Læsetid: 14 min.

’Vi lever i overgange. Selv døden er en overgang’

Den ungarske forfatter Péter Nádas skrev i 18 år på sit store europæiske hovedværk ’Parallelle historier’. Nu kommer romanen på dansk og i næste weekend er forfatteren et hovednavn på Louisiana Literature. Vi mødte forinden forfatteren i hans ungarske provins til en samtale om livet i ufrihed, radikal litteratur, Knausgård og naturligvis Viktor Orbán
Péter Nádas i haven i Gombosszeg, en landsby i det sydvestlige Ungarn, hvor han siden 1984 har boet først i indre eksil først fra diktaturet siden i opposition til tilværelsen i hovedstaden.

Péter Nádas i haven i Gombosszeg, en landsby i det sydvestlige Ungarn, hvor han siden 1984 har boet først i indre eksil først fra diktaturet siden i opposition til tilværelsen i hovedstaden.

Gaspar Stekovics

19. august 2017

GOMBOSSZEG, UNGARN – I 18 år skrev Péter Nádas på sit hovedværk. Da han fyldte 51 og havde skrevet på romanen i otte år holdt hans hjerte pludselig op med at slå. Hjertet stod stille i treethalvt minut. Men han blev genoplivet. I de tre et halvt minut, sådan har han siden beskrevet det i den bog han skrev om sin egen død, så han livet på en ny måde og kunne erkende helt andre sammenhænge. Han erkendte, at han var nødt til at begynde helt forfra. Hans kliniske død hjalp ham til at skrive endnu mere radikalt om livet.

Ti år senere er hans store roman Parallelle historier færdig. I nærheden af 2.000 sider fordelt på tre bind. Romanen, der aldrig var blevet færdig uden dødsoplevelsen, gælder allerede som et absolut hovedværk i ny europæisk litteratur. Nu udkommer første bind på dansk og i næste weekend er forfatteren et hovednavn på Louisiana Literature-festivalen.

En augustdag er jeg rejst ned til forfatteren i Gombosszeg i det sydvestlige hjørne af Ungarn, hvor han har boet de sidste 30 år sammen med sin kone, journalisten Magda Salamon. Gombosszeg er en lillebitte landsby godt tre timers kørsel fra Budapest. Egentlig er det bare et busstoppested, en kirkegård, en postkasse og en enkelt vej, der ender blindt, og nogle huse langs vejen. Her bor 38 mennesker, en af dem er borgmesteren, og lidt flere høns.

Her lever også en familie, der selv underviser deres børn og dyrker deres eget korn og lever af mælken fra én ko og grøntsager i haven, en ingeniør og en tidligere olympisk mester i boksning, der har bygget et hus i fuld tyrolerstil, og nogle pensionister. Man går i seng til cikadernes sang og bliver om morgenen vækket af hanegal. Ellers er her stille.

Her hvor tilsyneladende intet sker er den sidste store rigtige europæiske roman blevet til, sådan en roman, der påtager sig den kolossale anstrengelse som ellers kun en Proust, Musil eller Mann at tegne billedet af en hel epoke.

Indre eksil

Varmen er stikkende og fugtig. Péter Nádas’ hjerte er i urede. Huslægen er kommet lidt før mig og forsøger at få det stabiliseret, men forfatteren er tydelig svækket. Hen over to dage lykkes det dog at fuldføre interviewet, skiftevis liggende og siddende.

Til sidst kan vi endda bevæge os ud i haven med det gigantiske vildpæretræ, som var hele grunden til at ægteparret i 1984 købte det dengang faldefærdige bondehus.

Gombosszeg var, siger Péter Nádas, både »nødvendig isolation og flugt fra det forløjede samfund under den såkaldte socialisme. Jeg var faktisk i eksil, men ville ikke fortsætte over grænsen, for så havde jeg mistet mit sprog, og det ville jeg ikke«.

Vilkårene under diktaturet var ubærlige, ikke mindst i Budapest. Fra 1969-77 måtte der ikke udkomme en linje af Péter Nádas, hverken i form af avisartikler eller bøger. Der var aldrig nogen grund, han fik bare at vide, at hans tekster var uønskede.

Læs også

Nu har han indrettet sig fast i Gombosszeg. Huset er blevet udbygget, og forfatteren har fået indrettet et stort arbejdsværelse, der med vinduer vender direkte ud mod urtehaven og en blid bakkeskråning i horisonten. Overalt i huset hersker klosterlig ro og regelmæssighed, indretningen domineres af få smukke træmøbler.

På hans skrivebord er alt sirligt arrangeret. Den gennemgribende orden står i skærende kontrast til den kompromisløse vildskab, der hersker i Nádas' tekster. Sådan skriver en forfatter, der efter at have levet i et diktatur i sin store roman søger den mest hensynsløse skrift uden hensyn til konventioner af nogen slags.

Det kan være vanskeligt at sætte radikaliteten af hans roman på formel. Den traditionelle roman med en hoved- og sidehandlinger er helt sprængt i stumper og stykker og kommer i lyset af Parallelle historier let til at fremstå som en pæn skolestil. Hans roman er et mylder, handlingstråde bliver påbegyndt, men ikke altid fulgt til dørs, konflikter bliver ikke løst, og personer forlades undervejs eller indtræder i relation til nye personer.

Frem for alt finder der ingen afrunding sted. Péter Nádas har ikke noget til overs for den konventionelle roman, der i hans øjne ikke tilbyder andet end en afstivning af et kulturborgerskab og en forløjet afskærmning over for de kræfter, der styrer vores liv og samfund. I stedet for søger han med den største sproglige skønhed og præcision at beskrive det sanselige, følelseslivet, kroppenes sprog, seksualiteten eller det han selv kalder alt det obskøne.

»Jeg arbejder altid ud fra en forestilling om struktur, som ikke er let at indløse. Romanen er opstået af gammel nød. Jeg har kæmpet et helt liv med at tøjle eller indfange mig selv i kausalforbindelser, men med årene har jeg lært at lægge det bag mig. Kausalitet er som en tvangsjakke. Vi er alle fanget i forestillingen om, at tingene, og det gælder historisk, familiært og genetisk, har en begyndelse og en slutning, selvom den forestilling er helt ubegrundet. Vi forsøger sjældent at se ud over kausaliteten, og også romanlitteraturen er siden det 18. århundrede fanget i kausalitet.«

Péter Nádas siger, at det er som ved sygdomme. Man kan ikke bare pege på én årsag, der er altid flere. I en roman kan man fortælle, men aldrig helt entydigt sige hvorfor en person er sådan og ikke anderledes. Og bare det at nærme sig at sige noget om det, kræver tid og mange sider.

»I min ungdom var det min største fiasko. Jeg ville i min første bog spænde en bue over 30 år, men blev hængende ved den første dag. Jeg begyndte om morgenen og kunne slet ikke blive færdig med den første dag.«

Derfor begyndte Peter Nádas at tænke i reduktive mønstre, fatte sig i korthed, i sætningsstrukturer og fortælle i større fortælleforløb.

»Det gik. Det viste sig, at det kunne jeg godt, men noget forsvandt, og det var følelseslivet: Hvordan nærmer man sig alt det sensuelle i et menneskeliv, det man opfatter med ørerne, næsen osv. Man kan jo ikke skrive om et menneske uden det sensuelle.«

Péter Nádas er egentlig uddannet fotograf. Her har han tidligt eksperimenteret med et selvportræt, også en slags parallelhistorie.

Privatfoto

Péter Nádas' stemme har genvundet sin styrke, og han fortæller, at Parallelle historier blev til i utilfredshed med sin forudgående roman Memoirernes bog. Der var noget her som ikke helt lykkedes for ham. Det handler for Péter Nádas hele tiden om, hvordan man mest sandfærdigt beskriver et menneskeliv set i sammenhæng med en hel epoke.

Men først er han nødt til at fortælle om Robert Musils hovedværk, romanen Manden uden egenskaber, som aldrig blev færdig, fordi forfatteren døde midt i forsøget på at skrive den færdig. Nádas læste den, mens han skrev Memoirernes bog.

»Det var et meget trist øjeblik, da jeg var færdig. Jeg havde læst alle notitserne til romanen og alle de alternative handlingsspor. Jeg havde sågar forsøgt at tilføje, hvordan Musil skulle afslutte det, men det er en umulig gåde at løse. Det var sørgeligt og smukt på samme tid. I Musils fantastiske roman opdagede jeg, at han også må have erfaret det problem, og kun ved en guddommelig nåde døde han. Hvis han ikke var død, ville det have været endnu tydeligere, at hans roman ikke kunne afsluttes. Det er det smukke ved romanen, at man kan blive ved med at fortælle og ikke kan afslutte den. En ven sagde til mig, at Memoirernes bog er som et langt forspil til et stort knald. Men faktisk kommer det til et knald her, for jeg formåede på klassisk vis at afslutte romanen, selvom jeg egentlig stod foran valget at fortælle videre.«

– Så ’Memoirernes bog’ hænger fast i det 19. århundrede?

»Ja, det kan man godt sige. Af angst over ikke at kunne afslutte noget, altså ikke at have en ejakulation, blev det sådan. Men hvordan er en verden, der kun kender små ejakulationer, men ikke én stor? Undervejs fandt jeg ud af, at der kun findes overgange. Det har psykologer og fysikere for længst erkendt. Vi lever i evige overgange. Jeg ved godt, at det lyder som noget, der er meget i tråd med tiden, men det er trods alt en temmelig illusionsløs erfaring, at vi kun kender overgange. Selv døden er en overgang. I virkeligheden er det en europæisk idé at noget slutter. Nej, det gør ej, det er kun en overgang.«

Uendelighed

Efter utilfredshed med Memoirernes bog opstod hos Péter Nádas ideen om ikke at rette sig efter ordensprincip, men efter kaos. Hvordan kunne han skabe en roman, som jo skal slutte på et tidspunkt på sidste side, men som samtidig har uendeligheden i sig og den respekt for, at livet er overgange og aldrig kan afsluttes.

»Sådan begyndte jeg på Parallelle historier. Uden min død midtvejs i processen ville jeg ikke kunne have løst gåden. Jeg havde allerede skrevet en stor del, men måtte begynde helt forfra. Jeg begyndte at bevæge mig ud af den svikmølle, at en bog ikke begynder med begyndelsen, men bagfra, og jeg havde en idé om, hvor bagfra lå og hvordan man kunne komme bagfra til begyndelsen.«

Han havde altså ikke nogen begyndelse, men samtidig var han nødt til helt konkret at begynde romanen et sted.

»Ligesom fysikere også har problemer med urknaldet. Ja, hvad er det i grunden, der knalder?«

Romanen begynder derfor med et lig, der bliver fundet i Berlins Tiergarten lige efter Murens fald. Derfra rulles historien baglæns ud med hyppige skift og spring mellem Budapest og Berlin og det centraleuropæiske erfaringsrum, der bliver åbnet her i tidsrummet fra 1930’erne til nutiden, med nedslag i knudepunkter i Europas kulturelle historie: racepolitikken, krigene, Holocaust, opstanden i Ungarn i 1956, østdiktaturernes hemmelige politi og murens fald.

Læs også

Man erfarer aldrig, hvem liget er, men et godt gæt er den ene af de mange centrale personer i romanen, Ágost Lippay Lehr, der er efterretningsagent og for israelerne smugler dokumenter ud vedrørende Eichmann-sagen. Men liget kan også være en anden. Det er ikke det afgørende.

»Det er hån, hvordan jeg begynder romanen. Krimier er så populære, så værsgo, tænkte jeg, her har I en! Men jeg måtte læse og se mange krimier på tv, hvilket keder mig usigeligt. Jeg var også nødt til at læse kriminalistik, hvilket er interessant og lærte mig meget. Men det var helt klart en hån at begynde med krimihistorien og siden neutralisere den.«

Det radikale ved hans værk ligger i formen og de associative spring, han hele tiden foretager. En biltur eller et morgenbad i et kurbad strækkes ud og fylder 50 sider og et heftigt samleje kan fylde langt over 100 sider, imens han undervejs lader flere bevidsthedslag og strømme af andre fortællinger løbe sammen.

For Péter Nádas handler det om menneskenes fælles liv, og det fællesskab kender ikke til en lukket, afsluttet form.

»Derfor må jeg forblive i den evige udvidelse, det er min skandaløse lidenskab.«

»Der findes et kompositorisk urknald, og det er for mig Richard Wagner. Jeg dyrkede ham, mens jeg skrev romanen. Magda kunne slet ikke holde det ud. Han forbliver ved et motiv, udvikler det og bevæger sig via modulationer over i et andet motiv, og deraf opstår passager, der giver det indtryk, at man stiger ud af tiden og eksempelvis kan forblive i Tristan og Isoldes uendelige lidelse og virkelig føle den.«

– Betyder det, at rækkefølgen af dine kapitler ikke er tilfældig?

»Ja, alt sker efter associationslogik. Det er som den selvanalyse, vi kender fra Freud og Jung eller fra Proust og Hjalmar Söderberg. Det er en associationsteknik. Din association svarer aldrig til nogen konvention, men kun til det netværk, de erindringsstykker eller virkelighedsstykker, som enhver har i sig selv. Det er altså helt individuelt. Hele mit liv har jeg været på jagt efter, hvad der er bag det individuelle, hvad der er fælles, og dette fælles er det net af associationskæder. Med min roman og skift mellem kapitler har jeg efterlignet det associationsnet.«

– Føler du så, at du med ’Parallelle historier’ slap ud af det 19. århundredes kausale spændetrøje og fandt en form, der kan rumme erfaringen på tærsklen til det 21. århundrede?

»For mit synspunkt bliver det for ideologisk. Hvorfor skulle et nyt århundrede have en ny skrivemåde? Hvem siger, at det er opdelt efter århundreder? Det er en krykke, at vi har brug for tiden på den måde. Et århundrede er intet for mig.«

Blikket ser alt, og det indfanges og gengives med næsten fotografisk præcision i hans store roman ’Parallelle historier’ om vores tid.

Ulf Andersen
Getty Images

Erindringer og autofiktion

Parallelle historier er i virkeligheden ikke Péter Nádas’ seneste værk. Han har også i mellemtiden skrevet sine erindringer, som udkom i Ungarn for et par år siden og kommer på tysk til september. Også her fortæller han ikkekronologisk, men associativt.

Den er næsten lige så tyk som de to store romanværker, over 1.200 sider, for han har også villet undersøge, hvordan de begreber, han tænker med er kommet ind i hans hoved, hvordan hans familie var indlejret i en tid og et samfund og hvordan generationer i det hele taget fungerer og hvordan man oversætter de erindringsbilleder, man bærer med sig til ord.

Og jo, Péter Nádas har også læst Karl Ove Knausgård, som han ikke bryder sig om.

»I autofiktiv tendens berører vi hinanden, men han forbliver i individualismen, og denne ophøjede individualisme hænger mig ud af halsen. Det er manierisme. Den måde at skrive om mennesker på er meget nordisk og saglig og har en nådesløshed, som man kender fra Ibsen og Strindberg. Men denne småborgerlige verden har ikke rigtig grebet mig, det er for småt, for kortsynet.«

– Gælder det autofiktion i det hele taget?

»Nej, den er interessant. Knausgårds eneste radikalitet er hans oprigtighed, men oprigtighed i kunst betyder ikke noget. Det er ikke andet end et vedhæng til værkerne. For mig er fantasi vigtig. Han kan ikke løfte sit stof med fantasi, derfor er det kun dokumentarisk interessant, hvis man vil læse om norske forhold. Det er ikke litteratur, men sociologi. Han kan beskrive, hvordan han lever, drikker, bedrager, går på toilettet, men det hører til menneskeliv og ikke litteratur. Thomas Mann skriver også om sådan noget i sine dagbøger, om at han ikke går på toilettet, fordi han lider under stadig stress og forstoppelse. Det tror pokker, når han hver dag spiser en stor bøf. Men hans store værker er ikke påvirket af hans toiletbesøg. Jeg vil ikke forlange den oprigtighed af ham.«

Umulige møder

Péter Nádas er også en stemme i samfundsdebatten med knivskarpe essays. Han kan skrive om alt fra finanskrise, kønsroller, kærlighed til analyser af Orbáns politik. Et tilbagevendende emne er den umulige samtale mellem de to dele af Europa.

Han har flere gange beskrevet, hvordan menneskene i øst og vest forstår begreber som individ, frihed og fællesskab grundlæggende forskelligt, fordi vi stadig i dag er præget på så forskellig vis af 40 års adskilt historie.

»Der findes en ungarsk middelalderforsker, der har beskæftiget sig med disse forskelle mellem øst og vest ved at kigge på brugen af ploven. I Vesteuropa brugte man ploven 150 år tidligere end andre steder, og den forskel betyder meget, og er frem til i dag ikke til at bygge bro over. I Øst- og Centraleuropa var der altid et ønske om at overvinde de forskelle, ikke via lange omveje, men med det samme. Menneskene her vil altid selv lidenskabeligt gøre opdagelser til deres egne, men ikke uden videre overtage de strukturer, der skaber de opdagelser og udvikle de tanke- og livsstrukturer. På grund af de forskelle er der opstået to forskellige måder at se europæisk kultur på.«

Péter Nádas peger på, at efter middelalderen blev udviklingen i det østlige Europa bremset af de tyrkiske erobringer, der fra det ene øjeblik til det andet ødelagde den kristne orden og netværk. Da Østrig igen erobrede området, stod det allerede under indflydelse af troskrigene, ligesom han hæfter sig ved, at fagvidenskaberne aldrig har rodfæstet sig så dybt i det østlige område som i Italien, Frankrig og Nordeuropa. Det har i øst i stedet ført til en særlig snuhed og dyrkelse af egeninteresse.

Derfor var Péter Nádas allerede i 1989 ikke særlig entusiastisk på vegne af et forenet Europa.

»Jeg vidste, at de psykiske strukturer og de sociale forhold ikke lige bliver skiftet ud fra den ene dag til den anden. Jeg skrev dengang, at det ville tage 50 år, inden vi havde overvundet kløften mellem Øst- og Vesteuropa. Men jeg tog fejl, i dag vil jeg sige 200 år, hvis der vel at mærke er fred. Jeg ser i dag tydeligere, hvor meget strukturerne blev ødelagt af statssocialismen. I den første tid efter omvæltningerne indtil 2001 gik det fremad, og vælgerne stemte fornuftigt, men den udvikling blev brudt, fordi det gik for langsomt for befolkningen. Så kom finanskrisen, som Vesteuropa kom godt ud af, men uden at ændre på de strukturer, som havde skabt den, hvilket var meget ufornuftigt, mens Østeuropa gik under.«

SZ Photo / Weise, Anna
Læs også

Den ungarske premiereminister Viktor Orbán er ifølge Péter Nádas et eksempel på den mangel på tradition og ødelagte strukturer, der hersker i landet. Og på den snuhed som kendetegner området. De færreste ved, at han begyndte i politik som radikal liberalist. I midten af 1990’erne skiftede han kurs.

Han havde nemlig set, at i den kreds, han kom fra, blev folk ved med at stemme på de gamle kommunister, selvom de havde ruineret landet. Orbán erkendte, at det ville vælgerne, derfor skiftede han kurs og løsrev sig fra alle liberale grundtanker og trådte ud af sammenslutningen af europæisk liberale.

»Orbán vidste, at vælgerne ikke elskede liberalismen, men ville racisme, populisme, løfter som ikke kan holdes; denne ønsketænkning uden at yde noget. Han er opdraget af liberale mestre, men faldt tilbage i sit gamle miljø.«

»Jeg forstår det ikke, men Europa har igen integreret noget, som strider mod de europæiske grundprincipper. Et flertal af den ungarske befolkning går ind for EU, for de vil gerne have pengene, men de er imod et fællesskab, hvor alle har noget at skulle have sagt, hvor politik handler om forhandlinger og kompromiser. Derfor vælger man en autoritær person som Orbán.«

– Hvad skal man gøre?

»Et umuligt spørgsmål. Jeg kan kun skrive mine bøger.«

– Skulle EU havde været strengere?

»Jo, helt i begyndelsen. Chirac havde ret, da han talte for et Europa i to hastigheder. Han var en af de få, der forstod, at ulighederne mellem øst og vest ikke bare kan afskaffes.«

Péter Nádas mener, at EU har svigtet. Især da man for ikke så længe siden i Ungarn vedtog den fjerde grundlovsændring, hvor Orbáns regering gik meget vidt i nedlæggelsen af retsstaten i Ungarn.

»Trods skarp kritik fra Venedig-kommissionen under Europarådet blev grundlovsændringen gennemført med tilsagn fra EU, selvom det strider mod EU’s lovgivning og demokratiske værdier. Allerede når man læser det første afsnit i den nye grundlov, hvor der er et afsnit om, at man skal bekende sin nationalitet, må man spærre øjnene op. Spørg Merkel eller spørg jeres egen statsminister, hvorfor de har accepteret det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Hans Aagaard
  • Ejvind Larsen
Maj-Britt Kent Hansen, Hans Aagaard og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu