Indiens deling 70 år efter

I begyndelsen af næste uge er det 70 år siden Britisk Indien i forbindelse med at Storbritannien trak sig som kolonimagt blev opdelt i to selvstændige stater, Indien og Pakistan. Salman Rushdie, Kiran Desai og andre forfattere fortæller her om at leve med den blodige arv fra delingen og om den fremtid, der venter
En landsby brænder under delingen af Indien og Pakistan i 1947.

En landsby brænder under delingen af Indien og Pakistan i 1947.

Max Desfor/Polfoto
12. august 2017

Pankaj Mishra

Pankaj Mishras seneste bog er ’Age of Anger: A History of the Present’

Når man tænker på 70-året for Indiens deling, må det uundgåeligt også føre over i tanker om Indiens ekstraordinære krise i dag. Markeringerne af 50- og 60-året for en af det 20. århundredes største kalamiteter rummede endnu rige muligheder for, at Indien som en liberal, demokratisk, sekulær og globaliseringsfavnende nation omsider en dag ville kunne realisere den storhed, som dets berømte landsfædre oprindeligt stillede os i udsigt. Modsat Indiens store og forestående stævnemøde med historien forekom Pakistans skæbne at være tvangsmæssig selvskade.

Fejringen af det Indien, der var ’på vej op’, blev ikke betonet særligt ved mærkedagene i 1997 og 2007, selv om der blev vredet behørigt hænder over den bedrageriske imperalisme og den vilde etniske udrensning, der fulgte med grundlæggelsen af Indien og Pakistan som nationalstater, definerede deres selvbilleder og dømte dem til en permanent indre og ydre konflikt.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Fx. burde Indien løse konflikterne med Pakistan om Kashmir og Jammu, samt med Kina om Bhutan.
Det kunne gøres i FN-regi, Men det kræver, at FN anerkendes derude, fx. gennem optagelse af Indien i Sikkerhedsrådet.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Det kunne måske hjælpe, hvis Indien blev samlet igen, det vil sige genforenet med Pakistan og Bangladesh (tidl. Øst-Pakistan.) M.K. ("Mahatma") Gandhi var stærkt imod Indiens deling. Men han var jo også meget åben for islam, kristendom og tankegods fra andre religioner.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Jeg ved det ikke. Det var bare en tanke. Jeg tænker et Stor-Indien med ret autonome provinser og lokaldemokratier, evt. andre slags styreformer og samfund (ashram'er f.eks. Der findes også stadig mange (flere nu end da han levde) ghandistiske (satyagraha) ashramer.)

Brugerbillede for Peter Frost

Tvivler på at Østpakistan med de myrderier Vestpakistan foretog der, nogensinde vil indtræde i et forenet subkontinent. Pakistan og Indien viser heller ikke tegn på omfavnelse - tværtimod. Nationalismen er ekstrem i begge lande. Adskillige krige understøtter dette.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja, det er passé.
I øvrigt må England tilskrives en del af skylden.
Churchill var imod Indiens frigørelse og selvstændighed, og med ham som premierminister spillede England muslimer og hinduer ud mod hinanden, så spliden svækkede Indiens selvstændighedstrang.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Vi kan nok takke Gandhi, for at Indiens frigøring ikke blev mere brutal, end hvad den blev.
Churchill nægtede at møde den lille brune mand i sandaler og lændeklæde. Han var en arrogant, asocial og gennemalkoholiseret racist, som så mange andre dengang, såvel som nu...