Læsetid: 5 min.

Ny Amazon-serie giver afroamerikanske slaver deres eget land og giver modsvar til kontroversiel HBO-serie

Med den store seriesatsning ’Black America’ melder Amazon sig nu med et modsvar til ’Game of Thrones’-efterfølgeren hos HBO, ’Confederate’, der længe før visning har vakt stort postyr. De to serier er begge bygget op omkring den alternative virkelighed, at Sydstaterne har løsrevet sig fra USA, men i den ene eksisterer slaveriet stadig i nutidig sammenhæng, mens slaverne i den anden har etableret en selvstændig nation
David Benioff og D.B. Weiss skal ikke arbejde alene på ’Confederate’, men får selskab af ægteparret Nichelle og Malcolm Spellman, som skal være seriens executive producers. Ægteparret, som selv er af afroamerikansk afstamning, har også forsøgt at mane til besindighed. På billedet modtager Benioff og Weiss en Emmy for arbejdet med ’Game of Thrones’.

David Benioff og D.B. Weiss skal ikke arbejde alene på ’Confederate’, men får selskab af ægteparret Nichelle og Malcolm Spellman, som skal være seriens executive producers. Ægteparret, som selv er af afroamerikansk afstamning, har også forsøgt at mane til besindighed. På billedet modtager Benioff og Weiss en Emmy for arbejdet med ’Game of Thrones’.

Chris Pizzello

10. august 2017

It’s Not What You Imagined. It’s HBO. Film- og serienetværket HBO’s slogan har fået en hul klang. For nej, få havde nok forventet, at HBO ville satse stort på en serie med en nutidig slaveindustri som omdrejningspunkt, ligesom HBO selv næppe havde forudset, at seriens plot ville medføre seerstorm og modsvar fra konkurrerende serieproducenter.

Som Information kunne fortælle onsdag, er HBO kommet i stærk modvind efter at have løftet sløret for plottet i den planlagte arvtager til massesuccessen Game of Thrones, Confederate. Serien udspiller sig i en nutidig verden, hvor Sydstaterne har løsrevet sig fra Unionen, og før-borgerkrigstidens slaveri stadig eksisterer. Det afslørede HBO allerede midt i juli, og siden da er reaktionerne taget til i omfang.

Under weekendens afsnit af Game of Thrones, som er produceret af David Benioff og D.B. Weiss, der også står bag Confederate, opstod en twitterbølge under hashtagget #NoConfederate. Kvinden bag den virale græsrodsbevægelse er April Reign, som også stod bag hashtagget #OscarsSoWhite, der i 2016 satte fokus på, at ingen skuespillere med etnisk minoritetsbaggrund var nomineret.

Udspillet fra HBO er også blevet kritiseret bredt i amerikanske medier. Blandt andet i The New York Times, hvor Roxane Gay kalder serien »slave-fanfiction«. Hun kritiserer serien for at tage for let på slaveriet i en tid, hvor mange afroamerikanere stadig mærker racehadet på egen krop.

»Det er 150 år siden, borgerkrigen sluttede, men det føles ofte, som om nogle mennesker stadig lever i tiden før da. I dele af USA vajer det konfødererede flag stadig,« skriver hun.

HBO lover nænsom behandling

Ikke alle bakker op om kritikken af HBO og Confederate. Den kendte instruktør Judd Apatow (GIRLS o.a.) tog på Twitter David Benioff og D.B. Weiss i forsvar i kølvandet på #NoConfederate. »Censur er aldrig en god idé. De har ikke engang skrevet et eneste ord endnu. Det er en smule tidligt at dømme deres arbejde og intentioner,« skrev han.

Tweetet fik dog ikke lov at stå uimodsagt hen, da sanger John Legend svarede, at HBO afviser serie-ideer hver eneste dag, uden at det kaldes censur. Amerikanske Kyle Smith, klummeskribent i det konservative tidsskrift National Review, tager sit forsvar af Confederation et skridt længere og kalder seriens kritikere for »dummernikker, som fejlagtigt tror, at seriens skabere går ind for slaveri«. Han advarer om, at det store fokus på politisk korrekthed kan lægge bånd på skabernes kreativitet.

HBO’s forsikringer om, at emnet vil blive behandlet med sensitivitet og omhyggelighed, har dog ikke fået kritikken til at dø ud. Reign har tidligere kritiseret de to Game of Thrones-bagmænd for ikke at give nok skærmtid til minoritetsskuespillere i deres hitserie og har derfor ikke den store fidus til HBO’s løfter.

»Hvorfor skulle vi have tillid til to mænd, som ikke kan tale om race i deres eget show, og har haft syv sæsoner til at introducere etniske minoriteter som signifikante karakterer?« siger hun til The Hollywood Reporter. Roxane Gay giver sit besyv med:

»Jeg gyser ved tanken om den sorte, slavebundne krop i deres kreative hænder.«

Benioff og Weiss skal ikke arbejde alene på Confederate, men får selskab af ægteparret Nichelle og Malcolm Spellman, som skal være seriens executive producers. Ægteparret, som selv er af afroamerikansk afstamning, har også forsøgt at mane til besindighed. Parret fortæller, at projektet er meget personligt for dem netop på grund af deres egen plads i historien.

»Vi er afkommere af den her historie. Vi beskæftiger os med det direkte og har gjort det hele vores liv,« siger Malcolm Spellman til onlinemagasinet Vulture.

»Jeg tror, Nichelle og jeg begge følte det nødvendigt at finde en måde at støtte en diskussion, som pibler frem, men som ikke tages ofte nok.«

Udråbt som ’anti-Confederate’

Mens krigen mod Confederate raser på internettets slagmark, har en ny spiller meldt sig på banen i kampen om at afbillede det, der kunne have været, hvis krigen mellem staterne var endt anderledes. Det sker med annonceringen af Amazons store seriesatsning Black America, som i de amerikanske medier har fået tilnavnet ’anti-Confederate’.

Black America er ligesom Confederate et historisk drama bygget op omkring en alternativ virkelighed, hvor Sydstaterne har løsrevet sig fra USA. I amazonsatsningen er efterkommere af slaverne blevet givet Louisiana, Mississippi og Alabama som kompensation og har her etableret en ny selvstændig nation, New Colonia. Black America fortæller en historie om et USA i forfald og et New Colonia i kraftig militær og økonomisk vækst.

Serien har været på tegnebrættet i et år, men skaberne bag Black America har indtil nu været hemmelighedsfulde. Nu har de valgt at annoncere seriens plot som reaktion på Confederate.

»Vi følte, at det var det rigtige tidspunkt for at sikre os, at publikum og det kreative miljø vidste, at der var et eksisterende projekt, og at vi er godt i gang med det,« siger producer Nick Packer til det amerikanske onlinemagasin Deadline.

Alle tiders utopi

Packer lægger sig i strømmen af kritikere af HBO’s bud på et revisionistisk historiedrama og gør det klart, at slaveri simpelthen ikke er underholdning.

»Slaveri er alt for ægte og alt for smertefuldt, og fordi vi stadig ser manifestationer af det som land den dag i dag, kommer jeg aldrig nogensinde til at se det som nogen form for underholdning,« erklærer Packer samme sted.

Black America har fået en noget varmere modtagelse end Confederate. April Reign roser på Twitter producer Will Packer efter annonceringen med ordene: »Se bare timingen af Will Packers annoncering. Det er universet, der er på spil.«

Will Packer selv tilskriver seriens foreløbige positive modtagelse, at den beskriver et scenarie, som for mange afroamerikanere virker utopisk. Han siger til onlinemagasinet Deadline, at man skal gøre sig umage, hvis man vil finde sorte amerikanere, som ikke har leget med tanken om, hvordan deres liv havde været, hvis slaveefterkommerne havde fået territoriel erstatning efter borgerkrigen.

»Tænk, hvis der var blevet givet erstatninger,« siger Packer. »Hvordan ville det her land og det alternative land se ud i dag, og hvordan ville amerikanerne og vores relationer se ud,« spørger han retorisk.

Det kan serieelskere altså få svar på i Black America, hvis premieredato endnu ikke er annonceret. Således fortsætter kapløbet mellem de to serier med fælles tema, men forskellige fortegn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad sker der i Iran, Zambia, Bolivia, Taiwan osv. osv.? Ikke relevant for Inf's læsere? Kun amerikansk metervarer skønnes væsentlig?

Karsten Aaen, ingemaje lange, Hans Aagaard og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Det ene udelukker jo ikke det andet.
I øvrigt undrer det mig at en kontrafaktisk fiktion kan hidse sindene sådan op. Der findes da flere eksempler på historier, der spekulerer i, hvordan verden ville have set ud, hvis nazisterne havde vundet 2.verdenskrig, f.eks. Robert Harris' "Fatherland", uden at nogen har hidset sig nævneværdigt op af den grund.