Kommentar
Læsetid: 4 min.

Litterær søskendestrid

Hvad stiller man op, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet i et fiktivt værk? Norske Vigdis Hjort skrev sidste efterår den meget omtalte roman ’Arv og miljø’. Nu debuterer hendes lillesøster, juristen Helga Hjorth, som romanforfatter for at levere en modhistorie til de incestanklager mod faren, som storesøsteren kom med i sin roman. Spørgsmålet er, hvad der kommer ud af det?
Kultur
19. august 2017

Debatten om den såkaldte virkelighedslitteratur, det norske svar på autofiktion, har raset i Norge, siden Vigdis Hjorth sidste efterår udgav romanen Arv og miljø, hvori fortælleren Bergljot opruller sin families arvestrid (om noget så ærkenorsk som familiehytterne) side om side med en incestanklage mod sin far.

Den centrale fortælling i Arv og miljø er fortællingen om, hvordan en familie håndterer eller ikke håndterer en incestanklage; men i den offentlige debat er det spørgsmålet om Hjorths virkelighedsgengivelse, der har fyldt mest.

Startskuddet til virkelighedslitteraturdebatten kom fra Aftenpostens anmelder Ingunn Økland. Efter i en anmeldelse at have kaldt Arv og miljø for »årets heftigste norske bog« og en »feberhed incesthistorie« viede hun et længere indlæg til Vigdis Hjorths litterære metode, som hun fandt højst problematisk. For kan man tillade sig at gengive breve, e-mails og sms’er, man har modtaget fra virkelige personer, som en del af et fiktionsværk?

Hjorth er ikke den første romanforfatter, Økland har et horn i siden på. Hun har tidligere påpeget det problematiske i, at Karl Ove Knausgård gengav dele af en e-mailkorrespondance med sin onkel i sjette bind af Min kamp, men i Hjorths tilfælde gør romanens incestanklage, at virkelighedslånene får en mere alvorlig klang: Skal romanen læses som en anklage mod Vigdis Hjorths egen far?

Det har Helga Hjorth, Vigdis’ lillesøster, åbenbart læst det som. I hvert fald har hun følt sin familie så udleveret, at hun nu har skrevet en forsvarstale af en roman, Fri vilje, som spejler Vigdis Hjorths roman: Fri vilje handler om jegfortælleren Ninas proces med at skrive en roman, som handler om hendes skabagtige og selvoptagede kunstnerstoresøster, Vera, og dennes falske incesterindringer.

’Fæle beskrivelser’

Over for denne dramaqueen af en alkoholiseret søster sætter romanen beskrivelser af faren som godheden selv, for eksempel når han trækker den unge Nina afsted på ski: »Jeg huskede fars ryg. Stor og tryg i blå anorak. Rebet rundt om livet, bundet fast til den improviserede skikælk, hvor jeg sad.« Mere idylnorsk bliver det ikke.

Til pressen har Helga Hjorth udtalt, at hun ikke kunne leve med de »fæle beskrivelser« af familien, som kom frem i romanen, og at hun har følt et ansvar for at forsvare sine forældre. Samtidig har det været vigtigt for hende at tematisere, hvordan det kan opleves at være levende model; som privatperson kan man ikke påberåbe sig nogen juridisk beskyttelse mod, at ens private e-mails og telefonsamtaler bliver gengivet i fiktionaliseret form.

Derfor er det en snedig hævn at udgive modsvaret i romanform, hvor Helga Hjorth også selv kan påberåbe sig fiktionens frihed.

Storesøster Vigdis har hele tiden insisteret på, at Arv og miljø er en roman, og at den ikke handler om hende selv; i et interview med Dagbladet har hun udtalt, at det har været vigtigt for hende at skrive om et tema, som ingen vil se, og at den handler om »smerten ved at leve med en historie, som skal ties ihjel eller fejes ind under gulvtæppet, for at facaden opretholdes.«

I Vigdis Hjorths forfatterskab kan man både finde et stærkt selvbiografisk spor og et mere samfundskritisk et. Spørgsmålet er, hvor Arv og miljø skal placeres i forhold til de to spor.

Lanceringen af romanen Om bare (2001), som handler om et passioneret, udenomsægteskabeligt forhold, blev ledsaget af Vigdis Hjorth hånd i hånd med sin nye kæreste; virkelighedsoverlappet var så tydeligt, at den erotiske del af romanen var tæt på at blive pinlig. Tredve dager i Sandefjord (2011) bygger på Vigdis Hjorths fængselsophold, efter at hun blev taget for promillekørsel.

I nogen af Hjorths seneste romaner er der derimod et anderledes samfundskritisk perspektiv. Leve posthornet! (2012) handler om en livstræt kommunikationsbrancheansat, som uventet finder en ny mening med livet og en politisk vækkelse i sin kamp mod EU’s tredje postdirektiv, mens romanen Et norsk hus (2014) kaster et kritisk blik på komfort og smålighed i den norske velfærdsstat i portrættet af en småfordrukken tekstilkunster og forholdet til hendes polske lejere.

Så hvordan skal vi forstå Vigdis Hjorths roman? Og er det overhovet vigtigt for romanen som litteratur, hvor meget sandhed der er i den? Der er noget næsten ironisk over, at hvor Vigdis insisterer på, at hendes roman er fiktion, ser Helga fiktionen som det eneste sted, hun kan gengive virkeligheden, som hun ser den. Det gør det svært at læse Fri vilje som en roman: Er der stadig tale om fiktion, hvis forfatteren insisterer på, at det er sandheden?

Som roman er Fri vilje et udmærket stykke håndværk, men det er svært at forestille sig romanen uden Arv og miljø, som den langt fra kan måle sig med. Fri vilje giver en stemme til et af litteraturens virkelighedsforlæg, som ellers aldrig kommer til orde – og som har al mulig ret til at føle sig krænket over, at private korrespondancer er blotlagt.

Som den norske avis Klassekampens bogredaktør Karin Haugen skriver, så er Helga Hjorths angreb på overgrebshistorien problematisk, når hun bekræfter udbredte forestillinger om overgreb, for eksempel at en omsorgsfuld familiefar ikke kan begå overgreb.

På den måde gentager Fri vilje det traume, som ligger til grund for Arv og miljø: Den afviser kategorisk det ubehagelige, man ikke vil snakke om, og insisterer på ikke at forholde sig til indholdet i den centrale anklage om incest.

Det er der ikke meget forløsning i, hverken litterært eller familiært.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her