Læsetid: 8 min.

Parforholdet anno 2017 er stadig næsten bergmansk

Ingmar Bergman ramte en kønspolitisk nerve, da hans ’Scener fra et ægteskab’ havde premiere i 1973. Uden at vide det forudså han i sin skildring af et ægteskab i opløsning parforholdets dynamikker anno 2017. Næsten i hvert fald. Nu er Bergmans stykke på Det Kongelige Teater ført helt op til i dag: Rollerne er byttet om, så kvinden er manden, og manden er kvinden
Rollebytning. Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl i Det Kongelige Teaters nye opsætning af Bergmans ’Scener fra et ægteskab’.

Rollebytning. Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl i Det Kongelige Teaters nye opsætning af Bergmans ’Scener fra et ægteskab’.

Det Kongelige Teater

1. september 2017

Noget er helt anderledes her. Kvinden, Marianne (spillet af Sofie Gråbøl), er den, der i nattens mulm og mørke skrider med sin unge elsker uden at sige farvel til sine døtre. Det er Marianne, der kun husker børnenes fødselsdage, når hendes mand, Johan, minder hende om det i god tid, og Marianne, der ikke savner dem. Det er Marianne, som er så frygtelig en ravnemor, som Johan var en ravnefar i 1973-udgaven af Ingmar Bergmans drama Scener fra et ægteskab.

»Ahmen, det giver jo totalt god mening,« udbryder Christian Graugaard om rolleombytningen. Han er læge og professor i sexologi ved Aalborg Universitet, og så er han hardcore Bergman-fan. Han er med til forpremieren på den nye opsætning af Scener fra et ægteskab på Det Kongelige Teater, fordi han har forsket i, hvordan kønnet, erotikken og parforholdet har ændret sig gennem tiden.

Det giver mening, fordi vi lige nu befinder os midt i en seksuel revolution. Vi står faktisk midt i den fjerde af slagsen, fortæller Graugaard.

»I den senmoderne tidsalder er køn og seksualitet ikke længere noget, vi skal lede efter dybt inde i vores biologi. Selv hvis man ikke føler sig særligt flydende i sin identitet, så ligger det et eller andet sted i baghovedet, at der er muligheder for at udforske andre veje – vi kunne leve i et biseksuelt forhold, eller vi kunne besøge en swingerklub. Mulighedsrummet er uendeligt. Så selvfølgelig har de byttet kønnene om! Alt er helt uforudsigeligt, og principielt kan alt lade sig gøre i vores tid.«

»Jeg skal sgu lige vænne mig til, at de har byttet om på rollerne,« hvisker Christian Graugaard alligevel under første scene. I scenen er Marianne blevet gravid. Hun har glemt p-pillerne, Johan har undladt at minde hende om det, og nu diskuterer de, om de skal beholde barnet.

Marianne: »Det handler om, hvad der er praktisk.«

Johan: »Nej, det gør det ikke!«

Marianne: »Hvad handler det så om?«

Johan: »Det handler om kærlighed!«

Marianne: »Ej, Johan er du ikke lidt langt ude nu?«

Instruktør Thomas Bendixen har kun ændret ganske lidt i replikkerne, fortæller han. »Vi har haft det dogme, at vi ikke måtte lave om på deres replikker for at løse kønsbyttet. Det vil sige, at alt hvad der var, simpelthen bare er skiftet rundt.«

De fire seksuelle revolutioner i kulturen

1: Slutningen af 1800-tallet: Revolutionen kom til udtryk i kulturen med bl.a. Strindberg og Ibsen. Ibsen var jo ultramoderne, da han lod Nora smække med døren og forlade mand og børn – det ville næsten være utænkeligt selv i dag.

2: Mellemkrigstiden: De kulturradikale forsøgte at vende op og ned på alt. I litteraturen var perioden bl.a. defineret af Knud Sønderbys ’Midt i en jazztid’, hvor unge mennesker i 1930’erne forsøger at skabe sig et kærlighedsliv på nye vilkår. Kjeld Abell skrev i samme periode stykket ’Melodien, der blev væk’, som udstiller den kaotiske situation i kernefamilien.

3: 1960’erne: Ungdomsoprøret rammer for fuld kraft. Bergman er blandt penneførerne og viser de forviklinger, der finder sted, når intimitetens strukturer og normer bliver smidt op i luften.

4: Nutid: Vi står midt i en slags fjerde seksuel revolution. Alle kan gøre alt og være alt med hvem som helst – så længe de gider. Lars von Trier udfordrer i den grad vores opfattelser af familieliv, køn og seksualitet med værker som ’Nymphomaniac’ og ’Antichrist’.

Kilde: Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet

 

Det seksuelle år 0

Christian Graugaard tror, at Ingmar Bergmans tv-serie fik så stor succes, da den blev sendt i 1973, fordi den ramte os midt i en opbrudstid. »I den originale serie befinder vi os i år 0 efter 1960’ernes seksuelle revolution, hvor en ny generation af unge gjorde oprør mod de nordiske samfunds erotiske konformitet, kønsroller og familiestrukturer.«

Marianne og Johan tilhører det bedre borgerskab og viderefører deres forældres traditioner og strukturer i ubrudt linje. Alligevel smitter tidsånden af på dem, fortæller Christian Graugaard.

»Selv om de ikke personligt har kæmpet for noget, så er de er tvunget til at finde en ny måde at være mennesker på og indrette sig med hinanden på. Ja, og så går det galt. Det går galt på 1.000 meget bergmanske måder.«

Når Scener fra et ægteskab stadig trækker fulde huse skyldes det også, at Bergman uden at vide det forudså dynamikkerne i den måde, vi lever i parforhold på i dag. Christian Graugaard forklarer:

»I dag udlever vi en radikal udgave af det forhold, som Marianne og Johan havde til hinanden i 1973. Det er et forhold, som ikke længere er kittet sammen af sociale konventioner og moralske imperativer, men alene holdes på plads af følelser. Så snart de følelser forvitrer, er der ingenting tilbage, og så er man i sin gode ret til at tage sit gode tøj og gå, som Johan gør i den oprindelige udgave. Det er det, vi på godt og ondt lever med i dag. Så Bergman præsenterer os her for prototypen på et parforhold, som siden er blevet normen.«

Tog seerne med storm

Ingmar Bergmans tv-serie Scener fra et ægteskab havde premiere i 1973, og de fem følgende uger tonede Liv Ullman og Erland Josephson frem på skærmen som det ægtepar, der er så lykkeligt tilfredse. Lige til de ikke er det længere.

I både Sverige og Danmark lå gaderne øde, mens folk sad klinet til skærmene. Serien dumpede lige ned i en aktuel debat om kønsroller og kernefamilier, og seriens popularitet kunne spores i skilsmissestatistikkerne for samme år. Mange kvinder kunne kende sig selv i Ullmanns skildring af Marianne, som lever sit liv i en støvet sepia og kun eksisterer i kraft af sin mand, Johan.

Da Johan falder for den yngre Paula, krakelerer det 10 år lange tryghedsægteskab, og Marianne finder sine egne stærke ben at stå på, mens Johan indser, at han ikke er frygtelig meget værd uden sin Marianne.

Selv ophavsmanden fik succesen at føle. »Jeg blev nødt til at skifte telefonnummer på Fårö, for jeg begyndte at fungere som ægteskabsrådgiver. De første 30 samtaler var interessante, men til sidst blev jeg nødt til at få nyt nummer,« sagde Bergman i et interview i 2001.

Ikke kun på vores breddegrader blev det moderne ægteskabsdrama godt modtaget. I 1975 blev serien klippet sammen til en film, som samme år vandt en Golden Globe for bedste udenlandske film. Filmen, og Bergmans øvrige virke, har også sat solide aftryk i den amerikanske instruktør og skuespiller Woody Allens filmografi, og Allens film Mænd og koner fra 1992 er tydeligt inspireret af Scener fra et ægteskab.

Siden er stykket blevet opsat adskillige gange. Morten Kirkskov, som spiller Johan i Det Kongelige Teaters nye opsætning, var i 2011 instruktør på en rost opsætning på Aarhus Teater. Dengang fyldte køn meget mere end i den aktuelle opsætning, fortæller han.

»Det sjove er, da vi lavede stykket i Aarhus, snakkede vi enormt meget om kvinden og manden, altså at Johan var sådan en typisk mand og Marianne var sådan en typisk kvinde,« mindes Kirkskov og fortsætter, »det har vi gjort ekstremt lidt i forløbet her. Det tog os ganske kort tid lige at få den der: ’Nå, det er meget sjovt, så er det hende, der siger det, så er det ham, der siger det’ ud af systemet, og så snakkede vi sådan set ikke mere om det.«

Ideen til at bytte roller opstod sidste år, fortæller Thomas Bendixen, som har instrueret den nye opsætning. »Det begyndte egentlig som et eksperiment, hvor Sofie og Morten under en reading prøvede at skifte køn på rollerne. Det er et godt og klassisk kærlighedsdrama, men der ligger alligevel noget støv over det, som handler om kønsopfattelse og mandens og kvindens placering i samfundet og ikke mindst i forhold til hinanden, som gør det lidt gammeldags, og derfor prøvede de at bytte rundt. Det viste sig simpelthen, at det gav en helt ny historie, og derfor valgte vi at gå videre med det.«

Den bløde mands død

Det var aldrig meningen at indlede en kønsdebat, men Thomas Bendixen byder snakken velkommen. »Det ærgrer mig ikke, at det er blevet en kønsdiskussion, for det giver mig lejlighed til at sige, at det her først og fremmest er en kærlighedshistorie, som snarere handler om, at det er to mennesker, der er meget forskellige og har svært ved at forstå sig selv.«

Balancen mellem behovet for tryghed og jagten på frihed er et fælles grundvilkår for alle historiens fire seksuelle revolutioner, fortæller Christian Graugaard.

»I alle perioder har man diskuteret, hvordan vi opnår følelsesmæssig og seksuel frihed, samtidig med vi fastholder trygheden fra en fast partner. En umulig ligning!« Han er enig i, at den bløde mand og den ambitiøse kvinde er døde som typer.

»Jeg bliver altid utrolig træt, når jeg hører om metroseksuelle mænd og mandkraftige kvinder. For det bygger jo på en gammeldags og enormt kedsommelig kønskassetænkning, som de fleste af os vel efterhånden har forladt. For ja, mennesker ændrer sig – big deal. Mænd er ikke bare mænd, men kommer i mange forskellige versioner, og det gørkvinder også.«

Rollebytningen viser en af Ingmar Bergmans store styrker: Evnen til at tale til det dybe i os alle, det almenmenneskelige. Det mener Thomas Bendixen.

»Det fedeste ved opsætningen på den her måde, er, at den er blevet så nutidig og egentlig banal. Den handler jo om to mennesker, der elsker hinanden, og selv om vi er omgivet af krig, terror og klimaforandringer, handler vores liv i kernen jo først og fremmest om at elske og at blive elsket.«

Det opdager Marianne og Johan i stykkets afsluttende scene. Det er 20 år siden, de blev gift med hinanden, og de er begge gift på ny. De sidder sammenflettede på gulvet. »Jeg sidder vist og holder om dig. Og du holder vist også lidt om mig,« siger Marianne, inden de bliver enige om, at de elsker hinanden, men snakker for meget.

For snakker man for meget om kærligheden, så dør den.

Scener fra et ægteskab anmeldes her i avisen på lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marina Testa Pedersen
Marina Testa Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu