Læsetid: 7 min.

Bliver kunsten smadret af en ny identitetspolitisk tankegang?

Har Hanno Rauterberg ret i sin kritik af kunstverdenen? Vi har spurgt to museumsdirektører og en professor
Forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg fremhæver i sit essay blandt andre den hvide maler Dana Schutz, som blev udsat for hård kritik, da hun portrætterede liget af ​​den sorte dreng Emmett Till.

Forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg fremhæver i sit essay blandt andre den hvide maler Dana Schutz, som blev udsat for hård kritik, da hun portrætterede liget af ​​den sorte dreng Emmett Till.

Natan Dvir

17. august 2017

Kunsten har et problem. Det skrev forfatter Hanno Rauterberg i et essay bragt i Information i går. Hans anke er, at kunst ikke længere handler om originalitet og komposition, men om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Værker bliver censureret, hvis kunstneren ikke har den rette baggrund til at kunne beskæftige sig med et bestemt tema.

Hanno Rauterberg skriver eksempelvis, hvordan den hvide amerikanske maler Dana Schutz blev beskyldt for at fremprovokere raciale og kulturelle spændinger, da hun portrætterede liget af ​​den sorte dreng Emmett Till, der blev torteret ihjel i 1950’erne.

Og nogenlunde samme kritik blev rejst, da en anden hvid amerikaner Kelley Walker overtrak udvalgte billeder af gadekampe i 1960’erne med chokolade. Her satte sorte museumsansatte en underskriftsindsamling i gang med krav om, at Kelley Walker skulle undskylde for sin kunst. Den form for censurering er ifølge Hanno Rauterberg et problem og direkte eksistenstruende for kunsten.

»Forestillingen om, at kunsten åbner et universalistisk rum, hvor alt kan tænkes og efterprøves af alle, bliver fuldstændig smadret af denne nye identitetspolitiske tankegang,« skrev Hanno Rauterberg i essayet

Tingene kan blive så politisk korrekt pakket ind, at det bliver ligegyldigt

Lilibeth Cuenca Rasmussen, video- og performancekunstner samt professor i performancekunst på Bergen Academy of Art and Design

Da jeg læste Hanno Rauterbergs essay, tænkte jeg med det samme på de unge mennesker, jeg underviser. Som professor ser jeg en helt ny generation af unge mennesker, der er meget politisk korrekte, og det er helt klart et problem for kunsten. Tingene kan blive så politisk korrekt pakket ind, at det bliver ligegyldigt. Det er bare i tiden, at vi har den her politiske korrekthed.

Bjarte Bjørkum

For nogle år siden lavede jeg et fotoværk. Jeg tror det var i 2010. Jeg bad nogle danske – både danskere med anden etnisk oprindelse end dansk og etnisk danskere – om at vælge, hvilken kulturel oprindelse de ville have, hvis de skulle vælge en anden. Og så fik jeg dem til at klæde sig ud, som man gjorde, når man var barn og blev klædt ud som kineser, indianer eller noget tredje. Værket fik ikke specielt megen opmærksomhed, men da jeg var i Toronto sidste år, blev canadierne virkelig provokeret af, at en af dem havde klædt sig ud som indianer.

Jeg viste også værket på universitetet som underviser, og der var de studerende også helt oppe at køre. Jeg blev slagtet. Det er jo interessant, at der går syv år og så er situationen helt anderledes.

Jeg har også lavet et værk om køn i Afghanistan, og det første, folk spørger mig om, er, om jeg har været i Afghanistan, fordi jeg ikke er afghaner. Det er meget sjovt, for i mange år har jeg arbejdet med min egen historie som filippiner, og der var ikke nogen der stillede spørgsmål til mine besøg på Filippinerne. Det er bare et eksempel. Jeg har oplevet det mange gange. Så jeg oplever, at det er helt rigtigt, når Hanno Rauterberg nævner, at identitetspolitik fylder i kunsten. Din hudfarve skal passe til den sag, du udtaler dig om.

Jeg synes, det er et kæmpe problem, at man ikke må ytre sig om en sort ung dreng, der bliver myrdet, hvis man er hvid kvinde.

Der er et misforhold mellem kunstverdenen og den sociale verden

Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

Hanno Rauterberg har en pointe, når han påstår, at kunstverdenen også fungerer som en identitetspolitisk kampplads, hvor minoritetsrettigheder er kommet til at spille en større rolle. Kunstneres baggrund, seksuelle orientering og etniske og kulturelle identitet fylder meget – nogle gange mere end det værk, de producerer.

Jeg har været aktør i kunstens verden og haft berøring med samtidskunst i de seneste 25 år, og jeg synes ikke, jeg kan bekræfte, at det er en dominerende tendens eller en tendens i alarmerende fremmarch – hverken i Danmark eller i internationale sammenhænge. Det er heller ikke en ny problemstilling.

Hustad Katinka

Hvis det var en dominerende tendens, ville jeg helt klart sige, at man skulle råbe vagt i gevær. For man begrænser kunsten, hvis man introducerer nogle parametre for aflæsning af kunst, som er sekundære i forhold til den åbenhed, mangfoldighed og frihed, som kunstnere har tilkæmpet sig retten til at arbejde med gennem mere end 150 år. Hvis man som kunstner får at vide, at der er ting, man ikke kan beskæftige sig med, bliver kunsten og dens indsigter voldsomt begrænset.

Jeg kan godt forstå Hannah Blacks (kunstner og en af dem, der førte an i protesterne mod maleriet af Emmett Till, red.) ræsonnement i forhold til maleriet af Emmett Till: maleriet gør ikke tingene bedre for det sorte samfund uden for museets mure. Men skader det dem? Tager det noget fra dem? Gør det deres situation værre? Næppe. Hvis man tænker, at kunsten skal have en umiddelbar, positiv virkning i forhold til de emner, den arbejder med, så begrænser man også kunsten.

Udover at Hanno Rauterberg overgør identitetspolitikkens indflydelse på kunsten, så overser han også en anden ting. Nemlig at der er et stigende misforhold mellem kunstverdenen – glamour, teater, prestige, magtfulde netværk – og den sociale og politiske verden, den desperat forsøger at legitimere sig ved at henvise til.

Jeg kan godt forstå, at den, der stikker hovedet ind på et kunstmuseum, hvor man måske skal betale 150 kroner for at komme ind og se værker, der mondænt henviser til den problematiske virkelighed, hun selv hører til, kan blive indigneret. Der er en pointe, som Hanno Rauterberg ikke får øje på. Men det misforhold bør ikke give anledning til at forbyde eller destruere værker – som nogle forlangte af Dana Schutz’ portræt af Emmett Till. Det bør snarere give anledning til mere dialog og større åbenhed.

Kunst indgår altid i en sammenhæng, der har aldrig været ucensureret kunst

Johan Holten, direktør for Staatlichen Kunsthalle Baden-Baden

Jeg har en indbygget modstand mod kritikere, der fortæller kunstnere, hvordan de skal lave kunst. Hvis man kigger tilbage, er det sjældent, at kritikerne har haft ret, når de ikke bare kritiserer, men selv mener at have svaret på, hvad kunst skal være. Og derfor er jeg lidt skeptisk, når Hanno Rauterberg skriver, at identitetspolitiske spørgsmål begrænser kunsten.

Hanno Rauterberg nævner flere eksempler. For eksempel at maleriet af Emmett Till blev til et spørgsmål om identitetspolitik, da en kunstner af jødisk og sort oprindelse kritiserede det, fordi det var lavet af hvide Dana Schutz.

Et andet eksempel, han nævner, er den samiske kunstner fra Norge, der viser samisk kunst på Documenta. Men her er det ham selv, der ikke kan lide værket, fordi han mener, at dets oprindelse er gået forud for dets kvalitet. Så der vil han altså gerne have lov til at bestemme, om det er godt nok til at blive udstillet.

Jens Nørgaard Larsen

Et andet af hans eksempler er Sam Durant, der dog selv har udtalt, at han var ked af på forhånd at have vidst for lidt om den kontekst, der gjorde, at et værk blev misforstået i Minneapolis. Derfor synes jeg, Rauterbergs eksempler bliver rodet sammen, og der er ikke på den måde tale om ét fænomen.

Verden er nemlig blevet mere kompleks, og derfor er spørgsmålet om identitet også blevet det. Men det er der ikke nogen vej tilbage fra. Heller ikke selv om Hanno Rauterberg ønsker, at det ikke skal have indflydelse på kunsten. I takt med at verden er blevet global, er den nemlig også blevet mere kompleks, og det reagerer kunstnere på i mange forskellige sammenhænge.

Den diskussion, der er med kunsten nu, den har optrådt mange gange i andre sammenhænge. I vores globale verden er det ikke ligegyldigt, hvem der siger hvad hvornår, hvem der bruger sin frihed til at sige hvad. Og det er dybest set det, kunstnerne reagerer på. Spørgsmålet er måske, hvornår museerne også lærer at udstille et objekts usynlige kontekst. For eksempel har de kulturhistoriske museer et stort arbejde for sig med at kontekstualisere etnologiske objekter, som kom til Vesten under mere eller mindre suspekte forhold i løbet af det 20. århundrede, et tema som netop denne somme bliver meget diskuteret i Tyskland omkring oprettelsen af det nye Humboldt Forum midt i Berlin.

Man skal heller ikke tage fejl af, at hele spørgsmålet om race og tilhørsforhold er meget større i USA. Det gennemsyrer hele samfundet. Og det er der, Hanno Rauterberg går galt i byen med nogle af sine eksempler. Man kan ikke tage den brille af igen. Kunst indgår altid i en sammenhæng, og der har aldrig været ucensureret kunst. Det er fejlen. Kunsten har aldrig været 100 procent fri, som Hanno Rauterberg skriver i sit essay. Nævn lige, hvornår kunsten var helt fri, og for hvem og i hvilken kontekst, den var det. Kunst har altid været bundet ind i kontekster. Nu er vi så i en ny og meget mere kompliceret kontekst.

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • flemming sølberg
  • Bjarne Toft Sørensen
Niels Duus Nielsen, flemming sølberg og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

De tre adspurgte undgår at svare på den centrale spørgsmål. Det må være, hvorledes den identitetspolitiske tankegang, når den udvikler sig til censur og selvcensur, påvirker de institutioner, der på forskellige måder understøtter skabelsen af kunsten, og som på forskellige måder huser kunsten.

Vi lever i en tid, hvor disse institutioner er under et stigende pres. Det skyldes nok især den stigende markedsgørelse, at alt fungerer på markedsøkonomiske betingelser, og at medierne, ikke mindst de sociale medier, fungerer ud fra et princip om, at vinkling på konflikter og skandaler skaber opmærksomhed og sælger.

Det gør, at kunstens institutioner i særlig grad er udsat for pres udefra og indefra, også når dette pres sker i strid med de principper, som institutionerne er sat i verden til fungere efter og værne om. Forskellige pressionsgrupper har fået en magt over institutionerne som aldrig før, uanset om det f.eks. drejer sig om grupper af lærere og studerende inden for institutionerne, eller om f.eks. grupper for særlige mærkesager uden for institutionerne.

Der har altid været bestemte præferencer, der har fået lov at dominere inden for kunsten i bestemte perioder, men det er jo ikke det, der er tale om her. I stedet er der tale om et brud på nogle grundlæggende principper, der er forbundet med traditionen fra oplysningstænkningen og med de demokratiske frihedsrettigheder, og som i store træk kendetegner de vestlige demokratiske samfund.

Der er tale om en begrænsning af kunsten, ved at ”introducere nogle parametre for aflæsning af kunst, som er sekundære i forhold til den åbenhed, mangfoldighed og frihed, som kunstnere har tilkæmpet sig retten til ----”, som Mikkel Bogh formulerer det. Det undrer mig, at Mikkel Bogh ikke kan se, at disse tendenser allerede er på vej? Hvorfor ellers hele problematikken omkring ændringer i kunstværkers museumstitler i den politiske korrektheds navn?

Selvfølgelig skal kunstnere i mange forskellige sammenhænge reagere på, at verden er blevet mere kompleks, i takt med at den er blevet global, som John Holten formulerer det, men som i andre sammenhænge må der vel være grænser? Hvorfor skal de underkaste sig nogle bestemte identitetspolitiske idealer, der strider mod de lighedstanker og de frihedsrettigheder, vi forbinder med oplysningstænkning og demokrati?

Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Jens Pedersen anbefalede denne kommentar

Johan Holten bekræfter kun Hanno Rauterbergs centrale pointe om, at kunsten i stigende grad begrænses af politisk korrekthed. Holten koger med egne ord kritikken ned til, at "identitetspolitiske spørgsmål begrænser kunsten", og bliver mistænksom ved en sådan kritik. Han har "en indbygget modstand mod kritikere, der fortæller kunstnere, hvordan de skal lave kunst." Det er jo ikke det, Rauterberg gør, men han peger på en tendens, hvor æstetikken underlægges etikken, hvilket truer friheden, mangfoldigheden, flertydigheden - truer kunsten. Rauterberg advarer så at sige mod en 'skabelon' af etisk, politisk, religiøs etc. korrekthed, hvor kunsten ikke længere må berøre gennem fx at støde og forarge, men kun på den ’pæne’ måde. At kunsten underlægges præmisser. Holten fortsætter: "Kunsten har aldrig været 100 procent fri, som Hanno Rauterberg skriver i sit essay." Hvor i kronikken står det? Rauterberg skriver ikke dette. Han indleder ganske rigtigt sit essay med følgende: ”For ikke så længe siden skulle kunsten først og fremmest være fri. Fri for skam og fri for frygt, fri for indre tvang og for det mest også for ydre”. Og selv om dette kunne nuanceres, siger han ikke, at kunsten VAR fri. Han siger, at kunsten ”for ikke så længe siden” ”skulle” være fri. Altså at man i udgangspunktet skulle efterstræbe og kæmpe for den kunstneriske frihed før alt andet. Rauterberg peger på en tendens gennem meget sigende eksempler. Kunst kan misbruges under forskellige (fx racistiske) dagsordener, men det er misbruget, og ikke kunsten, der skal slås ned på. Johan Holtens indlæg er en retorisk forplumring af debatten, for naturligvis har kunsten aldrig været hundrede procent fri og kommer aldrig til at blive det. Naturligvis er vi alle (inkl. kunstnerne) kontekstuelle. Det er livsnødvendigt, at frihedsbegrebet eksistentielt altid er til diskussion indenfor kunsten, filosofien etc. Og det er naturligvis helt legitimt at diskutere, hvor udbredt en tendens så er, men det er forfejlet og, efter min mening, tankevækkende (Holtens position taget i betragtning), når han straks forsøger at udstille Rauterberg som kunstnerisk smagsdommer, hvilket tydeligvis ikke er Rauterbergs ærinde. Helt at affærdige kritikken på lige præcis den måde, som Holten gør, understreger som sagt kun Rauterbergs pointe.

Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar