Interview
Læsetid: 9 min.

’Det er lettere for en kvinde at blive accepteret som en intellektuel autoritet, når hun er gammel og rynket’

Når mænd ikke læser romaner af kvindelige forfattere, skyldes det, at de ikke vil underkaste sig en kvindelig autoritet. Det mener den amerikanske forfatter Siri Hustvedt. Ifølge hende er det bevis på, hvor dybt indlejret den oftest ubevidste sexisme er i vestlig kultur
For Siri Hustvedt er det en dyd at stille de irriterende og åbenlyse spørgsmål. Og når hun glemmer at lade sig undre over de mest banale sig, lukker hun øjnene og tænker sig tilbage til engen ved åen bag barndomshjemmet i Minnesota: ’Det var her, jeg lærte at filosofere. Jeg lå og kiggede op i skyerne og stillede tusindvis af absolut ligegyldige og fuldstændig fundamentale spørgsmål’

For Siri Hustvedt er det en dyd at stille de irriterende og åbenlyse spørgsmål. Og når hun glemmer at lade sig undre over de mest banale sig, lukker hun øjnene og tænker sig tilbage til engen ved åen bag barndomshjemmet i Minnesota: ’Det var her, jeg lærte at filosofere. Jeg lå og kiggede op i skyerne og stillede tusindvis af absolut ligegyldige og fuldstændig fundamentale spørgsmål’

Sille Veilmark

Kultur
30. august 2017

Da første bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp blev oversat til engelsk, interviewede Siri Hustvedt den norske forfatter til et arrangement i New York. I en times tid talte de om værket, om kunst, angst og forfængelighed – og kærligheden til franske Proust og hollandske Rembrandt blandt andre.

Henimod samtalens slutning spurgte Siri Hustvedt, hvorfor der i værket kun refereres til en eneste kvinde iblandt hundredvis af mænd.

»Er psykoanalytikeren Julia Kristeva den eneste kvinde, der har påvirket dig som forfatter?« spurgte hun.

Og Knausgård svarede resolut:

»Der er ingen konkurrence.«

Og interviewet sluttede med det svar, tiden var gået.

I dag er den samtale et element i Siri Hustvedts seneste essaysamling, En kvinde der ser på mænd der ser på kvinder, der i sidste uge udkom i dansk oversættelse. Det er en samling af 21 essays, der på forskellig vis undersøger forholdet mellem køn, krop og bevidsthed – fra både neurovidenskabelige, filosofiske, æstetiske og feministiske perspektiver.

I samlingens første del læser Siri Hustvedt netop Karl Ove Knausgård, hun ser på kvinderne i værker af Pablo Picasso, Max Beckmann og Willem de Koonings og forsøger at forstå, hvad det er, disse mænd ser, når de ser på kvinder. Og hvorfor. Her er Karl Ove Knausgårds resolutte svar i New York sigende, mener Siri Hustvedt:

»Sådan et svar fortæller os en hel del om køn og forholdet mellem kvinder og mænd i kunsten i dag. Jeg blev først overrasket, men derefter oprigtigt fascineret og undrende,« forklarer hun, da vi mødes på plænen foran Øresund i forbindelse med Louisiana Literature.

At der ifølge Karl Ove Knausgård »ingen konkurrence« er, betyder ikke, at han mener, at kvinder ikke kan skrive, bedrive filosofi, videnskab eller lave kunst. Det betyder, at det ikke er hos kvinder, en mand som ham henter sit selvværd:

»Den amerikanske sociolog Michael Kimmel har indgående beskrevet, hvordan mange heteroseksuelle mænd i Vesten opbygger deres selvværd igennem sammenligning med andre mænd – og kun mænd. Kvinder tæller simpelthen ikke,« siger Siri Hustvedt, skubber solbrillerne op i panden, retter på sin stol og fortsætter:

»Jeg ved, at Knausgård har respekt for mit arbejde og mit forfatterskab, men jeg ved også, at der for ham ikke er grundlag for videre sammenligning, da jeg er kvinde. Jeg tæller simpelthen ikke her. Det er det, han mener, når han siger, at der ingen konkurrence er. Det er absurd, men det er også bare sådan det fungerer,« siger hun og slår ud med armene.

– Du siger, at du bliver oprigtigt fascineret. Men bliver du ikke også vred eller provokeret, når du på den måde bliver diskvalificeret alene på baggrund af dit køn? Når du ’ikke tæller’?

»Jo, naturligvis. Jeg er meget vred, ofte, tro mig. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke samtidig kan have sympati og forståelse for de konflikter, som eksempelvis Knausgård eller andre mænd – og kvinder, for den sags skyld – kæmper med og er påvirkede af.«

– Men er den sympati og forståelse ikke farligt beslægtet med accept?

»Nej, det mener jeg vitterligt ikke. At jeg har sympati og forståelse for den konflikt og angst, der findes i mange mænd især, er på ingen måde ensbetydende med, at jeg accepterer eller billiger den. Det er muligt at være forstående og sympatisk og samtidig være vred og insistere på forandring.«

’Rynkerne hjælper’

Det er, påpeger Siri Hustvedt, »all over his work«, at Knausgårds angst for ydmygelse er enorm og forbundet til et besværligt og frygtsomt forhold til femininitet og kvindelighed – i sig selv såvel som i andre.

Den angst møder Siri Hustvedt ofte. Når kvinders arbejde nedgøres, når de frasortes på baggrund af deres køn, når de vurderes på baggrund af deres udseende.

Når en journalist påpeger, at det må være bekvemt for Siri Hustvedt at være gift med forfatteren Paul Auster, der kan lære hende om psykoanalyse – »et emne, han aldrig har beskæftiget sig med«, påpeger Siri Hustvedt – eller når hendes ph.d.-afhandling i engelsk litteratur ikke omtales i præsentationer til videnskabelige konferencer, hvor mandlige kollegers afhandlinger er fast pensum.

»Ofte forbliver sexismen insinueret og implicit. Den arbejder i det skjulte og ubevidste, og det gør den til tider svær at angribe eller adressere. De her dynamikker løber som en understrøm i vestlig kultur. Kvinder har i århundreder tilpasset sig på måder, mænd aldrig har gjort,« siger Hustvedt og fortsætter:

»Og vores kultur har stadig ganske svært ved at snuppe tanken om den unge, fertile og intellektuelt brillante kvinde. Systemet kortslutter, hvis en kvinde både er attraktiv og professor i molekylærbiologi. Der er ikke plads til hende, det føles ubekvemt, akavet og forkert for os,« siger Hustvedt.

Siri Hustvedt er i dag 62 år gammel. Hun har livslang erfaring i at tilpasse sig disse dynamikker og ubevidste fordomme. Hun har været opmærksom på sin påklædning, hun har været strategisk med sin viden, hun har lagt en dæmper på sig selv. Og hun har oplevet, at mænd har været vrede på hende alene på grund af det, hun ved. Intet andet.

»Det er blevet lettere med årene. Jeg finder mig ikke i sexisistisk diskrimination længere. Men jeg udsættes heller ikke for den i lige så høj grad. Dels på grund af en offentlig anerkendelse af mit arbejde, men mest af alt på grund af rynkerne,« siger Siri Hustvedt og lægger hænderne på sit ansigt.

»Det lyder absurd, men det hjælper gevaldigt, at jeg reelt er blevet gammel. Det er lettere for en kvinde at blive accepteret som en intellektuel autoritet, når hun er gammel og rynket. Og hvad pokker er det? Hvad fanden er problemet egentlig? Hvorfor er kvindelig autoritet farlig? Hvor i alverden kommer de her fordomme fra?«

Underkastelse, litteratur og sex

I første del af den nyoversatte essaysamling forsøger Siri Hustvedt at forstå, hvordan kunst kønnes. Hvordan vi vurderer, om et kunstværk er såkaldt kvindeligt eller mandligt. Og kunstværkets køn er, påpeges det i teksten, ofte bestemt af kunstnerens køn.

Siden Siri Hustvedt skrev det essay, har hun spekuleret en del i, hvorfor mænd og kvinder læser så forskelligt. Hvor kvinder både læser skønlitteratur af kvindelige og mandlige forfattere, læser mænd i overvejende grad litteratur skrevet af mandlige forfattere.

For Siri Hustvedt er svaret åbenlyst. Det handler ikke om, at litteratur er kønnet, mener hun. Mænd skriver feminine tekster, kvinder skriver maskuline tekster og så videre. Det handler nærmere om underkastelse og kolonisering af bevidsthed, forklarer Siri Hustvedt:

»Når man som læser overgiver sig til et værk, lader man sin bevidsthed blive koloniseret af teksten. Din indre stemme er nødt til at blive fuldstændig stille og træde i baggrunden, så der kan blive plads til den litterære stemme. Hvis du læser godt, hvis du virkelig læser og overgiver dig, så åbner du dig og underkaster dig kunstværket. Kunst er som sex, hvis du ikke overgiver dig til værket, får du ikke den fuldstændige nydelse ud af det,« siger hun og fortsætter:

»Jeg generaliserer åbenlyst her, men jeg tror, at grunden til at så mange heteroseksuelle mænd ikke læser skønlitteratur af kvindelige forfatter er, at de ikke vil eller tør underkaste sig en kvindelig autoritet. Vi er tilbage ved angsten for det feminine, for ydmygelsen.«

Og vi er ifølge Siri Hustvedt dermed også tilbage til franske Simone de Beauvoirs ord fra 1949. Her beskriver Beauvoir, hvordan kvinder stadig ikke har adgang til det almene eller universelle i kulturen:

»Den kvindelige erfaring opfattes stadig som en marginaliseret erfaring, mens den mandlige erfaring blot er menneskelig,« forklarer Siri Hustvedt.

– Men Simone de Beauvoir og den hvide feminisme i efterkrigstiden, hun repræsenterer, er senere blevet kritiseret af andre, især sorte feminismer, for ligeledes at gøre sin specifikke kvindelige erfaring til en slags almen kvindelig erfaring?

»Og med rette. Jeg er vokset op med 1960’ernes hvide feminisme – og den havde en lang række blinde punkter, ingen tvivl om det. Det var langtfra alle kvinder, der kunne nyde den luksus at gå på gaden og kæmpe for ligestilling. Mange sorte kvinder overtog netop det arbejde, som de hvide feminister var for frie til. Og det er utrolig vigtigt at understrege, at kvindelig erfaring er utrolig mange forskellige ting.«

Tvivlen er en dyd

Siri Hustvedt skriver altid i første person, når hun skriver akademiske artikler eller essays. Det er, forklarer hun, en både politisk og filosofisk erklæring:

»Det er en måde at give sig selv til kende på og tydeliggøre, at man taler fra et specifikt sted. Det er at vise, at man ikke har en slags abstrakt og universel udsigelsesposition i verden. Mit perspektiv og min position er altid forankret i en krop og bevidsthed, der er forankret i en kultur, historie og politisk situation.«

For ethvert menneske er, lyder det i det 282-siders lange essay »Vishedens vildfarelser«, et produkt af dets materielle og psykologiske omstændigheder. Siri Hustvedt kan bevæge sig frit i gaderne i New York uden at blive mistænkeliggjort. Det kan en ung, sort mand ikke. Hans identitet er anderledes bestemt af slaveriers historie og Jim Crow, af racisme, frygt og mistænkeliggørelse af sorthed, forklarer hun:

»Man kan ikke adskilles fra sine kropslige, biologiske, sociale, raciale eller kønsmæssige omstændigheder, det er klart. Mit perspektiv på verden – og verdens perspektiv på mig – er determineret af min hvidhed, mit køn, min højde, min lange uddannelse og min heteroseksuelle orientering.«

At skrive fra et specifikt sted er for Siri Hustvedt også at give plads til tvivlen, til usikkerheden – og til muligheden for at ændre mening og opfattelse, når man støder på ny viden:

»Når jeg støder på perspektiver og viden – fra kunsten eller forskningen eller hverdagen – der er oprigtigt interesserede i verden og i mennesket, så ændrer jeg opfattelse. Jeg gør mig umage for at se med flere perspektiver på samme tid – for hvert perspektiv kan have noget at sige, men det vil også altid have en begrænsning, et hul, en blind vinkel. Al menneskelig viden er ufuldkommen, der er altid brug for flere perspektiver,« siger Siri Hustvedt.

Det handler om at blive ved med at stille irriterende spørgsmål. Om at blive ved med at være nysgerrig – og samtidig fastholde en sund skepsis. Man skal tillade sig selv at blive mere forvirret, mener Siri Hustvedt. For tvivlen er en intelligensens dyd, forklarer hun med reference til den franske filosof Simone Weil:

»Tvivlen er ikke en slags øverste princip for tænkningen. Den er heller ikke en undskyldning for intolerance eller ignorance. Men den kan være en dyd og lede til en tænkning, der kan lede til en ny slags viden. Der er ikke plads til tvivlen i aviserne, der er ikke plads til tvivl hos politikerne. Her er tvivl og uvidenhed vejen til latterliggørelse, ikke sandt?«

Den tvivl, der for Siri Hustvedt er ’dydig’, er den tvivl, der begynder med en vag følelse af utilfredshed. En uklar fornemmelse af, at der er noget, der ikke er helt rigtigt. Man er både afslappet og spændt – og uvidende om, hvor den tvivl tager én hen, hvornår den bliver til sprog og mening. Og den tvivl trives i romanformen, siger Siri Hustvedt:

»Romanen er fabelagtig, næsten magisk, som form, da den netop kan rumme både tvivlen, de modstridende ideer, de mange stemmer, kroppe og bevidstheder. Jeg skriver lige nu på en roman, jeg er nødt til at skifte mellem det essayistiske og faglitterære og så skønlitteraturen. Men tematikkerne er beslægtede, spørgsmålene om forholdet mellem krop, bevidsthed og perception følger mig uanset, hvad jeg arbejder på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Når mænd ikke læser romaner af kvindelige forfattere...". Gør "mænd" ikke det? Hvor ved Hustved det fra? Fra røvkedelige Knausgård? Da er hun ilde faren, og burde nok orientere sig lidt bredere om hvad "mænd" læser.
Hvis "mænd" kun skulle læse forfattere af eget køn, da ville det blive temmelig ensidigt, og kun give en forståelse af halvdelen af verden. Heldigvis læser "kvinder" også bøger, der er skrevet af det modsatte køn. Men det ved Hustved måske ikke?
Fri mig for den slags tåbelige generaliseringer. Men siden Hustved nu er i gang, så kan hun få en af slagsen: Amerikanerne er overfladiske og aner ikke en skid om verden.

Søren Kristensen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Friis, Michael Kongstad Nielsen, Jørn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Og nej , der er ingen kvinder på højde med Shakespeare , Dante , Proust ,Rembrandt , Mozart , Bach , Beethoven , Platon osv. osv osv.

Èn kvinde ud af en kanon på 14, er blevet gjort til obligatorisk læsestof på gymnasierne. Det er Karen Blixen. Resten af mænd. Kan huske at jeg læste noget litteratur fra oplysningstiden skrevet af kvinder, hvor jeg tænkte, "that is some deep sh.., hvorfor i alverden er det ikke derop hos Holberg og Oehlenschläger". Fik ikke undersøgt hvorfor, men tvivler på det har noget at gøre med mænds manglende vilje til at underkaste sig kvindelige autoriteteter. Ensidigt og alt for generaliserende. Manglende oplysning måske, kunne være en af de mange årsager.

Michael Kongstad Nielsen

Så er der Harriet Beecher Stowe, Karen Blixen, Selma Lagerlöf, Hannah Arendt, Suzanne Brøgger, Sei Shonagon.....

Det er en skam at en velbegavet kvinde i tresserne ikke har forstået at det ikke er rynkerne, der er afgørende for intellektet; men snarere det man kunne betegne livsvisdom - den kan komme med alderen. Den kommer dog ikke automatisk. Desværre lyder Siri Hustved mest som et forsmået ego, der savner anerkendelse. Det er hende ikke værdigt, alderen taget i betragtning.

Bjarne Bisgaard Jensen, Arne Lund, Jørn Andersen og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Ubevidste sexisme? ... "Det er kvinder, der køber, forærer og anbefaler bøger, og derfor er markedet for skønlitteratur indrettet på kvindernes præmisser. ":
https://www.information.dk/kultur/2011/01/bogbranchen-satser-paa-kvinder...

Michael Kongstad Nielsen

’Det er lettere for en kvinde at blive accepteret som en intellektuel autoritet, når hun er gammel og rynket’

NEJ. Det er lettest for en kvinde at blive accepteret som en intellektuel autoritet, når hun er er det.

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Arne Lund, Jens Falkenberg, Janus Agerbo og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Nå, jeg synes nu ikke, at Siri Hustvedt er så galt afmarcheret.

I det mindste bekræfter flere af Helle Thorning-Schmidts ligefremme udtalelser i dette program, at kønnet spiller en rolle:
Statsministrene på P1 1:4, 28. aug. 2017 kl. 10:03
P1-vært Bjarne Steensbeck og politisk analytiker Jens Ringberg følger op på søndagens TV-program...

Michael Kongstad Nielsen

Hvad med et link?

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - du må nøjes med dette: http://www.dr.dk/radio/oversigt
for efter efter køb af ny pc med Windows 10 - hvis det ellers er årsagen - kan jeg ikke altid linke/ eller trække noget ud på skrivebordet som genvej. Det irriterer mig faktisk meget.

Maj-Britt Kent Hansen

Nå, du kan selvfølgelig godt komme lidt tættere på, men ikke direkte til selve programmet, jeg henviste til:
http://www.dr.dk/radio/p1/statsministrene-pa-p1/statsministrene-pa-p1
Håber, at du finder vej

Jan Henrik Wegener

Hvorfor ikke, kan man så spørge, tage det som en udfordring?
Jeg kom til at tænke på en lille sag, så vidt jeg husker af Patricia Highsmith, hvor der byttes mord.
Så hvorfor kunne ikke et par forfaytere med god indlevelsesevne bytte "roller" som en gensidig udfordring? Indrømmet udover den norske forbindelse ved jeg ikke om specielle ligheder mellem Hustvedt,Knausgård og mug selv for den sags skyld.

Maj-Britt Kent Hansen

Bytte roller. Ja, hvorfor ikke. Eller som kvinde skrive under et mandenavn: Isak Dinesen. Eller vice versa: George Eliot.

Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt Kent Hansen
30. august, 2017 - 19:56

Beklager at heller ikke det tilfredsstiller mig.
Programmet handler om de tidligere statsministres personlige væremåder, men ikke om deres politik.
Efter min mening er det hyggesnak blandt fjender, hvad skal vi med det ?

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - her er jeg uenig med dig. Det handler da ganske meget om køn og kan knytte an til artiklen her, hvor Siri Hustvedt udtaler sig,

Lyt til Helle, og hvad hun siger om køn!

Kan varmt anbefale Virginia Woolfs essay bog: "A Room of One's Own, som meget klart fortæller, hvorfor det gennemt tiderne har været vanskeligt for kvinder at slå igennem.

Der er i øvrigt rigtig mange glemte kvindelige genier, både indenfor musik, litteratur, drama, poesi, filosofi, billedkunst og billedhuggerkunst. Desværre bliver de hele tiden kontinuerligt glemt - tilsyneladende også blandt nogle af Informations mandlige læsere.

Det kan virke underligt at en kvinde som Hannah Arendt eller Simone de Beauvoir aldrig har fået den anerkendelse, de fortjener i forhold til filosofi. At Emily Bronte er glemt, at Tove Ditlevsen ikke tæller, Amalie Skram ikke læses, at kunstnere som Suzanne Valadon eller Camille Claudel er ukendte, at Anna Syberg eller Anna Ancher eller Bertha Wegmann ikke kendes, at kvindelige komponisters værker ligger gemt i kasser på lofterne, at man ikke gider lave et enkelt opslag over "kvindelige digtere", hvor man kan finde Sylvia Plath og Emily Dickinson, at J.K. Rowling ikke regnes, at Astrid Lindgren og Cecil Bødker ikke tæller, at osv. osv. Jeg kunne blive ved....

Ufatteligt at vi igen skal igennem den samme kamp som rødstrømperne kæmpede i 1970'erne.

Mette Møhl, David Zennaro, Maria Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ann Thomsen, Ole Horskær Madsen, Arne Lund, Henriette Bøhne, Mette Poulsen, Nils Sørensen og Palle Pendul anbefalede denne kommentar

Og ja, enhver ung køn kvinde, som har prøvet elevatorblikket, hun ved, hvor vanskeligt det er at få mænd til at koble intellektet til i en samtale. Når hun så forlader arenaen, så er det eneste indtryk, der er tilbage hos den mandlige samtalepartner - det er størrelsen på hendes BH skål og længden af hendes ben og om hendes bagdel er tiltalende. De husker ikke alle de guldkorn, der blev sagt af hende.

Beklager søde mænd, I er rigtig dejlige, men lige her, så kobles intellektet fra, og bagefter mener I så, at kvinden er jer intellektuelt underlegen. En trist men desværre sand erfaring, som rigtig mange kvinder har, og som til tider kan gøre os ret forbandede....

David Zennaro, Maria Jensen, Ann Thomsen, Charlotte Svensgaard, Henriette Bøhne og Nils Sørensen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Jeg er blevet en alt for god læser til at interessere mig det mindste for Knausgaard, Hustvedt eller Auster. Auster pløjede jeg igennem i 90'erne. Hvilken usmagelig, menneskefjendsk mand. Hvilken blindgyde da. Haha. Den eneste roman af Hustvedt jeg har fået læst er en hvor hun fascineres helt latterligt banalt af manden med læderjakken overfor. Som en popsang. Så skal hun ikke komme og tale om

Den tvivl, der for Siri Hustvedt er ’dydig’, er den tvivl, der begynder med en vag følelse af utilfredshed. En uklar fornemmelse af, at der er noget, der ikke er helt rigtigt. Man er både afslappet og spændt – og uvidende om, hvor den tvivl tager én hen, hvornår den bliver til sprog og mening.

hvilket er fuldkommen rigtigt set, men det er ikke hendes egne ord. Det ved jeg bare. Det er det jeg gør men det er saft susme ikke det de tre gør. Jeg ville foretrække en popsang af Forelskelsessabotørerne der lød "Du, du, du... osv." Underforstået: Du er laber, Ingegerd Slagersen.

Hvad er det for et felt af forfattere der præger nutiden. De er ligeglade med de problemer der stikker frem overalt: facebook (fordrejet kærlighed), ensomhed (savnet kærlighed), kynisme (forvist kærlighed), kapitalisme (drømt kærlighed) og liberalisme (overlegen kærlighed).

David Henriksen

Så Siri er nu ekspert i hvorfor mænd læser forskellige bøger. Mænd er selvfølgelig alle ens og hader kvinder og forsøger kollektivt at holde dem nede er vel hendes bitte antagelse af hvorfor andre forfattere er mere succesfulde end hende.. suk.

Thornings udtalelser om kønsforskelle i behandlingen at statsministre bekræfter ingenting. Disse er udtryk for en rent subjektiv opfattelse, som blev imødegået at Foghs subjektive opfattelse af, at der ikke er nogen kønsforskel. Kvinder har vel ikke nogen fortrinsret til at fortolke kønsforskelle frem for mænd, så begge de to tidligere statsministres påstande må vel som udgangspunkt have samme værdi. Ligeledes strør Siri Hustvedt naturligvis også om sig med subjektive påstande.

Henrik Bjerre

Kunstnerisk anerkendelse, og specielt søgen efter den er en grim ting. Den har kun betydning for de middelmådige kunstnere, medens genierne sælger sig selv. Selvfølgelig er de fleste kunstnere middelmådige, ligesom de fleste af os småborgere. Men vi klager dog ikke i avisen over, at vi ikke tjener flere penge.

Maj-Britt Kent Hansen

Subjektive opfattelser! Kan man afvise, at samme erfaring kan være gjort af andre/flere? Og hvad er så vores kommentarer under denne artikel udtryk for andet end subjektive opfattelser?

Og hvor læser man, at Siri Hustvedt klager over, at hun ikke tjener penge nok?

Peter Ravn-Olesen

Til Arne Lund: Jeg mener det er statistik bevist, at mænd hovedsageligt læser mandlige forfattere, mens kvinder i langt højere grad spreder deres læsning over begge køn. Uden at jeg dog kan hoste op med en reference.
Hustved skriver selv, at der er tale om en generalisering. Man kan jo slet ikke tale om kønnenes forskel, hvis ikke man må generalisere. Så 'kun' betyder ikke, at hun ved, at du ikke har læst en bog af en kvindelig forfatter.
Og dit 'Men det ved Hustved måske ikke?' er helt sort. For hun skriver jo det modsatte af det du tilskriver hende.

Søren Kristensen

Helle Stangerup og Astrid Lindgren kommer måske ikke op på Shakespears niveau og hvad skulle de også der?

Men jeg indrømmer gerne, at jeg er lidt skeptisk omkring at gå ombord i en tyk roman skrevet af en kvinde, ikke fordi jeg tænker kvinder skriver dårligt, bare at de måske skriver om ting der ikke interesserer mig. De har det jo med at skulle have alle familierelationerne og følelserne med og det er jeg som regel ikke i humør til - med mindre vi taler om historiske romaner, så kan det være fordel af have styr på stamtræet.

Et andet aspekt: Kvinder er notorisk mere spændende/uudgrundelige personligheder end mænd (min påstand) og det er sikkert også derfor mange mænd ynder at skrive sig ind i en kvindekarakter, mens det omvendte vist nok sjældnere er tilfældet. Mænds bredere fokus og større nysgerrighed på det modsatte køn kunne således være forklaringen på at mandige forfattere i højere grad læses af begge køn. Bare et forslag.

Endelig er der det historiske aspekt, det er jo ikke så lagt tid siden de færreste kvinder fik lov til/havde tid til, at skrive en bog. Sådan er det ikke længere, man kunne være fristet til at sige tvært imod.

Så altså den der med at kvinder skulle være dårligere forfattere end mænd er der vist ikke belæg for.

Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt - du siger: "Lyt til Helle, og hvad hun siger om køn!"

Med et manende udråbstegn bagved.

'Ja, mor, jeg skal nok' - er vi jo færdige med.

Og særligt når det gælder Helle. Hende har jeg i mange år lukket for med det samme, og løbet langt væk fra, hvis hvis ikke jag var i nærheden af en afbryder. Helle "jeg kan slå Anders Fog" brugte power til at slå Frank "Helle, hun er sej" Jensen, men hun spillede ved siden af på "dame-look'et", veldresseret og med smart håndtaske, mange ældre socialdemokratiske fagforbunds-mænd havde svært ved at stå for hende, eller skulle vi sige - netop hendes køn

Senere viste hun sig som en hard-liner hvad de svage i samfundet angår, og foretrak at fortsætte Blå Bloks politik, jokke SF ned, og give de Radikale fuld medvind. Intet i kønnet kom efter min mening til udtryk gennem hendes politik. Det var mere Thatcher, end Merkel - eller for den sags skyld Brudtland, som burde have været et forbillede.

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - jeg synes, at hun fremstod meget ligefrem både i tv- og radioudsendelsen - og talte åbent om de irritationer/problemer, der for hende som kvinde havde været, mens hun var statsminister, hvor den slags jo aldrig kom frem.

Partiets daværende, såvel som nuværende, politik er en helt anden diskussion.

Michael Kongstad Nielsen

Det er i orden.
Men jeg lytter ikke mere til hende.

Henrik Bjerre

@Maj-Britt Kent Hansen

Nej det skriver hun ikke noget om. Men på sit køns og sig fag (kunstens) vegne beder hun om større anerkendelse. Os småborgeres fag er at tjene penge, det bærer jo heldigvis lønnen i sig selv, og vi behøver ikke flæbe i avisen.

Peter Ravn-Olesen - Den "statistik" kan jeg ikke bruge til noget. Jeg ved jo, hvad jeg selv læser, og jeg sorterer ikke efter om det er en mandlig eller en kvindelig forfatter, men om jeg tror bogen er god, og om den siger mig noget. Går ud fra, at sådan er der også mange af mine medbrødre, der har det.
Hustveds generaliseringer er ubrugelige.... tiden er jo fuld af sådanne "dem" og "os", osv. osv.
Nuancer udbedes! Vi er jo ikke lemminger eller æggebakker.

@Mai-Britt Kent Hansen
Påstande af den slags vi taler om her, er subjektive med mindre de kan underbygges med dokumentation.

Maj-Britt Kent Hansen

Henrik Brøndum - vi læser det forskelligt. Jeg synes ikke, at hun beder om (større) anerkendelse, men blot konstaterer tingenes tilstand.

ulrik mortensen

Siri Hustvedts tese er at mænd ikke læser kvindelige forfattere, fordi "de ikke vil underkaste sig en kvindelig autoritet". Hvis det er rigtigt, så kunne man spørge sig selv om, hvorfor mænd indgår i parforhold og ægteskab. Ifølge et ph.d.-projekt fra Syddansk Universitet om 'hjem og parcelhus', står kvinder for 80 procent af alle valgene i hjemmet. Måske et tavst mandeoprør, når mænd 'kun' læser bøger af mandlige forfattere ;-) http://livsstil.tv2.dk/articledag%27/id-37797435

Maj-Britt Kent Hansen

Peter Jensen - Det er altid godt med dokumentation, men erfaringer betyder vel også noget.

Odin Rasmussen

Masser af sjove emner. Intellektuelle som lever af at indgyde danskerne naiv selvglæde. Dumhed og alkoholisme er jo følgesvende, hvilket danske skolebørn er gode eksempler på. Der findes seriøse intellektuelle, f.eks. ... som nu er død. Navn...?? De eksisterer, det er rigtigt. Men de normale er de fjolser, som man ser i tv hver dag.

Sir Hustvedt udtaler sig ind i en amerikansk kontekst og ud fra den amerikanske sammenhæng, som hun indgår i. Men man kan ikke bruge det ret meget jeg, både i en europæisk og i en dansk sammenhæng. Fordi her i DK er vi langt, langt mere fremme i skoene, når det gælder ligestilling mm. end man er i USA f.eks.

Ja måske samlignet med USA, men dem har man vel heller ikke lyst til at samligne sig med på det område? Vi er jo langt, langt mere fremme i skoene, men tilgengæld er vi, samlignet med vores skandinaviske naboer, og Rwanda vel at mærke, helt, helt, helt tilbage - #pinligt

http://reports.weforum.org/global-gender-gap-report-2016/rankings/