Læsetid 5 min.

Gallerierne er blevet til slagmarker

Kan en hvid kunstner tillade sig at male et ikon for sort smerte? Må avantgardegallerier slå sig ned i arbejderkvarterer? Et stigende antal protester rammer kunstens verden
Adskillige aktivister tog afstand fra, at Dana Schutz som hvid kunstner lavede kunst om sort smerte og i foråret fremviste den på Whitney Biennial på The Whitney Museum of American Art i New York. Schutz blev opfordret til at destruere værket, som hedder ’Open Casket’ og forestiller 15-årige Emmett Till – en sort dreng, der blev myrdet ved en racistisk lynchning i 1955.

Adskillige aktivister tog afstand fra, at Dana Schutz som hvid kunstner lavede kunst om sort smerte og i foråret fremviste den på Whitney Biennial på The Whitney Museum of American Art i New York. Schutz blev opfordret til at destruere værket, som hedder ’Open Casket’ og forestiller 15-årige Emmett Till – en sort dreng, der blev myrdet ved en racistisk lynchning i 1955.

Natan Dvir

8. august 2017

New York-kunstneren Dana Schutz udløste i foråret forargelse, da hun udstillede sit værk »Open Casket«, der forestiller 15-årige Emmett Till – en sort dreng, der blev myrdet ved en racistisk lynchning i 1955. Det brutale mord indskrev sig i amerikansk historie som en af de begivenheder, der blev ansatsen til borgerrettighedsbevægelsen.

Adskillige aktivister tog afstand fra, at Schutz som hvid kunstner lavede kunst om sort smerte og fremviste den på Whitney Biennial. Schutz blev opfordret til at destruere værket, mens nogle kritikere iscenesatte protester imod hendes værk iklædt t-shirts, hvorpå der stod ’Black Death Spectacle’.

Nu er striden blusset op igen i forbindelse med en kommende Schutz-udstilling på Institute of Contemporary Art i Boston. En gruppe lokale aktivister har skrevet et åbent brev, hvori de beskylder museet for at slå plat på hele affæren – og for at bakke op om en »voldelig artefakt«.

»Træk venligst den udstilling tilbage«, skriver gruppen i brevet.

»Hendes (Schutz’, red.) offentlige status har nået et nyt højdepunkt,« erklærer et af ​​gruppens medlemmer, Barbara Lewis, direktør for William Trotter Institute for Study of Black History and Culture ved University of Massachusetts i Boston.

»Hendes berømmelse fortsætter med at skamride belønningen ved sort død i en æra med Black Lives Matter,« siger hun. »Selv om Till-maleriet ikke er med i Boston-udstillingen, er det alligevel permanent til stede som stedfortræder i den institutionelle hukommelse, der er knyttet til denne kunstner og til de rum, der giver det ekstra kraft.«

Væsentlig debat

Tills fødselsdag – 25. juli – var tilfældigvis også den dag, hvor museet havde inviteret potentielle nye sponsorer til et fundraising-arrangement.

»Muligvis gjorde ICA-sponsorerne sig ikke klart, at de festede i skyggen af ​​en anden kløft og et fravær, nemlig en smuk teenagedreng, der blev slået ihjel på grund af en løgn,« siger Lewis, »og hvis ansigt forbliver det ikoniske borgerrettighedsemblem for et mislykket demokrati – et ansigt, som Schutz har omkonfigureret.«

Museets direktør, Jill Medvedow, erkender, at kontroversen om billedet af Emmett Till kan være med til at tiltrække et større publikum, men forsvarer sig med, at debatten er væsentlig.

»I løbet af marts, da Schutz’ maleri blev vist på Whitney Biennial, kom der en række reaktioner, og herunder var der mange, der mente, at maleriet var udtryk for et hvidt privilegium og havde forvoldt dem smerte,« siger hun.

»Men selv om »Open Casket« ikke er med i vores udstilling, glæder vi os over muligheden for debat og refleksion over spørgsmål som repræsentation og ansvar, sympati og empati, kunst og social retfærdighed.«

De seneste protester er selvsagt hverken de første eller de sidste mod kunst. Selv om kunst ofte bliver brugt som et middel for protest, så vil nogle protestere mod det. Hvor langt rækker den kunstneriske frihed?

Galleri lukkede

Et andet eksempel kommer fra arbejderklassedistriktet Boyle Heights i Los Angeles, der er genstand for en ophedet debat om gentrificering. En gruppe aktivister angriber her lokale kunstgallerier som Nicodim Gallery og andre gallerier med avantgardekunst for at være eksponenter for uønskede socioøkonomiske forandringer i området.

Og i december sidste år kom det frem, at nogen havde skrevet »White Art« på galleriets udvendige dør, samtidig med at en lokal gruppe beskyldte gallerierne for at ’artwashe’ kvarteret.

I februar valgte PSSST Gallery i Boyle Heights at lukke efter pres fra aktivisterne. Som galleriet formulerede det på sin hjemmeside: »Vores medarbejdere og kunstnere blev rutinemæssigt trollet online og chikaneret personligt. Disse målrettede angreb oplever vi som desto mere uacceptable, fordi de kunstnere, vi har engageret, er queer, kvinder og/eller farvede mennesker. Men vi føler ikke, at vi kan blive med at udsætte allerede sårbare grupper for yderligere risici.«

Kort tid efter Trumps indsættelse som præsident opstod der demonstrationer foran Londons LD50-galleri i anledning af en udstilling, der ville sætte fokus på den såkaldte alt-right-bevægelse med udskrevne tweets, memes og diagrammer, der søgte at kortlægge hvidt overherredømme-gruppernes historie. Demonstranter malede en lyserød swastika og et hammer og segl-billede uden for galleriet, og natten efter udstillingens åbning var der protester på gaderne i området.

’Gud hader Renoir’

Også i London valgte British Museum sidste sommer for første gang at lukke en udstilling på grund af aktivister. En gruppe Greenpeace-demonstranter var klatret op på museets facade for at henlede opmærksomheden på udstillingen Sunken Cities, som var sponseret af olieselskabet BP, et firma, som Greenpeace beskriver som et, »der profiterer på klimaændringer og er ansvarlig for miljøkatastrofer som olieforureningen fra Deepwater Horizon«.

Og i Moskva blev den amerikanske fotograf Jock Sturges’ fotoudstilling ved det private galleri Brødrene Lumières Center for Fotografi lukket ned i efteråret. En Putin-tro senator erklærede, at de udstillede billeder af unge, nøgne piger var børnemishandling, mens russisk stats-tv mente, at der var tale om »propaganda for pædofili«. Angiveligt kastede aktivister desuden urin på nogle af udstillingens billeder.

Nogle demonstranter synes dog at have en smule humor. American Museum of Fine Arts i Boston blev mødt af anti-Renoir-demonstranter, der havde set sig vrede på værker af den gamle mester Pierre-Auguste Renoir udstillet i 2015. Aktivistgruppen, der kalder sig selv ’Renoir Sucks at Painting Movement’, iværksatte en protest ud for museet med opslag med udsagn såsom ’Gud hader Renoir’.

Gruppen fremhævede desuden de mindre berømte kunstnere i museets samling som mere væsentlige. På Instagram skrev de, at »i betragtning af, at museet har mesterværker af vitterligt talentfulde kunstnere opmagasineret, er fokuseringen på Renoir et udtryk for kuratorsvigt, der udgør en terrorhandling mod æstetikken«.

Femen vs. Woody

Kunstprotester finder dog ikke kun sted ved gallerier, men også på scener. I sidste måned i Tyskland var Woody Allen og hans New Orleans Jazz Band i gang med at spille en koncert i koncertsalen Elbphilharmonie, da de pludselig blev afbrudt af den feministiske nøgenaktivistgruppe Femen. En video viser gruppen af ​​kvinder med blottet bam, der råber »stop tavshedskulturen!«

På overkroppen havde Femen-aktivsterne skrevet sentenser fra Dylan Farrow, Allens adoptivdatter, som har beskyldt Allen for seksuelle overgreb og offentliggjorde et indlæg i The New York Times i 2014.

»Woody Allen er et levende testamente for, hvordan vores samfund svigter ofre for sexovergreb«, stod der blandt andet. Da Femen-aktivisterne var blevet fjernet af sikkerhedsfolk, udsendte Allen en erklæring, hvori han betegnede deres happening som »stupid«.

Også teatre har været mål for demonstranter. I 2014 blev Barbican i London angrebet af en gruppe på 200 aktivister, der ville udtrykke deres vrede over en antislaveriinstallation, hvor sorte skuespillere blev udstillet i bur. Demonstranterne kaldte det en »udstilling af hvide privilegier«.

Installationen blev lukket, da det lykkedes gruppen at samle 20.000 underskrifter mod Barbicans ’medskyld i racisme’. Beslutningen blev dog også truffet ud fra en vurdering af mulige trusler mod institutionens og kunstnerens sikkerhed, selv om protesterne var fredelige, og politiet ikke foretog anholdelser.

Hvad er det, der i disse år udløser nye kunstprotester? Det hænger muligvis sammen med tidens politiske klima, hævder John R Wallach, professor i statsvidenskab ved City University of New York.

»En positiv og ikke tilsigtet bivirkning af katastrofevalget af Trump har været, at der er blevet skabt en ny energi i offentligheden, en ny interesse for at forstå politik, hvordan den påvirker os, og hvordan vi kan påvirke den gennem protester,« siger han.

»Det er en udvikling, der taler til en klarere forståelse af vilkårene og grænserne for det amerikanske demokrati,« pointerer han.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er et klart eksempel på, at undervisningen i kunstforståelse og afkodningen af betydningsbærende tegn er for dårlig - hvis ikke totalt fraværende. Aktivisterne bekæmper deres allierede blandt kunstnerne, det er ret sørgeligt.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Siden fotografiets ankomst har der været noget altmodisch over maling på lærred. Men der var en periode i første halvdel af forrige århundrede, hvor de håndværksmæssige kvaliteter i maleriet endnu hang ved. Siden er det gået stærkt ned ad bakke og jeg personligt har svært ved at lade mig fascinere af nutidens maleri, for ikke at sige billedkunst i det hele taget. Men jeg er så også ret teknisk interesseret og det kan jo ødelægge enhver oplevelse.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jeg kommer af og til på Sophienholm i Kgs. Lyngby. Der får man moderne billedkunst for pengene så det basker. I foråret så jeg en Corner-udstilling helt fortryllende. Og så har de et klenodie - et gammelt loft fra et sommerhus, som COBRA- malerne havde lånt, og som tak og betaling malede, I ved, dem med Asger Jorn. Loftet trænger nu til en gang restaurering. Malingen har tabt kraften.

https://kunsten.nu/artguide/venue/sophienholm/

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Det er tankevækkende, som man i "progressive" kredse dyrker en slags paradoksal åndelig apartheid. Man hævder på den ene side, at racer er en konstruktion, mens man på den anden side raser over, at nogen transcenderer raceskellene. Mest forargeligt er det selvfølgelig, når hvide (som selvfølgelig ikke er nogen race, for racer findes jo ikke, men alligevel...) "approprierer" kulturelementer fra andre racer (som selvfølgelig heller ikke eksisterer). Knapt så slemt synes det dog at være, når ikke-hvide, ikke-europæere "approprierer" europæiske kulturelementer, som Armanihabitter og Mercedesbiler.