Læsetid: 4 min.

På ferie med jordspiserne

Jeg er tumlet ind ad en dør til en parallelverden

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

19. august 2017

Det regner og regner. Og så regner det igen. Det er sommer i Danmark, og det er ferietid. Træplankerne på vores terrasse er ved at være helt møre af fugt. Jeg er ved at være mør. Et grønt lag af alger vokser lige så stille frem på vores havebænk.

Jeg tager hynderne ind og ud og ind igen, drivvåde. De andre er i sommerhuse, spredt rundt på forskellige øer. Eller rejst sydpå. De kommer hjem brune, og så tager de af sted igen.

Murene i vores hus er iskolde. Jeg går rundt og er nervøs for at få D-vitaminmangel. Magnoliatræet, en pisten sag, som jeg indkøbte hos Spar-købmanden for 30 kroner, har ikke den slags bekymringer. Det er vokset en halv meter, siden jeg sidst kiggede ud ad vinduet. Bladene glitrer. Dråberne sidder langs kanten som diamanter.

Jeg linder på terrassedøren, men den trommende lyd fra regnen overdøver mine tanker. På mit bord ligger en bog, Joan Didions seneste, South and West, som jeg samlede op i New York i foråret. Den handler om en rejse, hun foretog gennem Sydstaterne engang i 1970, noter fra hendes notesbog. Joan Didions skrift er ikke kendt for sin varme, men Sydstaterne? Måske kan turen alligevel varme mine knogler lidt?

Hun har ikke været tilbage i Syden, siden hendes far var udstationeret i North Carolina i slutningen af 1942 og begyndelsen af 1943. Hun legede med papirdukker med ansigter af Vivien Leigh og Ann Rutherford, som de fremstod i Borte med blæsten. Og så lærte hun af kvarterets børn at spise noget, som jeg må læse to gange: Rå kartofler dyppet i det bløde grus under husene. Nu ved hun, skriver hun, at »eating pica« er almindelig i det, som hun kalder »the undernourished South«.

I en anden bog, jeg læser om Sydstaterne, W. J. Cashs berømte bog om sydstatsmentaliteten, The Mind of the South, er jeg lige stødt på noget lignende, en passage, som jeg troede skulle forstås i overført betydning. Ikke så få blandt de nederste klasser i Syden var »addicted to ’dirt-eating’«, skriver han, men det var langtfra så udbredt, som det er blevet påstået.

Hvad skal man få tiden til at gå med, når det regner og de andre er på ferie?

Man kan læse bøger. Og man kan google.

Jeg googler dirt-eating addiction og finder under overskriften: »Adult eating handfulds of dirt constantly« et brevkasseopslag, som kunne være skrevet af Rokokoposten. »Jeg er et voksent menneske på 44 år,« står der. »Jeg har spist håndfulde- og skålevis af jord i 40 år. I begyndelsen plejede min søster og jeg at tage en skål med en ske udenfor og fylde den med jord (som med havregryn).« Om natten, når naboerne sover, sniger hun sig udenfor og sætter sig ved blomsterbedet og spiser håndfulde af frisk jord.

Når hun kører forbi en byggeplads og får øje på de nyopgravede bunker jord, tænker hun: Uhm, aftensmad. »Jeg har ingen kontrol over det,« skriver hun. Hun er nået til et punkt, hvor hun får frisk jord leveret direkte til sit hjem i en bunke uden for huset, så hun kan spise, når som helst hun har lyst. Hendes problem er, at faren til hendes barn greb hende på fersk gerning med munden fuld.

Jeg er tumlet ind ad en dør til en parallelverden. Kommentarsporet er fuld af lettet genkendelse fra andre, der heller ikke kan gå forbi en byggeplads, uden at mundvandet løber løbsk. Enkelte beskriver, hvordan de bruger timer på at køre til deres favorit-jordsteder. En enkelt, fra Sydafrika, spiser kun jord »made for consumption«, men vil gerne holde op med jordspiseriet på grund af problemer med forstoppelse …

Det er en industri

Er jeg den eneste, som ikke kender til fænomenet dirt-eaters? Google vrimler med historier, man skulle tro, at verden ikke bestod af andet. På YouTube anmelder dedikerede jordspisere, mest kvinder, forskellige typer af jord. Det er en industri. Jorden ankommer i poser, klumperne spredes ud på bordet, vurderes. Ler, stykker af kridt, rene delikatesser, forstår man, beregnet til at spise. Tips udveksles, forskellige jordsælgere anbefales.

Man ser munde helt tæt på og hører lyden af de store tørre jordklumper, der knases mellem tænderne. Titler, som var der tale om den fineste vinsmagning, Indian roasted grey clay, Butter grey roasted, silver ball clay og red Khadi. De bager jorden i ovnen for at få den rette knasningsgrad.

Nedenunder kommenteres: »Mouth watering«!

»Tastes like rain«, siger en jordspiser.

Især når det regner, er det slemt, skriver en anden, en jordspiser fra Las Vegas i kommentartråden. »The earth smells so earthy and rainy, I can’t explain it, my mouth waters«.

Jordspisning er kendt i hele verden. Det betegnes ligefrem som en tradition i hele det varme klimabælte. Langt herfra m.a.o. Det er især udbredt blandt gravide kvinder. The Week skriver, at mens kun 0,01 procent af gravide kvinder i Danmark indrømmer, at de spiser jord, er tallet 56 procent i Kenya, hvor man kan købe spiseklar jord på markedet.

Det kan man også i Georgia i USA. En dokumentar, Eat White Dirt, som ligger gratis derude, og som er produceret for NPR undersøger traditionen for jordspiseri i Sydstaterne, særligt den lækre hvide Georgia-jord, som sælges i posevis i supermarkederne.

Der er alskens myter om, at en særlig vitamin- og mineralmangel skulle drive de jordspisende kvinder, men eksperterne siger, at der ikke er skyggen af næringsværdi i den kridtede hvide jord.

Damen på trappestenen er helt hvid om munden. Det knaser, når hun snakker. Det er holdt op med at regne. Ferien er ved at være slut. Jeg åbner terrassedøren igen, der lugter vådt af regn, men det får ikke min mund til at løbe i vand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Gert Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Kim Gert Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer