Læsetid: 6 min.

’Er det ikke en lidt sølle sejr at stå på en gold planet, men have retten til at kalde en sort mand for en neger?’

Den politiske korrekthed har taget livet af kunsten, skrev Hanno Rauterberg for nylig her i avisen. Det er gode nyheder, mener nyslået professor på Kunstakademiet Ferdinand Ahm Krag. I hvert fald hvis dødsfaldet gælder Rauterbergs egen eurocentriske kunstforståelse
Ferdinand Ahm Krag er uddannet fra Kunstakademiets Billedkunstskoler. Hans værker er bl.a. repræsenteret i samlinger på Statens Museum for Kunst og Randers Kunstmuseum.

Ferdinand Ahm Krag er uddannet fra Kunstakademiets Billedkunstskoler. Hans værker er bl.a. repræsenteret i samlinger på Statens Museum for Kunst og Randers Kunstmuseum.

23. august 2017

Engang var kunsten fri, det er den ikke længere. Identitetspolitikken har med sin »grasserende anstændighedstænkning« og sit »filisteragtige velmeneri« kvalt den kunstneriske frihed og tvunget kunstnerne til at tage unødvendige hensyn.

Sådan skrev den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg for nylig i et essay i Information, hvor han hævdede, at gamle dyder som originalitet, form og komposition i dag er blevet erstattet af en sværmerisk interesse for oprindelse, hudfarve og køn. Vi er vidner til afslutningen på kunsten, hævdede han.

Men spørger man nytiltrådt professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Ferdinand Ahm Krag er der ingen grund til at beklage, hvis kunsten i Rauterbergs eurocentriske definition er kommet af dage.

»Hvis han med kunstens død mener, at vi er begyndt at se ud over klassiske modernistiske dyder, så hilser jeg kunstens død velkommen,« siger han.

– Har Rauterberg ikke en pointe, når han hævder, at kunstens frihed er hæmmet af identitetspolitik?

»Kunsten er ikke hæmmet, den er udfordret, og det vil den også være fremadrettet. Der vil komme flere sager som dem, han nævner. Men jeg har endnu ikke mødt nogen kunstnere, der siger, at de ikke kan lave det, de gerne vil,« siger han og peger på et af Rauterbergs mange eksempler: en installation af Ernesto Neto fra årets Venedig Biennale.

Værket, der består af nogle telte fra Amazonas, er ikke opført af kunstneren selv, men af et kollektiv af lokale kunstnere, shamaner og plantehealere med direkte forbindelse til Amazonlandets kultur. Det var ment som en respektfuld gestus fra Ernesto Netos side, men ifølge Rauterberg er det blot endnu et eksempel på kunstens politiske korrekthed.

»Men det kan han kun mene, fordi han har et helt klassisk, modernistisk kunstsyn, der handler om at kunstneren skal være original og sprænge grænser. Jeg synes ikke, at han udtrykker nogen forståelse for, hvorfor oprindelige folk figurerer på en kunstudstilling. Som jeg ser det, er det vigtigt, at kunsten netop i den tid, vi befinder os i nu – hvor klimaforandringer betyder, at vi taber arter og kulturelle eksistensformer – også beskæftiger sig med netop dét.«

Ifølge Rauterberg står kunsten imidlertid overfor et andet og mere presserende problem: Overalt mødes kunsten med krav om ikke at virke stødende og krænkende, og i sit essay nævner han som eksempel den hvide amerikanske maler Dana Schutz, som tidligere i år blev mødt med protester fra kunstnerkolleger, da hun portrætterede liget af ​​den sorte dreng Emmett Till, der blev torteret ihjel af en racistisk lynchpøbel i 1950’erne.

Et tilsvarende eksempel er kritikken af den hvide, amerikanske kunstner Kelley Walker, som sidste år udstillede et værk, hvor han havde overtrukket udvalgte billeder af gadekampe fra 1960’erne med hvid og sort chokolade.

– Synes du, det er et problem, at en kunstner som Dana Schutz ikke må portrættere en sort dreng, fordi hun selv er en hvid kvinde?

»Jeg er principielt enig i, at hvis man som hvid kunstner ikke længere må ytre sig om sort lidelse, så dør kunsten. Kunstens præmis og magi er, at det er et sted, hvor vi kan sætte os ud over vores kulturelle og eksistentielle isolation. Kunsten er det sted, hvor jeg som hvid, heteroseksuel mand kan identificere mig med Alice in Wonderland eller Anne Frank og leve mig ind i deres perspektiv. Det er hele æstetikkens eksistensberettigelse og også det sted, hvor æstetikken baner en vej til etikken.«

– Men hvori består problemet med Rauterbergs kritik så? Er det ikke netop den universalistiske og frie kunst, han slår til lyd for, og som han vil beskytte mod identitetspolitikkens anstændighedskrav?

»Nej, for hvis det var dét, han sagde, ville jeg være enig med ham. Men det, Rauterberg i virkeligheden vil beskytte, er det eurocentriske kunstsyn. Han skriver et sted i sit essay: ’Det universalistiske kunstsyn hylder også den opfattelse, at i æstetikkens rige kan alle bruge løs af hinanden …’ Ja, men vi ved godt, at man kan bruge lidt mere løs af hinanden, hvis man tilhører en økonomisk og kulturel overklasse, og historisk set har Vesten jo også brugt lidt mere løs af Den Tredje Verden end omvendt. Jeg køber den form for universalisme, som betyder, at vi kan komme ud af vores kulturelle og eksistentielle isolation, men for fanden, vi bliver da nødt til ikke at sidde fast i en eller anden eurocentrisk narcissisme! Jeg mener ikke, Rauterberg udtrykker nogen som helst forståelse for, hvorfor kuratorer har fundet det nødvendigt at arbejde med oprindelige folks eksistensvilkår og naturopfattelse,« siger Ferdinand Ahm Krag, der mener, at man må »skelne mellem identitetspolitik og antropologisk sensibilitet«.

»Man skal være sensibel over for, at den her planet ikke er Vestens patent, og man må have lydhørhed over for kulturhistorier, som ikke er vestlige. Det er ikke det samme som at være militant identitetspolitisk korrekt og moraliserende,« siger han.

– Der er ikke for meget fokus på minoriteter og identiteter i kunsten i dag?

»Nej, men jeg synes måske, at der er for meget staffage og for lidt dyb tænkning over minoriteters og identiteters betydning og fremtidige eksistensgrundlag. Du kan for eksempel tage Ai Weiweis seneste værk på Charlottenborg. Når hans redningsveste fra bådflygtninge sættes ind i kunstens rum, som er en globaliseret borgerlig kapitalistisk offentlighed, så kommer de hurtigt til at virke som en form for staffage, hvor kunstverdenen kapitaliserer på virkelige katastrofer og ofre, uden at værkerne nogensinde kommer ofrene til gode.«

– Hvad er problemet med Rauterbergs insisteren på kunstnerisk frihed?

»Den der fetish med ’den frie kunst’ er jo opstået med modernismen og avantgarden og er i en vis forstand en anakronisme, fordi tiden ikke længere handler om dét. Selvfølgelig skal den kunstneriske frihed stadig forsvares, når den er truet. Men hvem bestemmer om kunsten er truet? Det afhænger jo af, hvem du spørger. Når jeg lytter til mange ytringsfrihedsdebattører, så virker det, som om de kun kan mærke deres egen ytringsfrihed, når de krænker andre. Og i fremtidig tidsalder med radikale klimaforandringer, er det så ikke en lidt sølle sejr for et menneske at stå på en gold planet, men fortsat at have retten til at kalde en sort mand for en neger?«

– I juni i år anklagede et feministisk kollektiv en lektor fra Kunstakademiet for racisme og krævede ham fyret, efter at han havde optrådt, med hvad de fortolkede som ’black face’… Hvad tænker du om det?

»Radikaliteten i den kritik, der bliver fremsat – at folk skal fyres, og at værker skal destrueres – er alarmerende. Man vil etablere et tabu, og den der overskrider tabuet skal straffes ultimativt. Det er helt uacceptabelt. Omvendt forstår jeg godt, at nogen kan blive krænkede af kunstværker, og det, der generer mig ved mange såkaldte ytringsfrihedsdebattører, er, at de for det første ikke vil forstå det, og for det andet er ligeglade med det. Det er jeg ikke. Men jeg er heller ikke ligeglad med kunstens frihed. Kunsten skal være fri, og de kunstnere, der kommer til at overskride andre menneskers grænser, skal være klar til at tage slagsmålet. Sådan er det. Uenigheder i kunsten skal ikke afgøres ved domstolene, men udkæmpes i den demokratiske offentlighed.«

– Kan man sige, at du er enig med Rauterberg i, at kunsten skal være fri, men ikke i hvad den skal være fri til?

»Jeg synes, han har nogle pointer, men han overgør dem, og der er noget grundlæggende bedaget over hans kritik om, at kunsten ikke længere er fri, for i en vis forstand handler det ikke længere om frihed. Der, hvor klimaforandringerne er ved at bringe os hen, handler det mere om, hvilke natur- og kulturformer der vil overleve og på hvilke præmisser. Den menneskelige frihed er en sølle frihed, hvis den findes på en smadret planet, hvor økosystemet er fuldstændigt ødelagt. Så kan man spørge: hvad har overlevelse med kunst at gøre? Er det ikke en politisk kamp, der skal udkæmpes i parlamentet, som Rauterberg siger? Jo, men når en kultur forsvinder eller en art uddør, så er det samtidig en bestemt måde, livet ytrer sig på, som forsvinder. Og i dén proces er det jo i virkeligheden også æstetikken, som taber rækkevidde.«

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Hans Larsen
  • Steffen Gliese
  • Peter Knap
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Palle Yndal-Olsen, Hans Larsen, Steffen Gliese, Peter Knap, Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er rigtigt, at Rauterberg har et klassisk modernistisk kunstsyn, men det udelukker ham vel ikke fra at kunne deltage i en debat om bl.a. identitetspolitik og i den sammenhæng at kunne komme med nogle relevante pointer?

Når det f.eks. drejer sig om Ernesto Netos installation på årets Venedig Biennale, mener jeg, at Ferdinand Ahm Kragh til dels misforstår Rauterbergs kritik, fordi han allerede på forhånd har placeret ham i en bestemt kategori af kunstkritikere.

Som jeg forstår Rauterbergs kritik, angår den ikke det at tage den nævnte problemstilling op, men måden den gør det på. Den kulturteoretiske forståelse, der ligger bag Ernesto Netos valg af inddragelse af det oprindelige folk, er autenticitetssøgende og romantiserende. Den passer fint ind i en forståelse, der stadig er dominerende i store dele af den økonomisk sikrede, veluddannede og kunstinteresserede middelklasse, der valfarter til Biennalen i Venedig og documenta i Athen og Kassel. En middelklasse, der er mere eller mindre blinde for de store prestigemæssige og markedsorienterede interesser, der ligger bag den slags begivenheder. Ernesto Netos tilgang er udtryk for en form for segmentorienteret populisme, der ikke så meget har med kunstnerisk kvalitet at gøre, som at varetage nogle bestemte interesser.

Hvorfor dæmonisere Rauterberg ved at tildele ham et eurocentrisk kunstsyn? Rauterberg udtrykker ikke kritik af at arbejde med oprindelige folks eksistensvilkår og naturopfattelse. Det, som Ferdinand Ahm Kragh i sin kritik af Rauterberg kalder for mangel på ”antropologisk sensibilitet”, er reelt udtryk for en populistisk bekræftelse af et bestemt kunstinteresseret publikums romantiserende forestillinger om det autentisk fremmede og dermed indirekte en form for identitetspolitik. Man kan måske ligefrem kalde det for en ny form for eurocentrisme på romantisk grundlag. At udvise ”antropologisk sensibilitet” ville f.eks. være, over en længere periode, at flytte til Amazonas og leve med befolkningen på deres betingelser.

Spørgsmålet er, om det ikke igen til dels handler om ”Den frie kunst”? Om der, i den aktuelle samfundsmæssige situation, blot er tale om en anakronisme, som Ferdinand Ahm Kragh påstår, fordi vi forbinder det med modernisme og avantgarde.

Principielt er jeg enig i, at uenigheder i kunsten ikke skal afgøres ved domstolene, men udkæmpes i den demokratiske offentlighed. Problemet er blot, at Ferdinand Ahm Kragh overser det forhold, at sådanne kampe meget ofte netop får konsekvenser, der har at gøre med image, økonomi og det institutionelle liv, for de af kunstens institutioner, der ikke kan holde sig fri af sådanne kampe. Her spiller forskellige medier ofte en afgørende rolle.

Det virker noget forhastet at tilsidesætte spørgsmålet om kunstens frihed til fordel for spørgsmålet om natur- og kulturformers overlevelse. Begge spørgsmål er vel væsentlige, og hvis kunsten på forskellige måder begrænses i dens frihed og dermed muligheder for at bidrage til en større forståelse af den økologiske katastrofe, er det vel også et problem? Uanset om spørgsmålet om kunstens frihed umiddelbart kan virke bedaget eller ej.

Niels Duus Nielsen, Benny Jensen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

"Jeg synes, han har nogle pointer, men han overgør dem, og der er noget grundlæggende bedaget over hans kritik om, at kunsten ikke længere er fri, for i en vis forstand handler det ikke længere om frihed".

Hvis ikke kunsten handler om frihed, hvad pokker handler kunsten så om? Der kan være noget med værket som kan give problemer i virkeligheden, men kunsten kan da ikke handle om andet end frihed.

Jeg har lige kommenteret Knausgårds litteratur som værende faglitteratur, med henvisning til den frihed jeg finder i Dylan Thomas "Do not go gentle into the good long night" og scener fra filmen "Once Upon a Time in the West", hvor alt handler om frihed.

I hvilken forstand handler kunsten ikke længere om frihed?

Steffen Gliese

Kunsten handler da om meget mere og mere grundlæggende end frihed, den handler om eksistens.
Jeg synes, det er en tam kritik, der rejses imod Ferdinand Ahm Krag, og en frihedsbegrænsende en af slagsen, der vil sætte grænser for, hvad kunsten rent metodisk kan.
Vi lever ikke i tider, hvor en antropologisk metode nødvendigvis indebærer at deltagende feltarbejde - som jo i øvrigt i sin tid var voldsomt omdiskuteret: man kan ligeså godt tale med folk selv og få dem til at forklare og demonstrere, hvad der er tale, på lige fod, sådan som Neto faktisk har gjort. Verden er ikke nødvendigvis en spejderlejr, hvor mimetisk teknik bringer svarene.

Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese. Det du taler for, minder mig om de typiske "kom og mød kunstneren" arrangementer, der i forhold til en dybere forståelse af kunsten typisk forbliver ret indholdstomme og mest har karakter af et "kom og se giraffen" arrangement. En form for romantisk kunstnerdyrkelse.

Else Marie Arevad

Hvis man står på en gold planet, er man nok ligeglad med, om andre kalder en sort eller neger. Så har man mere end nok at gøre med at holde sig i live.

Bjarne Toft Sørensen

Michael Kongstad Nielsen. Hvis du ser det inden for et forholdsvis snævert perspektiv, har du sikkert ret, men ud fra et bredere perspektiv består kunstens verden af mange forskellige grupperinger eller segmenter af personer, med interesser, der på nogle punkter er sammenfaldende og på nogle punkter forskellige. Ud fra et sådant perspektiv har du sikkert ikke ret.

Jvf. »Alle elsker at tale og diskutere identitetspolitisk kunst, men en langt større del af samtidskunsten handler om det æstetiske og universelle. Den del af kunsten er mere velfinansieret og økonomisk bæredygtig,« siger Sanne Kofod Olsen.
https://www.information.dk/kultur/2017/08/medierne-diskuterer-etik-kunst...

Diskussionen drejer sig, som jeg ser det, om hvilken retning forskellige grupperinger ønsker, at kunsten skal udvikle sig i. Jeg sympatiserer ikke med Hanno Rauterbergs kunstsyn, men på nogle punkter mener jeg, at han har ret, og at vi har fælles interesser.

Ferdinand Ahm Krag vil gerne på George Bush vis give indtryk af, at enten er man helt og fuldt enig med ham eller også tilhører man gruppen af ytringsfriheds - fanatikere på den yderste højrefløj. Jævnfør artiklens rubrik.

Jeg synes, det er interessant, at når det drejer sig om Ai Weiweis seneste værk på Charlottenborg, ser han det ud fra en globaliseret borgerlig kapitalistisk offentlighed, hvor kunstverdenen kapitaliserer på ofre. Men når det drejer sig om kunst, han sympatiserer med, glemmer han fuldstændig det med den globale borgerlige kapitalistiske offentlighed, hvor kunstverdenen kapitaliserer på såvel samfundets fonde, publikum, kunstnere som ofre. Det vil jeg gerne minde ham om.

Jeg går bl.a. ind for en fællesskabsorienteret politisk kunst, hvor den æstetiske kvalitet selvfølgelig er i orden, men ikke ind for en særinteresseorienteret politisk kunst og/eller en sammenbrudsromantisk kunst, der vil begrænse andre menneskers frihed for at pleje egne interesser.

Steffen Gliese

Jeg forstår simpelthen ikke din indvending imod Netos 1st nation projekt ud fra det kunstsyn, du skitserer, Bjarne Toft Sørensen.

Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese. Jeg er for hjælp til udsatte grupper af mennesker, fordi de er mennesker, og ikke fordi de tilhører en bestemt form for kultur, som kunst- og kulturinteresserede europæere ud fra en eksotisk interesse kan finde interessant. I den professionelle kunstverden kender man udmærket denne interesse for det eksotiske, og forstår på forskellige måder at udnytte det. Jeg har en holdning til den form for kunstværker, men mener af principielle grunde ikke, at de ligefrem skal bekæmpes eller forbydes. Der er også så mange andre former for udnyttelse i tilknytning til kunstens verden, og det er svært at graduere sådan noget på en bestemt skala.
Jvf. følgende fra artiklen: " --- et kollektiv af lokale kunstnere, shamaner og plantehealere med direkte forbindelse til Amazonlandets kultur".
Måske er der træk ved værket, som jeg har overset, ud fra de oplysninger, som jeg har kunnet finde om det. Der er jo altid et element af fordomme, i den måde, man møder kunstværker på, jf. filosoffen Gadamer.

Steffen Gliese

Der er jo bare tale om det modsatte: at etablere relationer mellem grupper, det er jo derfor, det er i samarbejde mellem de forskellige etniciteter, at værket skabes - i opposition imod kulturel appropriation.

Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese: Et er teori og god markedsføring (for stort set alle er imod kulturel appropriation). Noget andet er praksis, set i en større sammenhæng ud fra den måde, som den professionelle kunstverden fungerer på.. På mig virker det utroværdigt. Det som Hanno Rauterberg kalder for filisteragtigt velmeneri.

Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese. "Måske giraffen er den ægte vare". Hvis du hermed tænker på kunst, hvor livsform og kunst går op i en højere enhed, så har eksperimenter i den retning min sympati. Sådanne tanker findes bl.a. hos filosoffer, der er inspireret af Nietzsche, f.eks. hos Foucault og Deleuze. Men sådan noget skal, efter min mening, ikke "udstilles" på relationel vis på en Venedig Biennale.