Krigens børn, børnebørn og oldebørn

»Wir schaffen das!« Vi kan gøre det! Sådan lød de ikoniske ord fra Angela Merkel, da hun til en pressekonference i august 2015 udtalte sig om den aktuelle flygtningekrise. De ord er siden blevet slogan for den såkaldte »neue Willkommenskultur«, der præger tysk politik og kultur – og givetvis har været medvirkende til, at næsten halvanden million flygtninge søgte asyl i netop Tyskland siden efteråret 2015.

Tysklands politiske åbenhed har en forhistorie. Den trækker tråde til Anden Verdenskrig, til nationalsocialisme, Holocaust og efterkrigstidens traumebearbejdning.

De tråde gjorde Merkel da også opmærksom på, da hun i foråret 2016 gentog efterårets ikoniske formulering, men denne gang med en sigende tilføjelse: »Wir haben schon so viel geschafft, wir schaffen das! Denn Deutschland ist ein starkes Land.«

Tyskland har allerede overkommet og klaret meget, derfor vil og bør landet også klare denne såkaldte flygtningekrise på bedste vis. For det er den politiske åbenhed og ansvarlighed, der ifølge Merkel gør Tyskland til »ein starkes Land.«

Det var ikke givet, at Anden Verdenskrig skulle blive afsæt for den politik, tværtimod. Her har litteraturen, og erindringskulturen i øvrigt, spillet en afgørende rolle. Det mener Moritz Schramm, der er lektor ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet og forsker i efterkrigstidens Tyskland.

For ham er det fuldstændig åbenlyst, at Tysklands EU- og flygtningepolitik er uløseligt forbundet med landets fortid og tunge historie. Og det er åbenlyst, at den tyske litteraturs kritiske bearbejdning af denne fortid har været med til at gøre mange tyskere mere reflekterede, etiske og historisk bevidste. Her følger en gennemgang af, hvordan krigens børn, børnebørn og oldebørn på forskellig vis har givet litterær form til historien

Fortrængning og fortielse

Lad os begynde ved 1945. Stunde Null. Anden Verdenskrig er ovre, Adolf Hitler er død, nationalsocialismen forkastet, Tyskland ligger i ruiner på alle måder. For hvordan genopbygger man en nation, en kultur og et land efter mere end et årti med nationalsocialisme, SS-uniformer, Holocaust og krig? Man lader være med at tale om det.

Sådan forekom svaret at lyde i Tyskland i årene efter 1945. Det var ikke alene svært, smerteligt og dybt ubehageligt at tale om krigstid og folkedrab, det var nærmest umuligt. Tyskland var som nation og folk dybt traumatiseret og præget af kollektiv fortrængning, forklarer Moritz Schramm:

»Fra 1945 og frem til slutningen af 1950’erne herskede der en massiv tavshedskultur i Tyskland. Det tyske samfund forsøgte at se fremad og komme videre. Man ville væk fra krigen og forsøgte at give slip på den med tavshed.«

Men det lod sig ikke gøre. Nogle få begyndte at tale. Forfattere som Heinrich Böll, Günter Grass og Hans Magnus Enzensberger brød tavsheden. De tilhører det, Moritz Schramm betegner som »efterkrigstidens første generation«. Den første af tre – indtil videre. Og den forfattergeneration insisterede i høj grad på at udfordre den tavshed, der ellers herskede omkring dem.

»Den her første generation, som Böll, Grass og Enzensberger er repræsentanter for, består af forfattere, der var teenagere og unge under krigen. De er vokset op i krigstid og under nazismen. De ved, hvad det vil sige at leve i et totalitært regime og krigshærget samfund. Men de var ikke ansvarlige på samme måde, som deres forældres generation var,« forklarer Moritz Schramm.

Hold såret åbent

For denne første generation bliver det afgørende ikke alene at udfordre den larmende tavshed, men også fortællingen om, at den menige tysker var uskyldig og stod uden egentligt ansvar. En fortælling om, at nazismens fremkomst, Adolf Hitler og SS-uniformerne ikke havde noget med den enkelte tysker at gøre. Den fortælling herskede længe i store dele af det daværende Vesttyskland, forklarer Moritz Schramm. Og den var ifølge Böll, Grass og Enzensberger forkert og farlig.

Han fremhæver Günter Grass’ Bliktrommen fra 1959 som eksempel på en roman, der præsenterede en helt ny måde at se og skildre tysk historie på. Den insisterer på, at dens læser ikke alene skal huske, men også tage ansvar for det, man altså allerhelst vil glemme.

»Grass er 32 år gammel, da Bliktrommen udkommer. Han er blevet voksen, uddannet og oplever et presserende behov for at blande sig. For at udfordre tavsheden og genforhandle, nuancere og kritisere den officielle fortælling og vesttyske selvforståelse.«

Som Günter Grass formulerer det i sin ikoniske nobelpristale fra 1999, er litteraturen nemlig nødt til at blive »til hukommelse«. Den skal »hjælpe med at holde såret åbent og ophæve den både ønskede og forordnede forglemmelse«.

Det litterære projekt hos forfatterne af første generation, bærer altså en klar politisk dagsorden: Det tyske samfund og folk må tage ved lære. Og det kan kun ske, hvis erindringerne og fortællingerne skrives ud – uanset hvor benhårdt og svært, det måtte være. Ellers risikerer de, som Grass også advarede mod i sin tale i 1999, at falde i nynazistiske og revisionistiske kredse.

Günter Grass hører til den gruppe forfattere, som Moritz Schramm betegner som 1. generation. For dem var det afgørende at udfordre fortællingen om, at den menige tysker stod uden ansvar for det, der skete under Anden Verdenskrig.

Morten Langkilde

De affektive konsekvenser

Modsat denne første generation af efterkrigstidsforfattere, så har anden generation ikke direkte erfaring med krigen.

»De er typisk født i midten eller slutningen af 1940’erne. Deres erfaringsdimension er altså indirekte, de var måske ganske små i krigens sidste fase, men de har typisk ikke nogen erindring om et liv med nationalsocialisme og krig. De har derimod indgående erfaring med et liv i en familie og i et samfund dybt traumatiseret og påvirket af krigen,« siger Moritz Schramm og fremhæver forfattere som Bernard Schlink, W.G. Sebald og Uwe Timm.

Traume og tavshedskultur er her et centralt tema – eksempelvis i Bernard Schlinks bestsellerroman Højtlæseren fra 1995, som senere blev filmatiseret under titlen The Reader. Den handler i udgangspunktet om kærlighedsforholdet mellem den 15-årige Michael Berg og den noget ældre Hannah Schmitz. Men som handlingen skrider frem, bliver det tydeligt, at dens egentlige emne snarere er det komplekse og indviklede forhold mellem gerningsmændenes generation (Hannah Schmitz’) og den efterfølgende generation (Michael Bergs).

Som ung og senere voksen indser Michael Berg, at hans ungdomsforelskelse, Hannah Schmitz, var skyld i mange hundrede KZ-fangers død under dødsmarcherne i slutningen af krigen. Og det stiller Michael Berg i et dilemma: Han er fanget mellem behovet for at forstå på den ene side og behovet for at fordømme på den anden.

»Schlinks roman vakte store kontroverser i samtidens Tyskland. Man mente, at dens forsøg på at forstå og dermed vise empati til gerningsmændene pegede mod en art undskyldning. Og på den måde er Højtlæseren et rammende eksempel på den konflikt, som især forfatterne af anden generation oplevede og skrev om,« siger Moritz Schramm og refererer også til Timm Uwes Am Beispiel meines Bruders fra 2003 og Hans-Ulrich Treichels Den bortkomne fra 1998.

»De her værker handler ofte om børn, der indser, at deres forældre ikke blot var passive tilskuere i nazitiden. Det var kun meget få tyskere, der var modstandsfolk. Og det stillede børnene, forfatterne, i en konflikt. Man vil ikke undskylde forældrene og fritage dem ansvar og skyld, men man kan heller ikke uden videre fordømme og afskrive dem, vel?« spørger Moritz Schramm retorisk og fortsætter uden at vente på svar:

»De vokser op i et samfund, der først meget sent tør tale om de her emner. De tør knap selv udspørge deres forældre om det, de havde set og gjort – eller måske nærmere ikke havde gjort. Det er altså de affektive konsekvenser af krigen som andengenerationsforfattere i høj grad kæmper med og tematiserer.«

Moritz Schramm tager en dyb indånding og påpeger, at han her tegner de grove og forsimplede linjer op. Der er naturligvis forfattere, der går anderledes til det, men tendenserne er absolut til stede, understreger han:

»Og de her litterære tendenser er for mig at se utrolig sigende for de forskellige måder, det tyske efterkrigstidssamfund overordnet har bearbejdet sin fortid i forskellige faser.«

Fra berøringsangst til dyrkelse

Første generation er altså tynget af egne erindringer. Anden generation er tynget af forældrenes erindringer – og ikke mindst den tavshed, der omgiver dem.

Men tredje generation er derimod anderledes frie. De kender til historien, men de er ikke vokset op i trykkede hjem med fortielse og skam. Fortiden forekommer simpelthen mindre betændt, det er lettere at sætte spørgsmålstegn ved den og udtrykke sig kritisk. Og dermed bliver det kunstneriske frirum også større, fortæller Moritz Schramm. Der er bedre plads til leg med former og udtryk:

»Den tredje generation er ikke fedtet ind i krig og nazisme i samme grad som deres forældre eller bedsteforældre. Og det giver mulighed for en mere eksperimenterende tilgang. De føler sig ikke pressede til at følge bestemte normer, og de ser ikke alene mod fortiden for at forstå krigen og dens årsager, men i høj grad også for at forstå sig selv og samtidens Tyskland.«

Og det resulterer altså i nogle meget interessante romaner og forfatterskaber, mener Moritz Schramm. Ifølge ham er Per Leo, Katja Petrowskaja og Marcel Beyer blandt de mest interessante. De to sidstnævnte er oversat til dansk.

Per Leos roman Flut und Boden fra 2014 forekommer umiddelbart at være endnu en roman om en fortæller, der bid for bid optrævler sin slægtshistorie indtil vedkommende støder på en ikonisk kasse, eller andet materiale, på et loft med billeder af en bedstefar i en SS-uniform eller lignende. Men til forskel fra tidligere, så er dette spor ledsaget af et nyt refleksivt og ironiserende blik.

Fortællerens opdagelse af den SS-uniformerede bedstefar forårsager hos Per Leo ikke kun emotionel ambivalens eller skam hos fortællerkarakteren. Det viser sig derimod også at være et pokkers effektivt scoretrick. Fortæl en smuk kvinde om kassen på loftet og den nazistiske bedstefar, virk sårbar og forvirret. Det er ifølge fortælleren den stensikre vej til et godt knald.

»Den roman peger på, hvordan den her historie og tilgang er blevet en kliché. Der er sket et skred fra berøringsangst til berøringsdyrkelse. Og Per Leo forholder sig – som så mange andre forfattere af den her tredje generation – altså ganske kritisk til, hvordan litteraturen skal gå til det,« siger Moritz Schramm.

Den skal gå nye veje, litteraturen. Og Leo, Beyer og Petrowskaja er eksempler på forfattere, der bruger nye former og angrebsvinkler. Og her er tvivl, usikkerhed og ironi vigtige elementer, hvis fortidsbearbejdelse fortsat skal have et både kunstnerisk og politisk potentiale.

Historisk bevidsthed er ansvarlighed

Efterkrigstidens litterære oprydning og bearbejdning af fortiden forekommer uendelig. Og det er den også, hvis man spørger Moritz Schramm. Efterkrigstiden er ikke afsluttet, fortæller han. Men der var ganske vist en pause i 1990’erne. De fleste yngre forfattere trak sig væk fra erindringsarbejdet. De orkede ikke mere. Det var som om, at litteraturen og det tyske samfund havde nået et mæthedspunkt.

Man troede i 1990’erne, at man havde fået styr på verden og det tyske samfund igen. Muren var faldet, Tyskland var genforenet og højrenationalisterne lod til at være blevet besejret eller i hvert fald marginaliseret. Økonomien forbedrede sig, man begyndte at tro på evig højkonjunktur og stigende velstand. Og den tyske litteratur var – som samfundet i øvrigt – præget af en ubekymrethed, forklarer Moritz Schramm:

»Især yngre forfattere forholdt sig i de her år ikke særlig meget til historie og fortidsbearbejdning, det virkede outdated for de fleste. Litteraturen ville hellere være kæk og humoristisk, forfatterne var mere interesserede i nye fortælleformer og medier end i efterkrigstid.«

Men 1990’ernes litterære, politiske og økonomiske tendens viste sig at være en undtagelse frem for en regel. Litteraturens ubekymrethed forsvandt sammen med den begyndende politiske og økonomiske nedtur.

»I 2000 bristede IT-boblen på aktiemarkedet, efter 11. september og terrorismens indtog, kom finanskrisen, klimaforandringer og store migrationsbevægelser. De europæiske samfund presses og forestillingerne om evig højkonjunktur og politisk stabilitet er langt væk. Verden forekommer igen ustabil og utydelig. Og derfor vendte – og vender – litteraturen igen tilbage til historien,« siger Moritz Schramm og fortsætter:

»De tyske forfattere begynder i stor stil at se bagud og søge efter det fundament, de oplever at miste endnu en gang. Det er som om, de her strømninger viser, at jo mere historien forsvinder, desto mere har man brug for den.«

Den tilbageskuende tendens i samtidslitteraturen er ifølge Moritz Schramm enestående og givende: »Jeg er overbevist om, at litteraturen har været med til at skærpe den historiske bevidsthed, der gør, at Tyskland i dag står, som et europæisk samfund, der opfører sig i det mindste nogenlunde solidarisk, etisk og ansvarligt i forhold til flygtningesituationen.«

Tragedie som ressource

Samtidens Tyskland er dog ikke lutter åbne grænser, solidaritet og tolerance. Nazismen er ikke et fuldstændig overstået kapitel, nye former for nynazistiske bevægelser rør på sig. Og det indvandrings- og EU-skeptiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland er gået markant frem siden 2013. Angela Merkel selv har udtalt, at hun faktisk fortryder sine bombastiske »wir schaffen das!«-formuleringer.

Ikke desto mindre er der ifølge Moritz Schramm stadig en overordnet betænksomhed, tolerance og historisk bevidsthed i Tyskland. Eksempelvis i forhold til måden, man omtaler etniske minoriteter, flygtninge og migranter. Og den er for Moritz Schramm udtryk for, at man har taget ved lære af nazitiden.

»Man definerer sig i Tyskland som et mangfoldigt samfund, mens Danmark eksempelvis først og fremmest vil være dansk. Det lyder måske banalt, men det skyldes tydeligvis også historiske erfaringer, at store dele af Tyskland i dag ikke tror på lukkede grænser eller dæmoniserer andre grupper og minoriteter, som man ser det i nogle østeuropæiske samfund – såvel som i det danske i nogen grad,« mener Moritz Schramm.

Det er for ham påfaldende, hvordan også de yngre generationer er historisk bevidste og velinformerede, de ser ikke historien som dødvægt, men som en ressource. En ressource, der er brugbar og rummer vigtige erkendelser og værktøjer i forhold til de udfordringer, som samtidens Tyskland og Europa står over for:

»Tyskerne er langt mere reflekterede og åbne som folk. De har set – og ofte i egen familiehistorie – hvor galt det kunne gå. Litteraturen har været med til at insistere og konstant reaktualisere denne selvransagelse i Tyskland, der kan tjene som en ressource og ledetråd i forhold til også fremtidens udfordringer,« siger Moritz Schramm.