Læsetid: 3 min.

Fritz Lang begavede verden med en række stærke og stemningsfulde fortællinger

Desperate mennesker er der mange af i Fritz Langs ekspressionistiske mesterværker, der graver dybt i folkesjælen i mellemkrigstidens Tyskland
Desperate mennesker er der mange af i Fritz Langs ekspressionistiske mesterværker, der graver dybt i folkesjælen i mellemkrigstidens Tyskland
5. august 2017

Fritz Lang (1890-1976) var godt nok født og opvokset i Østrig – hans mor var jøde, hans far bygningskonstruktør – men da den 30-årige kunstner for alvor påbegyndte sin filmkarriere hos UFA i 1920 i Berlin, og da hans karriere var på sit højeste i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, var han blevet tysk statsborger.

I Berlin mødte Lang sin anden kone, skuespilleren og manuskriptforfatteren Thea von Harbou, der i 1930’erne blev en vigtig skikkelse i Joseph Goebbels’ nazistiske filmproduktion.

På det tidspunkt var hun og Lang blevet skilt igen, og han – der selv havde fået et ’godt’ tilbud fra propagandaminister Goebbels – var rejst til USA for at slippe for nazisterne og al deres uvæsen.

Inden det nåede så vidt, skrev von Harbou dog flere af Langs ekspressionistiske mesterværker, især selvfølgelig Dr. Mabuse, Metropolis og M, der om noget kom til at tegne mellemkrigstidens tyske film, og som kombinerede underholdning og en mageløs, ekspressionistisk billedside med skarp samfundskritik og en udforskning af det moderne, eksistentielt udfordrede menneskes ofte manglende moral og etik.

Dr. Mabuse (1922), der handler om titlens forbryderkonge og hans spind af manipulationer og ugerninger, en art modernistisk Moriarty, er et sindbillede på et rådvildt, kaotisk og moralsk korrumperet Tyskland, der ikke kan finde ben at stå på efter Første Verdenskrig.

Den monumentale Metropolis (1927), der om noget demonstrerer Langs enorme ambitioner, skildrer et avanceret, men hjerteløst fremtidssamfund, hvor arbejdere – byorganismens hænder – groft udnyttes af organismens hjerne, den herskende klasse, overmenneskene, der fokuserer på fremskridt for fremskridtets egen skyld.

Og M (1933), der er baseret på virkelige begivenheder, handler om frygt og flokmentalitet i jagten på en barnemorder, en syg mand spillet af Peter Lorre, som ender sine dage i hænderne på den skruppelløse underverden, hvis lukrative ’forretninger’, mordene og det deraf følgende store politiopbud sætter en effektiv stopper for.

Desperate mennesker

I 1926 skrev Fritz Lang – der i øvrigt var lidt af en mytemager, hvad angår sit eget liv – en artikel, hvori han formulerede en poetik, der vel også var en slags humanistisk kampskrift:

»Internationaliseringen af filmsproget vil blive et af de stærkeste instrumenter i den gensidige forståelse mellem mennesker, som ellers har så vanskeligt ved at forstå hinanden på alt for mange sprog. Opgaven, der venter os, er at skænke filmen den dobbelte gave bestående af ideer og sjæl.«

Man kan sige, at han fejlede i Tyskland – det sørgede Hitler for – men det var et ideal, som den antifascistiske instruktør bragte med sig, da han i midten af 1930’erne forlod Nazityskland til fordel for først Frankrig og siden USA.

Her lavede han sin første engelsksprogede film, Fury, i 1936, og i løbet af de næste ca. 25 år instruerede Lang en lang række film i populære genrer som f.eks. film noir, westerns og spionthrillers.

Og selv om hans amerikanske film måske ikke var lige så visuelt markante og nyskabende som hans tyske mesterværker, formåede han alligevel med udgangspunkt i ekspressionismen at begave verden med en række stærke og stemningsfulde fortællinger fyldt med desillusionerede, desperate mennesker, som må gå på kompromis med deres idealer og principper for at overleve. Krigen og fascismens fremmarch prægede filmene, der ikke ligefrem emmede af optimisme.

I alt nåede Fritz Lang at lave en snes film i Hollywood – nogle af de bedste er The Return of Jesse James (1940), The Woman in the Window (1944), Ministry of Fear (1944) og The Big Heat (1953) – inden han i 1960 trak sig tilbage. Lang lavede samme år en sidste film i Tyskland, The Thousand Eyes of Dr. Mabuse, og han døde i 1976 i Californien, 85 år gammel.

Anbefaling: Metropolis

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

  • Test dig selv: Hvor meget ved du om tysk højkultur?

    26. december 2017
    Henover sommeren præsenterede vi de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører i serien Deutschstunde. Nu er det tid til eksamen
  • Tom Tykwer: Skæbnefortælleren

    5. august 2017
    Tom Tykwer (f. 1965) er en af moderne tysk films store skikkelser. Han fører arven fra en anden tysk mester, F.W. Murnau, videre ved at på én gang lege med filmsproget og skildre en genkendelig virkelighed og komplekse personer
  • Reitz gav tyskerne deres historie tilbage

    5. august 2017
    Med ’Heimat’ revolutionerede Edgar Reitz først tv-serien og gav tyskerne en fortælling med de helt store historiske linjer til at spejle sig i. Siden genopfandt han filmen for at bryde med den amerikanske filmæstetik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Trond Meiring
ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mit indlæg drejede sig ikke om hvad nazister eller andre måtte mene om jødedom, men om en uheldig, i bedste fald irrelevant, sætning i en artikel om Fritz Langs værk, som forfatteren af en eller anden grund vil mene har en form for baggrund i hans påståede jødiske familiebaggrund. Det åbner for forskellige uheldige tolkninger eller misforståelser, som vi fortsat venter på Chr. Monggaards forklaring på eller korrektion af.

Michael Kongstad Nielsen, Niels Duus Nielsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg kan da godt se kategorifejlen, men betyder det noget? Ikke at jeg ikke gerne ser en forklaring på denne lidt besynderlige sammenstilling af æbler og pærer, men hvorfor er det så vigtig?

Og så vil jeg da gerne fremhæve, at jeg skam også læste Ole Meyers indlæg, før det blev slettet, og undrede mig, da det blev slettet, men at jeg ikke dengang fandt det en diskussion eller en anbefaling værd. Men da Meyer heldigvis ikke tager en sletning for en sletning, men stolt og trodsigt fremsætter sin kritik igen, ansporede det mig faktisk til at støtte ham indirekte ved at forsøge at få en debat op at stå.

På denne måde modarbejder censuren sig selv - noget, man ikke har skænket en tanke, bliver pludselig forbudt, hvorefter man uvilkårligt begynder at undre sig over, hvorfor nu det er blevet forbudt. Så i stedet for at kvæle en mere eller mindre relevant diskussion i fødslen, har moderator fået mig til at tænke over, hvorfor det mon er politisk ukorrekt at kritisere en kategorifejl. Noget ved første øjekast uvæsentligt forvandles pludselig til noget interessant.

Men lad os prøve at blive på sporet: Hvorfor er det en påtale værd, at Monggaard begår en efter min mening lille og næsten ubetydelig kategorifejl?

Maj-Britt Kent Hansen

Det tossede er jo sammenstillingen. Som når der ved sammenligninger siges: danskere og muslimer, Det giver ingen mening. Det ene går på nationalitet - det andet på religion.