Læsetid: 6 min.

Man må ikke sammenligne flygtningelejre med Auschwitz. Heller ikke i kunsten

’Nutidens flygtningelejre er at sammenligne med Auschwitz.’ Sådan hed det i den omdiskuterede kunstperformance ’Auschwitz on the Beach’ af den italienske filosof og forfatter Franco Berardi, som i weekenden skulle have været opført på Documenta-festivalen i Kassel. Efter kraftig fordømmelse blev performancen aflyst
Syrisk flygtning i lejr i Grækenland denne sommer. I et værk af den italienske kunstner Franco Berardi sammenligner han lejrene med Auschwitz. Installationen blev dog droppet af Documenta i Kassel på grund stor kritik i Tyskland.

Syrisk flygtning i lejr i Grækenland denne sommer. I et værk af den italienske kunstner Franco Berardi sammenligner han lejrene med Auschwitz. Installationen blev dog droppet af Documenta i Kassel på grund stor kritik i Tyskland.

Arkivfoto

28. august 2017

Europa er blevet en skygge af sig selv. Humanisme og demokrati er gået til grunde, og fascisme og autoritær aggressivitet er igen på fremmarch. Franco ’Bifo’ Berardi er berygtet for sine dommedagsagtige samtidsdiagnoser over Vestens moralske og politiske forfald. I sin nye kunstperformance med den polemisk klingende titel Auschwitz on the Beach er han dog gået for vidt – i hvert fald ifølge den tyske kulturoffentlighed.

I performancen trækkes der en lige linje fra nazitidens jødeforfølgelse til nutidens europæiske migrationspolitik: »Europæerne opfører koncentrationslejre på deres egne territorier og betaler deres håndlangere i Tyrkiet, Libyen og Ægypten for at udføre det beskidte arbejde langs Middelhavets kyster, hvor Zyklon B efterhånden har erstattet saltvandet,« hed det i programhæftet til performancen, der skulle bestå af et digt, et soundtrack og en billedinstallation. Men sådan blev det ikke.

Documenta er eksponent for en tandløs, politisk korrekt kunst, hvor alt er opdelt i pæne skillelinjer, og hvor der ikke er plads til at bryde grænser, skrev den tyske kulturkritiker Hanno Rauterberg for nyligt i en artikel, der blev bragt i Information. En ufri form for kunst med en rigid, identitetspolitisk tankegang, hvor enhver repræsenterer sig selv, og man ikke piller ved noget, man ikke har personlig erfaring med. Som for eksempel Holocaust.

Har Documenta med Auschwitz on the Beach i Rauterbergs øjne vovet at gøre en undtagelse fra denne censurerende kunstopfattelse, sørgede den tyske offentlighed for, at der var afregning ved kasse ét.

»At beskrive nutidens flygtningetematik med termer fra den systematiske, nationalsocialistiske jødeudryddelse er uholdbart, vidner om usigelig uvidenhed og er blottet for enhver form for skamfølelse. Holocaust er en enestående, præcedensløs forbrydelse. Enhver form for relativering bør være forbudt,« lød den ikke overraskende indsigelse fra Charlotte Knobloch, forkvinde for den israelske kulturmenighed i München og Oberbayern samt ansvarlig for Holocaust-erindring i World Jewish Congress. Sammen med Kassels overborgmester, Christian Geselle, som kaldte værket en »skandaløs provokation«, fordrede hun en aflysning af performancen. Documenta modtog i den forgange uge desuden talløse private klager over Auschwitz on the beach.

Ingen yderligere sorg

Onsdag morgen, én dag før tæppet skulle have været trukket for den omstridte performance, meddelte Berardi og festivalledelsen, at de efter nøje overvejelse havde besluttet ikke at opføre den.

»Vi respekterer dem, der føler sig angrebet, og vil ikke tilføre yderligere smerte til deres sorg,« hed det i pressemeddelelsen. I samme åndedræt inviterede de dog offentligheden til en »erstatningsdiskussion« om »fascismens nye ansigter« og Europas migrationspolitik under den flertydige overskrift »Shame on us«.

I Kassel har der således torsdag aften samlet sig en broget kø af mennesker foran Documenta-festivalens hovedkvarter Fridericanum, et af Europas ældste museer og i dag et hot spot for samtidskunst. På det brede, gårdspladsagtige areal foran museet er Foreningen mod Antisemitisme stillet op med megafon. Skulder ved skulder med Kassel Fredsbevægelse deler de flyers ud og demonstrerer imod aftenens diskussionforanstaltning.

Om det så var intentionen eller ej, må man konstatere, at det med den provokerende titel på hans værk er lykkedes Berardi at få en bred vifte af folk uden for det sædvanlige samtidskunstklientel på barrikaderne.

Indenfor i Fridericanum mussets foyer er forsamlingen imidlertid domineret af en mere udpræget Documenta-crowd: kunstnere og intellektuelle, for hvem Berardi synes at have guruagtig status. Klapsalverne bryder ud allerede inden den bebrillede, hårfagre filosof har udtalt det sidste ord i sin 20 minutter lange fabulerende åbningstale, i hvilken Europa som vanligt bliver spiddet:

»Det her handler ikke om ytringsfrihed, men om at indse vores nuværende impotens,« fremsiger Berardi på engelsk med syngende italiensk accent.

»Folk siger, at jeg skal skamme mig. Ja, jeg føler skam. Jeg føler skam, fordi jeg er ude af stand til at stoppe den fascisme, som først og fremmest bygges op i Europa. I 500 år har den hvide, vestlige race været i stand til at dominere, plyndre, myrde, undertrykke og fornægte, bare fordi den er stærk. De europæiske regeringer har besluttet at lade folk drukne i havet. Så taler vi om korrektheden af at bruge et ord eller et andet ord. Men først og fremmest handler det her om, at vi er ude af stand til at indse et fænomen, som er umuligt at undgå: migration.«

Hitler og Trump

Målet med Auschwitz on the Beach var, understreger Berardi, at udstille nazisternes mord på de europæiske jøder som det »ultimative grænse- og referencebegreb for en ekstrem, voldelig og systematisk uret overfor nutidens flygtninge«. En uret, som efter hans mening er sammenlignelig med tilstanden under Anden Verdenskrig, hvor mange lande lukkede deres grænser for de jødiske flygtninge.

Nutidens flygtningelejre er heller ikke ulig nazisternes kz-lejre, ifølge Berardi.

»De er hverken transparente eller designet til at åbne op for nogen form for håndgribelig fremtid for deres beboere. I stedet har de til formål at fjerne flygtninge-’problemet’ fra europæernes øjne. Det administrative apparat og de tekniske og organisatoriske ressourcer, man har til at løse problemet ved at holde flygtningene fra livet, er moderne og yderst avancerede. Men selv om folk bogstaveligt talt dør på vores dørtærskel, er mainstreampolitikken, som er ansvarlig for denne teknologi, ude af stand til virkelig at tackle problematikken.«

Erkendelsen af, at man i Vesten ikke længere er udødelig, har styrtet hvide arbejdere i Europa og USA ud i en identitetskrise, som har ført til, at de stemmer på Donald Trump, Viktor Orbán og Brexit, siger Berardi.

I den sammenhæng ser han Adolf Hitler som en slags datidens Trump. En leder, som indgød folk selvtillid og fortalte dem, at de var »hvide krigere«. At nazisternes massemord på jøder i kz-lejrene adskilte sig fra nutidens flygtningelejre ved at være et et ideologisk funderet og bureaukratiseret udryddelsesmaskineri, gør for Berardi ikke sammenligningen mindre frugtbar.

»Auschwitz var et symbol for absurd barbari. Det, der sker i dag, minder os om, at ingen må udgrænses. Når vores politikere siger, at de kun vil tage imod arbejdsdygtige flygtninge og er ligeglade med resten, må vi alle tænke over, hvordan vi kan leve i et system, der har så brutale følger, at det igen kan komme til en Auschwitz-lignende situation,« ender Berardi sin passionerede talestrøm efter den to timer lange debat torsdag aften i Fridericianum.

Vellykket mediestunt

Ikke bare Kassel’s jødiske menighed, men også flere ministre samt alle toneangivende aviser landet over har enten fordømt Auschwitz on the Beach som en grov relativering af Holocaust eller affærdiget værket som et opportunistisk mediestunt.

Få aviser har indladt sig på debatten om, hvorvidt Berardis sammenligning mellem Holocaust og nutidens flygtningeproblematik er valid: »Flygtningene i Middelhavet er endt der på grund af borgerkrig og politisk og social elendighed i deres hjemlande. De har dermed ikke friviligt valgt at flygte, men de skriver trods alt deres ’egen historie’. Flugten er deres beslutning, ligegyldigt hvor svære omstændighederne måtte være,« konstaterede en klummeskribent i det borgerligt-konservative dagblad Die Welt.

Mediestunt eller ej – med sit end ikke opførte Auschwitz on the Beach har Berardi formået at få sat sin agenda på dagsordenen. Og måske bekræftet, at Hanno Rauterbergs kritik af den politisk korrekte kunst ikke er grebet ud af den blå luft. I hvert fald når det kommer til tyskere og Holocaust. Til spørgsmålet om, hvorvidt han fortryder sammenligningen, siger Berardi klart nej.

»Jeg ville gøre noget chokerende for at konfrontere menneskene i Europa med de lidelser, flygtningene i Middelhavet er udsat for. Ordet ’Auschwitz’ var ment som et tilflugtsted. Som en beskyttelse mod den fascisme og vold, som er kommet tilbage. Var det forkert? Jeg ved det ikke. Europas befolkning er nødt til at forstå, at det er i vores interesse at åbne grænserne og acceptere folk. Vi er nødt til det – ikke kun af moralske grunde, men fordi alternativet er fascisme og massiv ødelæggelse af vores liv, ikke kun af de andres.«

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel, Bjarne Toft Sørensen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det kan være svært at afgrænse og præcisere, hvad værket mere præcist går ud på, da det bl.a. vil kræve en række oplysninger om, hvad det mere præcise forløb har være op til aflysningen af den planlagte performance, hvilke aftaler der er blevet indgået, og hvilke samarbejder der har været mellem documentas ledelse, involverede medarbejdere og Franco Berardi.

Det er oplagt, at værket ikke kan afgrænses til den planlagte performance ”Auschwitz on the Beach”, og at programhæftet må betragtes som en væsentlig del af værket. Det må betragtes som værende ret forudsigeligt for documenta og kunstneren, at der ville komme kraftige reaktioner på annonceringen af værket, og at dette har indgået som en del af planlægningen af værket.

Værket må derfor udvides til at være en form for performativt eksperiment, hvor kunstneren, og de involverede hos documenta, kun til dels har kunnet forudsige og styre, hvordan værket ville udvikle sig. En række repræsentanter for institutioner, politikere, ministre, medier og aviser har mere eller mindre bevidst om dette taget del i værket. Berardi og festivalledelsens pressemeddelelse og erstatningsdiskussionen ”Shame on us” må også betragtes som værende en del af værket.

Selvfølgelig drejer det sig om behandlingen af flygtninge i Europa, men for mig at se handler det også i høj grad om grænserne for ytringsfrihed og kunstens autonomi. Gennem kunst som en eksperimentel test er det muligt at danne sig et billede af, hvor grænserne går for kunstens frihed og ytringsfriheden i et land som Tyskland.

For mig at se har vi brug for sådanne kunstformer, som tør udfordre samspillet mellem kunst, massemedier og institutioner i samfundet i dag. En kunst, der i store træk respekterer principperne for kunstens autonomi, men som også tør overskride dem for hele tiden at holde os orienteret om, hvor grænserne går.

Værket må i store træk betragtes som værende vellykket, selv om festivalledelsens og kunstnerens fælles pressemeddelelse, for mig at se, i for høj grad er et knæfald for knægtelsen af kunstens autonomi og ytringsfriheden. Men omstændighederne taget i betragtning har ledelsen af festivalen måske skønnet, at det var nødvendigt for festivalens muligheder fremadrettet.

at overhovedet at benævne lejrene som vor tids Auschwitz, er en fornærmelse mod så mange at det er uoverskueligt at opremse dem alle.
Føj for satan. Franco Berardi har med denne sammenligning sat sig udenfor enhver debat. Man må håbe at der iblandt hans følgere/ sympatisører findes bare én enkelt med mod nok til at sige ham imod.

Christian De Thurah

Der er to spørgsmål, der bliver rodet sammen her. Det ene er, om nutidens flygtningelejre kan sammenlignes med nazisternes kz-lejre. Det andet er, om Franco Berardi har lov at hævde det i et værk.
Svaret på det første er efter min mening helt indlysende nej, svaret på det andet et lige så indlysende ja. Havde udstillingen fundet sted er andet sted end Tyskland, var resultatet nok blevet et andet. Her er man stadig overdrevent følsom, når det gælder udsagn som dette eller f.eks. benægtelse af Holocaust.
Der skal være plads til synspunkter, der går mod det alment accepterede, uanset hvor forvrøvlede og irriterende de måtte være.

Herdis Stjer, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Søren Ferling, Eva Schwanenflügel, Mette Poulsen, Bjarne Toft Sørensen, J. Stoumann Jensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

"Har "kunsten" ret til at bedrage?" Ja, det har den.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Peter Knap og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

At holde kikkerten for det blinde øje.
Nogle 'flygtningelejre' i Libyen drives af millitsgrupper, og drives som slavelejre, med daglige mord, voldtægter og overgreb.
Sammenligningen er helt reel.

Herdis Stjer, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og David Henriksen anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Nu skal vi måske vente og se hvilke forbrydelser der med tidens løb bliver afsløret i flygtningelejrene inden vi afviser en mulig sammenligning.

Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg er ud af efterkrigs generationen (1955) og gennem både min barn og ungdom diskuterede man stadig krigen tilbagevendende ved søndagens kaffebord.

Når man i Danmark opretter teltlejre til flygtningene, hvilket med det danske klima, må betegnes som inhumant, så sammenligningen med dødslejrene fuldt ud rimelig. At tyskerne tager det ilde op er til gengæld forståeligt tre generationer senere, der alle har forsøgt at lægge krigen bag sig.

Efter grundig overvejelse og tanker om en kunstners ret til at udtrykke sig, er jeg stadig af den overbevisning, at sammenligning af flygtningelejre
med udryddelseslejre er infamt. Det er historieforfalskning af værste skuffe og en hån mod dem, der led døden i nazisternes rædselslejre. De er sikkert i deres gode ret juridisk, men menskeligt er det afstumpet og følelseskoldt.

Niels Duus Nielsen

Det er efter min mening fuldstændig forfejlet at forbyde sammenligninger mellem nazisternes ugerninger og hvad man nu finder af tendenser i nutiden, som man ønsker at kunne sammenligne dem med.

Auschwitz var selvfølgelig et enestående fænomen, fordi historiske foreteelser qua historiske altid er unikke, men det forhindrer da ikke, at man kan sammenligne historiske begivenheder? Hvordan skulle vi ellers lære af historien?

At helliggøre Auschwitz ved at tabuisere det er den lige vej til at gentage forbrydelsen. Men det er selvfølgelig en god måde at forplumre debatten på. Så diskuterer vi nemlig form i stedet for indhold, og undgår dermed at tage stilling til det egentlige problem, som er, at mennesker dør, fordi de er på flugt, og vi lader dem dø, fordi vi ikke vil dele vores rigdom med den fattige verden. Det handler om Lebensraum, for os og for dem.

Den måde, vi behandler flygtninge på står ikke tilbage for den måde, nazisterne behandlede jøderne på, blot er vi meget mere sofistikerede i vore dage. Om sofistikeret ondskab er bedre end rå brutalitet har jeg svært ved at afgøre.

Janus Agerbo, Ebbe Overbye, Poul Sørensen, Martin Madsen, Steffen Gliese, Johnny Winther Ronnenberg og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Når vi har DF'ere og UKIP som i alvor foreslår at man skyder efter flygtningebådene i Middelhavet er der ikke langt hen til ting der kan sammenlignes med Anden Verdenskrig. Hvis de får magt som de har agt er vi der hurtigere end de fleste kan forestille sig.

Når folk ophøjer nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig glemmer de bekvemt alle de andre massemord som vi ikke har billeder eller video af, bl.a. kommunisternes udrensning i Sovjet og det britiske emperiums fremfærd i Indien. Ofte gik det hårdest ud over landbefolkningen som blev udsultet eller bare myrdet. Så kunne de jo lære det. Nazisterne bliver bekvemt brugt til at beskrive ultimativ ondskab som om at andre ideologier eller styreformer ikke har mindst lige så mange mord på samvittigheden.

Poul Sørensen, Steffen Gliese, Johnny Winther Ronnenberg, Niels Duus Nielsen og Herdis Stjer anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Skal der ikke sættes fokus på hvordan store dele af den tyske befolkning handlede eller måske nærmere undlod at handle.

I mine øjne er der træk til at store dele af den danske befolkning er ved at blive ramt af samme fobier som blev opdyrket i Tyskland under krigen.

En anden ting der kan minde om Tyskland i 1930érne er hentydningerne om at dit og dat er socialisternes og kommunisternes skyld. De var jo også nogle af de første der blev sendt i lejre.

Hvorfor ikke huske og tage ved lære så "vi" ikke gør samme fejl igen.

Poul Sørensen

"Auschwitz on the Beach" sætter virkeligt fokus på at vi stadig ikke forstår, at det var almindelige tyskere dere lod sig hjernevaske.
Berardis sammenligning mellem Holocaust og nutidens flygtningeproblematik er selvføgelig valid og i et sådan omfang at det nærmest er smertligt pinsomt.

Ddet er rigtigt mange af de samme mekanismer fra nazismen, der bliver aktiveret og vi lukker øjnene for psykisk og fysisk terror der udøves næste præcis som det sker i guds eget land i forhold afriamerikans eller Israels behandling af palæstinenserne. Problemet er gigantisk og det behandles på den traditionalle måde med at feje det ind under gulvtæppet- og det er virkelig horribelt... nærmest til grænsen af vanvid.
Da Nin Hansen bragte Schlutter regeringen ned med tamilsagen, der handlede det også om at man ikke ville hjælpe nogen flygtningen i nød.... der er intet nyt ved det og det gentager sig og gentager sig og alle nægter at erkende mønsteret med undtagelse af facisterne, der udnytter det og har udnyttet det her i landet i et omfang, hvor det har været bestemmende for hvem der har haft ledelsen og hvilken politik der er blevet ført her i landet i næsten de sidste 15 år.

Når man lægger regnestykket sammen, så kan man se det hele er en stor sammenhæng af nøjagtigt det samme.

- Holocaust bestod af millioner af menneskers systmatiske og umenneskelige udryddelse, men når flygtningen herhjemme behandles så dårligt at de kigger ind i en afgrund, måske ikke i form af et tysk gevær, men i form af af telt væg i en teltlejr, hvor regeringen "holder" flygtningen under forhold der skal være skræmmende andre mennesker der behøver hjælp til ikke at banke på vores dør, så er det lig de forhold der førte til holocaust.

Poul Sørensen

....Flygtninge problmet er en stor sammenhæng og det er vigtigt at huske på hvad Hitler kaldte det, fordi det siger meget om gentagelses mønsteret i flygtningen og migtrations problemet.
Hitler lovede de tyske folk at de ikke ville behøve at høre mere om problemer med folk der var anderledes end dem selv og Hitler kaldte løsningen for "den endelige løsning".
.... så lad os blive enig om, at vi aldrig må blive så trætte af at diskutere flygtninge og migrations problem løsning og huske på at der ikke er nogen "endelig løsning", men der altid vil være behov for udvikling, uddannelse og dialog .... Vi må ikke tro, at vi kan fortsætte med at løse vores problemer millitært.... det gør bare det hele værre.