Læsetid: 7 min.

Italiens svar på Svend Brinkmann beskylder Renzis modstandere for at være forblændet af had

Psykoanalytiker Massimo Recalcati, fik i 2013 et folkeligt gennembrud med en bog om det såkaldte Telemakos-kompleks. Recalcati har peget på den tidligere regeringsleder Matteo Renzi som det positive forbillede, italienerne har brug for. Det er en skandale, mener psykoanalytikere i Frankrig
Massimi Recalcati har markeret sig som en af Italiens mest aktive formidlere og fortolkere af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. I 2013 fik han et slags folkeligt gennembrud med en bog om det såkaldte Telemakos-kompleks, der er opkaldt efter Odysseus og Penelopes søn i Odysseen.

Massimi Recalcati har markeret sig som en af Italiens mest aktive formidlere og fortolkere af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. I 2013 fik han et slags folkeligt gennembrud med en bog om det såkaldte Telemakos-kompleks, der er opkaldt efter Odysseus og Penelopes søn i Odysseen.

Davide Borroni

2. august 2017

Er det en god idé at sende et helt lands vælgere i kollektiv psykoanalyse, og bør psykoanalytikeren ikke som minimum være politisk uafhængig?

Det diskuteres for tiden i Italien, hvor psykoanalytikeren Massimo Recalcati, Italiens svar på Svend Brinkmann, agiterer til fordel for formanden for centrumvenstrepartiet Partito Democratico (PD), den 42-årige Matteo Renzi, der var regeringsleder indtil december sidste år.

Efter nederlag ved en folkeafstemning om forfatningsændringer, som Renzi især fik til at handle om sig selv, var han nødt til at gå af som ministerpræsident. Men han satser på at vende tilbage efter at have konsolideret sin magt i partiet, som flere tidligere formænd nu har forladt i protest.

Men Renzis popularitet er markant lavere i forhold til 2013, hvor han erobrede magten i PD og for mange inkarnerede et håb om tiltrængt forandring. Det er underligt, uretfærdigt og ret skørt, mener Recalcati:

»Hvilken synd har Renzi begået for at påkalde sig et så intenst had,« spørger han i La Repubblica:

»Kan det være rigtigt, at alle Renzis handlinger, tanker eller politiske tilkendegivelser er forkerte? At alle hans beslutninger er blevet til det modsatte af det bedste for landet og hans eget parti? Er det ikke lidt mistænkeligt?«

Generation Telemakos

Den 58-årige Recalcati er filosofiuddannet og har markeret sig som en af Italiens mest aktive formidlere og fortolkere af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan (1901-1981), der formulerede tesen om, at »det ubevidste er struktureret som et sprog«.

Klinisk har Recalcati især beskæftiget sig med spiseforstyrrelser, mens han har udgivet over 30 bøger om Lacan. I 2013 fik han et slags folkeligt gennembrud med en bog om det såkaldte Telemakos-kompleks, der er opkaldt efter Odysseus og Penelopes søn i Odysseen.

Telemakos, der voksede op under farens lange rejse, repræsenterer ifølge Recalcatis læsning en længsel efter faderlig autoritet som et overbevisende eksempel på, »hvordan man lever på denne jord med fremdrift og vitalitet«.

Stadig flere italienske unge forbliver økonomisk afhængige af deres forældre og kan derfor blive bremset i deres personlige udvikling. Således »smuldrer faderrollen« også. Ligesom Svend Brinkmann lykkedes det Recalcati at fange noget smerteligt i tiden og samfundet. Men i modsætning til den danske psykologiprofessor, som også er politisk ombejlet, har han gengældt tilnærmelserne.

Da Renzi i 2014 havde væltet partifællen Enrico Lettas regering for selv at tage pladsen, var det tydeligt, hvem der havde inspireret hans tale ved Italiens overtagelse af EU-formandskabet:

»Ingen taler om Telemakos,« sagde Renzi i parlamentet i Strasbourg, »men han har – hvis I tænker over det – en endnu sværere opgave (end Odysseus, red.). Det er ikke noget tilfælde, at Athene kalder på ham i begyndelsen af Odysseen og siger: ’Du skal ikke tro, at du bare kan blive her og vente.’ Vores generation, der ikke var fyldt 18 år ved Maastricht (EU-traktaten fra 1993, red.), har en forpligtelse til at genopdage sig selv som Telemakos og en forpligtelse til at gøre sig fortjent til arven. Vi ser ikke vores fædres store frugt som en evig gave, men som en erobring, der skal fornyes dagligt.«

Recalcati protesterede altså ikke over Renzis springende referat og lod sig hverve som propagandist. Inden afstemningen om de forfatningsændringer, der skabte dyb splittelse i både landet og PD, talte han ved en politisk workshop, La Leopolda, som Renzi og hans støtter har afholdt i Firenze hvert år siden 2010:

»Nej-siden siger, at vi står over for en profanering af forfatningen, et overgreb mod forfatningen. Det er et profaneringsfantasme,« lød diagnosen, »et ja vil hverken profanere, voldtage eller forandre forfatningens grundlæggende principper, fordi det netop er trofasthed over for disse principper at tilpasse forfatningen til vor tid.«

Skandale i Frankrig

Det hjalp ikke. Men det markante nederlag, hvor næsten 60 procent stemte nej til reformen, fik ikke Recalcati til at tvivle på, om Renzi ligesom Telemakos er »den rette søn«.

Han er blevet leder for en ny partiskole, som PD har oprettet i Milano og opkaldt efter filminstruktøren Pier Paolo Pasolini, der omkom ved et bestialsk, uopklaret og måske politisk mord i 1975. Det er knap blevet bemærket i Italien, hvor intellektuelle siden Machiavelli har søgt politiske beskyttere. Men i Frankrig har det vakt forargelse:

»Vi forlanger, at Pier Paolo Pasolini, som uden tvivl var den nyere histories frieste intellektuelle, bliver respekteret for, hvad han var, og hvad hans skrifter stadig er«, hedder det i en underskriftindsamling på change.org: »Vi vil ikke tillade, at Pasolini bliver fornedret og reduceret til en ’organisk intellektuel’.«

Det er Lacans elev, samarbejdspartner og svigersøn, Jacques-Alain Miller, der har taget initiativ til en international protest mod PD’s partiskole. Han tegner også et ikke specielt smigrende portræt af Recalcati i psykoanalytikernes avis, Lacan Quotidien:

»For den slags subjekter er berømmelse alt,« skriver Miller, der selv har haft Recalcati i analyse: »Hans veltalenhed, karisma og flamboyante narcissisme skaffede ham hurtigt beundrere, patienter og elever i massevis (…) og snart var hele det oplyste Italien overbevist om, at den nye Lacan var født, og at han var italiener og hed Recalcati.«

Ved det franske præsidentvalg opfordrede Miller sine medborgere til ikke at stemme på Marine Le Pen på grund af »risikoen for et diktatur«. Men han støttede ikke eksplicit Emmanuel Macron, for »en psykoanalytiker må ikke stille sin viden til rådighed for et politisk parti«:

»Han må ikke bruge sin videnskabs redskaber til at tiltrække unge,« udtaler Miller om Recalcati og tilføjer: »For os er det en skandale. Vi kan ikke acceptere det.«

Venstrefløjens lig

Men kritikken fra Lacans hjemland har ikke fået Recalcati til at fortryde sin indsats for Renzi. Tværtimod beskyldte han forleden den tidligere ministerpræsidents modstandere for at være forblændet af had.

I stedet for at indse, at begrebet om klassekamp hører fortiden til, og at liberalismen også indeholder værdifulde elementer, foretrækker mange på venstrefløjen at holde fast i »en paranoid opdeling af verden i gode og onde«:

»Den sande årsag til dette had er den gamle venstrefløjs problemer med at sørge over sit historiske endeligt,« skriver Recalcati: »Renzi er skyld i, at venstrefløjen bliver konfronteret med sit eget lig.«

La Repubblica har efterfølgende bedt en række intellektuelle om at svare på, om hadet til Renzi virkelig er så udtalt og irrationelt. Det er det måske, svarer filosoffen Roberto Esposito, men Renzi har også selv opdyrket »de negative lidenskaber« ved at dæmonisere og marginalisere sine kritikere i PD:

»Venstrefløjens problemer skyldes på den ene side de økonomiske forpligtelser, som regeringerne har indgået, og som drastisk reducerer deres rum til at træffe valg,« skriver Esposito, »og på den anden side pulveriseringen af det, der engang blev kaldt samfundsklasser, men som nu er blevet reduceret til en rodebunke af individuelle interesser, der er svære at samle til en fælles politisk front.

Sammenhængen mellem disse to faktorer – der får bindeled i samfundet som partier og fagforeninger til at smuldre – har sat det repræsentative demokrati under pres og rammer især venstrefløjen.«

Uden en ydre klassefjende risikerer venstrefløjen ifølge Esposito at fortære sig selv:

»For at overvinde denne krise – som det personlige had blot er det tydeligste symptom på – må venstrefløjen komme på banen med klare projekter for at gøre noget ved krisens egentlige årsager,« skriver han, »eksempelvis ved at vælge imellem generelle skattelettelser eller en offentlig investeringspolitik understøttet af en beskatning, som virkelig sigter mod at reducere uligheden.«

Kunsthistorikeren Tomaso Montanari, som er ny formand for en af Italiens vigtigste sammenslutninger for intellektuelle, Libertà e Giustizia, hævder, at Renzi har baseret sin politiske karriere på forførende fortællinger snarere end på rationelle argumenter:

»Og da de brudte løfter, regeringens mangler, manglen på visioner, den manglende evne til at skabe et hold og til at holde et fællesskab på benene undergravede fortællingens troværdighed, var løsningen at satse alt på folkeafstemningen,« skriver Montanari, der hævder, at forfatningsreformen »sigtede mod at styrke regeringen på repræsentativitetens bekostning, mod at skabe en førerskikkelse, mod mindre plads til kritik: Er det stadig linjen? Er det den rette vej til at bekæmpe den ulighed, der hærger landet?«

Sygelig uenighed

Psykoanalytikeren Maurizio Montanari beskylder i det politisk-filosofiske tidsskrift MicroMega Recalcati for at misbruge det kliniske ordforråd til at sygeliggøre alle dem, der ikke er forført af eller er enige med Renzi:

»Spørgsmålet om psykoanalytikerens uigennemsigtighed, altså evnen til at lade meget lidt eller intet af sit indre liv skinne igennem, er en nøgleparagraf i psykoanalysens forfatning,« skriver Maurizio Montanari, »at fremvise sine egne tilbøjeligheder, lidenskaber og idéer offentligt og iklæde dem et klinisk sprogbrug kan løbe ud i noget, der minder om en ’diagnostisk dom’ uden for modtageværelset.«

Stigmatiseringen af uenigheden risikerer ikke blot at »forstyrre, ryste, såre og forvirre« alle de patienter, der tilfældigvis er politisk uenige med den tidligere regeringsleder, påpeger Montanari. Det er »uenigheden i sig selv«, der bliver afskrevet som »paranoid, fordi den anfægter førerens sandhed«.

Krimiforfatteren Alessandro Robecchi forsøger derimod at se sagen fra en positiv side:

»Jeg tror, at man kan skabe opsving i landet med denne sag om alle de skøre,« skriver Robecchi i en kommentar i Il Fatto Quotidiano:

»At ansætte læger, sygeplejersker og afdelingsledere for ordentligt at kurere denne store gruppe skøre mennesker vil skabe fremdrift i landet. For slet ikke at tale om møbelindustrien og snedkerne, der skal lave millioner af brikse til psykoanalyse. Så er der også det administrative personale og en ny fotograf til Recalcati, der på sin hjemmeside ser sej og fascinerende ud, mens han holder fast på sine briller, fordi han er bange for, at en galning skal stjæle dem.«

Blå bog

  • Massimo Recalcati f. 1959 i Milano.
  • Uddannet filosof fra universitetet i Milano.
  • En af Italiens mest aktive fortolkere af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som han har udgivet adskillige bøger om.
  • Som psykoanalytiker har han især beskæftiget sig med spiseforstyrrelser.
  • I 2013 fik han et slags folkeligt gennembrud med en bog om det såkaldte Telemakos-kompleks, der er opkaldt efter Odysseus og Penelopes søn i ’Odysseen’.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Det ville være rart, hvis man kunne holde den kliniske terminologi ude af den politiske debat, altså holde op med at kalde modstandere "paranoide", "skizofrene", "fobiske" osv. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at nogle af dem kunne have gavn af professionel hjælp, men generelt at sygeliggøre folk, der mener noget andet, er ikke noget godt udgangspunkt for en demokratisk debat. Det er i virkeligheden udtryk for en totalitær indstilling.