Siden kulturminister Mette Bock i marts bebudede, at biblioteksdelen af Kvinfo skulle rykkes over hos naboen på Det Kongelige Bibliotek, har kritikere afventet svar på, hvor mange penge Kvinfo ville miste i tilskud.
Det har de nu fået svar på, for med udflytningen følger en check på 3,4 millioner. Den vil fremover ryge ind på kontoen hos Det Kongelige Bibliotek, mens Kvinfo fortsat vil modtage samme mængde, 3,4 millioner kroner, til drift af videnscentret.
Den fordeling er den røde fløj svært utilfreds med, og med Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, i spidsen kritiserede den endnu engang kulturminister Mette Bock's (LA) beslutning om, at flytte biblioteksdelen af Kvinfo til Det Kongelige Bibliotek.
Ifølge kritikerne af forslaget giver det ingen mening at splitte Kvinfos forskende videncenter fra dets formidlende bibliotek, og de frygter at flytningen fremover vil vanskeliggøre køns- og ligestillingsforskningen. Mogens Jensen havde kaldt kulturministeren i samråd i går for netop at sikre sig, at Kvinfo kan bevare sin funktion som videncenter, hvor forskere og studerende kan bedrive kønsforskning.
Forskellige budgetudlægninger
»Jeg synes ikke, det er fair. En ting er, at man fjerner biblioteksopgaven, noget andet er, at man så tager mange penge fra centret. Det synes jeg altså ikke er fair,« gentog han. Mogens Jensen var på tirsdagens møde flankeret af Enhedslistens Søren Søndergaard og Christian Juhl. De tre mener, at Kulturministeren har udlagt Kvinfos budgetter forkert. Forkert med vilje, måske endda.
Mogens Jensen mener, at de 3,4 millioner er langt over målet for, hvad Kvinfo rent faktisk bruger på biblioteksdriften, men også at de dækker over udgifter til personale og vedligeholdelse af videncenterdelen af Kvinfo. At tage så stor en sum fra Kvinfo ville derfor være »en rundbarbering af videncentret,« udtrykte Mogens Jensen.
Kulturministeriet mener derimod, at tallet står sort på hvidt i Kvinfos egne bestyrelsesgodkendte budgetter, og at der derfor ikke er noget at komme efter.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at Kvinfo får langt større problemer, hvis vi skal til at diskutere, om det bestyrelsesgodkendte budget er retvisende eller ej,« konstaterede Mette Bock (LA) tørt retur til Mogens Jensen.
Sund fornuft
I maj, inden det foregående samråd, skrev 334 forskere fra Danmark, Sverige, Norge og Finland i et åbent brev til kulturministeren, at det vil få store konsekvenser for forskningen, hvis biblioteket flyttes fra videnscentret. Forud for gårsdagens samråd havde yderligere 241 danske forskere henvendt sig til kulturministeren med samme budskab.
Det fik Christian Juhl (EL) til gentagne gange i løbet af samrådet at appellere til kulturministeren om at bruge sin sunde fornuft. »Det er et alt, alt for løst et grundlag at træffe store beslutninger på,« konstaterede han med henvisning til, at ministeren afviser at garantere, at flytningen af biblioteket rent faktisk vil højne kvaliteten.
»Det der med sund fornuft kan jo være svært at definere,« svarede kulturministeren og slog med et slet skjult smil fast at, »sund fornuft er ikke det samme i Christian Juhls hoved, som det er i mit – det er det altså ikke, Christian.«
Enighed om uenighed
Da samrådet lakkede mod enden og de deltagendes blikke oftere og oftere lod sig drage mod uret over den store fløjdør, som viste frokost, kæmpede dagens to hovedpersoner, Mogens Jensen og Mette Bock, om det sidste ord. Begge parter holdt hårdnakket på at have læst budgetterne korrekt.
»Hvis man fortsat fjerner midler, kan videnscenteret ikke fortsætte, fordi du har taget for mange penge til dig selv,« konstaterede Mogens Jensen.
»Ah, til mig selv er det vel ikke ligefrem,« smilede kulturministeren og fik det sidste ord:
»Jeg har lyttet og konstateret, at vi ikke er enige.«
Hvilket bare viser at privilegier der bevilges kan u-bevilges. Hvis man mener det seriöst med Kvinfo vil man vel forsöge at frigöre sig fra finansloven. Eller er rödvinen for fristende?
Kvinfo's skæbne viser med all tydelighed at stræbe efter ligestilling der patriarkatet er magten er en umulighet.