Læsetid: 5 min.

’Det kan du da ikke gøre mod Karen Blixen’

Ayoe Quist Henkel vil med sin ph.d. om børnelitteratur udvide litteraturbegrebet, så det ikke bare er sorte bogstaver på hvidt papir, men noget, der sker i mødet mellem læseren og fortællingen også i f.eks en digital fortælling
De blå øjne i denne version er en digital fortælling, der både skal læses, lyttes, ses og røres via en iPad.

De blå øjne i denne version er en digital fortælling, der både skal læses, lyttes, ses og røres via en iPad.

Udklip fra ’De blå øjne’/Gyldendal

26. august 2017

Til et af Ayoe Quist Henkels foredrag var der engang en lærer, der rejste sig op og udbrød: »Det kan du da ikke gøre mod Karen Blixen!« Henkel talte om sit ph.d.-projekt om at udvikle en børnelitteraturteori, der gør at litteratur kan favne meget mere end bøger og dermed også være digitale fortællinger.

Det, Ayoe Quist Henkel har ’gjort mod’ Karen Blixen, er i samarbejde med Gyldendal Uddannelse at remediere hendes fortælling De blå øjne.

De blå øjne i denne version er en digital fortælling, der både skal læses, lyttes, ses og røres via en iPad. Læseren kan for eksempel låne hovedpersonens synsvinkel og ved at bevæge iPaden føre en lygte hen over skærmen, og på et tidspunktet inviteres læseren via lyd og billede til at røre ved teksten, der derefter krakelerer »og dermed bebuder noget ildevarslende«, som Henkel skriver i ph.d.’en.

»Jeg kan jo egentlig godt forstå, at hun reagerer skarpt på, at jeg ’piller’ ved en kanoniseret tekst, men fortællinger er jo altid blevet remedieret,« siger Ayoe Quist Henkel, der i denne uge forsvarede sin ph.d.-afhandling ved Center for Børns Litteratur og Medier på Aarhus Universitet: »Tænk på H.C. Andersen, der starter med at fortælle mundtligt og siden skriver ned, og hvor mange gange siden er hans eventyr ikke blevet genfortalt i forskellige udtryk? Billedbogsfortællinger, Disneyfilm og så videre.«

Ayoe Quist Henkel kalder det »fortællingers cyklus« og spørger lakonisk, hvor mange klassiske fortællinger folk mon ikke i virkeligheden har ’læst’ igennem filmatiseringer.

»Hver gang der kommer en ny version, så bidrager den med noget til den oprindelige version, ligesom udgangspunktet bidrager, og så bliver det en form for dialog mellem værker. Værket opstår et sted dérimellem.«

Mellemværender

Ayoe Quist Henkels ph.d. bærer titlen Mellemværender og undertitlen Litteratur for børn midt i en medietid: Intermedialitet, materialitet og litteraturdidaktiske perspektiver.

For hun opfatter nemlig litteratur som et mellemværende i flere forskellige aspekter. Det at læse litteratur er et mellemværende mellem tekst og læser. Det at undervise i litteratur, hvad hun også gør, er et mellemværende mellem lærer, elev og tekst. Men ikke mindst er litteratur ifølge Ayoe Quist Henkel et mellemværende mellem forskellige medier, udtryksformer og sanseindtryk.

Litteratur eksisterer ikke kun kognitivt. Det eksisterer i en form med lydlighed og billedlighed, og dens sanselighed er med til at skabe læseoplevelsen.

»Selv når litteraturen bare er sort skrift på hvidt papir, er der valgt en font og en form at pakke fortællingen ind i, og det har indflydelse på betydningsdannelsen. Hvis nu vi udvider det til også at kunne være digitale virkemidler, så er der et enormt potentiale i det i en didaktisk sammenhæng.«

Hvis man sætter flere forskellige udtryk i spil, kan det motivere børn til at læse og fortolke ret avancerede tekster. Som for eksempel Karen Blixens De blå øjne. Det var det, hun oplevede, da hun præsenterede den remedierede version af Karen Blixens historie for børn. Først læste de Karen Blixens tekst, så hørte de Karen Blixen selv fortælle den via en gammel optagelse, og så ’læste’ de app-versionen.

»Børnene bruger de kompetencer, de har, til at læse billeder og lyd til at fortolke på en meget eksistentiel måde. Det bliver mere motiverende, når det er i et andet medie. Og så kan man jo spørge, er det så børnelitteratur? Nej, i udgangspunktet er Karen Blixen jo ikke børnelitteratur, men jeg mener, at der bliver indskrevet en barnelæser i den remedierede version, så man kan argumentere for, at det bliver det. Det åbner litteratur for børn, at det fortælles på en måde, der imødekommer dem.«

Litteratur eller spil?

Der findes kun få digitale fortællinger for børn og unge, da det er dyrt at producere, og forlagene er stadig forsigtige, da det er et usikkert marked. Men nogle produktioner findes i kraft af kunststøtte. For eksempel Camilla Hûbbe og Rasmus Meislers Tavs, der oprindeligt var en grafisk roman, men i den remedierede version er meget mere end det via interaktive muligheder.

»En jazzmusiker har lavet musikken, og det får en stor betydning for oplevelsen af værket,« siger Ayoe Quist Henkel: »Og så er der det her interaktive interface, hvor man skal røre og gøre noget med teksten. Sådan nogle tekster henvender sig anderledes til vores sanseregister. Her handler det om, hvilken relation det skaber mellem tekst og læser, og det at læse er ikke nødvendigvis længere en individuel handling. Man kommer nemt til at sidde nogle flere omkring sådan en iPad.«

– Hvornår holder det så op med at være litteratur og begynder i stedet at blive et spil?

»Det har jeg selvfølgelig diskuteret meget med mig selv. Det, der gør, at det er litteratur og i særdeleshed børnelitteratur, er, at teksterne trækker på en masse referencer til klassisk børnelitteratur, Tavs skriver sig for eksempel ind i en fantasytradition, og så er barnet den helt tydelige implicitte læser. Men det at læse er ikke kun at afkode sorte bogstaver på hvidt papir. Det er jo at læse med øjnene og med ørerne og med fingrene. Det her er et forsøg på at udvide, hvad børnelitteratur er. Det, jeg beskriver som et heterogent syn på litteratur for børn og unge.«

– Men hvordan kvalitetsvurderer man sådan et værk? Selvom vi skal udvide vores forståelse af børnelitteratur, så er alt vel ikke lige godt?

»Nu er jeg jo heldigvis ikke kritiker. Men også inden for undervisning har der været en tendens til at fokusere på læsning af de såkaldte ’komplekse’ værker, som er svært tilgængelige med tabubelagte emner og avanceret fortælleteknik, fordi det har været med til at legitimere børnelitteraturen over for voksenlitteraturen. Men i det bliver man ret eksklusiv i sit litteraturvalg, og der vil jeg gerne plædere for et bredere valg. Man kan læse mange andre tekster for børn og unge og på mange måder. Og når litteraturen udnytter de forskellige udtryksformer, bliver den ikke nødvendigvis nemmere at læse – den kan lige så godt blive mere avanceret, og det er jo også det, vi ser i mange billedbøger i dag, hvor billederne kan fortælle én ting og teksten noget andet. Men den gode litteratur skal stadig gerne sige noget om det at være menneske i verden. God litteratur har et udsagn, og den vil noget – lige meget hvilken udtryksform, den har.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu