Læsetid 21 min.

Indiens deling 70 år efter

I begyndelsen af næste uge er det 70 år siden Britisk Indien i forbindelse med at Storbritannien trak sig som kolonimagt blev opdelt i to selvstændige stater, Indien og Pakistan. Salman Rushdie, Kiran Desai og andre forfattere fortæller her om at leve med den blodige arv fra delingen og om den fremtid, der venter
En landsby brænder under delingen af Indien og Pakistan i 1947.

En landsby brænder under delingen af Indien og Pakistan i 1947.

Max Desfor/Polfoto
12. august 2017

Pankaj Mishra

Pankaj Mishras seneste bog er ’Age of Anger: A History of the Present’

Når man tænker på 70-året for Indiens deling, må det uundgåeligt også føre over i tanker om Indiens ekstraordinære krise i dag. Markeringerne af 50- og 60-året for en af det 20. århundredes største kalamiteter rummede endnu rige muligheder for, at Indien som en liberal, demokratisk, sekulær og globaliseringsfavnende nation omsider en dag ville kunne realisere den storhed, som dets berømte landsfædre oprindeligt stillede os i udsigt. Modsat Indiens store og forestående stævnemøde med historien forekom Pakistans skæbne at være tvangsmæssig selvskade.

Fejringen af det Indien, der var ’på vej op’, blev ikke betonet særligt ved mærkedagene i 1997 og 2007, selv om der blev vredet behørigt hænder over den bedrageriske imperalisme og den vilde etniske udrensning, der fulgte med grundlæggelsen af Indien og Pakistan som nationalstater, definerede deres selvbilleder og dømte dem til en permanent indre og ydre konflikt.

I dag, hvor portrættet af en af medkonspiratorerne til mordet på Mahatma Gandhi hænger til skue i det indiske parlament, er det omfanget og hastigheden af ​​Indiens mutationer, der må hjemsøge vores tanker.

Men bør vi i grunden være chokerede? Blev vi forført af den intellektuelle selvgodhed hos historikere og journalister, der gjorde det liberale demokrati, sekularismen, globaliseringen og den økonomiske vækst til nye trosartikler?

Det kan være fristende at ignorere delingens ondartede og varige styrke. Mange af vores dagligdags erfaringer med pluralistiske identiteter gør den fuldstændig til skamme. Mit eget liv som inder er blevet beriget af pakistanske forfattere, musikere, cricketspillere og venskaber over grænserne. Men den hinduistiske fanatiker, der myrdede Gandhi, fordi han var blød over for muslimer og Pakistan, var et tidligt eksempel på den indbyggede dødslogik i nationsopbygningen.

Det samme var tilfældet for de mange erklæret sekulære indiske ledere, der brugte rå magt for at holde fast på Kashmir.

På mange måder fuldender Indiens premierminister i dag, Narendra Modi, og hans pøbel de uafsluttede dele af opdelingsprojektet – nemlig foreningen af et politisk samfund gennem identifikation og forfølgelse af indre og ydre fjender.

I overensstemmelse med dette hæsligt velkendte historiske mønster har Indien overhalet Pakistan, hvor der spilles på regionale modsætninger for at holde styr på en hensynsløs homogeniserende nationalisme (og islamisme), og ingen ideologisk enkeltbevægelse er i stand til at sætte sig på alle statens og civilsamfundets centrale institutioner.

Vi havde på en eller anden måde formået at overbevise os selv om, at Indien var noget særligt og immun over for de politiske patologier, der har inficeret næsten alle lande på Jorden, skønt de samme sygdomme blev del af vor nations blodbane fra fødslen.

Det er skræmmende at tænke på denne 70-årsdag i lyset af den fremtid, der synes at ligge foran os i det atomvåbenbevæbnede Sydasien. Ingen illusioner om, at vi kan befri os selv fra historien på vores færd mod et strålende Indien kan i dag bibringe os nogen trøst. Tværtimod er vi – indere og pakistanere – tvunget til at se opdelingen i øjnene som den store grusomhed, der afgørende tegner horisonten for vores brutale nutid.

Salman Rushdie blev født i 1947 i Bombay, Indien.

Sigrid Nygaard

Salman Rushdie

Salman Rusdhie udgiver til september sin nyeste roman, The Golden House

Midnatsbørn (Rushdies debut- og gennembrudsroman, red.) udkom få måneder før 34-årsdagen for indisk uafhængighed i 1981, og siden da er der gået 36 år. Romanen føles i dag som en opgørelse af en halvlegsstilling. Den anden halvdel fortjener sin egen roman, selv om jeg ikke er den rigtige person til at skrive den.

Da min roman blev offentliggjort, blev den af nogle læsere kritiseret for at have en for dyster slutning. Det er korrekt, at en stor del af romanen blev skrevet midt under 1970’ernes ’nødretstilstand’, Indira Gandhis skammelige 21 måneders lange suspension af demokratiet, og korrekt, at nogle af disse passager er farvet af dette mørke historiske kapitel.

Men i romanen såvel som i virkeligheden brød Indien fri af nødretstilstanden til en ny dag, og fortælleren Saleems søn, Aadam, repræsenterer en ny generations håb. Den nye generation er vokset op til at arve midnatsbørnenes verden, og Indien er på vej til at blive et andet land. Når jeg i dag genlæser min romans sidste sider, forekommer de næsten absurd optimistiske.

Landet er hurtigt ved at blive trukket i den retning, som de nationalistiske forkæmpere fra Hindutva står for, og væk fra sine forfatningsfædres sekulære idealer. At kritisere denne bevægelse bliver i de politiske Twitter-trolls’ tidsalder stemplet som sickular eller, endnu værre: bliver hængt ud som sickular libtards (libtard er en sammenskrivning af liberal og retard, red.).

I mellemtiden, i den hellige kos land, bliver mennesker lynchet, fordi de angiveligt har gjort sig skyld i den ’forbrydelse’, som består i at være i besiddelse af eller at have spist oksekød. Lægebøger i historie skrives om som Hindutva-propaganda. Regeringens kontrol over de stort set føjelige nyhedsmedier (med et par anerkendelsesværdige undtagelser) ville USA’s præsident kunne se på med misundelse, hvis han tilfældigvis skulle fatte interesse for så fjerne forhold. ’Verdens største demokrati’ føles mere autoritært og mindre demokratisk, end det burde.

Men Modi-regeringen er populær. Den er endda meget populær. Og det er den største forskel mellem Indien under ​​Indiras nødretstilstand og Indien i dag.

Dengang udskrev fru Gandhi et valg, som hun fejlagtigt troede, hun kunne vinde og derved legitimere sine excesser under nødretsårene. Men hun blev vraget af inderne i et rungende valgnederlag. Der er ikke umiddelbare tegn på, at de indiske vælgere vil vende sig mod den nuværende regering. Midnatsbørnebørnene virker tilfredse med udviklingen. Sådan må den pessimistiske konklusion på andet bind af den indiske fortælling lyde.

Kamila Shamsie

Kamila Shamsies seneste roman, ’Home Fire’, er indstillet til Man Booker-prisen

Da jeg voksede op, var delingen ikke så meget en historisk begivenhed som en familiehistorie. Delingen betød, at halvdelen af ​​min familie blev pakistansk og den anden halvdel indisk. Delingen betød, at min bedstemor ikke kunne få visum til at besøge sin døende mor.

Delingen betød, at da jeg jublede over Pakistans triumf over Indien i cricketlandskampen i 1987, var min onkel, der dengang besøgte sin søster/min bedstemor i Karachi, knust af skuffelse over nederlaget for sit crickethold. Delingen betød, at jeg kom til at vokse op i Karachi, en multietnisk by af migranter, som jeg elskede med en sådan styrke, at tabet af en halv familie virkede som en pris, der var værd at betale i et barns sorte og hvide måde at se verden på.

Men på den officielle og nationale samtales niveau i Pakistan var 1947 et år, hvor det faste mantra var ’uafhængighed’ snarere end ’deling’. Det var kun i britiske skolebøger og i britiske Raj-vækkelsesfilm, at ’deling’ næsten altid trumfede uafhængighed. Det måtte det gøre.

At tale om Pakistans og Indiens uafhængighed ville være også at anerkende kolonitidens åg. Så var det langt lettere at tale om ’deling‘ med dets implikation af, at alting faldt fra hinanden, da briterne trak sig ud, som om ikke sammenfaldet netop var et direkte resultat af deres del-og-hersk-politik. Så jeg har altid følt mig utilpas – også når jeg skriver disse linjer – når folk beder mig om at tale om delingen snarere end om uafhængigheden fra Storbritannien.

Men den indviklede sandhed er, at uafhængighedens og delingens sammenflettede karakter er noget, vi må forholde os til. De to nationer kom til verden som resultat af heroisk modstand mod et imperialistisk styre, men deres fødsel var samtidig præget af had og blodsudgydelse.

Debatten i dag fokuserer ofte på, hvad blodsudgydelserne dengang betyder for Indien og Pakistans gensidige forhold i dag, men når jeg i dag betragter de to nationer, der begge er sunket ned i vedvarende vold mod egne mindretal, spekulerer jeg snarere på, hvad de betyder for hver enkelt nations forhold til sin egen historie, sin egen selvforståelse.

Der kom aldrig noget retsopgør med Delingens vold, for det ville have stillet sig i vejen for fortællingen om den strålende uafhængighed. I stedet blev det lettere at give den anden side skylden for al volden og ignorere, hvordan Indien og Pakistan fra første færd har pakket massemordet ind i deres respektive nationale faner i et håb om, at ingen så lægger mærke til blodpletterne. 

Kiran Desai er født 1971 i New Delhi, Indien.

Christian Als

Kiran Desai

Kiran Desai er forfatter til den Booker-prisbelønnede ’The Inheritance of Loss’

Hver lørdag lider jeg af en særlig depression, som jeg kalder min lørdagsdepression. Det vigtigste symptom er, at når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg ikke mig selv ­– jeg ser et spøgelse. Synet af dette spøgelse fylder mig med frygt. Jeg ved, at spøgelset blot er det samlede resultat af endnu en uge i endnu et år med selvpålagt isolation for at færdigskrive en bog, jeg har arbejdet på i lang tid.

For at slippe for min uundgåelige depression gik jeg i sidste uge ind på Rubin Museum i New York for at se Henri Cartier-Bressons fotografier af Indien. Én del af udstillingen viser de fotografier – jeg var lige ved at skrive malerier – som Cartier-Bresson tog i de sidste dage af Gandhis liv og i de dage, der fulgte umiddelbart efter hans mord.

Fotografierne har kvaliteter som malerier. I stedet for at fremhæve en forbigående begivenhed formidler de indtryk af en vedvarende tilstedværelse. Selv om de blev taget i dage, der var kaotiske, er der en fattet stilhed over dem. Selv om det må have støjet, er det, som om fotografierne bliver overvundet af en tysthed – som om volden har fået scenen til at stivne og de millioner af mennesker i folkemængderne er blevet dømt til at leve i et evigt øjeblik.

Antallet af mennesker er væsentligt her, og væsentligt er også det faktum, at hver enkelt person i denne millionmængde af mennesker ser ud til at mangle sit ansigt. Man kan ikke skelne personerne, for en følelse, der er mere fundamental end vores menneskelige selv, har opbrugt deres individuelle natur for i stedet at gøre dem til dele af et katastrofalt forræderi.

Pandit Nehru udstråler samme sorg som Brij Krishna, Gandhis sekretær, som en mand, der er klatret op i et træ for at se på ligbålet ved Gandhis begravelse, som en flygtning på et tog, der ruller ud af Delhi på vej til Lahore ...

Jeg var glad for at være alene, for jeg kunne mærkede tårerne presse sig på. Det var dog ikke fortiden, men nutiden, jeg sørger over. Den politiske fløj af RSS – den bevægelse, som Gandhis snigmorder engang var medlem af, er det parti, der regererer landet i dag, og som dyrker det samme voldens vokabular som dengang. De fattiges ansigter er også de samme i dag, som de var dengang. En udslidt arbejder sover på samme måde på gaden ved siden af sine udtrådte sko.

Filmklippet af en muslimsk bonde, Pehlu Khan, der tigger om sit liv foran en hinduistisk lynchpøbel, et af ​​mange sådanne angreb i år, knytter sig direkte tilbage til disse fotografier, som om nationen for evigt er dømt til at vende tilbage til det tidspunkt, hvor den blev konciperet. Måske vil Indien aldrig overvinde de øjeblikke, som disse fotografier fastholder. Alt, hvad der siden er sket, føles skæbnesvangert, cyklisk, uendeligt og forudbestemt. (…)

Da jeg genvandt fatningen i museets kolde mørke, før jeg gik tilbage og ud i den lyse sommerdag, følte jeg en stille privat taknemmelighed for Cartier-Bresson – for det eksempel, han satte som kunstner, der udsletter sig selv for at blive til et spøgelse bag sit lille 35mm Leica, der kan fastholde mindet om andres udslettelse. Selv om billederne skildrer vold, bliver man genindsat i menneskeheden ved at kigge på dem.

Siddhartha Deb

Siddhartha Deb er forfatter til ​​’The Beautiful and the Damned: Life in New India’. Et uddrag fra hans nye roman, hvis handling udspiller sig netop under Indiens deling, udkommer til efteråret i det litterære onlinetidsskriftt N+1.

Baniachang, landsbyen i Sylhet, hvorfra min fars familie kommer, blev en del af Østpakistan i 1947. I dag, efter ​​Østpakistans løsrivelse i 1971, ligger den i Bangladesh. Jeg har aldrig været der. Hvor svært må det ikke have været, tænkte jeg altid, når jeg hørte min familie tale om dengang, de blev tvunget til at forlade Baniachang og tvunget til at vælge én slags identitet frem for en anden, i dette tilfælde religion frem for sprog og kultur. Delingen var, som vi i de seneste år har kunnet læse i bøger af Yasmin Khan og Vazira Zamindar, en vidt forskellig proces, afhængigt af hvilken del af den man blev fanget i.

De britiske og indiske eliter var opsatte på at skabe de nye nationer – mænd som den britiske viceroy Louis Mountbatten, den kommende indiske premierminister Jawaharlal Nehru og hans hardliner af en hinduistisk nationalistisk stedfortræder, Vallabhbhai Patel, samt den indiske industrifyrste og Gandhi-protektor G. D. Birla – alle havde de travlt med at tvinge processen igennem.

Mountbatten insisterede på 15. august 1947 som dato for delingen, kun to en halv måned efter beslutningen om at opdele subkontinentet var truffet. Grænsekommissionen under ledelse af sagføreren Cyril Radcliffe blev først færdig med at forberede sine kort 12. august, og dens kort blev først offentliggjort 17. august, to dage efter delingen.

På det tidspunkt var den etniske udrensning allerede godt i gang. Over en million blev i sidste ende dræbt, tusindvis blev voldtaget og bortført og mellem 12 og 20 millioner fordrevet i processen. Tog krydsede landskabet med togvogne fulde af lig. De, som rejste til fods, marcherede i kolonner, der undertiden var 60 kilometer lange.

Intet af ​​denne vold og smerte har for alvor fundet plads i den officielle historieskrivning i Storbritannien, Indien, Pakistan eller Bangladesh. Dette er helt sikkert en grund til, at delingen udviser en så uhyggelig evne til at replikere sig selv gennem årtier, i mini-delinger, mini-pogromer og i den vedvarende marginalisering og brutalisering af mindretal, der er blevet den styrende ånd bag Sydasiens nationalisme.

Den urdusprogede forfatteren Saadat Hasan Manto, der modvilligt flyttede til Pakistan fra Bombay efter delingen og måtte konstatere sig fuldstændig desillusioneret i sin nye nation, indfanger situationen bedst i sin novelle om patienter på et sindssygehospital i Lahore, som opdeles som aktiver for de nye lande.

Sikh-hovedpersonen, der hedder Toba Tek Singh efter den landsby, han kommer fra, føres til grænsen for at blive sendt til Indien, selv om hans landsby tilfældigvis er på den anden side, i hvad der nu er Pakistan. Idet han ligger ned på »den smalle jordstrimmel, der hverken tilhører Indien eller Pakistan«, nægter han at deltage i denne udvekslingsproces, der allerede har kostet så mange liv.

70 år efter delingen fremmaner Toba Tek Singhs trodsige vanvid bedre friheden som værdi, end noget af det, der er opnået af de formodede rationelle nationer, der kom ud af den blodige proces.

Fatima Bhutto 

Fatima Bhuttos seneste bog er ’The Shadow of the Crescent Moon’

Indien er opkaldt efter floden Indus, som strømmer gennem Sindh, min hjemby i Pakistan. Denne vældige flod er en kraft, der animerer legenderne i både Indien og Pakistan. Mohenjo-daro, vuggen for den gamle flodkultur, er delt af begge vores lande, uanset den skillelinje, der skærer tværs igennem.

I dag forsamles hinduer og muslimer for sammen at bede til den hellige Udero Lal, en inkarnation af den højt elskede Jhulelal, i et kompleks, hvor et tempel og en moské står sammen. Jhulelal har mange avatarer: For sindhi-sprogede muslimer er han en manifestation af Qalandar, en sufistisk mystiker, der rejste fra Mellemøsten til vore himmelstrøg for at bringe troende tættere på Gud; for hinduerne er han en inkarnation af en Varuna, en vedisk gud, der behersker oceanerne. På tværs af grænsen hedder den hellige by Varanasi og er til dels opkaldt til hans ære.

Jeg tilbragte mange dage i min barndom langs det gamle murværk i Mohenjo-daro. Min bror foretog i sine teenageår flere pilgrimsrejser til Udero Lal. Vi har begge kørt de timelange ture fra vores hjem i Karachi for at sidde under den gyldne kuppel i Sufi-templet af Sehwan Sharif, hvis rosenblade troende af alle trosretninger ynder at drysse ned over Lal Shahbaz Qalandars gravmæle.

Sidste år blev gravmælet bombet af IS på grund af det, det står for – et tilflugtssted, et sted for tilbedelse og kærlighed, for muslimer som for ikke-muslimer. Sehwan, navnet på den by, hvor den pakistanske sufismes mest elskede helligdom står, menes af mange at være afledt af navnet på guden Shiva.

Sindh-provinsens synkretiske kultur, dets århundreder med tolerant sameksistens og endog dens turbulente nutid udfordrer delingens sekteriske logik. Og jeg har en tro på, at den vil overleve de katastrofer, der er tiltænkt at skulle udgå fra delingen, selv 70 år efter.

Muslimer flygter fra Delhi-området mod Pakistan i 1947.

AP/Polfoto

Nayantara Sahgal

Nayantara Sahgal har redigeret essay-antologien ’Nehru’s India: Essays on the Maker of a Nation’.

Jeg er datter af forældre, der kæmpede for frihed under Mahatma Gandhis lederskab, og min far døde under sit fjerde fængselsophold under britisk styre. Gandhi vendte det imperialistiske del-og-hersk-diktat på hovedet ved at danne en national bevægelse, der skabte en politisk enhed, som hævede sig over regioner, religioner og sprog og anerkendte Indiens kulturelle og religiøse mangfoldighed som Indiens betydning.

Efterspørgslen efter et separat hjemland for muslimer var derimod i overensstemmelse med de splittelser, der blev knæsat af det koloniale styre.

Det britiske imperiums bizarre tilgang til delingen er bedst indfanget i W. H. Audens ætsende digt, »Partition«, hvori han brutalt latterliggør englænderen Cyril Radcliffe, der aldrig før har sat sine fødder i Indien, men flyves ind for at optegne en linje, der svarer til hans idé om en grænse.

Delingen var en ufattelig katastrofe af blodsudgydelser og lidelser, som rev hjælpeløse millioner på begge sider af grænsen op med rode og stadig hjemsøger subkontinentets kollektive hukommelse. Chokket og sorgen lever videre i et digt af Faiz Ahmed Faiz, i en fortælling af Saadat Hasan Manto, i et maleri af Satish Gujral og i bevidsthederne hos familier, der blev revet fra hinanden.

På daværende tidspunkt troede Nehru og mange andre, muslimer og hinduer, at delingen ville være midlertidig. Og årevis efter begivenheden levede den tro videre, at denne uvirkelige tilstand en dag måtte høre op. En århundreder-gammel historie kunne ikke bare på den måde annulleres af en tankeløst optrukken grænse.

Sårene fra dengang kan delvis og momentant læges, når indere og pakistanere mødes for at fejre deres fælles arv af musik og dans, sprog og litteratur.

Men delingens trussel er igen over os indere, denne gang gennem den erklærede hensigt om at ville pålægge os alle en hinduistisk nationalitet og erklære alle andre herfra afvigende indere for udenforstående, der kun kan leve her på hinduernes nåde. At trække en hinduistisk identitet ned over en sekulær republik, som er verdens tredjestørste muslimske land og har været hjemsted (som Gabriel García Márquez sagde om sit eget land) for menneskeheden, er meningsløst hinsides al fatteevne.

Den mentalitet, hvoraf mordet på Gandhi udsprang, forfølger igen i dag den samme dagsorden, straffer forfattere, rationalister, dalitter, kristne kirkebevægelser og alle former for dissens. Lynchpøbeler myrder muslimer i aktioner, der minder om gamle dages lynchninger i USA’s dybe sydstater. På denne årsdag for Indiens deling er det en anden slags deling, der stirrer os i ansigtet.

Amit Chaudhuri

Amit Chaudhuris nye roman, ’Friend of My Youth’, udkommer i denne måned

Da jeg begyndte at skrive og siden selv at udgive skønlitteratur, blev delingen, som altid blev stavet med versalt D, betragtet som et vigtigt – ja, definerende – tema for den engelsksprogede indiske roman. Det samme gjaldt uafhængigheden. En del af dette var selvfølgelig virkningshistorien fra Midnatsbørn. Rushdie havde præsteret en fantastisk morsom genistreg ved at demonstrere, hvordan hver enkelt af os muligvis selv kunne være forfatteren til det moderne Indiens historie, ikke helt ulig den måde, hvorpå komikeren Spike Milligan engang afslørede sin egen rolle i historien i sin Adolf Hitlers: My part in His Downfall.

Jeg begyndte selv som forfatter ved tværtimod at ignorere historien og at skrive om en familie, der – ligesom min onkels familie – boede i det sydlige Calcutta. Jeg beskrev en besøgende, der kom til denne families hus: en 10-årig dreng fra Bombay. Jeg placerede ikke historien i noget tidsbillede, men forestillede mig nok, at den foregik i de tidlige 1970’ere. Alle hovedpersonerne i A Strange and Sublime Adress var dog fordrevne og deres nutidige tilværelse således resultat af delingen. Sådan var det med min egen familie.

Mine forældre er vokset op i Sylhet, som blev del af Østpakistan i 1947 og blev til Bangladesh i 1971. Jeg har aldrig selv set Sylhet. Mine forældre tog aldrig tilbage. Vi var i Bombay og min onkel i Calcutta på grund af historiens bevægelser. Jeg var instinktivt interesseret i de nye liv, som disse mennesker måtte skabe for sig selv. Jeg ønskede dog ikke at opholde mig for længe ved delingens epifani, for deres liv var også sat sammen af andre epifanier.

Nu, da begge mine forældre er døde inden for en periode på tre år, oplever jeg en følelse af tab i forhold til deres formative begyndelse i de miljøer, hvor de udviklede deres personligheder. Jeg tænker til dels på det i de to store sprogs forstand: det næsten tabte urdu i vest og tvedelingen af bengalsk i øst.

Delingen handlede ikke kun om religion eller om det land, der gik til den ene eller den anden side. Den betød et uigenkaldeligt kulturelt skifte. Som i Europa efter Anden Verdenskrig var det, der blev så uopretteligt beskadiget i 1947, en moderne høflighedsform, der havde en bemærkelsesværdig finfølelse i sig. Jeg stødte på denne høflighed hos mine forældre. Denne høflighed vil kun have efterladt sig få spor, når den svindende skare, som endnu legemliggør den og endnu i dag bor i lande over hele verden, på et tidspunkt er væk.

Tahmima Anam

Tahmima Anams seneste roman er ’The Bones of Grace’

For nogle år siden tog jeg til Calcutta. Jeg ville finde min bedstefars hus. Min bedstemor, der blev født i huset, kunne dog kun give mig en vag idé om, hvor det lå. Hun kunne huske navnene på nogle tilfældige Calcutta-landemærker, men i ingen af disse kvarterer så jeg noget, der kunne ligne den store, fire-etagers villa, hun huskede fra sin barndom.

Under alle omstændigheder var hendes familie der også kun i kort tid: Min bedstefar formøblede familieformuen og endte med at måtte flytte ind i et langt mere beskedent hus, som han delte med flere slægtninge. Dette hus, der lå på Marsden Street 36, var let at finde. Min mor og jeg kiggede gennem porten, og jeg tog i smug nogle billeder af de øverste etager. Vi tænkte på at ringe på dørklokken, men afstod.

Jeg tog derfra med en dyb følelse af tab. En ting var, at min familie var udvandret i forbindelse med delingen, da Calcutta på kortmagerens bud tilfaldt Indien, men en anden var at måtte se i øjnene, at der var en historie på stedet, der ikke kunne genfindes. At steder bogstaveligt talt var forsvundet, og med dem historier, der aldrig ville blive fortalt.

Efter 1947 flyttede den ene halvdel af min bedstemors familie vestpå til Karachi, mens den anden halvdel drog østpå til Dhaka. Det er en mærkelig historisk ironi i det forhold, at de to grene udvandrede til samme land, som selv var delt i to af det enorme land i midten, som begge var blevet tvunget til at forlade. De, der tog vestpå, blev og valgte at forblive pakistanere.

Den anden gren af ​​familien, der kom til Dhaka, blev siden borgere i det nye land, Bangladesh, der blev dannet efter uafhængighedskrigen i 1971. Derfor endte en familie fra en by med at blive borgere i tre forskellige nationer, det hele på få årtier. Med sådanne brud går en fælles historie til grunde. Ingen ved længere, hvad der skete i fortiden, når alle er flygtet fra det land, hvor det skete.

Tilsvarende forsvandt min fars familie fra Calcutta. Selv om de overlevede delingens vold, blev det hurtigt klart for dem, at de ikke kunne blive. Opstandene og mordene stoppede ikke efter uafhængigheden. I den lille muslimske enklave, hvor de levede, havde de kun få tilbageværende naboer. Fra deres vinduer så de fra tid til anden røg stige op i det fjerne og måtte indse, at nu var endnu et kvarter gået op i flammer.

Min onkel Manzur, der var nogle få år ældre end min far, blev plaget af forfærdelige mareridt over de rædsler, han havde set. Derfor besluttede min farfar i 1950, at familien skulle flytte østpå. På grund af det anspændte forhold mellem Pakistan og Indien blev han forhindret i at tage Ittehad – den avis, han havde grundlagt i Calcutta nogle få år tidligere – med sig.

43 år senere grundlagde min far igen sin egen avis, denne gang i det uafhængige Bangladesh, efter at en folkelig bevægelse havde afsat en diktator og genoprettet demokratiet. En helt ny avis grundlagt i en ny historisk fase svanger med muligheder. Så jeg tænker, at selv om de forladte hjem og institutioner ikke overlevede, så overlever på en eller anden måde ønsket om at fortælle historier.

Mirza Waheed

Mirza Waheeds seneste bog er ’The Book of Gold Leaves’

I alle de syv årtier siden delingen og den imperialistisk udløste jordrystelse, der fortærede millioners liv og såede bitterhedens kim blandt talrige andre millioner, har der været en yderligere kilde til fjendskab mellem de to stater, der ikke har kunnet inddæmmes: Kashmir.

Syv årtier er også gået, siden Indiens første premierminister, Nehru, afgav et løfte: »Vi har erklæret, at Kashmirs status i sidste ende skal bestemmes af folket. Det lover vi ikke kun Kashmirs befolkning; det lover vi verden. Vi vil ikke, og vi kan ikke bakke ud.« Nehru havde også sagt: »Det er en indlysende kendsgerning, at (…) intet land kan holde Kashmir imod kashmirernes vilje.«

I årtierne efter at disse løfter blev fremsat (og FN-resolutioner blev vedtaget), har den indiske stat, også i sin oprindelige nehruske udgave, imidlertid gjort nøjagtig dette – holdt et land imod dets folks vilje. Og når dette folk så har rejst sig og givet sin vilje mæle i taler i gadens parlament eller ved begravelsesoptog, har staten udløst en ubeskrivelig terror imod Kashmirs igennem så lang tid lidende befolkning.

Vel er konflikten kompliceret og har mange lag, der er svære at udrede, og vel er den kashmirske befolkning – forslået og febril, efter at folkeviljen er blevet knægtet af successive indiske regimers fornægtelse og forræderi – i dag radikaliseret med ødelæggende konsekvenser for alle de involverede, men især for kashmirerne selv.

Vel er der også den anden part (som Nehru skrev i sit brev til sin pakistanske modpart, Liaquat Ali Khan), ’tvillingen ved siden af’, som holder en tredjedel af Kashmir, og som har forsøgt at opildne konflikten via sine overvejende selviske rænkespil, lige siden … ja, faktisk helt fra første færd. Og vel eksisterer der skismaer og vedvarende spændinger inden for den historiske bevægelse for selvbestemmelse, som FN har givet sit mandat, og hvis tilblivelse Indien kun kan takke sig selv for, men som historisk har lidt nederlag i sin politiske kamp.

Mens Indien og Pakistan i dag kan fejre deres 70-årsdag, forbliver det kashmirske folk et koloniseret offer for mord, eksil, voldtægt, tortur, indespærring og for at føje endnu en skændigt overgreb til kataloget: forblændet af afskyelige små blykugler, som sprøjtes ud over demonstranter, der råber på frihed.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Fx. burde Indien løse konflikterne med Pakistan om Kashmir og Jammu, samt med Kina om Bhutan.
Det kunne gøres i FN-regi, Men det kræver, at FN anerkendes derude, fx. gennem optagelse af Indien i Sikkerhedsrådet.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Det kunne måske hjælpe, hvis Indien blev samlet igen, det vil sige genforenet med Pakistan og Bangladesh (tidl. Øst-Pakistan.) M.K. ("Mahatma") Gandhi var stærkt imod Indiens deling. Men han var jo også meget åben for islam, kristendom og tankegods fra andre religioner.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Jeg ved det ikke. Det var bare en tanke. Jeg tænker et Stor-Indien med ret autonome provinser og lokaldemokratier, evt. andre slags styreformer og samfund (ashram'er f.eks. Der findes også stadig mange (flere nu end da han levde) ghandistiske (satyagraha) ashramer.)

Brugerbillede for Peter Frost

Tvivler på at Østpakistan med de myrderier Vestpakistan foretog der, nogensinde vil indtræde i et forenet subkontinent. Pakistan og Indien viser heller ikke tegn på omfavnelse - tværtimod. Nationalismen er ekstrem i begge lande. Adskillige krige understøtter dette.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja, det er passé.
I øvrigt må England tilskrives en del af skylden.
Churchill var imod Indiens frigørelse og selvstændighed, og med ham som premierminister spillede England muslimer og hinduer ud mod hinanden, så spliden svækkede Indiens selvstændighedstrang.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Vi kan nok takke Gandhi, for at Indiens frigøring ikke blev mere brutal, end hvad den blev.
Churchill nægtede at møde den lille brune mand i sandaler og lændeklæde. Han var en arrogant, asocial og gennemalkoholiseret racist, som så mange andre dengang, såvel som nu...