Læsetid: 4 min.

Medierne diskuterer etik, men i kunstverdenen diskuterer man æstetik

Hanno Rauterberg overser noget helt væsentligt, når han kritiserer kunsten for at blive vurderet ud fra parametre som identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Identitetspolitiske diskussioner fylder nemlig kun en lille del i kunstverden. Æstetik, form og komposition fylder derimod meget mere, og det er også den del af kunsten, der er økonomi i, siger Sanne Kofod Olsen, der er rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi
Sanne Kofod Olsen, rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, anerkender den tendens, Hanno Rauterberg beskrev i sit essay forleden i Information, men hun frygter ikke for kunsten.

Sanne Kofod Olsen, rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, anerkender den tendens, Hanno Rauterberg beskrev i sit essay forleden i Information, men hun frygter ikke for kunsten.

Per Folkver

19. august 2017

»Hvis man gør det op i kroner, ører og spalteplads, så er det ikke rigtigt, at det er den identitetspolitiske kunst, der har overtaget. Det er en forkert konklusion.« 

Det siger rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen, og henviser til Hanno Rauterbergs diagnose af kunsten, som han beskrev den i et essay bragt i Information i onsdags.

Her hævder Hanno Rauterberg, at kunst handler mere om identitetspolitik end æstetik. Han bruger et værk af den hvide, amerikanske kunster Dana Schutz som eksempel. Dana Schutz blev beskyldt for at fremprovokere raciale og kulturelle spændinger, da hun portrætterede liget af ​​den sorte dreng Emmett Till, der blev torteret ihjel i 1955.

I essayet nævner han også andre eksempler, hvor kunstnere er blevet voldsomt kritiseret for at lave kunst med temaer, der ikke stemmer overens med deres oprindelse, hudfarve, køn eller lignende.

Men ifølge Sanne Kofod Olsen, så fylder diskussionen om identitetspolitisk kunst uproportionalt meget i medierne i forhold til markedstendensen i kunsten.

»Alle elsker at tale og diskutere identitetspolitisk kunst, men en langt større del af samtidskunsten handler om det æstetiske og universelle. Den del af kunsten er mere velfinansieret og økonomisk bæredygtig,« siger Sanne Kofod Olsen.

Hun mener, at Hanno Rauterberg er for polemisk i sit essay, fordi han peger på identitetspolitiske diskussioner af kunsten og siger, at de er ødelæggende.

»Han skriver, at det æstetiske, universelle, modernistiske kunstsyn og kunstproduktion er decideret truet af etiske diskussioner. Det gør han samtidig med, at han refererer til en baggrund med et mere universelt, modernistisk kunstsyn, som trækker på det æstetiske i stedet for det etiske,« siger Sanne Kofod Olsen.

’Der er en censur’

– Det er muligt, at det ikke er afslutningen på kunsten, men har han en pointe i, at hvis kunstnere bliver begrænset i deres kunst, så er kunsten ikke fri?

»Der er en censur, det giver jeg ham ret i. Den censur opstår på baggrund af, at nogle bliver personligt stødt. Hvis jeg skulle nævne et hjemligt eksempel, så kunne jeg nævne Dan Parks racistiske tegninger. De støder helt klart nogle mennesker – de støder også mig – men jeg siger ikke, at han ikke må lave dem, for så ville jeg overskride hans kunstneriske frihed,« siger Sanne Kofod Olsen:

»Der er masser af kunstnere, der beskæftiger sig med den æstetiske kunst frem for den politiske. Jeg vil også hævde, at der er flere, der beskæftiger sig med den æstetiske end den etiske og politiske dimension.«

Forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg fremhæver i sit essay blandt andre den hvide maler Dana Schutz, som blev udsat for hård kritik, da hun portrætterede liget af ​​den sorte dreng Emmett Till.
Læs også

»Jeg anerkender samtidig den her tendens, som Hanno Rauterberg giver nogle eksempler på. Eksempler hvor hvide kunstnere er blevet beskyldt for at fremprovokere raciale og kulturelle spændinger, og hvor de er blevet bedt om at undskylde. Dem har jeg også diskuteret med min omgangskreds, men jeg synes ikke, det er en meget dominerende tendens, og jeg frygter ikke for kunsten,« siger Sanne Kofod Olsen.

– Er det en voksende tendens, at kunst bliver censureret?

»Ja, han har fat i noget. Kunsten bliver udsat for censur, og det er det, han problematiserer. Han nævner Sam Durant (hvid, amerikansk kunstner, der har beskæftiget sig med massehenrettelser af indianere fra Dakota-stammen, red.), som afmonterede sin installation og overdrog resterne til den indianske stamme. Det var selvcensur. Der er også eksempler fra folk, der har kæmpet for deres ret til at udstille.«

Tænk på Freddie

– Er det noget nyt i, at man censurerer eller fjerner kunst?

»Der er noget nyt i den måde, man formulerer det på. Men der er ikke noget nyt i, at man censurerer kunst – tænk på Wilhelm Freddie (dansk billedkunstner, red.), der blev censureret for at være pornografisk. At man fjerner kunst giver dårlige associationer til totalitære styreformer, så ja, det er nyt for et demokratisk samfund med liberale frihedsrettigheder, men det er ikke noget nyt, at kunst er debatskabende, og det er vel kun godt i et demokratisk samfund.«

I et interview i torsdagens Information med Mikkel Bogh om samme emne, sagde han, at der er et »misforhold mellem kunstverdenen – glamour, teater, prestige, magtfulde netværk – og den sociale og politiske verden, den desperat forsøger at legitimere sig ved at henvise til«. Genkender du det?

»Ja, hvis man tager et meget lille udsnit af kunsten. Der sker selvfølgelig hele tiden en forhandling, når kunsten møder verden og andre mennesker. Jeg arbejder med unge kunstnere, og for mig kan der ligge noget læring i, at man overskrider nogle grænser. Men hvis man udnytter folks situation til at lave kunst, så bryder jeg mig bestemt ikke om det.«

– Men det er vel netop det, der ofte er argumentet – at folk bliver stødt over kunsten?

»Så kan man spørge, hvornår og hvordan man udnytter folks situation? Er det, når alle føler sig stødt? Eller når to personer føler sig stødt? Kunst er noget, der bliver følt. Så vi arbejder også i et felt, hvor det er svært at lave regler, netop fordi det handler om følelser.«

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

    20. september 2017
    Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn
  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Toft Sørensen
ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

At tage et kunstværk alvorligt, er at tage det alvorligt, som kunstværket vil. Det samme må gælde, hvis man ønsker at tage et essay alvorligt, som det Hanno Rauterberg har skrevet.

Det er rigtigt, at essayet er ret polemisk skrevet, og det går ud over præcisionen i hovedsynspunkter og argumentation, og det er rigtigt, at hans tilgang er et ret traditionelt modernistisk kunstsyn. Det udelukker dog ikke, at han kan have fat i nogle pointer vedrørende tendenser i kunsten, som det er væsentligt at få diskuteret.

Det er uden tvivl rigtigt, som Sanne Kofod Olsen citeres for at sige, at det ikke er den identitetspolitiske kunst, der har overtaget, hvis man gør det op i kroner, ører og spalteplads, og at diskussionen om identitetspolitisk kunst fylder uproportionalt meget i medierne i forhold til markedstendensen i kunsten. Men det er jo ikke det, som er anliggendet i Hanno Rauterbergs essay, så der bliver til dels tale om en stråmandsargumentation fra Sanne Kofod Olsens side.

Tilsvarende: Hvis jeg siger til en landmand, at meteorologerne har lovet risiko for regn og torden til aften, og han så svarer, at solen skinner, taler vi forbi hinanden.

Det er dog opløftende at høre en bekræftelse af, at det at fjerne kunst er nyt for et demokratisk samfund med liberale frihedsrettigheder.

Tilsvarende vil det være relevant at spørge, om der i kunsthallers, museers og udstillingssteders valg og fravalg af kunst har indsneget sig en underliggende censur og selvcensur?
En diskussion, der blev rejst i en visionssalon med temaet ”Kunst, konsensus, censur” på Kunsthal Charlottenborg d. 8. november 2016, i et samarbejde mellem Bikubenfonden og Kunsthal Charlottenborg, på baggrund af tre aktuelle sager. Som jeg havde forventet, blev der ikke givet svar på spørgsmålet, men snakket en hel del udenom af de tre oplægsholdere.

De pointer, jeg især finder relevante i Hanno Rauterbergs essay, er at mulighederne for kunstnerisk undersøgelse ikke skal begrænses af identitetspolitiske former for censur, og at æstetiske krav til kunsten ikke kan erstattes af etiske, hvor de rette identitetspolitiske holdninger og former for belæring i stedet bliver målet for kvalitet.

Jeg oplever nogle holdninger hos mange yngre mennesker, med tilknytning til uddannelse inden for noget med kunst og kultur, som stemmer overens med Lilibeth Cuenca Rasmussens erfaringer, og det skræmmer mig:
”Da jeg læste Hanno Rauterbergs essay, tænkte jeg med det samme på de unge mennesker, jeg underviser. Som professor ser jeg en helt ny generation af unge mennesker, der er meget politisk korrekte, og det er helt klart et problem for kunsten”.
https://www.information.dk/kultur/2017/08/kunsten-smadret-ny-identitetsp...

Søren Kristensen

Selvfølgelig fylder æstetikken, det er jo det kunst er og skal være og hvis de nye kunstnere er for politisk korrekte, er det i hvert fald ikke kunstens skyld. Kunst er og bør være et frirum til udøvelse og oplevelse af æstetik, uanset hvor ondt det måtte gøre. Resten, herunder evt. politiske aspekter, er blot bonus, for så vidt de vinder genklang. Uden et overordnet æstetisk fokus mister kunsten sin berettigelse. Men no worries, i praksis vil kunsten altid overleve på den lange bane, fordi den er så tæt forbundet til det sande, det skønne og det rigtige og altid på sine helt egne uudgrundelige, irreligiøse og apolitiske præmisser.

Michael Kongstad Nielsen

Hanno Rauterberg har efter min mening ikke fattet hvad kunst er.
Han vil bedrive politik. Det gør man normalt med analyse, argumenter propaganda og organisering, men ikke med kunst.

Han vil tvinge kunstneren ind i et etisk forhold til kunsten, men det skal han da ikke blande sig i.

Jeg er langt mere tilhænger af rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsens udtryk for, at kunst starter med æstetik. Derimod ikke hendes opfattelse af, at æstetikken følges ad med økonomien. (Altså, at der ligger pengene)

Kunst er ikke politik, men udtryk, der kan påvirke mennesket i mange retninger. En omviser på Glyptoteket indledte: - kom herind, og bliv et bedre menneske. Akademiet hed oprindeligt "for de skønne kunster", altså billedkunst, arkitektur, mv.
https://da.wikipedia.org/wiki/Det_Kongelige_Akademi_for_de_Sk%C3%B8nne_K...
her i definitionen har æstetik hovedvægt,
hvordan kunstneren lader etikken influere på kunstværket er vedkommendes eget valg.
Først æstetik, så etik.
Først lærte Skovgaard, Krøyer og Willumsen strøgene, teknikken, farvelæren osv, , så begyndte de at træffe valg om motiver.
Kunsten er oprindeligt et håndværk, en slags mesterlære, så kommer selvstændigheden til den enkelte, herefter inspiration og lyst til at følge andre, og ttt egen udvikling. Midt i alt dette kan etiske overvejelser påvirke kunstneren stærkt.

Fx. Picasso, Kandinsky, Munch

Niels Duus Nielsen

MKN, kunst har selvfølgelig noget med æstetik at gøre, men det er altså ikke der, det starter. Snarere starter det med den diskrepans, der føles mellem det levede liv og det mulige liv, hvilket er livskunstens udfordring, som så giver sig udslag i religiøse, politiske og æstetiske tolkninger af "the human condition". For så vidt kunst altis er for sanserne, er dedt selvfølgelig også æstetisk. Men at gøre æstetikken til det centrale er ligeså forfejlet som at gøre etikken til det centrale.

Kunst ER, og kun kunstnerne afgør, hvornår noget er kunst. Kunstkritikerne tager sig så efterfølgende højt betalt for at vurdere, hvad der er god, og hvad der er dårlig kunst, selv om de ikke er nødvendigvis mere kvalificerede end dig og mig. På lige netop dette felt er kritikken af "smagsdommerne" helt på sin plads.

Johnny Winther Ronnenberg, Eva Schwanenflügel og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Da jeg i sin tid skrev en artikel til Politiken, hvor jeg sammenlignede æstetik med varm luft på pose, blev jeg adskillige gange belært af Torben Sangild om, at æstetik ikke kun var læren om det skønne, men også læren om det grimme. Sanselære og alt det der. Ud over at jeg stadig ikke har hørt/læst Sangild definere, hvad der beskriver forskellen på noget smukt og noget grimt, slog det mig også dengang, hvor lidt æstetik "eksperter" ved om biologi og neurovidenskab. Frem for alt burde den nye videnskabelige disciplin Neuroæstetik være obligatorisk på første semester på bla. akademiet, men det bliver den næppe.

Når Sanne Kofod Olsen nævner etik i samme sætning som æstetik, har hun fat i noget. Begge begreber er rundt regnet lige svære at definere for filosofien. Kunst i dag er så bredt defineret at rundt regnet alt er kunst, og "værdi" kan man putte i kassen med etik og æstetik (bæredygtig ligger der allerede).

Alligevel elsker de fleste af os alligevel kunsten. Fordi den får os til at føle, og nogen gange reflektere. Det er for mig at se berettigelsen for det kaos vi kalder kunst i dag. Den skal være den uartige dreng som påpeger når kejseren vader afsted i bar røv og dolk, den skal være den som får fru Jensen til at frydes over naturen, eller den skal være den som får os til at tænke kritisk over begreber alle bruger men ingen kan forklare. Af samme grund er det måske her det er allervigtigst at undgå enhver form for censur.

Niels Duus Nielsen

Morten Balling, lige præcis Torben Sangild er efter min mening en af undtagelserne, der bekræfter reglen om, at kunstkritikere sælger varm luft på pose.

Jeg tog sidefag i kunsthistorie, mest fordi jeg ifølge studieordningen SKULLE tage sidefag i et eller andet, og kunsthistorie virkede som noget, man kunne tage som sidefag i søvne. Og så også lidt fordi kunsthistorikere altid har irriteret mig, så jeg tænkte, at hvis jeg nu selv blev kunsthistoriker, kunne de ikke bare afvise min kritik med, at jeg er ignorant.

Det var Sangild, der viste mig, at kunsthistorie ikke er totalt spild af tid. Men okay, han er så også uddannet filosof, måske er det derfor, han ikke er ligesom de andre. Eller også er det bare mig, der føler trang til at forsvare min egen lille Hassan.

Æstetik ER varm luft på pose, jeg ved det, jeg har studeret æstetik hele mit liv, det er altsammen bare ord, der forsøger at udtrykke det uudtrykkelige. I den forstand er også æstetikerne kunstnere. Nogle af ordene er så mere indsigtsfulde end andre. Kant har fx fat i noget med "det sublime", men prøv at læse hans kritik af dømmekraften som et litterært værk, og det er ikke just den kunstnerisk/retoriske udførelse, han får point på. Med mindre man er sproglig masochist.

Kunsten ER bare, for nu at gentage mig selv. De, som gerne ville være kunstnere, men som ikke kunne gøre det til en levevej, og som ikke havde stædigheden til at gå fattige gennem livet blot for at dø forhutlede og ukendte, så de af velbetalte professionelle smagsdommere posthumt kunne gøres til store foregangsmænd m/k, skal jo også have noget at leve af, synes tanken at være.

Elsker du kunst, bliver du fattig, elsker du penge bliver du gallerist eller kunsthistoriker.

ingemaje lange, Morten Balling og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Niels Nielsen
Ret præcist udtrykt. Efter min mening skal lade være med at analysere kunst akademisk, man skal sanse det i stedet. Hvis det ikke siger en noget, så kan det stadig være god kunst for andre.

Jeg har en særdeles nær veninde der der tog tegning op for omkring tre år siden. Hun ønskede sig voksen malebøger og ja de findes, så jeg strøg ned i den lokale boghandel og købte nogle og tuscher i kunster kvalitet til hende og det viste sig at hun faktisk var god til det så jeg lærte hende at bruge lys og skygge og så begyndte hun at tegne selv og det første hun tegnede var faktisk mig i miniature, vi sidder over for hinanden ved middagsbordet, og da jeg kunne se at det var mig hun tegnede, så sad jeg bomstille i halvanden time, så hun kunne gøre det færdigt.

Så tog tingende fart for alvor og i sommers mens hendes mand slog græs i deres have, og jeg læste den mindst ringe og drak resten af kaffen, så gik hun ind min have og tegnede mit faldefærdige kolonihavehus, men hun tilføjede detaljer der ikke var der, men som hun følte der burde være der. Hun ændrede dermed det bestående ud fra hendes indre virkelighed og det er efter min mening god kunst, for det får os til at se en anden virkelighed, end det vi selv ser og opfatter.

Nej hun kommer ikke med efterårsudstillingen og hun er vist heller ikke interesseret. Lige nu studerer hun anatomi for at blive bedre og jeg har har sagt ja til at være nøgenmodel, når hun færdig med de indledende øvelser og jeg er vildt spændt på, hvordan hun vil klare den øvelse ;-)

Søren Kristensen

Jeg har lagt mærke til at jo smukkere et billede er jo bedre sælger det og det leder mig til at mene at æstetik er en afgørende faktor, når vi taler om kunst.

Morten Balling

@Søren

Så langt så godt, men så prøv at forklare hvad det er som gør et billede smukt. Du kunne læne dig op ad noget som det gyldne snit, men dét forhold er der ikke noget magisk ved. Det beskriver menneskets synsfelt indenfor en procents nøjagtighed, og hjernen kan bedst lide billeder som fylder hele synsfeltet ud.

Hjernen er en doven en. Den foretrækker billeder som den skal bruge mindst mulig energi på at afkode. Derfor foretrækker den kontrast. Dens foretrækken af symmetri skyldes formentlig, at vi for ikke så mange tusinde år siden, mest oplevede symmetri i ansigter, når vi ledte efter artsfæller, vi kunne sprede vores gener med.

Kvinder foretrækker (generelt) umættede farver, mens mænd foretrækker mættede. Heraf kan man lidt friskt udlede at kvinder ifører sig røde kjoler for at tiltrække artsfæller. Det er formentlig også derfor du sjældent ser mænd i skrigende neonrøde jakkesæt. Her er det kun slipset som af og til giver dem mulighed for at styre deres lyster.

Smuk når det kommer til mennesker drejer sig oftest om stærke gener, som f.eks. kommer til udtryk i ansigters symmetri. Kvinder kan lugte sig frem til mænd med gener som matcher deres egne bedst muligt, og mænd kan se en kvindes østrogenindhold på forholdet mellem hofte og talje.

Man skal ikke undervurdere milliarder års "reproduction of the fittest". En alternativ måde at forklare det "skønne" på, er at prøve at forklare det sublime. Som Niels skriver prøvede bla. Kant, men som jeg skrev tidligere er værdiladning, ligesom æstetikken og etikken, noget værre rod når man får skrabet sig igennem de store ord.

Niels Duus Nielsen og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Ifølge kunstforståelse har æstetik ikke nogen nytteværdi. Hvad er æstetik. Hvad skal man bruge det til ? Alle mennesker har æstetiske preferencer tror jeg gælder fra tidernes morgen og frem til idag. Noget er mere æstetisk end andet. Nogen planter er smukkere, vejret er smukkere siger nogen ved solskin. Noget musik er smukkere, nogen mennesker er smukkere. Alt kan opdeles efter en æstetisk skala - mere eller mindre æstetisk. Nogengange bruger man andre ord som behagelig eller tiltalende. HVorfor er noget mere æstetisk end andet.
Mennesker har altid skelnet mellem det skønne og mindre skønne. Det grimme.
Analyser gør ikke ting mere æstetiske og hvorfor mennesker synes noget er æstetisk kan man skrive afhandlinger om og analyserer sig frem til. Derfor er de fleste ikke særligt interesseret i at begrunde det.
Immanuel Kant skrev om hvad skønhed er og det var noget helt andet end hvad Aristoteles og Platon og andre mente var noget objektivt. Platon mente at æstetik havde at gøre med geometriske former da det for ham var et udtryk for civilisation og kultur. Aristoteles mente æstetik var det moralsk gavnlige. Alt der er gavnligt moralsk det har en æstetik.
andre mente at æstetik var noget, der behager især visuelt.
Barokken, Hundertwasser, Goethe dyrker farverne og de runde former og naturen. Alt er en blanding. Barokken er et forsøg på at efterligne naturen - alle mulige uforudsigbare -ting kan ikke forudsiges. Niels Steensen 1638-1686 sagde " Skønnest er det vi ikke fatter"
Min tænkning kører rundt om indefra og udefra, hjerte og hjerne, helhed og brudstykker. Helheden kan ikke forklares, men kan opleves. Helheden er sund og helende. Brudstykkerne efterlader en forvirret.

Konstruktivisme er den opfattelse at menneskers personlighed, adfærd, behov og natur er en social konstruktion, der kan ændres ved at forandre den ideologi og de omgivelser, hvori mennesket formes. Nutidens æstetik er ofte kontekst og koncept-agtig

ingemaje lange og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Til mere opklaring, fra DDO:

"æstetisk adjektiv
BØJNING -, -e
UDTALE [εˈsdeˀdisg] eller [e-] tip
OPRINDELSE via nylatin aestheticus fra græsk aisthetikos 'som angår det at fornemme', afledt af aisthanesthai 'føle, fornemme'
Skjul Betydning
Betydninger

1.
som (i det ydre) behager, tilfredsstiller eller på anden måde opløfter sanserne eller sindet især vedr. kunst
ANTONYM uæstetisk SE OGSÅ kunstnerisk skøn
EKSEMPLER æstetisk nydelseikon for korpussøgning æstetiske kvaliteterikon for korpussøgning æstetisk og funktioneltikon for korpussøgning

Vores drøm er, at tilværelsen får en kunstnerisk og æstetisk dimension, som er en mangelvare i en tid, hvor økonomien styrer læreb-pæd.89

1.a
som vedrører eller beskæftiger sig med æstetik
EKSEMPLER æstetisk sansikon for korpussøgning

Hvorfor rummet er blevet malet sort, forbliver imidlertid en æstetisk gåde BT1991

Bjarne Toft Sørensen

Et lille indspark fra én, der har en universitetsuddannelse i filosofi, da der åbenbart i nærværende debatstreng lader til at være en stor interesse for det æstetiske ved kunsten:

Bl.a. på grund af udviklingen i samtidskunsten er det i dag nødvendigt at skelne mellem kunstens filosofi og filosofisk æstetik. Kunsten i samtiden er så meget mere end blot et område for æstetikken, og æstetikken omfatter så meget mere end blot kunsten.

Nogle mener også, at det er nødvendigt at skelne mellem en videnskabelig æstetik og en filosofisk æstetik, fordi æstetik som videnskab er forpligtet på nogle regler for teori, metode og dokumentation, som den filosofiske æstetik ikke er, da denne primært er forpligtet på argumentation og i sin anvendelse af sproget kan forholde sig mere eksperimenterende for at nærme sig en sandhed om kunst (så den nærmest i sig selv bliver en form for sprogkunst).

Æstetik i kunst har bl.a. noget at gøre med de virkemidler, kunstnerne anvender, for at give os en særlig oplevelse eller erkendelse ved at beskæftige os med deres kunst, og da mennesker møder kunsten med meget forskellige forudsætninger, får de også tit noget meget forskelligt ud af deres møde med kunstværker. Æstetik havde i gamle dage meget at gøre med skønhed, med nu taler man f.eks. også om hæslighedens æstetik.

I dag er der i Danmark ret få personer med en egentlig bred ekspertise inden for kunstens filosofi, samlet måske omkring 30 personer, og de fleste af dem er ikke filosoffer, men ansat inden for kunstvidenskabelige fag på universiteterne og på kunstakademierne, der også til dels beskæftiger sig med kunstens filosofi. Jeg vil mene, at Torben Sangild, som er nævnt ovenfor, er én af disse eksperter.

Nogle forslag, i form af anmeldser, til dem, der måtte interessere sig for kunstens filosofi. Gående fra det forholdsvis enkle til det mere vanskeligt tilgængelige. Jeg anvender Informations anmeldelse, hvor det er muligt:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/dansen-om-det-autentiske
https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/naar-kunst-er-et-kaerlighedsmoede
https://kunsten.nu/journal/kunst-som-handling/
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2008/03/maa-vaere-kant

Michael Kongstad Nielsen

Bjarne Toft Sørensen
21. august, 2017 - 01:14

Hvorfor vender du ordstillingen om i begreberne:
"kunstens filosofi og filosofisk æstetik"?

For mig at se er æstetik forbundet med sanserne og sindet. Hvad der løfter.

Michael Kongstad Nielsen

At se Paul Cézannes landskabsmalerier omkring Sainte-Victoire i Provence løfter sindet på en måde, som ikke ligner virkelighedens. Det er en bearbejdning af virkeligheden. Men der får man en ny glæde over synet serveret på en ny måde.

Bjarne Toft Sørensen

Michael Kongsted Nielsen. Du har ret vedrørende store dele af Cézannes kunst. Digteren og essayisten Niels Frank oplever gennem hans billeder en form visdom, ved at han bliver bragt i en særlig sindstilstand, som han sammenligner med opnåelsen af den højeste visdom i zenbuddhismen, satori. Gilles Deleuze, en fransk filosof, oplever gennem mange af Cézannes værker en form for kosmisk erkendelse, forbundet med universets kræfter.

Kunst er så meget mere i dag, end det var på Cézannes tid, med en række nye medier og kunstformer, der indtager rummet og ikke kun appellerer til sansningen, men også til andre former for erkendelse, f.eks. konceptkunsten, der er mere intellektuelt orienteret.

Det med begrebernes ordstilling kan jeg ikke umiddelbart se de store betydningsmæssige forskelle i. Egentlig drejer det sig om henholdsvis at filosofere over og til dels med kunsten og at filosofere over det æstetiske ved kunsten, men også det æstetiske ved andre fænomener, f.eks. naturen.