeren også en ensom tid, hvor hun alt for tydeligt erkender sin rolle nederst i hierarkiet. Måske hun kan sende børnene på en koloni, mens hun selv bliver tilbage i en social isolation, som føles større, når alle andre har råd til at tage væk.

De mennesker, for hvem sommerferien ikke er et økonomisk, helbredsmæssigt eller socialt problem, bruger ferien, som den er tænkt: Den repræsenterer et afbræk fra rutinen og er en drøm, et håb om forandring på et dybt plan.

Drømmen om en anden

På ferien kan du drømme om at blive en anden, end den du er. Ferien er den institutionaliserede illusion om, at man kan undslippe sin egen virkelighed. Vi ved, det ikke passer, men gør det år efter år.

Om sommeren skal alle konflikter løse sig. Døden findes ikke. Ansvar findes ikke. Voksenlivets mismod og utilfredshed skal ophøre. Ferien skal give os barndommens uforpligtende lykketilstand tilbage. Vores desillusioner skal heles. Vi får en chance til.

Vi ved, vi burde have været lykkelige. Vi ved, vi burde have været frie. Vi ved, at vi ikke har levet op til alle de muligheder, vi havde, da vi blev sat i verden. Samfundet opstiller denne kollektive fiktion om lykke og muligheder. Hvor der er kold rosé, er der tilgivelse! Sommeren er et karneval, hvor vi leger, at vi har andre ansigter.

Men når vi kommer hjem fra ferie, venter virkeligheden. Det spejl, som den syge, den fattige og den deprimerede oplevede i de tomme gader i juli, findes også i vintermånederne for de raske og rige, dog godt gemt bag de mange opstillede forhindringer for virkelig dyb reflektion.

Arbejdets store distraktionsmaskineri, de mange daglige pligter, den selvpåtvungne, angstdæmpende ufrihed i gentagelsens nedtrådte stier i hjemmet, ofte vandet med en lille umærkelig brandert i den svære ulvetime, i hvertfald for de midaldrende, er midler til at undgå handling og erkendelse af, hvem du er, og hvad du ikke kan og ikke tør.

Er det ikke sådan, at en stemme lyder, konstant, med stigende kraft jo ældre man bliver? Stemmen stiller spørgsmål som: Hvem er jeg egentligt? Hvordan bør jeg leve? Hvorfor lever jeg ikke, som jeg drømmer om at leve? Hvorfor tør jeg ikke det, jeg vil? Hvorfor tør jeg ikke elske helt? Hvorfor bliver jeg ikke elsket nok? Hvad frygter jeg? Hvordan glemmer jeg dét, jeg frygter? Hvad hvis jeg bliver syg? Hvad hvis dem, jeg elsker, bliver syge? Hvorfor lyver jeg? Hvorfor lever jeg ikke op til mine egne idealer? Hvorfor bliver jeg svigtet? Hvorfor svigter jeg?

Om natten, hvis man vågner imod sin vilje, er forsvarsværket imod alle disse tanker nede. Hele dagen og vinteren går med at fortrænge disse kværnende og ubesvarede spørgsmål. Det pres, man har liggende på sine skuldre for at være sig selv, at blive sig selv, og for alt dét, der ikke lykkes. Det flygter vi fra kollektivt, når sommeren kommer.

Ingen gemmesteder

Bergmans film foregår ofte om sommeren. Bergman mente, at sommeren var den mest angstfulde tid. Under den blændende sol kan man ikke gemme sig. At se sig selv i øjnene er for Bergman et større mareridt end at blive jagtet af en eller anden gut med motorsav og maske ned ad en mørk og blodindsmurt gang.

For dramatikeren Lars Norén, samt hans russiske kollega, foregangsmand og inspirationskilde Anton Tjekov, og en stor del af de amerikanske dramtikere, Eugene O’Neill, nyligt afdøde Sam Shepard, Tennessee Williams og andre, der skrev i varme klimaer, er sommeren og de lange, inaktive dage en kilde til den totale konfliktoptrapning i relationen mellem mennesker. Sommeren er en tid, hvor man skyller whiskey, vodka og vin ned i stride strømme og vækker monstre til live. Netop når man skulle have det så rart.

Hvis du genkender din sommer i de her rystede billeder, så er du altså ikke den eneste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det kan altså også ske, når man er på ferie fx i udlandet, at "nissen" (dvs. dig selv og dine genvordigheder) flytter med. For mig sker det altid, så jeg behøver ikke rejse. Men der sker selvfølgelig mere på en ferie og derfor er det lettere, for de fleste, at glemme sig selv. Mit råd mod en feriedepression, både for dem der rejser og dem der bliver hjemme, er at holde dig aktiv for enhver pris. I feriesæsonen er der virkelig noget om at lediggang er roden til alt ondt og en halvtom by gør det selvfølgelig ikke bedre. Søg ud i naturen. Gå de lange ture i skoven du ikke har tid til til hverdag, besøg den udstilling du aldrig fik set eller fordyb dig i læsning eller Tour de France. Det eneste du ikke skal gøre er at gøre intet. Det er intet der er farligt og derfor er der heller ikke noget at være bange for. I sidste ende er alle dem der er på ferie også bare mennesker, der en dag skal dø og det kan man som bekendt kun gøre alene.

Maj-Britt Kent Hansen

Det værste er foråret med al dets uro. Det bedste er dets modsætning: efteråret.

Omkring Sct. Hans er man kommet af med forårsuroen og kan slappe af takket være sommeren, som egentlig sjældent er noget særligt. Man er heldig, hvis man slipper for hedebølger, men indrømmet 14 dage i i regnvejr i klamt sommerhus, det kan gøre selv det lyseste sind formørket.