Når Ivanka Trump på Instagram poserer foran sin kunst, udstiller hun en ufarlig samtidskunstscene

Præsidentdatter Ivanka Trump og ægtemanden Jared Kushner er en del af de superrige kunstsamlere, der de seneste 30 år har gjort samtidskunsten til investeringsobjekt og livsstilsudtryk.

Nogle af kunstnerne forsøger desperat at løsne sig fra hendes greb, men de kan takke sig selv og deres ufarlige og indadvendte kunstkritik for hendes omfavnelse, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt.

Vi har samlet en række af kunstnerne fra Ivanka Trumps instagramopslag for at finde ud af, hvad der kendetegner hendes smag, og hvad det siger om den kunst, hun omgiver sig med på sine selfies.

Harmony Korine, f. 1973

Harmony Korine er en af de kunstnere, der er repræsenteret i den millionsamling, Ivanka og Jared Kushner har hængende i deres store lejlighed på Manhattan i New York. Korine er en amerikansk filminstruktør og multikunstner, og hans værker florerer i det miljø, hvor kunst er blevet et investeringsobjekt for de superrige.

»Sammensmeltningen mellem samtidskunst og the one percent, de superrige, er det mest afgørende, der er sket i disse år. Folk som Roman Abramovitj og Ivanka Trump køber en masse kunst op og hænger ud i kunstmiljøet. Det er historien om neoliberaliseringen af kunsten, hvor kunst og finanskapital er blevet knyttet tæt sammen både som investerings- og hyggeobjekt for de superrige og som turistattraktion for den globale middelklasse,« siger han.

Kunstnerne, der bliver markedets favoritter, har kommercielle karrierer og udstiller på gallerier, mens de samtidig udstilles på museer og kunsthaller. De er en del af en etableret samtidskunst, og det er attraktivt for de superrige at gøre dem til en del af deres livsstilsudtryk.

»Det er en ironisk kunst, der har det rette look, hvor samtidskunsten ikke tager sig selv alt for alvorligt, men er lidt henkastet og samtidig har en smule kritisk kant, men på en cool, ikke alt for seriøs måde. Det er en trendy negativitet, der er ude at gå i den kunst, Ivanka Trump, samler på,« siger Mikkel Bolt.

Alex Da Corte, f. 1980

Da Alex Da Corte så, at et af værkerne fra hans spejlserie, der består af malerier malet med indkogt shampoo på et spejl, hang i Ivanka Trumps lejlighed, og at hun poserede foran det på Instragram, opfordrede han hende meget insisterende på at tage det ned. »Jeg skammer mig over at blive set sammen med dig,« skrev han på Twittter.

Det minder Mikkel Bolt om en anden kunstners reaktion på Ivanka Trumps omfavnelse. Richard Prince er en af amerikansk samtidskunsts mest interessante appropriationskunstnere – han sampler og kopierer andres billeder.

Blandt andet har han i en serie værker gengivet en række instagramopslag – deriblandt et af Ivanka Trumps. Da han fandt ud af, at Ivanka Trump selv havde købt dette billede, lagde han det ud på Twitter med teksten: »This is not my work. I did not make it. I deny. I denounce. This fake art.« Han ville ligeledes betale Ivanka Trump de penge tilbage, han havde fået for billedet.

»Princes fejde er interessant – det er jo med vilje, at han bruger Twitter, som er Trumps domæne, og han kopierer tilmed Donald Trumps sprogbrug. Det bliver i sig selv kunst. Men den kunstneriske gestus kan ikke hamle op med den løgnagtige politiker. Trump er jo ligeglad. Princes kommentar fungerer på et metaniveau, der bliver meget intern i kunstnermiljøet. Det er konsumobjekter, der kommenterer på sig selv på en meget indforstået måde. Og så bliver det aldrig rigtig farligt.«

Alex Da Corte har selvfølgelig været bekendt med, at de superrige køber hans kunst. Det vil fremgå af hans bankkonto. Ivanka Trump og Jared Kushner har været samlere i mange år, deltaget i ferniseringer og støttet kunst, men for disse etablerede og hippe samtidskunstnere blev det først et problem, da Trump blev præsident. Det blev svært at opretholde den ironiske distance.

»Trump bliver alligevel for kompromitterende for deres kunstneriske selvforståelse,« siger Mikkel Bolt.

Alex Israel, f. 1982

I forbindelse med et stort interview med magasinet Harpers Bazaar blev Ivanka Trump fotograferet foran Alex Israels store pastelmaleri, der hænger på en endevæg i hendes spisestue, som det fremgår af dette instragramfoto. Forsiden var meget smuk, og det er svært at afgøre, om det sarte pastelmaleri af en himmel er kunst eller en del af en indretningsdesigners dekorering.

»Ironien er, hvad der kendetegner denne slags kunst. Det er maleri, og det er superdyr kunst, men det ser snarere ud som noget andet. Der finder en form for refleksion sted i billedet, hvor det peger på sit eget udsagn og ophæver det. Alex Israel er også kendt for en solbrillekollektion. Han indgår i en mode- og livsstilsoffentlighed, og så er han samtidskunstner. Grænserne er smeltet meget mere sammen.«

Den abstrakte ekspressionist Jackson Pollock oplevede engang, at hans drip paintings blev brugt som baggrund for en modeserie i samme magasin Harpers Bazaar.

»På den ene side var Pollock selvfølgelig glad for opmærksomheden,« påpeger Mikkel Bolt, »men samtidig havde han som anarkistisk kunstner en forestilling om sine malerier som det modsatte af den frembrusende konsumkapitalisme, hvor malerier – der var tænkt som provokationer – kunne indgå som dekorativ baggrund for fremvisning og salg af modetøj.«

Nate Lowman, f. 1979

Ifølge Mikkel Bolt består Ivanka Trump og Jared Kushners samling fortrinsvis af smart samtidskunst, ofte af en legende eller småironisk karakter, der enten sampler fra kunsthistorien og genbruger motiver fra abstrakt kunst eller popkunst eller behandler ’småpolitiserede emner’. Han siger med vilje småpolitiserende, fordi det netop aldrig rigtig kommer til at handle om politik.

Nate Lowmans skudhulskunst i serien Black Escalade bliver beskrevet sådan her i et Sotheby’s-katalog: »Lowmans værker er ofte ansporet af voldens foruroligende nødvendighed i analysen og konstruktionen af kulturelle forhold. Baseret på trompe-l’æil-skudhulsmagneter beregnet til at placere på biler revurderer Black Escalade konceptualiseringen af vold i populærkultur.«

Nate Lowmans kunst ligger altså i forlængelse af popkunstens modsætningsfyldte leg med et kritisk udtryk. Det ser kritisk ud, men på en lækker måde, der gør, at Ivanka Trump sagtens kan have et skudhul hængende over sit flygel.

»Det lægger sig et interessant sted mellem kritisk kunst og dekoration. Og hvor kritisk er det så? Hvis det for eksempel var enormt slagkraftig identitetspolitisk kunst om politibrutalitet, så ville hun måske ikke have det hængende,« siger Mikkel Bolt.

Dan Colen, f. 1979

Dan Colen beskrives af The Guardian som en »postpop New York City bad boy, en central figur i en kreativ, degenereret gruppe benævnt Warhols børn«. Han laver malerier med tyggegummi, konfetti og fuglelort. Han har solgt for millioner. Og et af hans tyggegummiværker hænger altså i hjemmet hos Ivanka Trump. Dan Colen er en af de kunstnere i Trump og Kushners samling, der har en form for kritisk potentiale. Og så alligevel ikke.

»Det er vigtigt for disse one percent-samlere, at kunsten ser kritisk ud, så det giver en kritisk kant til samlerens livsstil. Det både ser ud og ser ikke ud som kunst. Det er flotte farverige billeder, men så er det lavet med tyggegummi,« siger Mikkel Bolt.

Nogle kalder denne type kunst for designerpunk. Dan Colen har selv sagt til The Guardian: »Mange af mine værker handler om at afsøge, hvad der er abstrakt, og hvad der er billedligt. Er det tyggegummi, eller er det et abstrakt maleri lavet af tyggegummi? Energien kommer fra at bevæge sig langs den linie og betragte tingene tilte den ene vej og den anden vej.«

Det er altså udtryk for en meget reflekteret form for kunst. På metaniveauet forholder den sig kritisk til sig selv og sit eget udsagn. Men det er endt med at fylde så meget, at kunsten også på mange måder er holdt op med at forsøge at fungere kritisk, fordi den ved, at den altid allerede er indoptaget, mener Mikkel Bolt:

»Det kendetegner den samtidskunst, som Ivana Trump synes er fin, fordi det kritiske ligesom er ude at gå i billederne, og de tager pis på sig selv, men det gør så også, at de ender med at være ufarlige. De placerer sig et sted mellem at være konsumobjekter og flotte billeder i køkkenet og så en indforstået kunsthistorisk gestus.«

David Ostrowski, f. 1981

Tyske David Ostrowski er en af de få ikkeamerikanske kunstnere i parrets samling, men også han er en favorit blandt de rige samlere. Ligesom det er tilfældet med Dan Colen, siges det om ham, at han undersøger selve maleriets natur.

Kuratoren Elena Brugnano har skrevet om hans værker, at de er »spejlinger af hans eget selv: De viser den store tomhed, den tilsyneladende mangel på motivation, nogle gange aggression, men særligt skønhed. Det handler om noget, det handler om ingenting«.

Igen er det en kunstner, der forholder sig kritisk til sit eget virke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Mikkel Bolt er særdeles kritisk over for den position, som samtidskunsten har antaget:

»Hvis kunsten skal have en betydning, så er det, fordi den fungerer som en intern og ekstern udfordring af det samfund, den findes i. Samtidskunsten har jo virkelig gjort den postmoderne ironi til sin udsigelsesposition. Og har på en eller anden måde overaffirmeret historiens afslutning. Vi kan ikke fremsige et kritisk udsagn, for det kritiske udsagn vil jo bare blive indoptaget i institutionen.«

I kombinationen af den økonomiske elites indkøbsiver og samtidskunstens bad boys, der er kritiske på et indadvendt metaniveau, sker der »en uskadeliggørelse af samtidskunsten«.