Læsetid: 9 min.

’Lægemiddelindustrien forandrer det amerikanske menneske’

Elizabeth Wurtzel beskrev sin egen ungdom i psykiatrien i bogen ’Prozac Nation’ og kaldte sit hjemland for United States of Depression. Nu er hun fyldt 50 og har fået det bedre, mens USA’s mentale tilstand synes at forværres. Ungdom og depression ligner hinanden. Og vi har lav tolerance over for begge dele, siger hun i samtale med psykiater Finn Skårderud
Elizabeth Wurtzel blev en international depressiv stjerne i 90’erne med sin selvbiografi om at være ung og vanskelig.

Elizabeth Wurtzel blev en international depressiv stjerne i 90’erne med sin selvbiografi om at være ung og vanskelig.

Cato Lein

3. august 2017

NEW YORK – »Fordi det at være ung og depression ligner hinanden, bliver teenagelivet i vidt omfang sygeliggjort«, siger Elizabeth ’Lizzie’ Wurtzel.

Man viser ikke de unge nogen tillid eller tiltro til, at de selv kan finde ud af tingene.

»Og jeg tror, at noget af det, som bidrager til det depressive i vores rodløse kultur,« fortsætter hun, »er den manglende accept af, at livet ofte gør ondt. Her risikerer man at få antidepressiver ordineret efter tre minutters lægekonsultation. På den måde banaliserer vi menneskers melankoli. Lægemiddelindustrien forandrer det amerikanske menneske. Folk vil have lindring, når de oplever ubehag. Og de måder, hvorpå dette ubehag opleves, tilpasser sig efter medicinalindustriens salgstekster.«

»Jeg har det fint nu«, siger til mig.

26 år gammel, i 1994, debuterede hun med Prozac Nation. Hun blev næsten omgående en international depressiv stjerne med sin selvbiografi om at være ung og vanskelig.

Bogen er forfatterens selvportræt med mørke rande under øjnene, et litterært rock and roll-album om at være ung og plaget. Der var mytestof i hende. Vellykket og vanskelig, dygtigst i klassen, men også mest syg. Harvard og akutafdelingen. Høj intelligens og tung psykiatri. 

Elizabeth Wurtzel: Prozac Nation (Originalomslag)

Splittet, som hun var, splittede hun også sine læsere. En del kritikere brød sig ikke om den nådesløst ærlige selvbiografi. En så grandios selvoptagethed syntes de ikke om.

Bestsellerstatus, udgivelse i adskillige lande og en uendelighed af medieopmærksomhed fortalte en anden historie. Hun havde ramt et eller andet, som man siger.

Depression er en universel menneskelig erfaring. Men humør tager også form efter sin tid. Elizabeth Wurtzel brugte sin tidsånds billeder og referencer, rocken og filmen. Bøger som Sylvia Plaths The Bell Jar og J. D. Salingers Griberen i rugen havde fået en opdatering.

Elizabeth Wurtzel gik brat fra at være en trist og tungsindig ung kvinde til at blive en stemme, som andre kunne læne sig op imod. Og der kom flere bøger.

Bange

Temaet, som jeg inviterer til, er netop Prozac Nation og dens forfatter, over 20 år senere. Vi mødes først i Greenwich Village. Men den nye præsident, Donald Trump, trænger sig efterhånden på. Efter vores samtale fortsætter vi pr. e-mailudveksling. Da Trump blev indsat, begyndte skridttælleren at rulle.

Så lad os begynde med det, som står mest friskt. Hun og jeg talte sammen, kort efter at 20 jødiske rabbinere var blevet arresteret for at protestere uden for Trump Tower, og få timer efter at hendes hund, Alistair, i begejstring over snevejret i New York havde revet hende omkuld.

»Jeg ligger her med brækket ankel og har al tid i verden til at være bange.«

– Bange for hvad?

»Jeg er bange for de følelsesmæssige konsekvenser af Trump. Bush sendte os til Irak og gav grønt lys for tortur. Jeg voksede op med Reagan, som smadrede samfundets institutioner for at sænke skatterne. Men protesterne mod disse præsidenter var hidsige på en fredelig måde. Nu er det en ny tilstand, crazymaking. Det er et slags hysteri. Min telefon brummer og siger pling i ét væk på grund af de stadige nyhedsopdateringer. Hvad er der nu sket? Fordi han er emotionelt vrag, gør han også os andre til emotionelle vrag.«

»Han går efter at skabe konflikt. Han har ikke haft en god dag, hvis der ikke har været slagsmål. Hvilken slags diagnose skal vi hæfte på ham? Min bekymring er, at vi vænner os til denne dagligdagsdramatik. Hvis hysteriet sætter standarden, kan flere jo rekrutteres til det samme. Så denne nye galskab bliver den ny norm. Mange af dem, som valgte ham, har det heller ikke godt. Og dem vil der kunne blive flere af nu. Så han kan skabe et endnu stærkere følelsesmæssigt grundlag hos dem, der støtter ham. Jeg har netop besøgt min mor i Florida. Hun stemte på ham. Hun og jeg er splittet, og dette er land er virkelig splittet. Nej, når jeg tænker mig om, er jeg faktisk ikke optimist. Vi kan ikke klare fire år med det her.«

Tømmermænd

Tilbage til mødet nogle måneder tidligere og det oprindelige tema. Nu går det altså meget bedre, siger Elizabeth Wurtzel.

Jeg tror på hende, da hun ikke er den slags person, der pynter på tingene. Og hun ankommer til tiden. Det er noget nyt, at hun er præcis. Idet hun sætter sig, får hun lige sagt, at ritualet ved søndagsbrunch i Greenwich Village er at bestille en Bloody Mary, angiveligt for bedre at håndtere tømmermænd, som hun har en snert af, siger hun, fordi hun var til et jødisk bryllup den foregående aften, hvorfra hun dog gik tidligt hjem, for hun er blevet et mere roligt menneske.

– Hvorfor er det gået bedre for dig, tænker du?

»Der er mange former for intelligens. Jeg tror, den vigtigste er evnen til at lære. Vi lærer af vores fejl. Og fejl er kun fejl, hvis vi ikke lærer at handle og tænke anderledes. Jeg har endelig taget ved lære. Ikke mindst er jeg blevet bedre til at vælge gode relationer. Jeg har haft mange dårlige forhold med megen dramatik. Dramatik tager langt mere tid end ikkedramatik. Dårlige ting kræver langt større opmærksomhed end gode ting. Derfor bruger vi flest ressourcer på dårlige.«

»Og jeg har lært ikke at køre i de samme negative riller, igen og igen. Jeg tror en mulig definition på psykisk sygdom er, at vi gentager de samme dårlige ting og forventer forskellige resultater. Det er en slags stædighed. Til sidst indså jeg, at jeg blev nødt til at holde op med at gentage mig selv, hvis jeg skulle opnå bedre resultater. Nu går det fint, og jeg har længe søgt imod denne følelse. Det har taget rigtig lang tid, og det har ikke været nemt. Tid er vigtig. Der findes kun sjældent et quick fix.«

– Hvor var det du ramte plet med din bog?

»Historien er så fuldstændig almindelig. Jeg følte mig rigtig meget udenfor som teenager, men det er der også så mange andre, der gør. Der er noget universelt over at være depressiv. Og der er et nært slægtskab med det at være ung. Man er ikke helt koblet på endnu, men et sted midtvejs, uden at være i stand til at hævde sin identitet. Jeg troede, jeg var speciel. Men så viste det sig, at jeg var ganske almindelig. Jeg indså, at hvad jeg end måtte gennemgå, var der ingen grund til at skamme sig over eller være tavs omkring, da jeg jo bare var som så mange andre. Man kan fundere længe over, hvad andre tænker og hvordan, men pointen er, at det gør de også.«

– Det er en trøsterig tanke.

»Vi er mange i samme båd. Jeg synes, det er synd for mennesker, som tror, de er så specielle.«

– Men kan det ikke netop være depressionens natur, at man føler sig udenfor, anderledes og speciel – og frakoblet snarere end tilkoblet?

»Jo. Derfor gælder det om at trænge igennem den vrangforestilling. Det er ikke farligt at fortælle, hvordan man har det, for mange vil kunne genkende sig i det.«

Det universelle i det specielle

– Så du satte sprog på udbredte erfaringer.

»Jeg er ret god til ord. Mine forældre har sørget for, at jeg fik den bedste uddannelse. Skriver man godt, kan man få held til at få det universelle frem i det specielle. Detaljer kan netop bidrage til at løfte det almene frem. Jeg har mødt mange, som siger, at jeg har skrevet deres historie. Så har de fortalt deres historie, men det er slet ikke min historie. Og dog har de fundet en genklang. Det gør mig ydmyg, at min tekst kan bruges til den slags. Jeg kommer aldrig igen til at skrive en bog, som vil få en så stor betydning.«

– At skrive godt er én ting. Noget andet er, at du kan være ret morsom i dine tekster.

»Ja, det er vigtigt at være morsom. Min humoristiske sans er helt afgørende for mig. Der sker meget i mit liv, og jeg præsterer stort set at kunne grine ad det. For ting går konstant galt. Jeg er jøde, og vi synes, rigtig meget er morsomt. Med vores historie er vi nødt til det. Vi beklager os meget, men vi er også afhængige af humoren. Vi laver selv vitser om Holocaust. Mangel på humor er alvorlig. Den person, du er nødt til at grine ad, er dig selv. At kunne grine ad sig selv er selvindsigt.«

– Men der har været været perioder, hvor du ikke kunne grine ad dig selv.

»Selv om jeg har grædt i dagevis, blev jeg til sidst i stand til at le af det. Jeg tror, jeg havde taget mit eget liv, hvis jeg ikke havde kunnet det. Jeg kan være et meget vanskeligt menneske, ja helt umulig. Men humoren og viddet har reddet mig. Dybest set tror jeg, ingen hader mig, for folk elsker dem, der kan få dem til at le.«

Vi bryder op fra restauranten – The Knickerbocker – og spadserer nogle blokke hjem til hende. Hun vil gerne præsentere mig for sin hund, kat og mand.

»Her er min mand, Jim«, siger Elizabeth Wurtzel. »Han er et godt menneske. Han overvælder mig ikke med problemer og kræver ikke den store opmærksomhed. Det er godt for mig.«

Brystkræft er ikke så slemt

I løbet af de seneste år har Elizabeth Wurtzel uddannet sig til jurist ved Yale. Nu deler hun sine dage mellem advokat- og forfattervirksomhed. Den seneste tid har budt på udfordringer.

»For resten har jeg fået brystkræft. Det bliver hårdt at komme igennem, men jeg ved, at jeg nok skal klare det. Men skriv ikke det om kræft.«

Der går dog kun nogle få dage, før jeg på hendes Instagram-konto kan se et foto fra patientområdet på Mount Sinai Hospital. Nedenunder har hun skrevet: »Så har jeg altså brystkræft, men sammenlignet med at være 26 og vente på, at en fyr ringer, er det ikke så slemt.«

Prozac Nation ender med, at Lizzie Wurtzel blev en af de første til at få det nye antidepressive lægemiddel, Prozac. Det fik tågerne til at lette. Samtidig problematiserede hun i bogen den omfattende brug af medicin i psykiatrien. Hun erklærede sit hjemland USA som Prozac Nation, et United States of Depression.

– Og hvad så med dig nu?

»Prozac hjalp mig en stund. Nu bruger jeg andre midler mod mine stemningslidelser. Jeg føler mig afhængig af medicin.«

– Og hvad tænker du i dag om medicinaliseringen af amerikanske liv?

»Det er svært. Medicin redder liv. Samtidig er det kammet over. Der må findes et balancepunkt mellem mit eget tilfælde, hvor jeg absolut vil mene, at jeg burde have været medicinsk behandlet langt tidligere for alvorlig depression, og de mange, som får ordineret medicin uden videre. Man burde ikke tage medicin uden samtidig at være i terapi. En pille og en virksom relation må ikke forveksles. Terapi har været meget nyttig for mig. Det er ikke mindst der, jeg har lært, at jeg behøver nye strategier for at få nye resultater. Jeg har lært, at der er et stykke arbejde, som skal gøres. Og at det er tilfredsstillende at klare det, fordi det giver en oplevelse af mestring. Jeg har lært, at jeg kan overleve i desperate situationer«.

© Finn Skårderud og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Serie

I samtale med Finn Skårderud

Information præsenterer en serie på fire samtaler, som den norske psykiater og journalist, Finn Skårderud har ført med forfattere fra New York.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Oluf Husted
Niels Duus Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Konkurrencestaten invaliderer mennesket. Medicinalindustrien opfinder symptombehandling, som afstumper, fremmedgør og afhængiggør mennesker yderligere, og denne industri ejet af den ene procent har således patent på indtjeningen, samtidig med at den forbyder naturens egne lægemidler.

Peter Jensen, Trond Meiring, Carsten Wienholtz, Sup Aya Laya og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Medicinalindustriens designerdrugs er en af tidens store svøber, der er med til at indhylle det egentlige problem, som er, at den ene procent holder resten i et krigerisk jerngreb af udnyttelse og alles frygt for udkommet. Det moderne er barbarisk og vampyrisk. Hvorfor? Uvidenhed og grådighed - som er uvidenhed om planetens tilbud om at understøtte menneskets lykkepotentiale. Fødslen af det nye menneske er hård, det store spørgsmål er, om det vil blive i form af den sjette masseudryddelse, og om der bliver tale om en fødsel med dødelig udgang.

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Fødevare- og lægemiddelindustrien er langt være for folkesundheden ind tobaksindustrien. Men det hele drejer sig jo om politisk korrekthed blandt medløber dyret mennesket.

Trond Meiring, Kim Boserup og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar

Der mangler måske lige at oplyse, at 90 mio. voksne i USA, - altså rundt en tredjedel af alle voksne, har været under smertebehandling på et tidspunkt, men er fortsat dybt afhængige af drogelignende medicin. Og det er faktisk de fattigste, for alle andre har sundhedsforsikring, der betaler for afvænning.

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Lars Steffensen, Randi Christiansen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"...rundt en tredjedel af alle voksne, har været under smertebehandling på et tidspunkt, men er fortsat dybt afhængige..."
Det ville være endnu mere interessant, hvis der fulgte kildehenvisninger med... ;)

Randi Christiansen

Forleden sås et program på tv, som fortalte om mange amerikaneres afhængighed af smertestillende midler, der af af medicinalindustrien er ukorrekt præsenteret som ikke vanedannende.

Christoffer Pedersen

Hvis man er dum nok til at blive afhængig af smertestillende uden at have smerter ville man alligevel være i andet misbrug.

Christoffer Pedersen

Det er da lige meget, man stopper selvfølgelig når det ikke mere er nødvendigt. har selv været på morfin og kunne godt have fået meget mere hvis jeg havde villet det.

Henrik holm hansen

Man kan håbe at mennesker har den fornødne indsigt også når de syge til at selv sige fra, men husk lige på at reklame og medicinal industrien LEVER ikke for at folk skal folk bilve uafhængige ! tværtimod

Trond Meiring

Det har været godt og almindelig kendt, i mindst hundrede år, at morfin (og de aller fleste andre opiater) er stærkt vanedannende, og potensielt dødelig.

Peter Gøtzsche har skrevet en bog om Medicinalindustrien: 'Dødelig medicin og organiseret kriminalitet' - med undertitlen 'Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet'

Den vil jeg anbefale interesserede i at læse.

For nylig var der et program der kunne ses på DR: 'Morfinpillens skyggeside'
En spændende udsendelse om helt almindelige danskere der var blevet afhængige af et præparat godkendt og markedsført som 'minimalt vanedannende'

I programmet gennemså tre uafhængige eksperter de rapporter som lægemiddelstyrelsen havde godkendt præparatet på baggrund af. Jeg kan ikke huske deres præcise formuleringer, men deres konklusion var entydig: Rapporterne var noget juks og uden evidens.

Grunden til at sådanne rapporter bliver accepteret af lægemiddelstyrelsen kan måske findes i Peter Gøtzsches bog, som blandt andet beskriver de kneb industrien anvender.

I DR programmet blev ansvaret forsøgt skubbet over på lægerne af repræsentanten fra lægemiddelstyrelsen. Det var pinligt at se på, synes jeg.

https://www.dr.dk/tv/se/afhaengighed-morfin-1-dr2dokumentar-2017/-/dansk...

I øvrigt er der et interview fra Radio 24/7 med Peter Gøtzsche fra udgivelse af hans seneste bog: 'Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse'

http://www.radio24syv.dk/programmer/24syv-morgen/12122049/14:27/24syv-mo...

Venlig hilsen

Jakob Albrethsen, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar