For nylig var jeg på Stevnsfortet. Den lille koldkrigstidslomme på Sjællands kyst vendt mod det engang så frygtede øst.
På Stevnsfortet har de to kanontårne, og guiden rettede vores opmærksomhed mod to små undseelige tegn, der var mejslet ind i hvert af de to store metaldyrs bundstykker. To små svastikaer. De sidder der, fordi tårnene oprindeligt har været en del af et ophugget tysk krigsskib, og kanonerne havde tjent som en del af atlanterhavsvolden, hvor de blev efterladt, da Anden Verdenskrig sluttede.
Det Tredje Rige mærkede alt sit krigsmateriel med svastikaet. En lille kuriøs detalje, der binder krigshistorier sammen. Tilfældigvis var en tysk turist med på rundvisningen. Han studsede over de to mærker og sagde, at i Tyskland ville man nok have fjernet dem.
Han havde i forbindelse med sin ferie også netop besøgt Carlsberg og fortalte, at han var overrasket over at se de store svastikaer, der pryder Elefantporten. Han var ikke fordømmende, blot undrende. Guiden spurgte, om han ikke havde lagt mærke til, at svastikaerne på Carlsberg ikke var magen til den udformning, som nazisterne brugte, og forklarede ham, at svastikaet, har en meget længere historie end den, det associeres med i Europa i dag.
Det er jo rigtigt nok, og måske vidste den tyske turist det også godt, men i Tyskland er der ikke plads til den slags nuancer. I Tyskland er svastikaet ulovligt. For danskere er det tegn, der er mejslet ind i Stevnsfortets kanoner mest af alt historisk, men i Tyskland tillader man sig ikke den luksus at skelne mellem det politiske symbol og det historiske materiale. Det har man som nation besluttet.
Det hele handler om kontekst
Det er et lignende dilemma, der var på spil i Charlottesville i USA, hvor hvide nationalister demonstrerede mod flytningen af en General Lee-statue fra en park i byen. General Robert E. Lee var en prominent figur i Sydstaternes kamp mod Nordstaterne under Den Amerikanske Borgerkrig. En historisk figur, ja, men også en virkelig person, der kæmpede for retten til at slavegøre mennesker og fortaler for den antagelse, at hvide er hævet over andre.
Hvis nutidens USA virkelig var fri af diskrimination, racisme og undertrykkelse af afroamerikanerne, ville General Lees statue så være så kontroversiel? Næppe. For kritikerne af General Lee-statuen er han først og fremmest et politisk symbol på den ulighed mellem sorte og hvide, der stadig martrer nationen i dag.
Konflikten er ikke kun historisk, og derfor kan monumentet heller ikke være det. Dertil kommer, at andre af Sydstaternes symboler, som for eksempel Konføderationens Flag, stadig anvendes i dag og først for nylig er begyndt at blive fjernet fra offentlige bygninger. Det var dette flag, som Sydstaterne kæmpede under, da de løsrev sig fra unionen i borgerkrigen om slaveriet.
Flaget vajede side om side med svastikaet blandt de hvide nationalister, som forsvarede placeringen af statuen i en demonstration, der kom til sammenstød med fremmødte antiracister. En nationalist sårede og dræbte mennesker, da han kørte sin bil ind i gruppen af moddemonstranter.
Konføderationens flag er stadig en del af staten Mississipis officielle flag. Det opgør, man i Tyskland har taget med det nazistiske flag, har man aldrig taget fuldt ud med konføderationens symboler i USA. Her insisterer man i stedet på dets historiske værdi, og det er svært at gøre, så længe det ikke har mistet dets politiske.
Men hvornår indtræffer den tilstand, hvor genstande og symboler holder op med at være politiske og i stedet blot bliver historiske?
I denne uge har vi her i avisen skrevet om, at Arbejdermuseet i forbindelse med en udstilling om 100 året for Oktoberrevolutionen overvejer hvordan de kan »sætte lidt fut i« og give et comeback til den Lenin-statue, der i dag står i baggård, hvortil statuen blev forvist, da museet i 2004 pludselig kom i modvind, fordi besøgende som det første mødte denne statue, der ifølge daværende kulturminister Brian Mikkelsen var »stødende«.
Lenin var altså i 2004 symbolet på »forræderi mod den demokratisk socialistiske idé« som ledende socialdemokrater sagde, men i 2017 er han en historisk figur, der har forbindelse til en markering af en historisk begivenhed. Det hele handler om kontekst. Monumenter og flag er ikke statiske, selv om dets materialer ofte vil være det. De er tværtimod dynamiske, og de har den værdi, vi tillægger dem.
Af artiklen fremgik det at Arbejdermuseet havde planer om at flytte en statue af Lenin fra en baggård til en mere prominent plads i forbindelse med markeringen af 100 året for Oktoberrevolutionen. Dette var en misforståelse. Arbejdermuseet har planer om at statuen skal indgå i udstillingen, men har endnu ikke afgjort hvordan. Flyttet bliver den dog ikke. Information beklager fejlen.
Så selvfølgelig har man ikke fjernet svastikaerne.... måske har man tænkt, at det kunne give held og lykke når man fyrer kanonen af - hvis man overhovedet har tænkt.
Det opbyggede tyske krigsskib, som nævnes i artiklen, var lommeslagskibet (panserkrydseren) "Gneisenau", som blev ødelagt i Kiel, og hvis kanoner endte på Stevns. At en tysker undrer sig over, at hagekorsene ikke er fjernet, er kun naturligt, da tyskerne efter krigen har gennemgået en kollektiv hjernevask, hvis formål var at eliminere nazismen fra det tyske samfund.
I dag er nazismen ikke længere mainstream i Tyskland, bl. a. på grund af denne hjernevask, som derfor må ses som et gode. Men et fortsat forbud vækker kun undren blandt de unge, ja det fremprovokerer endda en vis trodsig flirten med disse forbudte symboler.
Hvis man spiller krigsspil online, vil man vide, at fx SS nyder en vis agtelse i spillerkredse, mest på grund af deres "flotte" sorte uniformer med dødningehoveder, SS-runer og svastika, men også lidt fordi de bliver opfattet som "bad-ass", og hvilken rask ung mand vil ikke gerne opfattes som "bad-ass"?
At forbyde ungdommen at udleve sine mere eller mindre stuerene drømme er futilt. Så hvor det nok var nødvendigt i efterkrigstiden at slå hårdt ned på ethvert symbol, der blot kunne minde om nazisme, er det i dag blevet kontraproduktivt, da et forbud blotter støtter denne fascination ved at tvinge det ned i lyssky subkulturer.
Præcis hvornår politiske symboler bliver historisk materiale er svært at sige. I USA tyder det på, at denne benevolente hjernevask af den brede befolkning med henblik på at skabe et inklusivt samfund kun er i sit indledende stadium, så givet urolighederne i Charlottesville ville det måske være på sin plads simpelthen at indføre et forbud mod sydstatsflag efter tysk forbillede. Problemet her er, at den amerikanske højrefløj aldrig er blevet besejret militært, hvilket synes at være en vigtig forudsætning, hvis hjernevasken skal lykkes. Så måske skulle vi håbe på en ny amerikansk borgerkrig, selvfølgelig forudsat at det er de "gode" der vinder?
At tyskerne opretholder deres forbud mod nazi-symboler risikerer at give bagslag, for hvis sværmerne ikke kan demonstrere deres sværmeri og få det diskuteret i det offentlige rum, men tværtimod bliver kriminaliserede, vil de blot føle sig endnu mere "bad-ass".
Men jeg er stor tilhænger af at forbyde røde faner, hammer og segl og røde stjerner, for den kommunistiske bevægelse kunne godt trænge til lidt nyt liv. Så venligst: Forbyd statuer af Lenin og illegaliser Karl Marx' værker, det vil gøre det så meget nemmere for os gamle røvhuller at rekruttere nogle nye bad-asses til bevægelsen.
For en ordens skyld: Sidste afsnit i ovenstående indlæg er et forsøg på at være sarkastisk.
Niels Nielsen
Amerikanerne er hjernevaske med kristendom, nationalisme og kapitalisme ... har selv boet der. Jeg tror ikke for alvor, at der er nogen "inklusiv hjernevask" eller at der nogensinde bliver det.
- Det der kommer til at ske er at amerikanerne bliver røvtrætte af hjernevask og bliver meget mere kritiske og positve overfor at læse bøger.
- Jeg tror også danskere bliver røvtrætte af drenrøvs kultur og anden ukorrekt PC kultur.
Jeg tror at vi igen vil skændes om at alt er spørgsmål om fortolkning og hvilke grundliggende værdier vi har og socialisme skal i den forbindelse nok komme på mode igen. :-)
Vi vil også se en bedre redaktionel linje på information.... med mere indhold.
Poul Solrart Sørensen, jeg er helt enig med dig i, at de fleste bliver trætte af drengerøvskulturen; hvad jeg argumenterer for er netop, at drengerøvene for det meste alligevel holder op med at være drengerøve når de bliver lidt ældre - men altså kun hvis de får lov til at være drengerøve i den periode af deres liv, hvor de prøver grænser af.
At jeg selv stadig er en drengerøv på visse punkter skyldes hovedsageligt, at jeg ikke havde mulighed for at udleve disse politisk ukorrekte drømme i den periode af mit liv, hvor jeg var dybt fascineret af blod, vold og farvestrålende eksplosioner. Alle fornuftige mennesker var pacifister og militærnægtere, så jeg gik helt alene med min fascination af ting, der sagde bang.
Så i stedet for at lægge det bag mig, finder jeg stadig stor tilfredsstillelse i at dræbe mine medspillere på den virtuelle slagmark. Et sted skal frustrationerne jo komme ud, og jeg er ikke til fodbold.
Min søn var dybt fascineret af ild, så vi tændte mange bål sammen, og sad i timevis og betragtede flammerne,for jeg ønskede ikke, at han skulle blive pyroman, og jeg bildte mig ind, at hvis jeg hjalp ham med at udleve sin fascination af flammer, ville det nok gå over en dag. Og i dag har han så fået ild nok og bruger i stedet sin tid på mere lødige emner, såsom drugs, sex and rock'n'roll.
;-)
Niels Nielsen
Ja man skal passe på med at fascination ikke bliver fængslende. ;-)
Jeg syntes mange ting er jættespændende, men lige siden jeg var meget lille og en pige fortalte mig, at hun syntes at socialister var seje og nogen helte, der har jeg og drengerøven i mig været glødende socialist og SC...
Spørgsmålet bør stilles omvendt:
Hvornår bliver historisk materiale til politiske symboler?
Og det er jo museers og lokale autoriteters opgave at sikre, at statuer, mindesmærker, tegn og symboler præsenteres på en passende og relevant måde, der giver historien plads, så den ikke bevidst gemmes væk, men på den anden side heller ikke får for meget plads, så det virker agitatorisk.
Lenin-statuen på Arbejdermuseet, der blev overført fra Tidens Højskole i Hørsholm, formentlig som en gave, har fået en helt passende placering væk fra baggården. At Lenin har indgået i historien, bør ikke retoucheres væk.
De fleste gamle kz lejre vedligeholdes stadig og besøges også af danskere, for år tilbage fortalte vores lokale taxa vognmand at han en gang om året lejede en bus for en uge og kørte overlevende ned til dem, der er næppe så mange tilbage, at det kan lade sig gøre. Men for dem var det næsten en pilgrimstur, det er lidt uhyggeligt at tænke på, men måske var det vigtigt for dem at erindre til stadighed.
Da jeg spurgte min farfar hvordan jeg skulle forholde til afstemning om EF var hans svar "Aldrig mere Det Tredie Rige" og som modstandsmand så var han præget af sine handlinger og konsekvensen af dem.
Men da han var en forstandig og belæst mand, så rettede jeg ind til venstre og det har jeg gjort siden ;-)